VLR — Vestre Landsret
AM2022.11.01V
OL-2022-V-00053
AM2022.11.01V Retten i Randers
DOM
Dato: 7. marts 2022 Rettens sagsnr.: 9-496/2022 Politiets sagsnr.: 4200-76141-00650-20 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1984 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 7. februar 2022.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 279 jf. § 21, forsøg på bedrageri, ved den 8. juli 2020 i strid med sandheden ved forsikringsanmeldelse til Forsikringsselskab, at have oplyst at hans bil, hvorpå der var begået hærværk, havde kørt 126.282 km, selvom bilen havde kørt ikke under 201.638 km., hvorved tiltalte forsøgte at bringe forsikringsselskabet i en vildfarelse om, at selskabet var forpligtiget til at udbetale 41.000 kr. til tiltalte, og ikke 25.000 kr. som bilens rette kilometerstand berettigede til, alt hvilket mislykkede, idet skadesinspektøren blev opmærksom på den ændrede kilometerstand.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Tiltalte har forklaret, at han ikke kan huske, hvornår han købte bilen. Han tror det måske er omkring 2 år siden. Han kan ikke huske, hvor mange kilometer bilen havde kørt, da han købte den. Foreholdt at han til politiet har forklaret, at den havde kørt 81.000 km. (bilag 1-4, side 2, afsnit 2), har han forklaret, at han ikke kan huske, om han har sagt sådan til politiet.
Han troede, afhøringen angik det hærværk, han have anmeldt. Det er hans bil, og det er ham som bruger den. Han låner den ikke ud til andre. Han kører 25.000-30.000 kilometer om året. Han havde to andre biler i perioden, bl.a. hans kones bil. Han kørte derfor ikke i den samme bil hver gang. I juli 2020 blev hans bil udsat for hærværk. Han ringede til forsikringsselskabet og oplyste dem om hærværket på bilen.
Forsikringsselskabet oplyste, at de ville give ham 41.000 kr. i erstatning. Han blev ringede op nogle dage senere hvor de oplyste, at de i stedet ville give ham 25.000 kr. Dette var begrundet med, at bilen havde kørt flere kilometer end først antaget. Han afviste at acceptere beløbet på 25.000 kr. Inden hærværket, han husker ikke hvornår, men det var samme år som hærværket, havde han haft bilen på værksted.
Han fik skiftet en del reservedele på bilen, bl.a. instrumentbrættet, herunder speedometeret. Tiltaltes ven havde skaffet reservedelene og mekanikeren skulle sætte dem i. Udskiftningen må have ændret på de kilometertal, som står oplyst i speedometeret. Han har ikke selv ændret det. Han kan ikke huske, om han fortalte politiet om reparationen. Han ved ikke præcist, hvor mange dele, som er blevet skiftet i bilen.
Han arbejder som frisør til hverdag. Han reparerer ikke selv sin bil. Der var sket hærværk på både hans og hustruens bil. I forbindelse med hærværket skulle hans bil på et værksted. Forsikringsselskabet fik den hentet ved hans bopæl og kørt hen til værkstedet. Han troede, at bilen kunne blive repareret. Han har ikke lavet nogen skriftlig anmeldelse til forsikringsselskabet.
Han oplyste ikke forsikringsselskabet om kilometertallet på bilen. Det var noget forsikringsselskabet selv opdagede. Han vidste ikke, at kilometertallet var ændret i bilen. Vidne1 har som vidne forklaret, at han er skadesinspektør ved Forsikringsselskab. Han sidder i svindelafdelingen. Tiltalte har været kunde ved dem. Tiltalte anmeldte noget hærværk på sin bil.
Han fik sagen, da kilometertallene i bilen ikke stemte overens. Han startede en undersøgelse. Han kunne se, at bilen havde været på værksted to gange, imens tiltalte havde været kunde ved dem. I august måned 2019 stod bilen registreret til at have kørt 157.000 og i november måned 2019 havde den kørt 172.0000. Oplysningerne står i den taksatorrapport, som blev lavet på værkstedet.
Der blev også taget billeder af speedometeret, hvor man kan se de oplyste tal. Hans system viste, at bilen havde kørt cirka 85.000 kilometer, da tiltalte købte den. Han lavede en gennemsnitsberegning på, hvor langt tiltalte havde kørt i den periode, han havde haft bilen. Beregningen viste, at tiltalte havde kørt ca. 60.000 kilometer om året.
I den forsikring, som tiltalte havde tegnet, måtte bilen kun køre 20.000 kilometer om året. Når forsikringsselskabet skal beregne erstatning på en bil, så indgår kilometertallet på bilen. Den første erstatning blev beregnet til 41.000 kr. Efter de opdagede, at bilen havde kørt meget længere, faldt erstatningen. Efter anmeldelsen af hærværket, blev tiltaltes bil kørt til autoriseret Peugeot værksted.
Der blev trukket en fejllog fra bilen. Fejlloggen viste, at kilometertallet stod til over 200.000 kilometer. Foreholdt bilag 1-2, side 8, har han forklaret, at det er en udskrift af dele af fejlloggen. Man kan se kilometer antallet og en beskrivelse af fejlen. En fejllog er en oversigt over, hvilke fejl bilen har haft i løbet af sin levetid. Den viser altid kilometer antallet.
Foreholdt bilag 1-2, side 7, har han forklaret, at det er det, bilen minimum har kørt. Han ved ikke, hvordan man ændrer bilens viste kilometer. Han tror måske det noget, som man kan gøre elektronisk. Tiltalte har ikke oplyst forsikringsselskabet, at han skulle have fået skiftet instrumentbrættet i bilen. Tiltalte har heller ikke gjort opmærksom på, at bilen havde kørt flere kilometer end bilen oplyste.
Forsikringspræmien ville have været højere, hvis tiltalte havde oplyst, at han kørte flere kilometer. Han kan ikke huske, hvordan tiltalte lavede anmeldelsen. Taksatoren på værkstedet har forholdt tiltalte, at kilometerne ikke passede med det, speedometeret viste. Det havde tiltalte ikke nogen forklaring på. Vidne2 har som vidne forklaret, at han er indehaver af et værksted, som har speciale i kodning og reparation.
Værkstedet ligger i By. Han har haft tiltaltes bil inde på sit værksted. Tiltalte kunne ikke se bilens temperatur i instrumentbrættet. Det var en Peugeot 307. Tiltalte skulle komme ud og stille bilen ved ham. Tiltalte havde glemt at rulle forreste siderude i bilen op. Der var derfor kommet en vandskade. Han undersøgte bilen og opdagede, at BSl-boksen i bilen havde taget skadet.
Boksen styrer alt elektronik kommunikation i bilen. Han fandt ud af, hvilke dele, som skulle skiftes, så man kunne få bilen til at vise temperatur. Tiltalte bad ham om, at få skifte nøgler, styreboks, BSl-boks og instrumentbræt på bilen. Den styreboks, der skulle sættes i bilen, skulle have kørt færre kilometer end det, tiltaltes bil havde kørt. Det kilometertælleren viser, er så det højeste af de to tal.
Man må ikke sætte en ny styreboks ind, som har kørt flere kilometer. Man kan ikke købe nye styreboks til den model, som tiltalte havde. Det kilometertal, som styreboksen har kørt, er det tal, som bilen vil vise. Han kan ikke huske, om han fortalte tiltalte, at bilen ville vise et forkert antal kilometer.
Kriminalforsorgen har den 25. februar 2022 oplyst, at "… Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.
Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid. …"
Rettens begrundelse
og afgørelse På grundlag af sagens bilag 1-2 side 4 og side 6 lægger retten til grund, at bilen ved købet i juni 2018 havde kørt 85.000 kr., og at bilen ved reparationerne i august 2019 og i november 2019 havde kørt henholdsvis ca. 157.000 km. og ca. 172.000 km.
Det er ubestridt, at reparationen foretaget af vidnet Vidne2 først er sket i 2020, ligesom det er ubestridt, at bilens kilometertæller, da bilen blev indleveret efter hærværket, viste ca. 126.000 km.
Tiltaltes forklaring, hvorefter han ikke var opmærksom på bilens kilometerstand og ikke havde set, at der var sket en væsentlig ændring i kilometertællerens udvisende efter reparationen hos Vidne2 tilsidesættes som utroværdig. Retten har ved vurderingen heraf særlig lagt vægt på tiltaltes forklaring om hans kørselsmønster, og Vidne2s forklaring.
Det må efter forklaringerne lægges til grund, at tiltalte ikke ved anmeldelsen af hærværket oplyste forsikringsselskabet om, at kilometertællerens udvisende ikke var i overensstemmelse med den faktiske kilometerstand.
Det lægges videre til grund, at tiltalte heller ikke, da han blev kontaktet af taksator og spurgt til en eventuel forklaring på divergensen i kilometerstand, oplyste om den korrekte sammenhæng, men tvært imod afviste at forsikringen skulle fastsættes på grundlag af det høje kilometertal.
Retten finder det således bevist, at tiltalte har forsøgt at udnyttet en vildfarelse hos forsikringsselskabet til at opnå en højere forsikringssum for sin bil, end bilens stand berettigede til. I dette omfang findes tiltalte skyldig i den rejste tiltale. Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. straffelovens § 279, jf. § 285, stk. 1, jf. § 21.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder den betingelse, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1. Retten har lagt vægt på den tid der er forløbet, siden forholdet blev begået og på tiltaltes gode personlige forhold.
Thi kendes for ret
: Tiltalte, Tiltalte, straffes med fængsel i 40 dage. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelse: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. :::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 7. afdelings
DOM
(dommerne Karen Foldager, Jeanette Bro Fejring og Lisette Ørnskov Top (kst.) med domsmænd Dato: 1. november 2022 Rettens sagsnr.: S–0646–22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1984, (advokat Kim Nielsen Hvam, Aarhus) Retten i Randers har den 7. marts 2022 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 9-496/2022).
Påstande
Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans og skærpelse. Supplerende oplysninger Af bilag til Forsikringsselskabs politianmeldelse af 26. august 2020 fremgår, at tiltaltes bil blev synet den 14. juni 2018, og at kilometerstanden på det tidspunkt var 85.000 km.
Det fremgår videre, at speedometeret i tiltaltes bil i forbindelse med værkstedsbesøg den 26. august 2019 og den 25. november 2019 viste henholdsvis 157.805 km og 172.007 km. Forklaringer Tiltalte og vidnerne Vidne1 og Vidne2 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Der er endvidere afgivet forklaring af Vidne3. [FORKLARINGER UDELADT]
Landsrettens begrundelse og resultat
Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at tiltalte den 8. juli 2020 telefonisk anmeldte hærværk på sin bil til sit forsikringsselskab Forsikringsselskab. Landsretten lægger også til grund, at kilometertælleren i tiltaltes bil på det tidspunkt viste 126.282 km, selv om bilen havde kørt ikke under 201.638 km.
Landsretten lægger desuden til grund, at Forsikringsselskab på baggrund af det kilometertal, der fremgik af kilometertælleren, beregnede erstatningen til 41.000 kr., men at tiltalte på grund af det højere kilometertal kun var berettiget til en erstatning på 25.000 kr., hvilket Forsikringsselskab blev opmærksom på forud for udbetalingen af erstatning.
Landsretten kan tiltræde, at det efter en samlet vurdering må anses for bevist, at tiltalte var bekendt med, at hans bil havde kørt væsentligt mere end 126.282 km, da han anmeldte skaderne til Forsikringsselskab.
Landsretten har navnlig lagt vægt på oplysningerne om kilometertallet i forbindelse med syn af bilen den 14. juni 2018 og værkstedsbesøg den 26. august 2019 og den 25. november 2019 samt Vidne3s forklaring i landsretten.
Landsretten har også lagt vægt på, at forklaringerne afgivet af tiltalte og Vidne2 om sagens forløb og reparationerne foretaget ca. en måned forud for anmeldelsen til Forsikringsselskab på flere punkter fremstår usammenhængende og uklare.
På denne baggrund, og da tiltalte – som anført af byretten – ikke på noget tidspunkt gjorde Forsikringsselskab opmærksom på det faktiske højere kilometertal, selv om han måtte indse, at dette var en væsentlig oplysning, finder landsretten efter en samlet vurdering, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale.
Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, der gøres betinget med en prøvetid på 1 år. På den baggrund stadfæster landsretten byrettens dom.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
