Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2025.01.21V

OL-2025-V-00005

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
21-01-2025
Sagsemne
spirituskørsel, hastighed / § 4 og § 42, brugstyveri, særlig hensynsløs kørsel, ungdomssanktion, frakendelse af førerretten / §§ 125-126, spirituskørsel / § 53, kørsel uden kørekort / § 56
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.01.21V Retten i Aalborgs

DOM

Dato: 11. juli 2024 Rettens sagsnr.: 11-2991/2024 Politiets sagsnr.: 5100-74221-00009-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juni 2007 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 28. maj 2024. Tillægsanklageskrift nr. 1 er modtaget den 24. juni 2024.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1 – husfredskrænkelse, subsidiært § 264, stk. 1, nr. 3, ved den 24. februar 2024 ca. kl. 04.25, uberettiget at have skaffet sig adgang til bostedet beliggende på adressen Adresse1 i ved By1, samt at have undladt at forlade bostedet, uanset han blev opfordret hertil af Forurettede1, der var på arbejde på stedet, idet Forurettede1 udtalte til Tiltalte, at han skulle forlade stedet, og at hun eller ville ringe til politiet, eller lignende, 2. straffelovens § 291, stk. 1 hærværk, ved den 24. februar 2024 ca. kl. 04.30 på bostedet beliggende på adressen Adresse1 i By2 ved By1, hvor med slag, spark eller lignende ødelagde eller beskadigede en dør, hvorved der skete skade for 2.315,39 kr., 3. straffelovens § 266 – trusler og § 119, stk. 1 – trusler om at øve vold mod nogen, der handler i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, ved den 24. februar 2024 ca. kl. 04.30 på bostedet beliggende på adressen Adresse1 i By2 ved By1 at have udtalt til Forurettede2, ”jeg slår dig og Forurettede12 ihjel”, eller lignende, ligesom han overfor Forurettede1 og med forsæt til viderebringelse til den på stedet tjenestegørende pædagog Forurettede1 udtalte, ”jeg smadrer Forurettede2 eller slår hende ihjel”, eller lignende, hvilket alt var egnet til hos Forurettede1 at fremkalde alvorlig frygt for eget og andres liv, helbred eller velfærd, 4. straffelovens § 291, stk. 1 hærværk, ved den 1. marts 2024 ca. kl. 23.30 på bostedet beliggende på adressen Adresse1 i By2 ved By1 at have knust to ruder og ødelagt et gardin, hvorved der skete skader for samlet 2.151,06 kr., 5. straffelovens § 266 trusler, ved i tidsrummet fra den 1. marts 2024 ca. kl. 23.30 til den 2. marts 2024 ca. kl. 00.30 på bostedet beliggende på adressen Adresse1 i By2 ved By1 at have udtalt til Forurettede2, ”jeg smadre dig, og jeg slår dig ihjel”, eller lignende, hvilket var egnet til hos Forurettede2 at fremkalde alvorlig frygt for eget liv, helbred eller velfærd, 6. straffelovens § 119, stk. 1 – trusler om at øve vold mod nogen, der handler i medfør af offentlig tjeneste eller hverv,, ved i tidsrummet fra den 1. marts 2024 ca. kl. 23.30 til den 2. marts 2024 ca. kl. 00.30 på bostedet beliggende på adressen Adresse1 i By2 ved By1 at have udøvet vold og truet med at udøve vold mod de på stedet ansatte pædagogiske medarbejdere Forurettede3, Forurettede4, Forurettede5 og Forurettede6, der alle var på arbejde i det nævnte tidsrum, idet han henvendt til dem alle udtalte, ”jeg smadrer jer, jeg banker jer, jeg slår jer ihjel, jeg fucking nakker jer”, eller lignende, udtalte til Forurettede3, ”fjern dig, eller jeg hakker dig en”, skubbede Forurettede3 i brystet og flere gange slog Forurettede3 i hovedet, hvilket delvist mislykkedes, idet Forurettede3 undveg et af slagene, ligesom han henvendt til Forurettede3 yderligere udtalte, ”jeg fucking stikker dig ned” og ”jeg ved, hvor du bor, Forurettede3”, sparkede Forurettede4 flere gange i hovedet, sparkede Forurettede6 i hovedet og flere gange på kroppen, og sparkede eller tildelte Forurettede5 et knæstød mod overkroppen 7. (7., 9.-12. og 16.) færdselslovens § 118, stk. 10, jf. stk. 1, jf. § 3, stk. 1, § 4, stk. 2, § 32, stk. 2, § 41, stk. 1 og stk. 2, nr. 3, 42, stk. 1, nr. 1, og § 118, stk. 11, nr. 3, jf.§ 4, stk. 1, ved den 13. marts 2024 i tidsrummet fra ca. kl. 23.10 til ca. kl. 23.30 at have ført varebil med reg.nr. … fra Adresse1 i By2 ved By1 til Adresse2 i By8 ved By1 uden at optræde hensynsfuldt og udvide fornøden agtpågivenhed, ligesom han ved sin kørsel, der foregik med Forurettede11 og Forurettede10 som passagerer, forsætligt voldte skade på personer eller ting, forsætligt fremkaldte nærliggende fare herfor, eller i øvrigt førte køretøjet på en særligt hensynsløs måde, under følgende nærmere omstændigheder, ved bostedet på adressen Adresse1 i By2 ved By1 påkørte han en patruljebil, der holdt parkeret og et stengærde, hvorefter han undlod at efterkomme politiets anvisninger om at standse kørslen i form af tilråb og forsøg på at åbne passagerdøren i bilen, under kørsel ad mod krydset Havhøjvej/Viborgvej ved By1, undlod han at give tegn ved brug af blinklys, da han foretog svingning mod højre og i nordlig retning ad Viborgvej, ad Viborgvej i nordlig retning i By3 ved By1, førte han køretøjet med ca. 100 km/t og ikke under 81 km/t i tættere bebygget område, selvom hastigheden ikke måtte overstige 50 km/t, hvilket udgjorde en hastighedsovertrædelse på mere end 60 %, under kørsel ad Løgstørvej mod krydset Løgstørvej/Eldrupsigevej i By8 ved By1, undlod han at give tegn ved brug af blinklys, da han foretog svingning mod venstre og mod vest ad Eldrupsigevej, ad Eldrupsigevej i By8 ved By1, førte han køretøjet med mindst 120 km/t, selvom det ved færdselstavle var angivet, at hastigheden ikke måtte overstige 40 km/t, hvilket udgjorde en hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent af den tilladte hastighed, under kørsel mod vest ad Gl.

Møllevej i By8 ved By1 undlod han at afpasse hastigheden efter forholdene og holde en passende lav hastighed, herunder ved et vejsving mod sydvest ud for nr. … og nr. … på Gl. Møllevej, idet varebilen som følge af bilens hastighed skred mod højre i svinget, hvorved han forulykkede og påkørte en postkasse, et elskab og en container, der stod ved nr. ….

Under kørslen blev Tiltalte eftersat af politiet men undlod at efterkomme politiets anvisning om at standse, uagtet at politiet anvendte udrykningssignaler, 8. (8., 13. og 15) straffelovens § 252, stk. 1 – forsætlig fareforvoldelse og § 293a – brugstyveri af motorkøretøj samt færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., samt § 117, stk. 1, nr. 3, jf. § 53, stk. 1, ved den 13. marts 2024 i tidsrummet fra ca. kl. 16.00 til ca. kl. 23.30, herunder i forbindelse med den under forhold 7 beskrevne kørsel, uberettiget og uden at have erhvervet førerret til køretøjet, samt efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,5 promille, idet en blodprøve udtaget den 14. marts 2024 kl. 04.22 viste en mindsteværdi på 0,7 promille, at have ført og dermed brugt varebil med reg.nr … til kørsel ad veje og gader fra sin arbejdsplads ved Adresse3 i By4 ved By5 til Adresse2 i By8 ved By1, hvorunder han navnlig ved de under forhold 7, punkt c, e og f beskrevne dele af kørslen for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde forvoldte nærliggende fare for passagerne, Forurettede11 og Forurettede10, liv eller førlighed, 9. (17.) færdselslovens § 118, jf. § 9, stk. 1, og § 117 d, stk. 1, jf. § 9, stk. 2, nr. 1, ved den 13. marts 2024 kl. 23.30 at have ført varebil … mod vest og sydvest ad Gl.

Møllevej i By8 ved By1 og med eller uden egen skyld, at have været indblandet i et færdselsuheld, idet han ud for nr. … og nr. … forulykkede, som beskrevet under forhold 7, punkt f, hvorefter han undlod straks at standse eller i muligt omfang yde hjælp til passagerne Forurettede11 og Forurettede10, der kunne være kommet til skade ved færdselsuheldet, idet han undløb fra stedet, 10. (14.) knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, ved den 14. marts 2024 ca. kl. 02.15 ud for Adresse4 i By3 ved By1, på offentligt tilgængeligt sted og uden anerkendelsesværdigt formål at have besiddet en hobbykniv, 11. (18.) straffelovens § 293a – brugstyveri af motorkøretøj og færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., ved i perioden fra den 19. marts 2024 til den 20. marts ca. kl. 13.00 uberettiget at have gjort brug af motorcykel med reg.nr. … til kørsel ad gader og veje i Nordjylland, herunder i Brønderslev og Hjørring, selvom han ikke havde erhvervet førret til køretøjet, 12. straffelovens § 119, stk. 1 og § 121 – trussel om vold mod nogen i offentlig tjeneste og fornærmelig tiltale, ved den 10. oktober 2022 i tidsrummet fra kl. 13.30 til kl. 23.30 på opholdsstedet Bosted, Adresse5 i By6, med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale at have overfaldet samt truet tjenestegørende pædagog på stedet Forurettede7 med vold, idet tiltalte kaldte forurettede7 for et pædofilt svin samt en der ville pille ved små piger eller lignende, til forurettede7 udtalte ”du skal lade være med at lege med de store drenge” og ”du kan vente dig til, at vi kommer tilbage til Bosted1” eller lignende, samt idet tiltalte knuste en flaske med sine hænder mens han kiggede på forurettede7 til forurettede7 udtalte ”dette skulle have været dit kranie” eller lignende,

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte i 2 år fra endelig dom undergives tilsyn af kommunen og efter kommunens nærmere bestemmelse undergiver sig socialpædagogisk behandling.

I de første 4 måneder anbringes på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge, og herefter i indtil 12 måneder anbringes på en døgninstitution eller et godkendt opholdssted, og at tiltalte i øvrigt efterkommer pålæg fra de sociale myndigheder om opholdssted, herunder tilbageførsel til eller fortsat anbringelse på sikret afdeling eller døgninstitution/godkendt opholdssted, inden for de længstetider, der er fastsat i straffelovens § 74 a, stk. 2, 2. pkt.

Anklagemyndigheden har subsidiært nedlagt påstand om, at tiltalte som tillægsforanstaltning til en ubetinget fængselsstraf, jf. straffelovens § 74 b, eller som vilkår til en betinget dom, jf. straffelovens § 57, nr. 10, skal efterkomme en eventuel afgørelse fra Ungdomskriminalitetsnævnet efter § 12-14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 4, nr. 11 og nr. 6, jf. § 125, stk. 1, nr. 2, nr. 3 og nr. 5. Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af en hobbykniv (forhold 10) hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Tiltalte har erkendte sig skyldig i forhold 1, 2, 4 og 10, har erkendt sig delvis skyldig i forhold 7 og 8 og har nægtet sig skyldig i de øvrige forhold. Botilbud Bosted2 har nedlagt påstand om erstatning på 3.543,74 kr. (forhold 2) og 259,50 kr. (forhold 7). Tiltalte har ikke fremsat størrelsesmæssige indvendinger herimod.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalteTiltalte og af vidnerne Forurettede1, Forurettede2, Forurettede4, Forurettede3, Forurettede6 og Forurettede5, Forurettede8, Forurettede9, Forurettede11 og Vidne1. Forklaringer er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Der blev den 14. marts 2024 kl. 04.22 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der fundet en mindsteværdi på 0,70 promille alkohol (forhold 8).

Der er fremlagt politiattester vedrørende henholdsvis Forurettede3, Forurettede4, Forurettede6 og Forurettede5 (forhold 6). Tiltalte er straffet: den 1. juni 2023 for brugstyveri med dagbøder og den 12. april 2024 for indbrudstyveri med 40 dages betinget fængsel, prøvetid 1 år. Tillige vilkår vedrørende Ungdomskriminalitetsnævnet.

Ungesamrådet i Nordjyllands Politikreds har i udtalelse af 31. maj anbefalet, at der under sagen nedlægges påstand om ungdomssanktion i medfør af straffelovens § 74 a. By9 Kommune har afgivet udtalelse til brug for sagen, hvori det blandt andet anføres: [UDTALELSE UDELADT] Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at bor hjemme ved sin mor og at han har fået lovning på ansættelse ved en virksomhed i By7.

Det er med henblik på at påbegynde en uddannelse til bygningsstruktør. Han vil være ked af det hvis han idømmes ungdomssanktion.

Rettens begrundelse

og afgørelse Forhold 1, 2, 4 og 10 Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i disse forhold.

Forhold 3 To voterende udtaler: Efter den af vidnet Forurettede2 afgivne forklaringen, der forekommer troværdig, finder vi det bevist, at tiltalte, der var ophidset og opsøgte Forurettede2 på bostedet midt om natten, udtalte sig som anført i tiltalen, dog at der ikke er tilstrækkeligt sikkert bevis for, at han til Forurettede2 udtalte "jeg slår dig ihjel".

Vi voterer derfor for i det nævnte omfang at dømme tiltalte forhold. En voterende udtaler: Jeg finder ikke, at der er ført et tilstrækkeligt bevis for, at tiltalte har udtalt sig som anført, og voterer derfor for at frifinde tiltalte i forholdet. Efter stemmeflertallet dømmes tiltalte i det nævnte omfang for forholdet.

Forhold 5 Efter den af vidnet Forurettede2 afgivne forklaringen, der forekommer troværdig finder retten det bevist, at tiltalte, der var ophidset og opsøgte Forurettede2 på bostedet, udtalte sig som anført i tiltalen.

Forhold 6 Efter forklaringerne afgivet af Forurettede4, Forurettede3, Forurettede6 og Forurettede5 finder retten det bevist at tiltalte har fremsat trusler og udøvet vold mod det pågældende som anført i tiltalen, dog at han ikke slog Forurettede3 to gange hovedet, men alene en gang.

Retten lægger i den forbindelse vægt på de af de nævnte vidne afgivne forklaringer, der alle forekommer troværdige og støtter hinanden indbyrdes. Herudover lægger retten vægt på de fremlagte lægelige oplysninger om skaderne på de pågældende og til dels også på tiltaltes egen forklaring.

Forhold 7 Efter bevisførelsen, herunder navnlig forklaringerne afgivet af de to politibetjente som eftersatte tiltalte, Forurettede8 og Forurettede9, og de fremlagte fotos fra ruten m.v., finder retten det bevist, at tiltalte førte varebilen som anført i tiltalen, dog at det ad e) efter de foreliggende oplysninger alene kan lægges til grund, at hastigheden på dette sted har oversteget 100 km/t.

Tiltalte findes derfor skyldig i det nævnte omfang. Forhold 8 Tiltalte har erkendt at have brugsstjålet varebilen, at have kørt i spirituspåvirket tilstand og at han, der kun var 16 år, kørte uden at have erhvervet kørekort.

Herefter og når der henses de foreliggende oplysninger om kørslen, jf. herved forhold 7 finder retten det bevist, at tiltalte har udsat passagerernes liv eller førlighed for nærliggende fare som omhandlet i straffelovens § 252, stk. 1. Tiltalte dømmes derfor efter tiltalen i dette forhold.

Forhold 9 Efter de foreliggende oplysninger, herunder såvel tiltaltes forklaring og forklaringen afgivet af vidnet Forurettede10 kan det lægges til grund, at tiltalte inden han flygtede fra stedet sikrede sig, at passagererne ikke havde lidt skade. Han har derfor ikke overtrådt færdelslovens § 9, stk. 2, nr. 1. Retten finder imidlertid, at han ved at flygte har overtrådt færdselslovens § 9, stk. 1.

Tiltalte findes i det nævnte omfang skyldig efter tiltalen. Forhold 11 Efter forklaringen afgivet af vidnet Vidne1, der er tiltaltes mor, finder retten det bevist, at tiltalte har brugsstjålet motorcyklen, hvorfor han dømmes for forholdet. Forhold 12 Efter bevisførelsen finder retten det ikke bevist, at tiltalte har kaldt Forurettede7 "for et pædofilt svin samt en der ville pille ved små piger eller lignende".

Retten finder heller ikke, at udtalelsen om, at ”du skal lade være med at lege med de store drenge” og ”du kan vente dig til, at vi kommer tilbage til Bosted1” efter det oplyste om uenigheden mellem de to kan anses som trusler om vold omfadttet af straffelovens § 119, stk. 1.

Herefter udtaler to voterende: Vi finder efter bevisførelsen, herunder navnlig forklaringen afgivet af vidnet Vidne2, ikke, at der er ført et tilstrækkeligt sikkert bevis for, at tiltalte udtalte ”dette skulle have været dit kranie” i forbindelse med, at han knuste en plastikflaske.

En voterende udtaler: Jeg finder efter bevisførelsen, herunder navnlig forklaringerne afgivet af vidnerne Vidne2 og Forurettede7, at der er ført et tilstrækkeligt bevis for, at tiltalte udtalte ”dette skulle have været dit kranie” i forbindelse med, at han knuste en plastikflaske. Jeg voterer derfor for at dømme tiltalte i det nævnte omfang. Efter stemmeflertallet frifindes tiltalte for dette forhold.

Sanktionsfastsættelse m.v.

Straffebestemmelserne er straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, § 291, stk. 1, § 266, § 119, stk. 1, § 252, stk. 1 og § 293a, færdselslovens § 118, stk. 10, jf. stk. 1, jf. § 3, stk. 1, § 4, stk. 2, § 32, stk. 2, § 41, stk. 1 og stk. 2, nr. 3, 42, stk. 1, nr. 1, og § 118, stk. 11, nr. 3, jf. § 4, stk. 1, § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., samt § 117, stk. 1, nr. 3, jf. § 53, stk. 1, og 118, jf. § 9, stk. 1, og knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1.

Efter oplysningerne om den begåede kriminalitet og de oplysninger, der er tilvejebragt om tiltaltes personlige forhold, finder retten, at sagen bør afgøres med en ungdomssanktion som nærmere bestemt nedenfor, jf. straffelovens § 74 a. Den idømte foranstaltning omfatter tillige den betingede dom af 12. april 2024, jf. herved princippet i straffelovens § 61, stk. 1.

Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 4 år fra endelig dom, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 4, nr. 11 og nr. 6, jf. § 125, stk. 1, nr. 2, nr. 3 og nr. 5. Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Efter retsformandens bestemmelse tages erstatningspåstandene fra Botilbud Bosted2 til følge som anført nedenfor.

Thi kendes for ret

: Tiltalte, Tiltalte, dømmes til at undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling.

Tiltalte skal herunder i 2 år undergive sig tilsyn af kommunen og efter kommunens nærmere bestemmelse undergive sig socialpædagogisk behandling i indtil 4 måneder anbringes på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge og herefter i indtil 12 måneder anbringes på en døgninstitution eller et godkendt opholdssted i øvrigt efterkomme pålæg for de sociale myndigheder om opholdssted, herunder tilbageførsel til eller fortsat anbringelse på sikret afdeling eller døgninstitution eller godkendt opholdssted, inden for de længsttider, der er fastsat i straffelovens § 74a, stk. 2. 2. pkt.

Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 4 år fra endelig dom. Hos tiltalte konfiskeres en hobbykniv (forhold 10). Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Tiltalte skal inden 14 dage betale erstatning til Botilbud Bosted2, Adresse6, By1, CVR: …, med 3.543,74 kr. (forhold 2) og 259,50 kr. (forhold 7) alt med tillæg af procesrente fra endelig dom. ::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 1. afdelings

DOM

(dommerne Ida Skouvig, Claus Rohde og Bo Ruby Nilsson (kst.) med domsmænd) Dato: 21. januar 2025 Rettens sagsnr.: S–1810–24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juni 2007, (advokat Peter Messerschmidt, Frederiksberg) Retten i Aalborg har den 11. juli 2024 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 11-2991/2024).

Påstande

Tiltalte, Tiltalte, har påstået frifindelse for så vidt angår sagens forhold 7, 8 og 9 og i øvrigt formildelse, herunder at straffen fastsættes som en betinget fængselsstraf, og at han ikke frakendes førerretten.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse, dog således at perioden for anbringelse på sikret institution og tilsynsperioden nedsættes, og at henvisningen til færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 2, vedrørende frakendelsen af førerretten skal udgå. Botilbud Bosted2 har gentaget sin påstand for byretten om, at tiltalte skal betale 259,50 kr. i erstatning. Tiltalte har anerkendt erstatningskravet.

Supplerende oplysninger I brev af 15. november 2024 fra Jobcenter By9 fremgår: [REDERGØRELSE UDELADT] Forklaringer Tiltalte og vidnerne Forurettede8, Forurettede9 og Forurettede10 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. [FORKLARINGER UDELADT]

Landsrettens begrundelse og resultat

Skyldsspørgsmålet Forhold 7 Tiltalte har forklaret, at han var fører af varebilen og havde sine kammerater med. Han har endvidere forklaret, at han påkørte et stengærde, undlod at efterleve politiets anvisning om at standse, og at han ikke brugte blinklys under kørslen.

Vidnerne Forurettede8 og Forurettede9 har også for landsretten afgivet sikre og troværdige forklaringer om tiltaltes kørsel og forløbet heraf, herunder at tiltalte påkørte politibilen, at de råbte til tiltalte, at han skulle standse, at de forsøgte at tage i passagerdøren, at de målte hastighederne ved at aflæse politibilens speedometer og holdt en konstant afstand til varebilen, herunder ved kørslen i By3 og i By8, og at varebilen forulykkede og påkørte en container og postkasse.

Forklaringerne understøttes af de fremlagte fotos fra ruten, af det ødelagte stengærde, af varebilen og af den påkørte container. Landsretten tiltræder herefter, at tiltalte har ført køretøjet på en særligt hensynsløs måde, og at tiltalte er fundet skyldig som sket. Forhold 8 Tiltalte har erkendt at have brugsstjålet varebilen og at have kørt uden at have erhvervet kørekort.

Tiltalte fik efter kørslen målt en promille på 0,7. Tiltalte har først under hovedforhandlingen i landsretten forklaret, at han efter ulykken havde et efterforbrug af alkohol. Henset til forklaringerne fra Forurettede8 og Forurettede9 om, at tiltalte forlod bilen hurtigt og løb væk, og at der ikke blev fundet alkohol ved anholdelsen af tiltalte, kan tiltaltes forklaring om efterforbrug ikke lægges til grund.

Herefter, og når der henses til de foreliggende oplysninger om kørslen, jf. herved forhold 7, herunder om varebilens hastighed, at kørslen er sket i et byområde og i et sommerhusområde med en lavere hastighedsbegrænsning, og at tiltalte under kørslen har forvoldt materiel skade, tiltræder landsretten, at tiltalte forsætlig har udsat passagerernes liv eller førlighed for nærliggende fare som omhandlet i straffelovens § 252, stk. 1.

Forhold 9 Landsretten tiltræder af de grunde, som byretten har anført, at tiltalte er fundet skyldig som sket. Sanktionsfastsættelse Det tiltrædes med samme begrundelse, som byretten har anført, at tiltalte skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling som sket.

Det tiltrædes, at den idømte foranstaltning omfatter tillige den betingede dom af 12. april 2024, jf. herved princippet i straffelovens § 61, stk. 1. Det er oplyst, at tiltalte, selv om der ikke forelå en endelig dom, i perioden 12. juli 2024 til og med den 24. oktober 2024 har været på Institution (fase 1).

Landsretten finder herefter, at fase 1 i den nu idømte ungdomssanktionen om, at tiltalte i indtil 4 måneder anbringes på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge, er afviklet. Af de samme grunde anses 4 måneder af tilsynsperioden for afviklet. Landsretten tiltræder, at tiltalte ubetinget er frakendt førerretten som sket. Dog udgår henvisningen til færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 2.

Erstatning De juridiske dommere tiltræder dommens afgørelse om erstatning. Konklusion Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.01.21V
T blev desuden dømt for flere overtrædelser af straffeloven og færdselsloven samt et forhold vedrørende overtrædelse af knivloven
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/bc9f5168-96ad-443d-b381-053a5859226a