AM2018.05.04B

AM2018.05.04B Retten i Odenses 1. afdelings

DOM

Dato: 4. maj 2018 Rettens sagsnr.: 1-64851/2015 Politiets sagsnr.: 2300-84137-00003-12 Anklagemyndigheden mod Tiltalte ApS, cvr-nummer … Anklageskrift er modtaget den 28. juli 2015 og er berigtiget under hovedforhandlingen.

Tiltalte ApS er tiltalt for 1. overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, jf. stk. 5, jf. § 61, ved som bestyrende partsreder i partrederiet Selskab1, der i perioden fra den 22. august 2010 til den 22. august 2011 anløb danske havne med skibet Skib1 mere end 25 gange, at have beskæftiget 9 udenlandske medarbejdere, i tilsammen 37 påbegyndte måneder, på skibet, selvom dette personale ikke havde arbejdstilladelse, og personalet ikke var fritaget for krav om arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 14. 2. overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, jf. stk. 5, jf. § 61, ved som bestyrende partsreder i Selskab2, der i perioden fra den 22. august 2010 til den 22. august 2011 anløb danske havne med skibet Skib2 mere end 25 gange, at have beskæftiget 12 udenlandske medarbejdere, i tilsammen 48 påbegyndte måneder, på skibet, selvom dette personale ikke havde arbejdstilladelse, og personalet ikke var fritaget for krav om arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 14, 3. overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, jf. stk. 5, jf.§ 61, ved som bestyrende partsreder i partrederiet Selskab3, der i perioden fra den 22. august 2010 til den 22. august 2011 anløb danske havne mere end 25 gange med skibet Skib3, at have beskæftiget 10 udenlandske medarbejdere, i tilsammen 57 påbegyndte måneder, på skibet, selvom dette personale ikke havde arbejdstilladelse, og personalet ikke var fritaget for krav om arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 14. 4. overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, jf. stk. 5, jf. § 61, ved som bestyrende partsreder i partrederiet Selskab4, der i perioden fra den 22. august 2010 til den 22. august 2011 anløb danske havne mere end 25 gange med skibet Skib4, at have beskæftiget 11 udenlandske medarbejdere, i tilsammen 24 påbegyndte måneder, på skibet, selvom dette personale ikke havde arbejdstilladelse, og personalet ikke var fritaget for krav om arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 14.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bøde. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Regelgrundlaget Følgende fremgår af udlændingelovens § 59, stk. 5 og stk. 6, tidligere § 59, stk. 4 og stk. 5: "Stk. 5: Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som beskæftiger en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse eller i strid med de for en arbejdstilladelse fastsatte betingelser.

Stk. 6: Ved straffens udmåling efter stk. 5 skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået forsætligt, at der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, eller at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet." Af udlændingelovens§ 13, stk. 1, fremgår: "...

Udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage lønnet eller ulønnet beskæftigelse, for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller for mod eller uden vederlag at udføre tjenesteydelser her i landet.

Arbejdstilladelse kræves tillige til beskæftigelse på dansk skib eller luftfartøj, der som led i rutefart eller i øvrigt regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn ..." Udlændingebekendtgørelsens § 33, stk. 1, nr. 4, var frem til 11. maj 2015 sålydende: "Følgende udlændinge er fritaget for kravet om arbejdstilladelse: Personale på danske lastskibe i international trafik, der anløber dansk havn højst 25 gange, løbende regnet et år bagud uafhængigt af kalenderåret, såfremt arbejdstilladelse kræves hertil, jf. udlændingelovens § 13, stk. 1, 2. punktum." Bestemmelsen blev ændret fra 11. maj 2015, idet danske skibe derefter fik mulighed for yderligere 3 anløb til danske havne, hvis disse anløb udelukkende sker med henblik på værftsophold.

Anklagemyndigheden har fortolket bestemmelsen således, at det efter de nugældende regler, er lovligt at foretage 28 anløb uden krav om arbejdstilladelse, hvis det kan dokumenteres, at 3 af anløbene er værftsanløb.

Styrelsen for Arbejdsmarked/Rekruttering har den 22. april 2015 udstedt et vejledningsnotat "om fritagelse for krav om arbejdstilladelse for udlændinge på danske lastskibe i international trafik", hvoraf blandt andet fremgår: "Udlændingebekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 4, indebærer, at et dansk lastskib i international trafik med udenlandsk personale kan anvende 25 årlige anløb til dansk havn til såvel egentlige havneanløb som til eksempelvis værftsophold.

Et sådant dansk lastskib har. derudover mulighed for yderligere 3 anløb til dansk havn, hvis disse anløb udelukkende sker med henblik på værftsophold. Definition af værftsophold ... Ved et værftsophold skelnes ikke mellem "type af værftsophold".

Det er således uden betydning om det danske lastskib i forbindelse med reparationsarbejdet eksempelvis "ligger på bedding" (skrående underlag til udskibning), "på reden" (venteområde ifm. havn), "i tørdok" (udgravet rum/område, der kan lukkes af mod havet og tømmes for vand), "ved kaj" (i havn) eller "på land" (f.eks. værftshal). Det afgørende er, om der udføres værftsarbejde, og ikke hvor værftsarbejdet foregår...

Ved anløb til dansk havn er det almindeligt, at der samtidigt med af- og pålæsning af gods også kan foretages mindre værftsarbejder. Ved anløb med henblik på værftsophold, udover de 25 årlige anløb, må lastskibet dog ikke foretage af- eller pålæsning af gods (og dermed være i kommerciel drift). Et sådant anløb må således udelukkende have til formål at få foretaget værftsarbejde.

Arbejde under værftsophold for den udenlandske besætning Som under et almindeligt anløb til dansk havn, må det danske lastskibs udenlandske personale alene arbejde ombord på lastskibet med arbejdsopgaver, som også kan foretages, når skibet er i kommerciel drift på havet ..." Udlændingestyrelsen, Erhvervs- og Familiesammenføringsafdelingen, har udsendt en notat af 16. juni 2005, hvoraf fremgår "om rækkevidden af udlændingebekendtgørelsens § 33, stk. 1, nr. 4" (nu § 24, stk. 1, nr. 4).

Udlændingestyrelsen oplyser vedrørende "praksis", at styrelsen administrerer bestemmelsen således: "... grænsen på 25 anløb beregnes ud fra skibets samlede antal anløb til dansk havn, og ikke efter, hvor mange gange den enkelte sømand om bord på skibet, har anløbet dansk havn... Bestemmelsen i § 33, stk. 1, nr. 4, er indsat som en undtagelsesbestemmelse til hovedreglen i udlændingelovens § 13, stk. 1, 2. pkt...

Da der netop er tale om en undtagelsesbestemmelse, der skal dække begrænsede tilfælde, finder styrelsen ikke holdepunkter for en udvidende fortolkning af§ 33, stk. 1, nr. 4." Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering har den 29. februar 2012 udtalt blandt andet: "Det er således skibets anløb i dansk havn (med udenlandsk personale, som ikke er fritaget for krav om arbejdstilladelse efter udlændingelovens§ 14), der er afgørende, og ikke den enkelte udlændinges tilstedeværelse på skibet." Styrelsen for International Rekruttering og Integration har til Fyns Politi den 8. juni 2016 afgivet sålydende udtalelse vedrørende denne straffesag: "...

Efter udlændingelovens § 13, stk. 1 skal udlændinge have en arbejdstilladelse (medmindre de er fritaget for arbejdstilladelse eller efter afgørelse fra Udlændingestyrelsen kan tage beskæftigelse uden arbejdstilladelse, jf. udlændingelovens § 14 og 14 a) for at tage lønnet eller ulønnet beskæftigelse, for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller for mod eller uden vederlag at udføre tjenesteydelser her i landet.

Arbejdstilladelse kræves tillige til beskæftigelse på dansk skib eller luftfartøj, der som led i rutefart eller i øvrigt regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn. Efter udlændingelovens § 59, stk. 5 straffes den, som beskæftiger en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse eller i strid med de for en arbejdstilladelse fastsatte betingelser, med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Fyns Politi har tidligere bl.a. oplyst over for styrelsen, at det er den danske virksomhed (rederi) Tiltalte ApS, der ansætter og aflønner ansatte ombord på rederiets dansk indregistrerede skibe, ligesom Tiltalte ApS eksempelvis kan indgå aftaler om udlejning af rederiets skibe til eksterne kunder.

I en sådan situation vil styrelsen normalt anmode politiet om at rejse sigtelse mod Tiltalte ApS, men styrelsen ser sig i øvrigt ikke i stand til at udtale sig nærmere om, hvem der kan anses som værende rette ansvarssubjekt i sagen. Fyns Politi har i brev af 12. april 2016 oplyst, at Tiltalte ApS er hjemmehørende i Danmark og på gerningstidspunktet fungerede som bestyrende rederi for en række skibe under dansk flag.

Skibene blev ejet af flere partredere, og Tiltalte ApS havde ikke nogen ejerandel i skibene. Reglerne for partrederier er reguleret i Søloven, kapitel 5, og vedrører bl.a. forhold omkring hvordan den enkelte partreder hæfter for rederiets forpligtelser. Området hører ressortmæssigt ikke under Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Styrelsen ser sig derfor ikke i stand til at udtale sig nærmere om denne virksomhedsform og skal henvise til rette myndigheder herom." Af TEUF artikel 49 fremgår om etableringsretten: "Inden for rammerne af nedennævnte bestemmelser er der forbud mod restriktioner, som hindrer statsborgere i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område.

Dette forbud omfatter også hindringer for, at statsborgere i en medlemsstat, bosat på en medlemsstats område, opretter agenturer, filialer eller datterselskaber.

Med forbehold af bestemmelserne i kapitlet vedrørende kapitalen indebærer etableringsfriheden adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt til at oprette og lede virksomheder herunder navnlig selskaber i den i artikel 54 anførte betydning, på de vilkår, som i etableringslandets lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere."

Sagens oplysninger

[FORKLARINGER UDELADT]

Rettens begrundelse

og afgørelse Det lægges til grund, at udlændingelovens bestemmelser om skibes anløb i Danmark på det i sagen omhandlede tidspunkt var således, at skibe med udenlandsk besætning uden arbejdstilladelse måtte anløbe dansk havn 25 gange årligt fra maj 2015, 28 gange årligt, såfremt 3 anløb var med henblik på værftsophold og udelukkende dette.

De 4 skibe, der er omfattet tiltalen havde beskæftiget udenlandske borgere uden arbejdstilladelse på det i tiltalen anførte tidspunkt. Således som reglerne blev administreret, var det udelukkende skibenes anløb, der var afgørende. Såfremt udlændingene var på skibet 26. henholdsvis 29. gang skibet anløb dansk havn, skulle de pågældende have arbejdstilladelse.

Skibene måtte således den 26. henholdsvis den 29. gang anses for skibe, der var blevet til en dansk arbejdsplads, hvortil der krævedes arbejdstilladelse. Tiltalte ApS var bestyrende reder for de fire skibe og måtte i perioden fra 22. august 2010 til 22. august 2011 kun anløbe dansk havn 25 gange, fordi selskabet havde ansat udenlandsk arbejdskraft uden arbejdstilladelse på skibene.

Det er godtgjort, at skibene i denne periode har anløbet dansk havn mere end 25 gange. Vidnet Vidne1 har afgivet forklaring om AIS systemet, og denne forklaring har retten fundet stemmer med de registreringer, der er foretaget af skibene. AIS systemet må anses for at være fintmasket og langt mere sikkert end Lloyds skibsregister.

I det omfang, der er uoverensstemmelser mellem disse to, har retten fundet at kunne lægge AIS systemet til grund for skibets position også på baggrund af, at tiltalte som modbevis kunne have fremlagt logbøger eller egne registreringer, hvilket ikke er sket.

Tiltalte har heller ikke godtgjort, at der har været værftsbesøg blandt anløbene, hvilket kunne have været dokumenteret eller sandsynliggjort gennem regninger og logbøger.

Skibene har været registreret i Danmark og må anses for drevet af Tiltalte ApS, og skibene har været indflaget og dermed hjemmehørende i Danmark, jf. herved også partrederiaftalen, der er fremlagt vedrørende skibet Skib3, og ifølge advokat Vidne2s forklaring, var formentlig enslydende med partrederiaftalerne for de øvrige skibe.

Skibene må således anses for drevet i Danmark, og selskabet Tiltalte anses for at være den, der har ansat og lønnet de ansatte, der har været ombord på skibene. Det er derfor berettiget, at tiltalen har fundet sted mod Tiltalte ApS, som således er rette ansvarssubjekt i sagen. Selskabet har derfor været forpligtet til at overholde de danske regler, der var gældende på området.

Der er godtgjort forskellige mindre fejl i bemandingslisterne, hvilke fejl formentlig skyldes den indtastning, der har fundet sted af besætningernes navne, idet listerne har været menneskeligt bearbejdede. Det er i det væsentlige godtgjort, at listerne er retvisende, og at rederiet derfor har overtrådt reglerne på området.

Det må anses som uomtvistet, at udlændingelovens regler på området og de hertil knyttede bekendtgørelser m.v. udgør en restriktion for udenlandske selskaber, der ønsker at etablere sig i Danmark og derfor er en begrænsning af den fri etableringsret jf. TEUF artikel 49, jf. artikel 54.

Det må efter den retspraksis, der har udviklet sig ved EU-domstolen, lægges til grund, at restriktioner for etableringsfriheden, der finder anvendelse uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet kan accepteres forudsat at de er begrundet i tvingende almene hensyn og proportionale, dvs. at de er egnede til at sikre, at det tilstræbte formål nås, og at det ikke går ud over, hvad der er nødvendigt med henblik på at nå dette mål.

Henset til baggrunden for indførelsen af udlændingelovens regler om tredjelands besætning er begrundede i ikke at underminere det danske arbejdsmarked, idet filipinsk arbejdskraft som følge af lønniveauet udkonkurrerer dansk arbejdskraft, må det anses for at være en restriktion, der er begrundet i tvingende almene hensyn og proportionalt og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt med henblik på at nå målet.

Kravet om arbejdstilladelse er en effektivt egnet måde til at sikre stabilitet på arbejdsmarkedet og derved undgå forstyrrelser af det nationale arbejdsmarked. På den baggrund har retten fundet restriktionerne lovlige og har ikke fundet anledning til at stille et præjudicielt spørgsmål til EU-domstolen.

Det forhold, at det påhviler anklagemyndigheden at godtgøre, at det har været berettiget at opstille restriktioner for de EU-retlige frihedsrettigheder, ændrer ikke heri henset til det ovenfor anførte om baggrunden for restriktionerne. I sagen foreligger der skærpende momenter vedrørende straffastsættelsen. De udenlandske sømænd aflønnes lavere end danske sømænd, dvs. der er opnået en økonomisk gevinst.

Det må lægges til grund, at overtrædelsen har været forsætlig og er begået med flere skibe, samt at de pågældende udlændinge ikke har haft ret til at opholde sig i Danmark. Der er imidlertid nogen usikkerhed om, hvor mange sømænd, der har været ombord på skibene, og i hvilket omfang skibene har anløbet dansk havn.

Det må endvidere lægges til grund, at sagsbehandlingstiden har været ekstremt lang henset til sagens komplicerede karakter og til spørgsmålet om de EU-retlige problemstillinger i sagen og til, at der har været kontakter mellem forskellige styrelser og anklagemyndigheden og tiltaltes advokat og endelig til kæremålet vedrørende advokat Vidne2s status under sagen.

Under henvisning til en samlet bedømmelse findes bøden passende at kunne fastsættes til 1.500.000 kr., jf. udlændingelovens § 59, stk. 4, jf. stk. 5, jf. § 61.

Thi kendes for ret

: Tiltalte ApS skal betale en bøde på 1.500.000 kr. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. :::::::::::::::::::::::::::::::: Bilag Den Europæiske Unions Domstols 4. afdelings

DOM

Dato: 8. juli 2021 Rettens sagsnr.: C-71/20 »Præjudiciel forelæggelse – artikel 49 TEUF og 54 TEUF – etableringsfrihed –national lovgivning, hvorefter der er krav om, at tredjelandsstatsborgere, der arbejder på skibe, som er indflaget i en medlemsstat, skal have arbejdstilladelse i denne medlemsstat – undtagelse for skibe, der ikke anløber i medlemsstatens havne mere end 25 gange inden for en periode på et år – restriktion – artikel 79, stk. 5, TEUF – national lovgivning, der fastlægger antallet af tredjelandsstatsborgere, der kan indrejse fra tredjelande på den pågældende medlemsstats område for at søge arbejde som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende« I sag C-71/20, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Østre Landsret (Danmark) ved afgørelse af 10. februar 2020, indgået til Domstolen den 12. februar 2020, i straffesagen mod Tiltalte ApS, har DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, M.

Vilaras (refererende dommer), og dommerne N. Piçarra, D. Šváby, S. Rodin og K. Jürimäe, generaladvokat: G. Hogan, justitssekretær: C. Strömholm, på grundlag af den skriftlige forhandling, efter at der er afgivet indlæg af: Tiltalte ApS ved advokat M. Clemmensen, den danske regering ved J. Nymann-Lindegren, M. Jespersen og M.S. Wolff, som befuldmægtigede, den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og M.

Noort, som befuldmægtigede, Europa-Kommissionen ved L. Armati, S.L. Kalėda og H. Støvlbæk, som befuldmægtigede, og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 10. juni 2021, afsagt følgende Dom Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 49 TEUF.

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag mod Tiltalte ApS for på skibe, som er indflaget i Danmark, at have beskæftiget sømænd, der er tredjelandsstatsborgere, og som ikke havde dansk arbejdstilladelse og ikke var fritaget for krav om en sådan tilladelse.

Retsforskrifter Udlændingelovens § 13, stk. 1, i den affattelse, der følger af lovbekendtgørelse nr. 1061 af 18. august 2010 (herefter »udlændingeloven«), havde følgende ordlyd: »Udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage lønnet eller ulønnet beskæftigelse, for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller for mod eller uden vederlag at udføre tjenesteydelser her i landet.

Arbejdstilladelse kræves tillige til beskæftigelse på dansk skib eller luftfartøj, der som led i rutefart eller i øvrigt regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn. Der henvises dog til § 14. [...]« Udlændingelovens § 59, stk. 4 og 5, bestemte følgende: »Stk. 4.

Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som beskæftiger en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse eller i strid med de for en arbejdstilladelse fastsatte betingelser. Stk. 5.

Ved straffens udmåling efter stk. 4 skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, at der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, eller at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet.« Det følger af denne lovs § 61, at juridiske personer, herunder selskaber, kan pålægges strafansvar. § 33 i bekendtgørelse nr. 270 om udlændinges adgang her til landet af 22. marts 2010 i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »udlændingebekendtgørelsen«), bestemte: »Følgende udlændinge er fritaget for krav om arbejdstilladelse: [...] 4) Personale på danske lastskibe i international trafik, der anløber dansk havn højst 25 gange, løbende regnet et år bagud uafhængigt af kalenderåret, såfremt arbejdstilladelse kræves hertil, jf. udlændingelovens § 13, stk. 1, 2. pkt. [...]« Sølovens § 103 i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, bestemmer: »For et skib, som ejes af partredere, skal der vælges en bestyrende reder.

Stk. 2. Som bestyrende reder kan vælges en person, et aktieselskab eller et ansvarligt selskab, der opfylder de i § 1, stk. 2, henholdsvis nr. 1 og 3, fastsatte betingelser.« Sølovens § 104 er affattet således: »I forhold til tredjemand er den bestyrende reder i kraft af sin stilling berettiget til at afslutte alle retshandler, som en rederivirksomhed sædvanligt fører med sig.

Denne kan således antage, afskedige og meddele skibsføreren forskrifter, tegne sædvanlige forsikringer og modtage penge, der betales til rederiet.

Den bestyrende reder kan ikke uden særlig bemyndigelse sælge eller pantsætte skibet eller bortfragte skibet for mere end et år.« Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål Fire partrederier, der er hjemmehørende i Sverige, og som udgøres af forskellige svenske aktieselskaber, registrerede fire skibe i Dansk Internationalt Skibsregister med henblik på at drive rederivirksomhed i Danmark.

Som påkrævet i henhold til sølovens § 103 havde de udpeget det dansk registrerede anpartsselskab Tiltalte som bestyrende reder til i medfør af denne lovs § 104 at afslutte alle retshandler, som en rederivirksomhed sædvanligt fører med sig. Tiltalte er 100% ejet af det svenske selskab Selskab5.

Tiltalte er ved de danske domstole genstand for strafferetlig forfølgning for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, jf. stk. 5, jf. § 61, samt af udlændingebekendtgørelsens § 33, nr. 4.

Tiltalte er tiltalt for ved som bestyrende partsreder i perioden fra den 22. august 2010 til den 22. august 2011 at have ladet de fire skibe, der er omhandlet i hovedsagen, anløbe danske havne mere end 25 gange, selv om der ombord var tredjelandsbesætningsmedlemmer, der ikke havde arbejdstilladelse i Danmark, og som ikke var fritaget for krav om en sådan tilladelse efter udlændingeloven.

Ved dom af 4. maj 2018 idømte Retten i Odense (Danmark) Tiltalte en bøde på 1 500 000 DKK (ca. 201 407 EUR) for denne overtrædelse.

Til støtte for sin afgørelse anførte denne ret, at den danske lovgivning, for så vidt som den fastsætter et krav om arbejdstilladelse og finder anvendelse uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, udgør en restriktion for etableringsfriheden, der er fastsat i artikel 49 TEUF, sammenholdt med artikel 54 TEUF.

Retten i Odense fandt imidlertid, at denne restriktion var begrundet i tvingende almene hensyn knyttet til stabiliteten på det danske arbejdsmarked, og at den ikke gik ud over, hvad der er nødvendigt med henblik på at nå målet.

Ifølge denne ret er kravet om arbejdstilladelse, henset til lønniveauforskellen mellem tredjelandsbesætningsmedlemmer på et skib og de danske arbejdstagere, således en effektivt egnet måde til at undgå forstyrrelser af det nationale arbejdsmarked. Tiltalte har anket dommen fra Retten i Odense til den forelæggende ret, Østre Landsret (Danmark).

Parterne i hovedsagen er af den opfattelse, at kravet om arbejdstilladelse, som er fastsat i udlændingelovens § 13, stk. 1, jf. udlændingebekendtgørelsens § 33, nr. 4, udgør en restriktion for den frie etableringsret som omhandlet i artikel 49 TEUF.

Selv om anklagemyndigheden er af den opfattelse, at den nævnte restriktion er forenelig med EU-retten, har Tiltalte imidlertid gjort gældende, at denne nationale lovgivning tvinger skibsredere fra andre lande i Den Europæiske Union til at ændre deres ansættelsespolitik uden at være nødvendig for at sikre det tilsigtede mål af almen interesse.

Den forelæggende ret har anført, at Domstolen allerede har taget stilling til, hvilke kriterier der skal tages i betragtning ved en proportionalitetsbedømmelse af restriktioner for en arbejdsgivers frie valg af arbejdstagere. Denne praksis angår imidlertid forholdet til reglerne om levering af tjenesteydelser.

Det er således ikke sikkert, at den kan overføres på bedømmelsen af, om den danske lovgivning, der under visse omstændigheder pålægger arbejdsgivere fra andre medlemsstater at beskæftige arbejdstagere, der har dansk arbejdstilladelse, er forenelig med EU- retten, og nærmere bestemt etableringsfriheden i henhold til artikel 49 TEUF.

På denne baggrund har Østre Landsret besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål: »Er artikel 49 TEUF til hinder for en medlemsstats lovgivning om, at tredjelandsbesætningsmedlemmer på et skib, der er indflaget i medlemsstaten og ejet af en skibsreder, der er statsborger i en anden EU-medlemsstat, skal have arbejdstilladelse, medmindre skibet højst anløber medlemsstatens havne 25 gange løbende regnet et år bagud i tid?« Om det præjudicielle spørgsmål Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en første medlemsstats lovgivning, hvorefter tredjelandsbesætningsmedlemmer på et skib, der er indflaget i denne medlemsstat og ejet – direkte eller indirekte – af et selskab, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i en anden medlemsstat, skal have arbejdstilladelse i denne første medlemsstat, medmindre det pågældende skib højst anløber havn dér 25 gange inden for en periode på et år.

I denne henseende bemærkes for det første, at den ret til frit at etablere sig, som medlemsstaternes statsborgere har i henhold til artikel 49 TEUF, og som indebærer adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt til at oprette og lede virksomheder på de vilkår, som i etableringsmedlemsstatens lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere, i henhold til artikel 54 TEUF omfatter en ret for selskaber, som er stiftet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning, og hvis vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed er beliggende inden for Unionen, til at udøve virksomhed i den pågældende medlemsstat via et datterselskab, en filial eller et agentur (dom af 21.12.2016, AGET Iraklis, C-201/15, EU:C:2016:972, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

En situation, hvor et selskab med hjemsted i en medlemsstat opretter et datterselskab i en anden medlemsstat, henhører således også under etableringsfriheden.

Det samme gælder ifølge fast retspraksis, når et sådant selskab eller en statsborger i en medlemsstat erhverver en andel af kapitalen i et selskab med hjemsted i en anden medlemsstat, der giver vedkommende selskab eller statsborger mulighed for at udøve en klar indflydelse på beslutningerne i dette selskab og for at træffe afgørelse om selskabets drift (dom af 21.12.2016, AGET Iraklis, C-201/15, EU:C:2016:972, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

Det fremgår for det andet af Domstolens praksis, at begrebet »etablering« som omhandlet i artikel 49 TEUF og 54 TEUF omfatter den faktiske udøvelse af en økonomisk aktivitet ved hjælp af en fast indretning i en anden medlemsstat i et ikke nærmere angivet tidsrum, og at når et fartøj er et middel til at udøve en økonomisk aktivitet, som omfatter en fast indretning i registreringsstaten, kan fartøjets registrering ikke holdes adskilt fra udøvelsen af etableringsfriheden (jf. i denne retning dom af 25.7.1991, Factortame m.fl., C-221/89, EU:C:1991:320, præmis 20-22, og af 11.12.2007, International Transport Workers’ Federation og Finnish Seamen’s Union, C-438/05, EU:C:2007:772, præmis 70).

Det følger heraf, og således som generaladvokaten har anført i punkt 38 i forslaget til afgørelse, at artikel 49 TEUF og 54 TEUF finder anvendelse i en situation som den, der ligger til grund for hovedsagen, for så vidt som fire svenske partrederier har ladet fire skibe registrere i Dansk Internationalt Skibsregister, har udpeget et selskab med hjemsted i Danmark, som fuldt ud ejes af et svensk selskab, som bestyrende reder og anvender de pågældende skibe til at udøve økonomisk virksomhed.

Det er i lyset af disse præciseringer, at det skal afgøres, om en medlemsstats lovgivning som den, der er omhandlet i hovedsagen, udgør en »restriktion« som omhandlet i artikel 49, stk. 1, TEUF.

Det bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at der ved begrebet »restriktion« som omhandlet i artikel 49, stk. 1, TEUF bl.a. skal forstås foranstaltninger, der, selv om de finder anvendelse uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, kan gøre det vanskeligere eller mindre attraktivt at udøve etableringsfriheden (dom af 21.12.2016, AGET Iraklis, C-201/15, EU:C:2016:972, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

Den faktiske udøvelse af etableringsfriheden indebærer således navnlig, som et nødvendigt supplement til denne, at et datterselskab, et agentur eller en filial, som er oprettet af en juridisk person med hjemsted i en anden medlemsstat, i givet fald, og såfremt de aktiviteter, denne agter at udøve i værtsmedlemsstaten, kræver det, kan ansætte arbejdstagere i denne medlemsstat (dom af 21.12.2016, AGET Iraklis, C-201/15, EU:C:2016:972, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

Det skal imidlertid bemærkes, at det forelagte spørgsmål vedrører en medlemsstats lovgivning om ansættelsesvilkårene om bord på skibe, der er indflaget i denne medlemsstat, for tredjelandsstatsborgere, og nærmere bestemt kravet om, at disse skal have arbejdstilladelse.

Det følger af artikel 79, stk. 5, TEUF, at medlemsstaterne bevarer retten til at fastlægge antallet af tredjelandsstatsborgere, der kan indrejse fra tredjelande på deres område for at søge arbejde som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende.

Med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse skal flagstaten for et skib anses for at være den stat, hvori en tredjelandsstatsborger, som arbejder på dette skib, har beskæftigelse (jf. i denne retning dom af 5.2.2004, DFDS Torline, C-18/02, EU:C:2004:74, præmis 44).

Kravet om, at tredjelandsstatsborgere skal have arbejdstilladelse for at tage beskæftigelse i en medlemsstat, udgør i denne henseende, således som den danske regering har anført i sit skriftlige indlæg, en foranstaltning, der tager sigte på at regulere de vilkår, der giver adgang for tredjelandsstatsborgeres arbejde og ophold i landet.

Et sådant krav giver i denne henseende medlemsstaterne mulighed for at kontrollere antallet af tredjelandsstatsborgere, der kan indrejse på deres område for at søge arbejde.

En medlemsstat har derfor ret til at fastsætte, at tredjelandsstatsborgere, der er beskæftiget på dens område, herunder på et skib, der er indregistreret i denne medlemsstat, skal have arbejdstilladelse ved i givet fald ligeledes at fastsætte undtagelser til dette krav.

Det fremgår ganske vist af Domstolens faste praksis, at medlemsstaterne skal overholde EU-retten under udøvelsen af deres beføjelser (dom af 25.7.1991, Factortame m.fl., C-221/89, EU:C:1991:320, præmis 14, og af 19.6.2014, Strojírny Prostějov og CO Industries Tábor, C-53/13 og C-80/13, EU:C:2014:2011, præmis 23), navnlig de grundlæggende friheder, der er sikret ved EUF-traktaten, herunder etableringsfriheden (dom af 15.10.2015, Grupo Itevelesa m.fl., C-168/14, EU:C:2015:685, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

Det forholder sig ikke desto mindre således, at en medlemsstats lovgivning, som finder anvendelse uden forskel på alle skibe, der er indflaget i denne medlemsstat, og som i overensstemmelse med artikel 79, stk. 5, TEUF fastsætter et krav om, at alle tredjelandsstatsborgere, der arbejder som besætningsmedlemmer på sådanne skibe, skal have arbejdstilladelse, samtidig med, at besætningsmedlemmer på skibe, der ikke inden for en periode på et år anløber havn i denne medlemsstat mere end 25 gange, fritages for dette krav, ikke kan kvalificeres som en »restriktion« for etableringsfriheden som omhandlet i artikel 49 TEUF og følgelig som uforenelig med denne sidstnævnte bestemmelse.

Det er korrekt, at en sådan bestemmelse kan sætte et selskab, der har hjemsted i en første medlemsstat, og som etablerer sig i anden medlemsstat for dér at drive et skib, der er indflaget i denne sidstnævnte medlemsstat, i en situation, der er mindre gunstig end situationen for selskaber, der i den anden medlemsstat driver skibe, der er indflaget i en anden medlemsstat end denne anden medlemsstat, og hvis lovgivning ikke fastsætter et tilsvarende krav.

Sådanne ugunstige virkninger udspringer imidlertid af eventuelle forskelle i hver enkel medlemsstats anvendelse af den ret, som udtrykkeligt er tillagt den i medfør af artikel 79, stk. 5, TEUF på området for kontrol af antallet af tredjelandsstatsborgere, der kan indrejse på dens område for at søge arbejde (jf. analogt dom af 14.4.2016, Sparkasse Allgäu, C-522/14, EU:C:2016:253, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 49 TEUF, sammenholdt med artikel 79, stk. 5, TEUF, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en første medlemsstats lovgivning, hvorefter tredjelandsbesætningsmedlemmer på et skib, der er indflaget i denne medlemsstat og ejet – direkte eller indirekte – af et selskab, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i en anden medlemsstat, skal have arbejdstilladelse i denne første medlemsstat, medmindre det pågældende skib højst anløber havn dér 25 gange inden for en periode på et år.

Sagsomkostninger Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret: Artikel 49 TEUF, sammenholdt med artikel 79, stk. 5, TEUF, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en første medlemsstats lovgivning, hvorefter tredjelandsbesætningsmedlemmer på et skib, der er indflaget i denne medlemsstat og ejet – direkte eller indirekte – af et selskab, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i en anden medlemsstat, skal have arbejdstilladelse i denne første medlemsstat, medmindre det pågældende skib højst anløber havn dér 25 gange inden for en periode på et år.