36205/2024

Rådighedsfratagelse uden forudgående underretning af skyldneren var sket med rette I september 2023 traf Skattestyrelsen afgørelse om at forhøje ansættelsen af A’s skattepligtige indkomst med ca. 11,3 mio. kr. Da A efter Gældsstyrelsens påkrav om betaling af den første rate af skattekravet ikke havde betalt det inden påkravsfristens udløb, indgav Gældsstyrelsen den 2. januar 2024 konkursbegæring mod A. Skifteretten indkaldte A til møde den 22. januar 2024 med henblik på behandling af konkursbegæringen. Indkaldelsen blev sammen med konkursbegæringen forkyndt for A den 7. januar 2024. Mødet i skifteretten blev efterfølgende aflyst, da A oplyste, at hun på dagen for mødet ville befinde sig i Spanien, hvor hendes samlever var død den 29. december 2023. Gældsstyrelsen indgav den 22. januar 2024 anmodning om, at A – efter konkurslovens § 26, stk. 1, nr. 4, om rådighedsfratagelse inden konkurs – blev frataget rådigheden over bankkonti, aktiebeholdning og en fast ejendom. Gældsstyrelsen bad skifteretten om at undlade at underrette A, da der efter styrelsens opfattelse var nærliggende risiko for, at A ville råde over sine aktiver til skade for fordringshaverne. Den 26. januar 2024 tog skifteretten – uden forudgående underretning af A om anmodningen om rådighedsfratagelse – Gældsstyrelsens anmodning om rådighedsfratagelse til følge. Den 29. januar 2024 modtog A kendelsen, som hun kærede til landsretten, der stadfæstede kendelsen den 6. marts 2024. Den 22. april 2024 afsagde skifteretten konkursdekret over A, hvilket blev stadfæstet af landsretten den 10. juli 2024. Sagen for Højesteret angik i første række, om A havde retlig interesse i at få prøvet skifterettens afgørelse om rådighedsfratagelse, idet A også ved skifterettens afsigelse af konkursdekret den 22. april 2024 var blevet frataget retten til at råde over sin formue med virkning for boet, jf. konkurslovens § 29. Højesteret bemærkede herom bl.a., at rådighedsfratagelsen ved konkursen alene havde virkning fra konkursdekretets afsigelse, og at skifteretten ikke ved kendelsen om konkurs havde taget stilling til, om den tidligere rådighedsfratagelse den 26. januar 2024 inden konkurs var sket med rette. Højesteret fandt derfor, at A havde krav på en prøvelse af, om det var med rette, at skifteretten den 26. januar 2024 traf afgørelse om rådighedsfratagelse. Sagen angik herefter spørgsmålet, om betingelserne for rådighedsfratagelse over for A var opfyldt den 26. januar 2024. Hovedspørgsmålet i den forbindelse var, om der kunne ske rådighedsfratagelse uden forudgående underretning af A om Gældsstyrelsens anmodning om rådighedsfratagelse, hvilket Højesteret fandt kunne ske. I den forbindelse lagde Højesteret vægt på, at det hverken efter konkurslovens § 26, stk. 1, nr. 4, eller forarbejderne til bestemmelsen er en betingelse, at skyldneren er underrettet om anmodningen om rådighedsfratagelse. Endvidere lagde Højesteret vægt på, at sammenhængen mellem § 26 om rådighedsfratagelse og § 23 om bl.a. forkyndelse af fordringshavers konkursbegæring indebærer, at det er en betingelse for at anvende § 26, at konkursbegæringen er forkyndt, eller at skyldneren er forsøgt iværksat over for skyldneren. Herudover lagde Højesteret vægt på bl.a., at det er en betingelse for at træffe afgørelse om rådighedsfratagelse, at der er en altovervejende sandsynlighed for, at konkursbegæringen tages til følge, og at skifteretten til enhver tid kan tilbagegive skyldneren rådigheden over de rådighedsfratagne ejendele. På denne baggrund, og da de øvrige betingelser i konkurslovens § 26, stk. 1, nr. 4, om rådighedsfratagelse over for A var opfyldt, stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse.