Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2023.03.24Ø

OL-2023-Ø-00022

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
24-03-2023
Sagsemne
hæleri, forsæt, EMRK, strafskærpelse -nedsættelse og -bortfald, formueforbrydelser / §§ 276-305, hvidvask
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

[AM2023.03.24Ø] Retten i Glostrups

DOM

- 11. maj 2022 - C9-7837/2019 - 0700- 76151-00009-19

Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født september 1995

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 14.juni 2019.

Tiltalte1 er tiltalt for

1. databedrageri efter straffelovens § 279 a, ved den 28. november 2018, fra ukendt sted. i forening efter aftale eller fælles forståelse med Tiltalte2, hvis sag er udskilt, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, efter uberettiget at have tilegnet sig nøglekortsoplysninger mv. tilhørende Forurettede, retsstridigt at have tilføjet oplysninger til elektronisk databehandling, og derved at have overført 250.000 kr. fra konto med registreringsnummer … og konto- nummer …, tilhørende Forurettede, til konto med registreringsnummer … og kontonummer …, tilhørende tiltalte Tiltalte1, hvorefter pengene delvist blev hævet/brugt og videreoverført, herunder 71.499 kr. til Til- talte2 konti, alt hvorved Bank1 led et tab på 121.000 kr. og risiko for tab på yderIigere 129.000 kr.

subsidiært hvidvask efter straffelovens § 290 a, stk. 1, ved som beskrevet i den principale tiltale, forsætligt at have overført penge, som direkte eller indirekte er udbytte af en strafbar lovovertrædelse for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse, idet tiltalte ved udlevering af betalingskort mv. til andre foranledigede, at tiltalte uberettiget modtog 250.000 kr. på sin konto, hvilke penge stammede fra en strafbar handling, hvorefter pengene bl.a. blev videreoverført og vi- deregivet til andre.

mere subsidiært hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1. ved som beskrevet i den principale tiltale, uberettiget at have modtaget 250.000 kr. på sin konto, uagtet tiltalte vidste eller bestemt formodede, at pengene stammede fra en strafbar lovovertrædelse.

2. tyveri efter straffelovens § 276,

ved den 19. marts 2018 ca. kl. 11.58 i Hudplejeklinik Virksomhed, Adresse på Frederiksberg, som ansat med- arbejder at have udført en voksbehandling til en værdi af ca. 400 kr. og efterfølgende modtaget betaling i form af personlige frisørydelser uden at afregne dette med klinikken, hvorved klinikken led et tab svarende til den ydede behandling.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Bank1 har ved brev af 4. august 2021 påstået, at tiltalte skal betale 250.000 kr. i erstatning

Tiltalte har bestridt erstatningspligten.

Tiltalte har bestridt erstatningskravets størrelse.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte1 og af vidnerne Tiltalte2 og Forurettede.

Forklaringer er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

Der blev fremlagt dom af 21. april 2021 vedrørende Tiltalte2.

Der blev i forhold 1 dokumenteret anmeldelsesrapport, kontoudtog og kvittering vedrørende lphone købt i Butik, Fields (bilag 18).

Der blev i forhold 2 dokumenteret anmeldelsesrapport og udskrift fra bookingsystem (bilag 5)

Personlige forhold Kriminalforsorgen har i personundersøgelse dateret 2. juli 2019 anført, at Tiltalte1 er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun arbejder som forsikringsrådgiver i Selskab. Det har hun gjort siden november måned. Hun starter uddannelse som rådgiver på tirsdag. Det tager 4 måneder. Hun er gravid og bor i Søborg med sin kæreste.

Rettens begrundelse

og afgørelse Forhold 1 Retten har lagt til grund. at der den 28. november 2018 blev overført 250.000 kr. til en konto tilhørende Tiltalte1. Overførslen skete fra en konto tilhørende Forurettede.

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at pengene, der blev overført til tiltaltes konto, var udbytte fra et databedrageri udført af Tiltalte2, hvilket han blev dømt for ved en tilståelsessag den 21. april 2021.

Det er ubestridt, at tiltalte ikke udførte databedrageriet i forening efter fælles aftale eller fælles forståelse med Tiltalte2.

Spørgsmålet er herefter, om tiltalte vidste, at de penge, der blev overført til hendes konto, var udbytte fra en strafbar lovovertrædelse.

Tiltalte har forklaret, at hun havde mødt Tiltalte2 på datingappen Tinder. Tredje gang de mødtes havde Til- talte2 problemer med sit betalingskort, og derfor ville han overfore nogle penge til tiltaltes konto, som hun skulle hjælpe ham med at hæve. Pengene kom fra Tiltalte2 bedsteforældre. Tiltalte2 ville også gerne hjælpe tiltalte med den gæld, hun havde. Tiltalte vidste ikke, at pengene var udbytte fra en strafbar lovovertræ- delse.

Tiltaltes forklaring er støttet af vidnet Tiltalte2, som har forklaret, at tiltalte troede, at det var vidnets penge, og at han havde bildt hende ind, at han ikke kunne overføre pengene til sig selv. Vidnet havde været meget manipulerende overfor tiltalte, som var meget godtroende. Han har gjort det mange gange før.

Under disse omstændigheder - samt at forløbet skete over få timer - finder retten, at tiltalte ikke har haft det fornødne forsæt i forhold til, at pengene var udbytte fra en strafbar lovovertrædelse.

Det bemærkes, at retten finder det påfaldende, at tiltalte alene forsøgte at tage kontakt til sin Bank1 en enkelt gang, og at banken efter tiltaltes egen forklaring oplyste, at de ikke kunne hjælpe. Dette forhold er imidlertid ikke nærmere belyst overfor retten, hvorfor tvivlen herom, må komme tiltalte til gode.

Der er herefter ikke fort bevis for, at tiItalte havde det fornødne forsæt tiI at begå hvidvask eller hæleri, hvorfor tiltalte frifindes i forhold 1.

Forhold 2 Tiltalte har forklaret, at hun lavede en voksbehandling på en kunde, og som modydelse fik hun en frisørbe- handling af kunden. Tiltalte lagde selv 400 kr. i en hvid kuvert som betaling for voksbehandlingen.

Mod tiltaltes benægtelse finder retten ikke, at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden, hvorfor tiltalte frifindes.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte frifindes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger.

::::::::::::::::::::::::::::::

Østre Landsrets 23. afdelings

DOM

- 24. marts 2023 - S-1435-22: (landsdommerne Gunst Andersen, Dorthe Wiisbye og Mads Pedersen (kst.) med domsmænd).

Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født september 1995, (advokat Glenn Verding Hein, besk.)

Glostrup Rets dom af 11. maj 2022 (C9-7837/2019) er anket af anklagemyndigheden med påstand om dom- fældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale, dog at der i forhold 1 alene påstås domfæl- delse efter den subsidiære tiltale for hvidvask eller den mere subsidiære tiltale for hæleri.

Tiltalte Tiltalte1 har påstået stadfæstelse.

Anklagemyndigheden har på vegne af Bank1 Danmark nedlagt påstand om, at tiltalte solidarisk med Til- talte2 skal betale erstatning på 121.000 kr. med procesrente fra landsrettens dom. Bank1s krav vedrører bankens tab i anledning af overførslen af 250.000 kr. fra konto …, som tilhører Forurettede, jf. j.nr. … hos Bank1, Fraud Investigation.

Tiltalte har i overensstemmelse med påstanden om stadfæstelse påstået frifindelse for erstatningskravet.

Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet Vidne.

De forklaringer, der er afgivet i byretten af vidnerne Tiltalte2 og Forurettede, er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

[FORKLARINGER UDELADT]

Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun i dag arbejder i forsikringsselskabet Selskab.

Landsrettens begrundelse og resultat

Forhold 1 Landsretten lægger som byretten til grund, at der den 28. november 2018 blev overført 250.000 kr. til en konto tilhørende tiltalte, og at dette beløb var udbytte fra et databedrageri udført af Tiltalte2.

Efter tiltaltes egen forklaring indebar hændelsesforløbet, at Tiltalte2, en ung mand, som hun var kommet i kontakt med via dating-app’en Tinder, og som hun nu så for tredje gang, skulle have tilbudt hende at afvikle hendes gæld, fordi han ikke ville være i forhold med nogen, som skyldte penge.

Videre fremgår det af hen- des forklaring, at hun udleverede sin mobiltelefon og sit hævekort, sin kode til telefonen, sin kode til hæve- kortet og koden til sin netbank til ham. De kørte rundt i hendes bil, hvor hun sad ved rattet, og Tiltalte2 sad ved siden af.

Han foretog alle overførslerne, dels til hendes fars konto og hendes venindes konto til udlig- ning af hendes gæld til dem, dels videre til andre konti, som hun havde, og til Tiltalte2s egne konti. Hun vid- ste efter sin forklaring ikke på tidspunktet for overførslen, at han overførte et beløb så stort som 250.000 kr. til hendes konto.

Hun vidste heller ikke, hvorfor pengene, der var overført til hendes far og hendes ven- inde, pludseligt skulle hæves, men var selv oppe hos dem for at få udleveret deres hævekort/dankort og koder dertil.

Hun har en enkelt gang senere været nede i banken for at få hjælp vedrørende den spærrede konto, men da banken ville tale nærmere med hende, ønskede hun sin advokat med til møde, hvilket ban- ken ikke ville acceptere, og hun gjorde derefter ikke yderligere forsøg på at få spærringen ophævet eller overførslerne afklaret.

Landsretten finder, at tiltaltes forklaring for byret og landsret har sandsynligheden imod sig og er usam- menhængende og utroværdig.

Landsretten lægger efter de dokumenterede bilag og den øvrige bevisførelse til grund, at tiltalte under turen rundt i bil med Tiltalte2 overlod ham sine NemID-oplysninger, sine konto- oplysninger og sin mobiltelefon, hvorefter de 250.000 kr. under køreturen overførtes til hendes konto og dels blev videreoverført til konti tilhørende hende selv og andre personer, dels blev hævet.

Fra tiltaltes konto nr. … – … og konto nr. … – … blev videreoverført beløb til Tiltalte2s konto, til hendes fars konto og til hendes venindes konto samt hævet beløb ved kontanthævninger, i alt 125.097,40 kr. Den resterende del af de 250.000 kr. forblev på konti tilhørende tiltalte.

Efter bevisførelsen finder landsretten det ubetænkeligt at lægge til grund, at hun vidste eller bestemt for- modede, at de 250.000 kr., der blev overført til hendes konto, stammede fra en strafbar lovovertrædelse, og at overførslen af pengene skulle skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse.

For så vidt angår de beløb på i alt 125.097,40 kr., der blev videreoverført eller anvendt ved kontanthævnin- ger, findes tiltalte derfor i forhold 1 skyldig i overensstemmelse med den principale tiltale for at have over- trådt bestemmelsen om hvidvask i straffelovens § 290 a, stk. 1. For så vidt angår det resterende beløb på 124.902,60 kr., findes tiltalte skyldig i hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1, ved under de anførte omstæn- digheder at have modtaget dette beløb på sin konto som anført i den subsidiære tiltale.

Forhold 2 Vedrørende dette forhold er fremlagt dokumentation vedrørende en kundes booking af tid og en efterføl- gende sletning af bookingen. Ved denne bevisførelse, sammenholdt med Vidnes vidneforklaring for lands- retten, findes det bevist, at tiltalte som ansat medarbejder udførte en behandling til en værdi af 400 kr. og derefter modtog betaling i form af en personlig frisørydelse uden at afregne dette med klinikken, hvorved klinikken led et tab svarende til den ydede behandling.

Derved må tiltalte anses at have misbrugt en for hende skabt adgang til at handle med retsvirkning for vid- nets klinik, hvorved hun har overtrådt bestemmelsen i straffelovens § 280, nr. 1, om mandatsvig. Det be- mærkes herved, at anklageskriftets beskrivelse af det faktiske forløb findes at kunne rummes inden for be- skrivelsen af det strafbare område i straffelovens § 280, nr. 1, og tiltalte findes i den forbindelse at have haft fyldestgørende adgang til forsvar, jf. retsplejelovens § 883, stk. 4.

I forhold 2 findes tiltalte således skyldig i mandatsvig efter straffelovens § 280, nr. 1, ved at have handlet som anført i anklageskriftet.

Sanktion Tiltalte straffes efter straffelovens § 290, stk. 1, § 290 a, stk. 1, og § 285, stk. 1, jf. § 280, nr. 1.

Tiltaltes kriminalitet er begået i henholdsvis marts og november 2018, tiltale er rejst den 14. juni 2019, dom i første instans afsagt den 11. maj 2022, og forholdene er begået for nu 4½, henholdsvis 5 år siden. Under ankesagen er ikke fremkommet oplysning om grunden til det lange tidsforløb, herunder heller ikke angå- ende tidsforløbet fra tiltalerejsning og indtil dom i 1. instans.

Efter karakteren af tiltaltes kriminalitet sammenholdt med oplysningerne om det lange tidsforløb, som ikke kan bebrejdes tiltalte, findes tiltalte at skulle straffes med fængsel i 3 måneder, som det findes forsvarligt at gøre betinget, således at fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år i medfør af straffelovens § 56, stk. 1.

Herved har landsretten på grundlag af det nævnte lange tidsforløb fundet det forsvarligt at formilde sanktionen for så vidt angår både frihedsstraffens længde og spørgsmålet om fuld- byrdelse af straffen, idet sagens behandling ikke er sket inden for en rimelig frist som krævet ifølge artikel 6

i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. dagældende bestemmelse i straffelovens § 82, nr. 13, jf. nu tillige straffelovens § 82, stk. 2.

Erstatning Bank1 har nedlagt påstand om, at tiltalte dømmes til solidarisk med Tiltalte2 at betale 121.000 kr. med ren- ter.

Under ankesagen har bevisførelsen omfattet dokumentation vedrørende Bank1s tab på grund af overførs- len, der fandt sted fra Forurettedes konto i Bank1 til tiltaltes konto i Bank2. Tiltalte2 er ved straffedom af 21. april 2021 fra Retten på Frederiksberg dømt til at betale Bank1 erstatning på 121.000 kr. med proces- rente fra endelig dom.

Efter de juridiske dommeres bestemmelse tages Bank1s erstatningskrav over for tiltalte Tiltalte1 på grund- lag af bevisførelsen til følge med 121.000 kr. med renter som påstået, og således at Tiltalte2 er medhæf- tende skyldner for hele beløbet.

Sagsomkostninger Henset til begrundelsen for den idømte sanktion finder landsretten, at statskassen skal bære sagens om- kostninger som nedenfor anført.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte1 ændres, således at hun straffes med fængsel i 3 måneder.

Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på betingelse af, at hun ikke be- går nyt strafbart forhold i prøvetiden.

Tiltalte skal inden 14 dage solidarisk med Tiltalte2 betale 121.000 kr. til Bank1 Danmark med procesrente fra i dag.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2023.03.24Ø
KilderAnklagemyndighedenAnklagemyndigheden (PDF)
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/a5ff8ba0-231c-40f1-8fad-ea09aab7c3ec