OLR — Østre Landsret
AM2017.10.13Ø
OL-2017-Ø-00050
AM2017.10.13Ø2 Retten i Hillerøds
DOM
Dato: 15. marts 2017 Rettens sagsnr.: 8-3666/2016 Politiets sagsnr.: 0900-76141-00065-16 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1981 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 25. august 2016.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. overtrædelse af straffelovens § 165, ved den 6. juli 2015 kl. 00.14, at have fået sin ansatte Vidne1 til, i strid med sandheden, til Nordsjællands Politi at anmelde, at der havde været indbrud i tiltaltes restaurant Restaurant, Adresse1, By1, hvor der var stjålet en pengekasse med mønter, computer til videoovervågning m.v., til en ikke nærmere opgjort værdi. 2. forsøg på bedrageri efter straffelovens § 279, jf.§ 21, ved den 6. juli 2015, i strid med sandheden til Forurettede, Adresse2, By2, at have anmeldt, at der fra hans restaurant Restaurant, Adresse1, By1, var stjålet varer m.v. til en samlet værdi af 218.312,20 kr., hvilket mislykkedes, da Forurettede fik mistanke om, at de nævnte varer m.v. ikke var stjålet og derfor nægtede at udbetale erstatning.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf. Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Vidne1, Vidne2, Vidne3, Vidne4, Vidne5 og politibetjent Vidne6. Forklaringerne fra tiltalte og vidnerne Vidne1 og Vidne2 fremgår af retsbogen. Forklaringerne fra vidnerne Vidne3, Vidne4, Vidne5 og politibetjent Vidne6 er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Der er sket dokumentation fra sagens bilag, herunder oplysninger vedrørende det installerede alarmsystem og rapport fra Teknologisk Institut vedrørende indbrudsmærker. Tiltalte er ikke tidligere straffet. Der er fremlagt udtalelse fra Kriminalforsorgen af 14. oktober 2016, hvori det konkluderes, at tiltalte er egnet til vilkår om samfundstjeneste.
Tiltalte har om sine personlige forhold henholdt sig til Kriminalforsorgens udtalelse.
Rettens begrundelse
og afgørelse Vedrørende forhold 1 Retten finder, at der hersker en sådan usikkerhed om henvendelsen til politiet den 6. juli 2015 kl. 00.14, at anklagemyndigheden ikke har ført det til domfældelse fornødne bevis for tiltaltes skyld. Tiltalte frifindes derfor for dette forhold.
Vedrørende forhold 2 Det fremgår af skærmprint vedrørende alarmsystemets sensorer (bilag 1/12) sammenholdt med vidnet Vidne3s forklaring, at der ikke var fejl ved alarmsystemet.
Det fremgår videre af loggen for alarmsystemet, at der den 5. juli 2015, kl. 22.16 blev udløst alarm fra bevægelsessensoren i restaurantens køkken, men at ingen af de øvrige alarmer, der dækkede selve restaurationsarealet og udestuen, blev udløst. Retten finder det på denne baggrund for ubetænkeligt at lægge til grund, at der ikke var aktivitet i selve restaurationsområdet eller i udestuen.
Det fremgår af forklaringerne, at en stor del af de effekter, som tiltalte meldte stjålet til sit forsikringsselskab, var placeret i selve restauranten, ligesom terrassedøren var åben og en del colaer lå smidt hen. En sådan aktivitet ville have udløst fotoalarmerne eller bevægelsessensoren i udestuen, men det skete ikke.
Videre fremgår det af rapporten fra Teknologisk Institut, at der ikke er fundet "anvendelige" indbrudsmærker på vinduet. Retten bemærker, at tiltalte på intet tidspunkt hverken over for politiet eller over for sit forsikringsselskab har forsøgt at fremlægge nærmere dokumentation vedrørende de af ham angivne stjålne effekter.
Tiltalte har forklaret, at han og vidnet Vidne1 afventede politiets ankomst til stedet, hvorefter de gik samlet ind i restauranten. Denne forklaring er imidlertid i modstrid med vidnet pb. Vidne6s forklaring, hvorefter han og hans kollega efter ankomsten til stedet gik alene ind i restauranten via den åbne terrassedør og først efterfølgende blev kontaktet af en person med tilknytning til restauranten.
Vidnet Vidne1 har endvidere efter forehold af forklaring til politirapport forklaret, at tiltalte, mens de ventede på politiets ankomst, forlod bilen i en kort periode, hvorefter vidnet da tiltalte endnu ikke var kommet tilbage til bilen gik ind til tiltalte i restauranten, hvor tiltalte oplyste vidnet om, at der havde været indbrud.
Denne forklaring om, at tiltalte havde været alene i restauranten forud for politiets ankomst kl. 00.45 støttes endvidere af oplysningerne i alarmens log om, at der kl. 23.59 blev foretaget frakobling under anvendelse af kode … på betjeningspanelet, hvorefter tiltalte kl. 00.13 ringede til alarmselskabet og oplyste, at der var/havde været indbrud.
Det bemærkes herved, at det af de ansattes forklaringer fremgår, at de anvendte alarmanlæggets fjernbetjening ikke koderne til betjeningspanelet. Retten finder det herefter ubetænkeligt at forkaste tiltaltes forklaring om, at der under et indbrud blev stjålet de af ham til forsikringsselskabet oplyste effekter, og finder herefter, at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden for tiltaltes skyld.
Straffen fastsættes til fængsel i 4 måneder, jf. straffelovens § 279. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 100 timer.
Retten har lagt vægt på beløbets størrelse, men har under henvisning til tiltaltes i øvrigt gode personlige forhold gjort straffen betinget som sket.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 4 måneder. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom. Tiltalte skal inden for en længstetid på 8 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 100 timer. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. :::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 4. afdelings
DOM
(landsdommerne Taber Rasmussen, Ole Stryhn (kst.) og Niels Gade-Jacobsen (kst.) med domsmænd). Dato: 13. oktober 2017 Rettens sagsnr.: S-994-17 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1981, (advokat Jørn Haandbæk Jensen, besk.) Hillerød Rets dom af 15. marts 2017 (8-3666/2016) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse tillige i forhold 2, subsidiært om formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået domfældelse efter anklageskriftet, således at der også sker domfældelse i forhold 1, samt skærpelse. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaringer af tiltalte samt vidnerne Vidne1, Vidne3 og Vidne5. De i byretten af vidnerne Vidne2, Vidne4 og Vidne6 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923. [FORKLARINGER UDELADT]
Landsrettens begrundelse og resultat
Forhold 2 Tiltalte havde kort forud for gerningstidspunktet ændret sin forsikring, således at den også dækkede indbrud, og det beløb, tiltalte anmeldte, at der var stjålet for, svarer omtrent til den gæld, tiltalte stod registreret med i RKI. Herefter og i øvrigt af de af byretten anførte grunde tiltræder landsretten, at tiltalte er skyldig i forhold 2.
Det forhold, at tiltaltes telefon efter teleoplysningerne har befundet sig i København på det tidspunkt, hvor alarmen gik kl. 22.16, ændrer ikke ved, at det efter en samlet vurdering af omstændighederne må lægges til grund, at der ikke var tale om et reelt indbrud, og at tiltalte var bekendt hermed. Forhold 1 Tiltalte kørte efter det oplyste til stedet sammen med Vidne1.
Det er ubestridt, at det var Vidne1, der ringede til politiet, men tiltalte var klar over, at der blev foretaget anmeldelse og blev på stedet sammen med Vidne1 og afventede politiets tilstedekomst. Da det som anført under forhold 2 må lægges til grund, at der ikke reelt havde været et indbrud, hvilket tiltalte var bekendt med, er det godtgjort, at tiltalte ligeledes er skyldig efter anklageskriftet i forhold 1.
Straffen forhøjes til fængsel i 5 måneder. I øvrigt stadfæstes dommen, dog således at prøvetiden nedsættes til 1 år.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom ændres, således at Tiltalte straffes med fængsel i 5 måneder på de af byretten fastsatte vilkår, herunder om samfundstjeneste, dog at prøvetiden fastsættes til 1 år fra landsrettens dom at regne. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
