OLR — Østre Landsret
AM2025.05.23Ø
OL-2025-Ø-00036
AM2025.05.23Ø Københavns Byrets
DOM
Dato: 10. oktober 2023 Rettens sagsnr.: 1-862/2021 Politiets sagsnr.: 0100-8I274-00016-20 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født april 1998 Sagens baggrund og parternes påstande Anklageskriftet er modtaget den 12. januar 2021.
Tiltalte er tiltalt for 1. overtrædelse af færdselslovens § 118. stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, jf. § 42. stk. 1, ved den 14. december 2019 kl. 12.36, at have ført varebil … ad Buddingevej, ca. 15 meter efter nr. … i Søborg med mindst 73 km/t, selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t, hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 30 procent af den tilladte hastighed. 2. overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, jf. § 42, stk. 1 nr. 1, ved den 16. december 2019 kl. 09.33 at have ført varebil … ad H.C.
Andersens Boulevard …, 1553 København V med mindst 68 km/t, selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t, hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 30 procent af den tilladte hastighed. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af færdselslovens§ 125, stk. 2, nr. 5, jf. § 126, stk. 1, nr. 8, jf. § 128, stk. 1, frakendes førerretten ubetinget. Tiltalte har nægtet sig skyldig i forhold 1 og erkendt sig skyldig i forhold 2. Tiltalte har påstået frifindelse for påstanden om førerretsfrakendelse.
Oplysningerne i sagen Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnet operatør Vidne. Tiltalte har til retsbogen afgivet følgende forklaring: ”… Tiltalte nægtede sig skyldig i forhold 1 og forklarede, at hastighedsgrænsen på stedet er 60 km/t. Han har talt med Gladsaxe Kommune, og de hævede hastigheden til 60 km/t i 2012. Han ved derfor, at hastighedsgrænsen er 60 km/t.
På stedet sagde politiet, at han havde kørt 73 km/t, og det vil han ikke umiddelbart bestride, men han husker det ikke. Det var i hvert fald mindre end 30 procent af den tilladte hastighed. Tiltalte forklarede vedrørende forhold 2, at han kørte bilen den pågældende dag. Det kan godt passe, at han kørte for hurtigt på H.C.
Andersens Boulevard, og at han kørte med mindst 68 km/t, selvom hastighedsgrænsen var 50 km/t. … Tiltalte vedstod sin forklaring afgivet til retsbogen den 16. november 2021 og forklarede supplerende vedrørende forhold 1, at han optog en video af den pågældende strækning for at dokumentere skiltningen.
Han nægter sig fortsat skyldig i forhold 1, og han kan erkende forhold 2. …" Vidnet operatør Vidne har til retsbogen afgivet følgende forklaring: ”… Vidnet forklarede, at han kørte fra motorvejen og op på Buddingevej. Han parkerede bilen efter skiltningen, som viste, at man kun måtte køre 50 km/t. Inden han startede målingen, lavede han prøvebilleder og afstandsmålinger.
Da han var sikker på, at udstyret var indstillet korrekt, startede han målingerne. Gladsaxe Kommune havde fået lov til at nedsætte hastigheden på strækningen fra 60 km/t til 50 km/t grundet arbejdet med letbanen. Det er ikke muligt, at udstyret har målt forkert, og han kan ikke selv gøre noget, der gør, at udstyret måler forkert.
Adspurgt af tiltalte forklarede vidnet, at udstyret enten virker eller også virker det ikke - der er ikke noget midt i mellem. Udstyret bliver kalibreret hver gang, det har været brugt.
Han tester altid udstyret efter endt måling, og hvis det ikke måler korrekt, kan målingerne, han har foretaget, ikke bruges. …” Øvrige oplysninger i sagen Der er dokumenteret mail af 9. december 2021 fra Københavns Vestegns Politi, hvoraf blandt andet følgende fremgår: ”… Politiet gav den 11. oktober 2019 samtykke til, at hastigheden blev nedsat fra 60 km/t til 50 km/t på Buddingevej mellem Motorring 3 og Buddinge Rundkørsel. … Jeg har talt med Gladsaxe kommune, Driftafdelinngen, Person, der oplyser, at skiltningen blev ændret d. 24. oktober 2019.
Har pgl. kørt ad Buddingevej mod syd og har krydset Motoning 3 står tavlerne (C56 - ophør 60 km/t + UC56 - byzonetavle) umiddelbart syd for Motorvejen. Se det vedhæftede foto …” Der er herudover dokumenteret oplysninger fra Automatisk Trafikkontrol af 5. maj 2020 vedrørende kontrol den 14. december 2019 kl. 12.36 (forhold 1, bilag 4) og vedrørende kontrol den 16. december 2019 kl. 9.33 (forhold 2, bilag 4).
Personlige oplysninger Tiltalte er tidligere straffet ved Retten i Helsingørs dom af 17. august 2018 for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, og stk. 4, jf. § 4, stk. 1, idømt en bøde på 7.000 kr. samt et kørselsforbud, jf. færdselslovens § 125, stk. 2, jf. stk. 3,jf. § 127.
Rettens begrundelse
og afgørelse Forhold 1 Efter operatør Vidnes forklaring og de i øvrigt foreliggende oplysninger lægger retten til grund, at der på strækningen, hvor tiltalte blev målt med en hastighed på mindst 73 km/t af den automatiske trafikkontrol den 14. december 2019 var en hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Retten finder det herefter bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
Forhold 2 Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig. Straffastsættelse Straffen i form af en bøde, der efter tiltaltes indkomstforhold skulle have været fastsat til 3.000 kr., jf. færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, jf. § 42, stk. 1, nr. 1, bortfalder.
Retten har herved lagt vægt på, at sagsbehandlingstiden forud for sagens fremsendelse til retten og til dels også ved retten - uden at det efter det oplyste har beroet på tiltaltes forhold - i så væsentligt omfang har oversteget det rimelige, at tiltalte bør kompenseres i medfør heraf, jf. dagældende straffelovs§ 82, nr. 13, og§ 83, 2. pkt., og princippet i disse bestemmelser, jf. bl.a. UfR 2012.2315/1H.
Førerretsfrakendelse Da tiltalte tidligere er pålagt kørselsforbud og har begået et nyt forhold omfattet af § 125, stk. 1-3, inden 3 år efter, at kørselsforbuddet blev pålagt, tages påstanden om ubetinget frakendelse af førerretten til følge som nedenfor bestemt, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 8, jf. § 128, stk. 1.
Retten finder ikke, at den lange sagsbehandlingstid udgør tilstrækkeligt grundlag for at gøre frakendelsen betinget eller for at fastsætte en kortere frakendelsestid. Sagsomkostninger Henset til det oven for anførte om sagsbehandlingstiden skal sagsomkostningerne for byretten betales af statskassen.
Thi kendes for ret
: Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i et tidsrum af 6 måneder fra endelig dom. Statskassen skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 13. afdelings
DOM
(landsdommerne Bodil Dalgaard Hammer, Berit Holmelund og Morten Chjeffer Rasmussen (kst.). Dato: 23. maj 2025 Rettens sagsnr.: S-2882-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født april 1998, (advokat Arvid Andersen, besk.) Dom afsagt af Københavns Byret den 10. oktober 2023 (1-862/2021) er anket af Tiltalte med endelig påstand om formildelse således, at frakendelsen af førerretten gøres betinget.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Personlige oplysninger Tiltalte er udover det af byretten anførte også straffet ved Københavns Byrets dom af 26. september 2023 for overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 1, med bøde (klipværdi 1) og Københavns Byrets dom af 10. oktober 2023 for overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, og § 21, stk. 1, med bøde (klipværdi 1).
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret bl.a., at han arbejder som projektleder i et entreprisefirma, hvor han har været ansat siden 2023. Hans arbejde som byggeleder indebærer blandt andet, at han kører rundt til byggepladserne og besigtiger byggearbejdet. Han kører ca. 1.000 km om ugen, og han vil ikke kunne beholde sit job, hvis han bliver frakendt førerretten. Han bor i Espergærde med sin forlovede.
Han har ingen børn.
Landsrettens begrundelse og resultat
Tiltalte har for landsretten gjort gældende, at førerretten alene skal frakendes betinget, navnlig som følge af lang sagsbehandlingstid. Lang sagsbehandlingstid udgør som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt grundlag for at gøre frakendelse af førerretten betinget efter færdselslovens § 126, stk. 2, eller i medfør af princippet i dagældende straffelovs § 82, nr. 13, og § 83, 2. pkt., jf. bl.a. UfR 2012.2316 H.
Efter omstændighederne kan en ualmindelig lang sagsbehandlingstid, der ikke skyldes tiltaltes forhold, dog helt undtagelsesvis føre til, at en frakendelse, der som udgangspunkt skal gøres ubetinget, gøres betinget, jf. UfR 2020.3527 V.
Efter en samlet vurdering af sagens karakter og forløb og henset til, at forholdene er begået inden 3 år efter et meddelt kørselsforbud, finder landsretten, at der hverken på baggrund af sagsbehandlingstiden eller tiltaltes personlige forhold, herunder hans arbejdsmæssige forhold, foreligger sådanne særligt formildende omstændigheder, at der er grundlag for at gøre frakendelsen af førerretten betinget.
Landsretten stadfæster derfor dommen i det omfang, den er anket.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
