Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2023.05.08Ø

OL-2023-Ø-00031

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
08-05-2023
Sagsemne
strafskærpelse -nedsættelse og -bortfald, ulovligt arbejde
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2023.05.08Ø Retten på Frederiksbergs

DOM

Dato: 5. april 2022 Rettens sagsnr.: 8844/2021 Politiets sagsnr.: 0900-84137-00071-19 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1971 Anklageskrift er modtaget den 2. september 2021. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5, ved i perioden fra den 19. januar 2018 til den 24. februar 2019, dog ikke i månederne juli og september 2018, på Adresse1 og Adresse2 på Frederiksberg at have beskæftiget Person med rengøring, selvom denne, som er statsborger i Filippinerne og havde opholdstilladelse som au-pair hos en anden værtsfamilie, ikke var i besiddelse af den fornødne arbejdstilladelse.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bødestraf på 40.000 kr. Tiltalte har erkendt sig skyldig og nedlagt påstand om rettens mildeste dom, herunder at bøden fastsættes til et beløb betydeligt under 40.000 kr.

Sagens oplysninger

Tiltalte har til retsbogen afgivet følgende forklaring: "Tiltalte forklarede, at hun kunne erkende de faktiske forhold i sagen, herunder at Person gjorde rent hos hende ca. 20 gange spredt over 12 måneder. Der var i de 12 måneder, hvor hun fik gjort rent, tale om rengøring ca. hver anden eller hver tredje uge og måske lidt ekstra rengøring i forbindelse med en flytning.

Hun var kommet i kontakt med Person igennem en kollega. Hun blev efterfølgende kontaktet af Person, og de aftalte en ad hoc-rengøringsordning. Hun var ikke til stede under rengøringen, men forlod sit hjem, når hun havde lukket Person ind. Hun så et pas fra Person, som hun mener var filippinsk, og hun spurgte, hvor Person boede i Danmark, hvorefter hun fik at vide, at Person var au-pair i Danmark.

De kommunikerede sammen på engelsk for Person kunne ikke dansk. Hun spurgte ikke nærmere ind til, i hvilket omfang Person havde fornøden arbejdstilladelse. Hun betalte kontant for rengøringsarbejdet, og Person fik ca. 130-150 kr. i timen for arbejdet, og hver rengøring varede ca. 2 timer.

Hun var ikke klar over, hvor mange gange, hun havde fået gjort rent, indtil hun fik et opkald fra politiet i april 2019, hvorefter hun undersøgte det nærmere, hvor mange gange Person havde været der. I forbindelse med den sidste rengøring i februar 2019 fik tiltalte at vide af Person, at hun skulle tilbage til Filippinerne for at læse jura, og at hendes ophold i Danmark derfor ville ophøre.

Tiltalte så ikke Person efter februar 2019. Hun hørte igen til Person, da politiet ringede hende op i april 2019. Hun blev chokeret over, at hun blev sigtet af politiet, og at Person var blevet varetægtsfængslet. Næste gang, hun havde kontakt til politiet om sagen, var i august 2019, hvor hun blev afhørt i Birkerød eller Holte.

Hun fik noget overraskende til afhøringen at vide af politiet, at Person slet ikke havde været au-pair i den sidste del af rengøringsperioden hos hende, og at Person også havde arbejdet for yderligere 10-15 familier." Der har været fremlagt dele af udskrift af retsbogen fra retsmøde fra den 27. april 2019 i Retten i Lyngby.

Derudover har der været fremlagt information vedrørende tidspunkt for sigtelse og afhøring af Tiltalte samt den beskikkede forsvarers breve til Københavns Politi og Politiets Administrative Center af 5. januar 2021. Tiltalte er ikke tidligere straffet. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun har boet og opvokset i udlandet, og at hun nu har boet i Danmark i ca. 11 år.

Hun bor alene med sine to børn, da hun er blevet skilt. Hun har ikke meget forstand på au-pair reglerne. Hendes økonomiske forhold var i en lang periode dårlige, fordi hun var uden job. Hun har været på dagpenge, men nu er hun i job igen, så hendes økonomiske forhold er blevet forbedret.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig i den rejste tiltale, idet hun har erkendt ved simpel uagtsomhed at have overtrådt udlændingelovens § 59, stk. 5. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at Tiltalte er skyldig i den rejse tiltale. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bødestraf på 40.000 kr.

Det følger bl.a. af Højesterets dom gengivet i U.2010.549H, at en bøde for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5, kan nedsættes, hvis der er tale om et begrænset antal timer, og hvis en bødefastsættelse i en sådan situation på grundlag af antallet af måneder ville føre til en uforholdsmæssig høj bødestraf.

Henset til at Tiltalte alene har fået gjort rent få gange om måneden, og at rengøringen har fundet sted over et længere forløb på tolv måneder, finder retten, at der i forhold til situationen i ovennævnte højesteretsdom foreligger yderligere formildende omstændigheder, som gør, at der er grundlag for at fravige udgangspunktet om en bøde på 40.000 kr.

Da sagen herudover ikke kan anses for afgjort inden for rimelig tid, hvilket ikke kan tilskrives tiltaltes forhold, finder retten, at bødestraffen skal nedsættes yderligere. Bøden findes herefter passende at kunne fastsættes til 20.000 kr. Tiltalte Tiltalte straffes derfor med en bøde på 20.000 kr. for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5. Forvandlingsstraffen er fængsel i 14 dage.

Thi kendes for ret

: Tiltalte skal betale en bøde på 20.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 14 dage. Sagens omkostninger betales af Tiltalte og statskassen med halvdelen hver. :::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 5. afdelings

DOM

(landsdommerne Mette Koue (kst.), Kåre Mønsted og Ole Græsbøll Olesen). Dato: 8. maj 2023 Rettens sagsnr.: S-1055-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1971, (advokat Gunnar Homann, besk.) Retten på Frederiksbergs dom af 5. april 2022 (8844/2021) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse, således at bøden udmåles til 40.000 kr. Tiltalte, Tiltalte, har påstået stadfæstelse.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter forarbejderne til udlændingelovens § 59, stk. 5, skal bødestraffen som udgangspunkt fastsættes til 10.000 kr. pr. påbegyndt måned svarende til 120.000 kr. i den konkrete sag. I overensstemmelse med Højesterets dom af 25. november 2019 gengivet i U2010.549H skal der i denne sag under hensyn til det meget begrænsede ugentlige timeantal ske nedsættelse af bøden til 40.000 kr.

Spørgsmålet er herefter, om der skal ske yderligere nedsættelse af bøden som følge af lang sagsbehandlingstid. Tiltalte blev oprindelig sigtet den 17. april 2019, og hun blev afhørt den 28. august 2019, hvor hun erkendte sig skyldig i sigtelsen.

Der blev fremsendt bødeforlæg på 40.000 kr. den 11. december 2020, og tiltalte anmodede den 5. januar 2021 om indbringelse af sagen for retten for så vidt angår bødens størrelse. Anklageskrift blev herefter modtaget af byretten den 2. september 2021. Landsretten finder, at der under hensyn til denne sagsbehandlingstid, der ikke kan tilskrives tiltaltes forhold, bør ske yderligere nedsættelse af bøden med 10.000 kr.

Bøden fastsættes herefter til 30.000 kr. med forvandlingsstraf som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ændres, således at tiltalte straffes med en bøde på 30.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 14 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2023.05.08Ø · UfR: U.2023.3720
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/ffc106b0-5e3e-4a8b-ae60-6b91437cfe07