BS-45328/2020-HJR

Et muligt krav på erstatning var ikke forældet på tidspunktet for anmeldelsen til Patienterstatningen A pådrog sig den 3. januar 2013 en skade i venstre ben. Han blev i den forbindelse behandlet på hospitalet, hvor man vurderede, at der var mistanke om fibersprængning. Han fik smertebehandling, og det blev anbefalet, at han skulle holde sig i ro 4-5 dage. Efterfølgende konsulterede A adskillige gange sundhedspersoner på grund af fortsatte gener som følge af skaden. Frem til slutningen af maj 2013 konsulterede han sin egen læge, der fortsatte behandlingen med smertestillende medicin og henviste ham til fysioterapi. Han blev derefter henvist til videre undersøgelse hos speciallæge, hvor en MR-scanning i juli 2013 viste en seneoverrivning, der kunne forklare hans symptomer. Speciallægen blev i den forbindelse bekendt med, at A’s gener muligvis kunne have været mindsket, hvis han var blevet opereret på et tidligere tidspunkt. A blev i marts 2014 henvist til en anden speciallæge. Det var i sagen et centralt spørgsmål, om A i forbindelse med konsultationerne hos speciallægerne fik eller burde havde fået kendskab til, at der kunne være grundlag for et krav om patientskadeerstatning som følge af den sene diagnosticering. A anmeldte den 22. maj 2017 skaden til Patienterstatningen, der afviste sagen på grund af forældelse, da kravet var anmeldt mere end 3 år efter, at han havde eller burde have fået kendskab til skaden. Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede afgørelsen. Sagen angik for Højesteret, om der var indtrådt forældelse ved anmeldelsen den 22. maj 2017. Højesteret anførte med henvisning til tidligere højesteretspraksis, at forældelsesfristen for patientskader regnes fra det tidspunkt, hvor den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab ikke alene til selve skaden, men også til at denne kunne være forårsaget af behandlingen eller muligvis kunne være undgået ved en anden behandling og dermed til, at der kan være grundlag for et krav om erstatning. Højesteret kom herefter frem til, at A ikke før den 22. maj 2014 (3 år før anmeldelsen) havde eller burde have haft kendskab til omstændigheder, der kunne give grundlag for krav på erstatning i anledning af behandlingen i 2013. Der var derfor ikke indtrådt forældelse ved anmeldelsen den 22. maj 2017. Landsretten var kommet til samme resultat.