489/2007

Sommerhus ikke anset for omstødelig gave A, der sad i uskiftet bo, overdrog sit sommerhus til sin afdøde mands nevø B pr. 1. maj 2004. A døde i 2005. Den nærmere undersøgelse af boets formueforhold viste, at sommerhuset indgik i fællesboet. A´s barnebarn og boet på vegne af to døtre krævede gaven omstødt som misbrug af rådighed over uskiftet bo og anlagde sag mod gavemodtager med påstand om tilbageskødning af sommerhuset. Det var i sagen ubestridt, at sommerhuset indgik i det uskiftede bo, og at den ydede gave stod i misforhold til det uskiftede bos formue. Under sagen for Højesteret var det ubestridt, at B personligt hverken vidste eller burde have vidst, at sommerhuset indgik i det uskiftede bo. For Højesteret gjorde sagsøgerne gældende, at B´s advokat C burde have vidst dette. Højesteret afviste anken fra A´s barnebarn, der ikke var livsarving og ikke blev ikke anset for at være påtaleberettiget efter den dagældende arvelovs § 22. Højesteret lagde efter bevisførelsen til grund, at A og A´s familie var af den opfattelse, at A´s formue i det væsentlige bestod af særeje efter hendes far, og at sommerhuset indgik i særejet. Højesteret lagde endvidere til grund, at advokat C modtog disse oplysninger. Højesteret fandt, at advokat C var berettiget til at gå ud fra, at de modtagne oplysninger var rigtige, og at han på baggrund af den opgave, han havde fået, ikke havde pligt til at foretage yderligere undersøgelser. Højesteret lagde i den forbindelse til grund, at det ikke uden en undersøgelse som den, der blev gennemført ved skiftet af boet efter A´s død, ville være blevet klarlagt, at arven efter A´s far indgik i det uskiftede bo. Højesteret havde herefter ikke anledning til at tage stilling til, om C ikke alene var advokat for A, men også for B, og om der i så fald måtte være grundlag for at henføre fejl begået af C til B. Landsretten var nået til samme resultat.