AM2013.11.19Ø

Sl621008- SDY

UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

DOM

Afsagt den 19. november 2013 af Østre Landsrets l. afdeling (landsdommerne OlafTingleff, Jan Uffe Rasmussen og Betina Juul Heldmann (kst.) med domsmænd). l. afd. nr. S-1621-13: Anklagemyndigheden mod T (cpr.nr. JM.t ~e:~ber \qg3 (advokat Steen Petersen, besk.) Glostrup Rets dom af 21. maj 2013 ( 15-3506/2013) er anket af anklagemyndigheden med endelig påstand om domfældelse efter anklageskriftet.

Tiltalte har påstået stadfæstelse. De for byretten af tiltalte og vidnet V afgime forklaring er dokumenteret; for sidstnævntes vedkommende i medfør af retsplejelovens § 923. Tiltalte har for landsretten om sine personlige forhold forklaret, at han fortsat er strafafsoner.

Supplerende sagsfremstilling

Afgørelsen af 4. september 2012 om, at tiltalte ikendes strafcelle på 5 dage, er ikke påkla­ get til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

-2- Supplerende om retsgrundlaget Det følger af artikel 6, stk. l, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at enhver har ret til en retfærdig rettergang for en uafhængig domstol, når der skal træffes afgørelse angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse.

Artikel 50 i den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder har følgende ordlyd: "Ret til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lovover­ trædelse Ingen skal i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken han/hun allerede er blevet endeligt frikendt el­ ler domfældt i en af Unionens medlemsstater i overensstemmelse med lovgiv­ ningen." Schengenkonventionens artikel 54 har følgende ordlyd: "En person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en kontraherende part, kan ikke retsforfølges af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den døm­ mende kontraherende parts lovgivning" Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 67, stk. l, nr. 7, kan disciplinærstrafikendes afinstitutio­ nens leder eller den, der bemyndiges dertil, hvis en indsatte overtræder en regel, der er fastsat af justitsministeren, når det i reglen er bestemt, at overtrædelsen kan medføre di­ ciplinærstraf.

Det fremgår af genstandsbekendtgørelsens § 35, stk. 2, at en indsat kan iken­ des disciplinærstrafved overtrædelse af§ 2, stk. l, nr. l l, om at indsatte ikke må være i besiddelse af mobiltelefoner. Som disciplinærstraf kan, jf. straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. l, anvendes advarsel, bøde og strafcellen.

Efter§ 68, stk. 2, nr. 7, kan strafcelle blandt andet anvendes ved grove eller ofte gentagne forseelser. l henhold til straffuldbyrdelseslovens § 70, stk. l, fastsættes varigheden af strafcelle som disciplinærstrafunder hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 4 uger. Ifølge § 70, stk. 2, anbringes en indsat, der er ikendt strafcelle, i særlig afdeling eller

-3- eget opholdsrum eller i et arresthus. Under anbringelsen er den indsatte udelukket fra fæl­ lesskab i institutionen. Udståelse af strafcelle afbryder ikke strafudståelsen, og tiden i strafcellen medregnes i straffetiden. Ved beregningen heraffradrages dog den tid, den indsatte uforskyldt måtte være blevet anbragt i strafcelle, jf. straffuldbyrdelseslovens § 18, stk. 3.

Der er i dicipli­ nærstrafbekendtgørelsen fastsat nærmere regler om udståelse af strafcelle i §§ 2-3 samt om behandlingen af disciplinærsager i §§5-9. Af Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 5 fra Retsudvalget vedrørende lovforslag nr.

L 20 l, der senere blev vedtaget som lov nr. 527 af 6. juni 2007, fremgår om lovforsla­ gets forhold til artikel 4 i Tillægsprotokol nr. 7 til Den Europæiske Menneskerettigheds­ konvention blandt andet: "l den af Europarådet udarbejdede forklarende rapport til den 7. tillægsprotokol er det anført, at artikel 4 ikke er til hinder for, at der både kan rejses en straffe­ sag og en disciplinærsag mod en person for samme forhold.

Pkt. 32 i den for­ klarende rapport har følgende ordlyd: "32.

Article 4, since it only applies to trial and convietion o f a person in criminal proceedings, does not prevent him from being made subject, for the aet, to action o f different character (for example, disciplinary action in the case o f an official) as well as to criminal proceedings." På baggrund heraffinder Justitsministeriet, at man kan anvende både discipli­ nærretlig og strafferetlig sanktion for den samme lovovertrædelse uden at krænke forbuddet mod dobbeltstraf (ne bis in idem-princippet).

Om spørgs­ målet om, hvorvidt en disciplinærsag kan have karakter af en straffesag i kon­ ventionens forstand, henvises til det nedenfor anførte . . . . Efter praksis skal der ved vurderingen af, om en disciplinærsag over for ind­ satte anses for en straffesag om fattet af artikel 6, bl.a. lægges vægt på intensite­ ten af den sanktion, som den pågældende risikerer at pådrage sig, jf.

Engel m.fl. mod Holland, dom af 8. juni 1976, præmis 82.

Med hensyn til intensiteten af den sanktion, som den indsatte risikerer at på­ drage sig, fremgår det af lovforslagets punkt 3.1.3, at indsatte i de lukkede fængsler, som findes i besiddelse af en mobiltelefon, i dag normalt bliver ikendt en disciplinærstraf på 5 dages ubetinget strafcelle, og hvis den indsatte på ny bliver fimdet i besiddelse af en mobiltelefon inden for de næste 6 må­ neder, ikendes vedkommende efter praksis normalt en disciplinærstraf på 7 da­ ges ubetinget strafcelle.

Det bemærkes i den forbindelse, at i Pelle mod Frankrig, Menneskerettigheds­ kommissionens afgørelse af l O. oktober 1986, fandt Menneskerettighedskom-

-4- missionen, at artikel 6 ikke var anvendelig i forhold til en afgørelse om iken­ delse af 12 dage i strafcelle, da der ikke var tale om nogen yderligere friheds­ berøvelse, men snarere en skærpelse af afsoningsformen.

Den samme betragt­ ning er lagt til grund af Menneskerettighedskommissionen i X mod Schweiz, afgørelse af9. maj 1977, hvor kommissionen fandt, at en disciplinærstraf på 5 dages isolation og inddragelse af alle udgangstilladelser for den resterende del (i det konkrete tilfælde nogle måneder) af en afsoning ikke udgjorde nogen yderligere frihedsberøvelse og derfor ikke var af særligt indgribende karakter.

På den baggrund er det Justitsministeriets vurdering, af afgørelser om discipli­ nærstraf for ulovlig besiddelse af mobiltelefon mv. ikke vil være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 6 i EMRK, og allerede af den grund vil den fo­ reslåede ordning derfor ikke være i strid med artikel 6." Af Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 7 fra Retsudvalget vedrørende samme lovforslag fremgår blandt andet: "Efter praksis skal der ved vurderingen af, om en disciplinærsag over for ind­ satte anses for en straffesag omfattet af EMRK artikel 6, bl.a. lægges vægt på intensiteten af den sanktion, som den pågældende risikerer at pådrage sig.

Det­ te er et af de tre kriterier, som første gang blev fastlagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Engel m.fl. mod Holland, dom af 8. juni 1976. De tre kriterier er siden blevet anvendt generelt ved afgrænsningen af, hvad der skal forstås ved "anklage for en forbrydelse" og dermed ved afgørel­ sen om, hvorvidt en disciplinærsag skal behandles som en straffesag omfattet af EMRK artikel 6.

Der er tale om følgende kriterier: l. Om de regler, der påstås at være overtrådt, efter det nationale system henregnes til strafferetten eller et disciplinærsystem. 2. Overtrædelsens karakter. 3.

Intensiteten af den sanktion, som den pågældende risikerer at pådrage sig. [Der er] for så vidt angår disciplinærforfølgning for uretmæssig besiddelse af en mobiltelefon efter Justitsministeriets opfattelse ikke ... tvivl om, at en sådan sag skal kategoriseres som en disciplinærsag i henhold til dansk ret- også efter den foreslåede ændring af straffeloven måtte være trådt i kraft - og at vurde­ ringen af overtrædelsens karakter ikke kan føre til et andet resultat.

Med hensyn til det andet kriterium lægges der vægt på anvendelsesområdet for de pågældende nationale bestemmelser og formålet med sanktionen. Reglerne i straffuldbyrdelsesloven og genstandsbekendtgørelsen retter sig kun mod en af­ grænset personkreds, nemlig indsatte i fængsler mv., og anvendelsesområdet er derfor begrænset.

Det fremgår af pkt. 3.3. i lovforslaget, at forslaget om at kri­ minalisere uretmæssig besiddelse af mobiltelefoner mv. i kriminalforsorgens institutioner udmønter en konkret anbefaling fra Direktoratet for Kriminalfor­ sorgens arbejdsgruppe om sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner.

Det er endvidere beskrevet i pkt. 3.4.1 i lovforslaget, at mobiltelefoner kan være med til at gøre det nemmere for indsatte at planlægge bl.a. undvigelse fra fængsler

-5- og arresthuse samt at begå ny kriminalitet, herunder narkokriminalitet, inden for kriminalforsorgens institutioner. Formålet med at indlede en disciplinærsag mod en indsat, der uretmæssigt besidder en mobiltelefon i et fængsel, er derfor at varetage vigtige sikkerhedsmæssige og præventive hensyn.

På den baggrund vil en sådan disciplinærsag efter Justitsministeriets opfattelse også efter det an­ det Engel-kriterium skulle behandles som en disciplinærsag og ikke som en straffesag. Hvad angår intensiteten af den sanktion, som den indsatte risikerer at pådrage sig, henvises til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål 5 tillovforslag nr. 201. .. "

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten tiltræder, at tiltalte af de grunde der er anført i dommen, er fundet skyldig efter anklageskriftet.

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. blandt andet dom af l O. februar 2009 i sagen Zolotukhin mod Rusland ( Klagesag nr. 14939/03 ), at der ved vurderingen af, om en administrativ ikendt sanktion kan anses som en afgørelse i en straf­ fesag efter Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. l, og i artikel 4 i Tillægsproto­ kol nr. 7's forstand, skal der lægges væbrt på de såkaldte "Engel-kriterier" (jf. dom af 8. juni 1976 i sagen Engel m.fl. mod Holland).

Disse kriterier er for det første, hvorledes de bestemmelser, der udgør grundlaget for sank­ tionen, er klassificeret i det nationale retssystem, for det andet karakteren af den omhand­ lede forseelse, herunder navnlig om den pågældende forskrift retter sig mod alle eller kun mod bestemte grupper, og for det tredje karakteren og intensiteten af den sanktion, der er mulighed for at ikende, herunder om der er mulighed for ikendelse af frihedsstraf.

Det følger udtrykkeligt af straffuldbyrdelseslovens § 67 og § 70, at strafcelle i dansk ret har karakter af en disciplinærstraf.

Bestemmelserne i genstandsbekendtgørelsen om forbud mod mobiltelefoner varetager navnlig sikkerhedsmæssige og præventive hensyn i fængslerne, og de disciplinærretlige sanktioner i straffuldbyrdelselsloven ved overtrædelse af forbuddet er alene rettet mod per­ soner, der aktuelt er indsat i en fæ ngselsinstitution til afsoning af en frihedsstraf.

-6- Der har ikke under den administrative proces været mulighed for ikendelse af yderligere frihedsstraf. Ved ikendelse af strafcelle bliver den allerede idømte fængselsstrafikke for­ længet, da udståelse af strafcelle ikke afbryder selve strafudståelsen, og da tiden i strafcel­ len medregnes i straffetiden. Ikendelse af strafcelle indebærer således alene en skærpelse af afsoningsvilkårene i en kortere periode.

Landsretten finder på den baggrund, at den disciplinære sanktion i form af fem dages straf­ celle, som tiltalte blev pålagt ved afgørelsen af 4. september 2012, ikke kan anses for straf, jf. artikel4 i Tillægsprotokol nr. 7.

Uanset at den disciplinære forfølgning vedrørte samme faktiske forhold, som den tiltale for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4, som er til påkendelse under denne sag, er der derfor ikke grundlag for at frifinde for straf under hen­ visning til princippet om forbud mod dobbeltstraf.

Artikel 50 i den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder og princippet i artikel 54 i Schengenkonventionen kan ikke føre til et andet resultat, og tiltalte kan således idømmes straf for overtrædelsen. Straffen fastsættes efter straffelovens § 124, stk. 4, til fængsel i l O dage. Der er ved straf­ fastsættelsen taget hensyn til, at der er tale om et andengangstil fælde. I øvri~:,Jt stadfæstes dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod tiltalte straffes med fængsel i l O dage. T Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten. (Sign.) ændres, således at han Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsret, den Z-Z/t\-t~ Maria Jenser. Kontorfuldmægttf

• t• . Retten i Glostrup Udskrift af dombogen

DOM

afsagt den 21. maj 20 13 Rettens nr. 15-3506/2013 Politiets nr. 0700-70338-00117-12 Anklagemyndigheden mod T cpr-nummer ~t ckc:.~~ \4~3 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 8. april 2013. T er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 124. stk. 4. ved den 4. september 2012 kl. 15.00 som indsat i Statsfængsel uberettiget at have været i besiddelse af en Nokia mobiltelefon samt et sim­ kort.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf. Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af en mobiltelefon og et sim­ kort i medfør af straffelovens § 75, stk. 2. Tiltalte har nægtet sig skyldig, idet han dels nægter at have været i besid­ delse af mobiltelefon og sim-kort, dels subsidiært gør gældende, at han ud fra princippet ne bis in idem ikke bør straffes, idet han i anledning af det samme forhold administrativt efter straffuldbyrdelsesloven blev ikendt straf­ celle. Tiltalte har ingen bemærkninger til konfiskationspåstanden, idet det ikke er hans effekter.

Sagens oplysninger

Tiltalte forklarede i retsmøde den 5. februar 2013 med henblik på sagen eventuelle fremme efter retsplejelovens § 831, at han ikke kender noget til forholdet. Han er blevet idømt strafcelle for noget med en telefon, men der er ikke blevet fimdet en telefon på ham. Man har bare påstået, at telefonen var hans.

' ! Tiltalte blev foreholdt, at han efter de foreliggende oplysninger skulle være fundet i besiddelse af telefonen i træningslokalet, hvortil han forklarede, at dette ikke er korrekt. Hvis han havde haft en telefon, ville han ikke have gi­ vet den til vagten. Under hovedforhandlingen har tiltalte vedstået denne forklaring, men ikke ønsket at besvare supplerende spørgsmål.

Fængselsbetjent V har forklaret, at han den pågældende dag skulle ned i fitnesslokalet og hente tiltalte. Da han kom ind i lokalet, var der kun tiltalte til stede. Tiltalte stod med en mobiltelefon i hånden. Vidnet bad ham om at aflevere mobiltelefonen. Efter en kort diskussion fik vidnet mobiltelefonen.

Tiltalte er tidligere straffet for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4 ved dom af 8. februar 2011 med fængsel i l O dage for to tilfælde af besiddelse af mobiltelefon med mere, dom af 22. december 2011, der tillige omfattede trusler efter straffelovens § 266, med fængsel i 3 måneder, der for så vidt angik § 124, stk. 4, var en til­ lægsstraf, jf. straffelovens § 89, til dommen af 8. februar 2011.

Af forhørsprotokol fra Statsfængslet i fremgår, at der den 4. september 2012 blev afholdt forhør i anledning af fundet af mobiltelefonen. Under overskriften " bevisbedømmelse" er anført, at det jf. rapport vedlagt mobiltelefon og simkort findes godtgjort, at indsatte var i besiddelse af dis­ se.

Under overskriften " Afgørelse og grundlag" er anført: "Afgørelsen er truffet efter straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 7, jf. gen­ standsbekendtgorelsens § 35, stk. 2, jf. § 2, stk. l, nr. Il, mobiltelefon, tråd­ los telefon, personsøger og lignende. Det bestemmes, at den indsatte ikendes 5 dages strafcelle for det disciplinæ­ re forhold.

Strafcellen er ikendt i medfor af straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. l, og stk. 2, jf. § 70. Der er ved udmålingen af strafcelle lagt vægt på overtrædelsens art og omfang ...... Øvrig afgørelse: Indsatte politianmeldes for besiddelse af mobiltelefon og simkort under afsoning." Det ikendte strafcelleophold er gennemført. side 2

Rettens begrundelse

og afgørelse Bevisvurderingen: Efter den forklaring, som fængselsbetienten har afgivet, er det bevist, at til­ talte var i besiddelse af mobiltelefonen med simkortet og således er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4. Spørgsmålet om ne bis in idem: Ne bis in idem, det vil sige, at en person ikke må straffes mere end en gang for samme forbrydelse, er et grundlæggende retsprincip.

Artikel 4, stk. l, i tillægsprotokol nr. 7 til Den Europæiske Menneskerettig­ hedskonvention, der blev ratificeret af Danmark den 18. august 1988, og trådte i kraft den l. november 1988 lyder som følger: "Under en og samme stats jurisdiktion skal ingen i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dommes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i overensstemmelse med denne stats lovgivning og strafferetspleje." Den Europæiske Menneskercttigl_ledsdomstol har fastslået, at ne bis in idem er et fundamentalt princip og har udtalt, at artikel 4 i tillægsprotokollen er garantien herfor.

Domstolen har i sagen Engel m .fl. mod Nederlandene opstillet nogle kriterier, siden i adskillige afgørelser refereret til som Engelkriterieme, der skal overvejes ved vurderingen af, om der er tale om dobbeltstraf i strid med princippet om ne bis in idem. Engelkriterierne er i dom af 10. februar 2009 i sagen Zolotukhin v.

Russia gengivet således: "The Court's established case-law sets out three criteria, commonly known as the "Engel criteria" (see Engelaud Others, cited above), to be considered in determining whether or not there was a "criminal charge".

The ftrst eriterion is the legal classiftcation of the offence under national law, the sccond is the very nature of the offence and the third is the degree of severity of the penalty that the person concerned risks incurring." Det er således afgørende, om der er tale om samme faktiske omstændighe­ der, og om disse omstændigheder kan karakteriseres som en forbrydelse -" criminal charge".

Straffelovens § 124. stk. 4 blev indført ved lov nr. 527 i 2007 og lyder som følger: "Den der i et arresthus eller lukket fængsel som anholdt eller fængslet uret­ mæssigt besidder en mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr, straffes med bode eller fængsel indtil 6 måneder. På samm e m åde straffes bcsogende og andre udefrakomm ende, som uretmæ ssigt medtager en mobil- side 3

telefon eller lignende kommunikationsudstyr i et arresthus eller lukket fængsel." Samtidig med indførelsen af§ 124, stk. 4, blev i straffuldbyrdelsesloven j§ 36. stk. 4 bestemt: "En indsat har ikke ret til at medtage, besidde og råde over mobiltelefon og lignende kommunikationsudstyr i institutionen, medmindre dette er foreneligt med ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.

Justitsministeren fastsætter regler om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr i institutionen." l bekendtgørelse om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande m.v. og penge i kriminalforsorgens institutioner, nugæl­ dende bekendtgørelse nr. 1046 af 4. november 2009, er fastsat regler om blandt andet mobiltelefoner og lignende, og det er med hjemmel i straffuld­ byrdelseslovens § 67, nr. 7, bestemt, at overtrædelse af disse bestemmelser kan medføre disciplinærstraf efter straffuldbyrdelsesloven. l lovforslaget tillov nr. 527 af 2007, lovforslag nr. 201 af 28. marts 2007, anfører Justitsministeriet om den foreslåede bestemmelse blandt andet, "3.1.3. l stedet for strafansvar kan der over for indsatte, som findes i uretmæssig besiddelse af en mobiltelefon, computer mv., reageres med disciplinærstraf i fonn af strafcelle, jf. straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 7, og § 68, stk. 2, nr. 7, jf. genstandsbekendtgorelsen § 35, stk. 2, jf. § 2, stk. l, nr.

Il og 15. Det samme gælder for indsatte i de lukkede fængsler og arresthuse, der findes i uretmæssig besiddelse af fjernsyn, spillekonsoller og lignende. Indsatte i de lukkede fængsler, som findes i besiddelse af en mobiltelefon, bliver i dag normalt ikendt en disciplinærstraf på 5 dages ubetinget straf­ celle.

Bliver den indsatte på ny fundet i besiddelse af en mobiltelefon inden for de næste 6 måneder, ikendes vedkommende efter praksis normalt en disciplinærstraf på 7 dages ubetinget strafcelle. Indsatte i de åbne fængsler, som findes i besiddelse af en mobiltelefon, bliver i dag normalt ikendt en bode som disciplinærstraf. l gentagelsestilfæl­ de vil boden blive forhojet.

Udover ikendelse af henholdsvis strafcelle og en bode vil telefonen normalt blive konfiskeret i medfør afstraffuldbyrdelseslovens § 73. Indsatte i arresthusene, som findes i besiddelse af en mobiltelefon, bliver i dag normalt ikendt en disciplinærstraf på 7 dages ubetinget strafcelle.

Bliver den pågældende på ny fundet i besiddelse af en mobiltelefon, ikendes vedkommende efter praksis en disciplinærstraf på op til 14 dages ubetinget strafcelle Navnlig præventive hensyn taler for, at der - ved siden af et strafansvar - skal være mulighed for hurtigt at kunne reagere med disciplinærstraf over side 4

side 5 for indsatte i tilfælde af besiddelse af mobiltelefoner og lignende kommuni­ kationsudstyr. Justitsministeriet finder derfor, at der fortsat - ved siden af straf for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 124, stk. 4-skal kunne ikendes disciplinærstraf som hidtil, jf. pkt. 3.1.2 ovenfor.

På den baggrund er der ved fastsættelsen af det angivne strafniveau taget hensyn til, at vedkommende for samme besiddelse af en mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr eller forsog herpå ofte kan være ikendt en disciplinærstraf, jf. straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 7. En ikendt discipli­ nærstraf skal således ikke indebære en fravigelse af det forudsatte strafni­ veau i nedadgående retning.

Overtrædes et forbud mod besiddelse af mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr, vil dette i ovrigt kunne få betydning for sporgsmålet om nægtelse af udgang mv., udelukkelse fra fællesskab og provelosladelsc." l sagen her kan det lægges til grund, at både fængslets afgørelse og den straf­ feretlige tiltale vedrører det helt identiske faktum, at en indsat i et lukket fængsel har besiddet en mobiltelefon.

Det må endvidere konstateres, at sagens behandling i fængselssystemet og den sanktion, som tiltalte der blev underlagt, efter sin art er af strafferetlig karakter.

Straffuldbyrdelseslovens kapitel Il anvender strafferetlig terminologi og er opbygget ganske som straffeloven med for eksempel mulighed for betinget strafcelle og med bestemmelsen i § 70 om, at varighed af strafcelle skal tastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang.

Som det blandt andet fremgår af Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget bag straffelovens § 124, stk. 4, ses reglerne ikke umiddelbart motiveret af noget behov for øjeblikkelig disciplinær indgriben af sikker­ hedshensyn eller for opretholdelse af ro og orden, men primært udfra overordnet præventive virkning.

Det må også konstateres, at strafcelle ikke er en ganske ubetydelig straf, jf. det tredje Engelkriterie.

Retten finder, at i tilfælde, hvor en forseelse er selvstændigt kriminaliseret gennem en lovbestemmelse og forfolges ved en straffesag, er det være i strid med forbuddet mod dobbeltstraf, hvis fængselssystemet sanktionerer den samme forseelse med disciplinærstraf efter straffuldbyrdelsesloven isterlet for at foretage politianmeldelse og overlade sanktioneringen til det alminde­ lige strafferetlige system.

Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget om, at der ved det foreslåe­ de strafniveau skulle være taget hensyn til den disciplinærstraf, der "ofte kan være ikendt", ses ikke at kunne føre til et andet resultat.

Da der i det foreliggende tilfælde allerede er ikendt og afsonet strafcelle, tin­ der retten, at der ikke bør idømmes yderligere straf efter straffeloven. Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Thi kendes for ret

: Tiltalte frifindes for straf. En mobiltelefon og et sim-kort konfiskeres. Statskassen skal betale sagens omkostninger. Katrine B. B . Eriksen dommer Udskri~s rigtighed bekræftes. Retten i tostrup, den 24. maj 2013 i Karimy'JJ~ondy kontof:.(~gtig side 6