50453/2024

Sagen angik, om der på grund af et barns selvstændige tilknytning til Danmark var grundlag for at give opholdstilladelse til ham og den øvrige familie I april 2011 indrejste A og B i Danmark. A var meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold efter den såkaldte greencardordning, og B var meddelt en tilsvarende opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle. A og B fik i september 2011 sønnen C. Efter forældrenes ansøgning fik C i oktober 2013 opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. Familiens opholdstilladelser udløb i juli 2018, og familien bestod på dette tidspunkt af forældrene, C og hans tre yngre søskende. Familien ansøgte flere gange om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvorefter der efter ansøgning kan gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingen er under 18 år, hensynet til barnets tarv, taler derfor. I ansøgningerne anførte familien navnlig, at C havde opnået en sådan stærk tilknytning til Danmark, at han havde krav på opholdstilladelse, hvilket den øvrige familie som konsekvens heraf også havde. Udlændingestyrelsen meddelte familien afslag på opholdstilladelse, hvilket Udlændingenævnet stadfæstede. Sagen for Højesteret angik, om Udlændingenævnets afgørelse skulle ophæves. Højesteret udtalte, at udlændingelovens § 9 c, stk. 1, indebærer, at der efter en helt konkret vurdering i ganske særlige tilfælde kan meddeles opholdstilladelse. Højesteret fandt, at denne adgang efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder ikke var begrænset til tilfælde, hvor meddelelse af opholdstilladelse er en nødvendig følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. I forhold til den konkrete sag udtalte Højesterets flertal bl.a., at Udlændingenævnet i sin vurdering af, om der forelå ganske særlige grunde, havde inddraget børnenes konkrete tilknytning til Danmark, herunder overvejelser om betydningen af at have opholdt sig her i landet i nogle af de formative år. Nævnet havde også lagt vægt på, at forældrenes opholdsgrundlag havde været henholdsvis greencardordningen og som medfølgende ægtefælle til en greencardindehaver, og at der således ikke kunne være nogen forventning om at kunne fortsætte familielivet i Danmark, hvis A ikke længere var tilknyttet arbejdsmarkedet. Desuden havde nævnet i sin vurdering inddraget familiens stærke og langvarige tilknytning til hjemlandet Nigeria og børnenes mulighed for at tilpasse sig livet der, og at familien kunne udrejse samlet hertil. Endvidere havde nævnet vurderet, om et afslag på opholdstilladelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Højesterets flertal udtalte herefter, at der ikke fandtes grundlag for at tilsidesætte Udlændingenævnets vurdering, hvorefter der ikke på grund af sønnen C’s selvstændige tilknytning til Danmark var grundlag for at give opholdstilladelse til ham og den øvrige familie i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at det ikke var godtgjort, at nævnets afgørelse var i strid med en fast administrativ praksis vedrørende en situation som den foreliggende. Højesterets flertal tiltrådte – med henvisning til, at nævnet havde inddraget betydningen af, at et barn har opholdt sig her i landet i formative år – at der ikke var grundlag for at fastslå, at Udlændingenævnets afgørelse udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesterets flertal frifandt på den baggrund Udlændingenævnet. Landsretten var nået til samme resultat.