Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2024.01.08V

OL-2024-V-00001

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
08-01-2024
Sagsemne
voldtægt af barn u. 15 år /§ 216, stk. 2, 2. pkt.
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2024.01.08V Retten i Esbjergs

DOM

Dato: 5. september 2023 Rettens sagsnr.: 99-2552/2023 Politiets sagsnr.: 3300-72306-00012-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 2000 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 2. juni 2023.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt., voldtægt, ved i perioden fra ultimo januar 2023 til den 19. februar 2023, på ukendte tidspunkter, på Adresse, i By, som 22-årig, at have haft samleje med et barn under 15 år, idet tiltalte havde samleje 5-8 gange med Forurettede, født den 22. september 2008. 2. straffelovens § 244, stk. 1, vold, ved den 19. februar 2023, ca. kl. 00.00, på Adresse., i By, at have slået Forurettede to gange i ansigtet med knyttet hånd, ligesom tiltalte førte hendes hoved hårdt ned i et bord.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængsel i 8-9 måneder. Tiltalte har erkendt, at han i den pågældende perioden havde fem samlejer med Forurettede, som han vidste var under 15 år, og nægtet sig skyldig i forhold 2. Forurettede har påstået, at tiltalte skal betale 125.000 kr. i godtgørelse for tort. Tiltalte har bestridt erstatningspligten og kravets størrelse.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne Vidne1, Vidne2 og Vidne3. Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Der er afspillet video fra videoafhøringen af Forurettede og vist billede af rødt mærke på hendes kind. Der er endvidere dokumenteret fra sms-beskeder mellem tiltalte og Forurettede.

Det fremgår, at Forurettede henvendte sig den 19. februar 2023 på Esbjerg Sygehus med mistanke om hjernerystelse. Tiltalte er ikke straffet af betydning for sagen. Af personundersøgelse af 27. juni 2023 fremgår blandt andet: "Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte ikke er egnet til at udføre samfundstjeneste.

Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte ikke er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen." Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han har arbejdet som … siden 2020. Han arbejder nu seks dage om ugen. Tidligere arbejdede han syv dage om ugen, men det blev for meget. Det er rigtigt, at han ryger lidt hash. Det gør han for at kunne sove.

Han har kæreste. De har været kærester i ca. 3 måneder. Det er rigtigt, at han tidligere har afsonet med fodlænke, hvor han havde enkelte vilkårsovertrædelser. Det var for et færdselsforhold. Han er åben for at deltage i behandling mod misbrug af euforiserende stoffer.

Rettens begrundelse

og afgørelse Skyldsspørgsmålet: Forhold 1 For voldtægt straffes efter straffelovens § 216, stk. 2, den, som har samleje med et barn under 12 år. På samme måde straffes den, som er fyldt 22 år og har samleje med et barn under 15 år. Tiltalte har erkendt, at han i den pågældende periode havde fem samlejer med Forurettede, som han vidste var under 15 år.

Herefter og efter den afspillede video med forklaring fra Forurettede, hvilken forklaring har fremstået troværdig, sikker og detaljeret, og som understøttes af forklaringerne fra af vidnerne Vidne1 og Vidne3, er det bevist, at tiltalte på ikke nærmere fastlagte tidspunkter fra ultimo januar 2023 til den 19. februar 2023 på Adresse, i By, som 22-årig, har haft i alt fem samlejer med et barn på under 15 år.

Det er ikke med den fornødne sikkerhed bevist, at der har været samlejer herudover. Tiltalte er herved skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt. Forhold 2 Tiltalte har nægtet sig skyldig og afvist, at han har slået Forurettede eller ført hendes hoved ned i et bord.

Efter forklaringen afgivet af forurettede, hvilken forklaring har fremstået troværdig, sikker og detaljeret, og som understøttes af forklaringerne fra vidnerne Vidne1, Vidne2 og Vidne3, de lægelige oplysninger, sms-beskeder og foto af rødt mærke på kind, findes det bevist uden for enhver rimelig tvivl, at tiltalte er skyldig i at have begået vold i overensstemmelse med den rejste tiltale. Tiltalte er derfor skyldig.

Straffastsættelse: Straffen fastsættes til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt., og § 244, stk. 1. Der er ikke grundlag for at gøre straffen hel eller delvis betinget, herunder heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Retten har i skærpende retning lagt vægt på kriminalitetens art og omfang og tiltaltes personlige forhold.

I formildende retning på tiltaltes unge alder, og at voldtægterne ikke er opnået ved brug af fysisk eller psykisk overlegenhed, men af lyst fra begges sider. Erstatning: Efter retsformandens bestemmelse tages påstanden om godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, jf. stk. 1, delvis til følge, som nedenfor bestemt. Ved udmålingen er der taget hensyn til samme forhold, som nævnt ovenfor.

Beløbet forrentes efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 6 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage til advokat Jesper Gad, CVR. nr. 34890404, betale 30.000 kr. Beløbet forrentes efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1. :::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 10. afdelings

DOM

(dommerne Mogens Heinsen, Claus Rohde og Linda Hebo Lange (kst.) med domsmænd) Dato: 8. januar 2024 Rettens sagsnr.: S–1859–23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 2000, (advokat Finn Andersen, Esbjerg) Retten i Esbjerg har den 5. september 2023 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 99-2552/2023).

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Tiltalte, Tiltalte, har påstået frifindelse i sagens forhold 2 og formildelse. Forurettede har påstået dommens afgørelse om godtgørelse på 30.000 kr. stadfæstet. Tiltalte har bestridt kravet størrelsesmæssigt. Supplerende oplysninger Der blev afspillet videoafhøring af Forurettede.

Forklaringer Tiltalte og vidnerne Vidne1, Vidne2 og Vidne3 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Tiltalte har vedrørende forhold 2 supplerende forklaret, at han og Forurettede mødtes til en nytårsfest. Forurettede kontaktede ham efterfølgende og lagde op til sex. De talte ikke om, hvorvidt de sås med andre. De sås sidste gang den 19. februar 2023.

Forurettede havde spurgt, om hun måtte tage hjem til ham, og om hun kunne overnatte hos ham, da Forurettede ville til noget Begivenhed. Forurettede lå i sengen og skrev med Vidne3. Person1 kom op på TikTok, og Forurettede blev sur over, at han sagde, at Person1 er dejlig. Forurettede begyndte efterfølgende at pakke sine ting. Hun gik ind i ham, da hun gik forbi ham i lejlighedens smalle gang.

Hun kunne sagtens være gået forbi ham. Hun faldt ikke. Da hun var ude af lejligheden, råbte Forurettede et eller andet efter ham. Forurettede virkede meget jaloux. I soveværelset var der et bøjlestativ, som er lavet af plastik. I gangen var der også et bøjlestativ placeret op ad væggen. I stuen var der en sofa og et bord, som er et trebenet bord fra Ikea. Der er nok ca. 3 meter til bordet fra soveværelset.

Forurettede hentede sin taske i stuen. Han var ikke selv i stuen. Han stod ikke i gangen for at forhindre Forurettede i at forlade lejligheden, men kun for at se, om hun virkelig ville gå. Forurettede gav ham en skulder, da hun gik forbi. Hun kunne godt være gået forbi ham. Han gjorde ingenting, og han sagde heller ikke noget. Han har erkendt forhold 1, men han har ikke begået vold, og derfor har han anket forhold 2.

Han har om sine personlige forhold forklaret, at han ryger 5-10 joints, ikke 5-10 gram hash. Han ryger ikke hver dag. Han ryger mest på fridage og i weekender. Hans arbejde om … er uændret siden personundersøgelsen. Han har stadig den samme kæreste. Der er ingen ændringer i hans bopælsforhold. Han er åben for at deltage i behandling mod misbrug af euforiserende stoffer.

Vidne1 har supplerende forklaret, at Forurettedes betingelse for at tage på skadestuen var, at hun ikke behøvede at fortælle skadestuen sandheden om, hvad der var sket. Hun sagde på skadestuen, at hun og Person2 havde tumlet rundt for sjov. Forurettede var utryg ved at inddrage politiet. Hans indtryk var, at Forurettede havde været udsat for vold, som hun forklarede ham. Han har ingen grund til ikke at tro på hende.

Det er rigtigt, at han til politiet har været i tvivl om, hvorvidt skaderne var sket ved skub eller slag. Han husker ikke, hvilken af Forurettedes kinder, der var hævet. Ud fra billedet må det have været højre kind. Han hentede Forurettede hos Vidne3s mor. Forurettede fortalte den dag allerede i telefonen, at hun var blevet slået. Han opfordrede samme dag Forurettede til at melde forholdet til politiet.

Han kontaktede plejekonsulenten, som han er forpligtet til. Forurettede meldte selv forholdet til politiet. Politiet kontaktede ham. Han vidste ikke på forhånd, at Forurettede ville melde forholdet til politiet. Vidne2 har supplerende forklaret, at Forurettede havde ringet til Vidne3 og fortalt, at tiltalte havde slået Forurettede. Vidne3 spurgte derfor, om de kunne hente Forurettede.

Forurettede virkede bange og meget ked af det, da hun blev hentet. Forurettede var lidt rød på kinden. Hun mener, at det var højre kind. Det så ikke så voldsomt ud. Hun var derfor i tvivl, om Forurettede havde fået to knytnæveslag i ansigtet. Hun husker ikke i dag, om Forurettede i bilen fortalte, at hun var blevet slået.

Der er rigtigt, at hun til politiet har forklaret, at Forurettede i bilen forklarede, at tiltalte havde slået hende og banket hendes hoved ned i et bord. Vidne3 har supplerende forklaret, at hun ikke kender tiltalte. Hun har kun mødt ham en enkelt gang. Forurettede virkede meget ked af det, da hun ringede til vidnet. Forurettede fortalte, at tiltalte havde slået hende, og at hun var slået ned i et bord.

Forurettede forklarede ikke, om tiltalte slog med flad eller knyttet hånd. Hun taler ikke længere med Forurettede. De stoppede nok med at tale sammen ca. et par måneder efter episoden. De har ikke talt sammen siden. Hun og Forurettede var til Begivenhed. Klokken var nok ca. 22-23. Der var ikke sket noget på byturen. Hun og hendes mor hentede Forurettede på stationen. Forurettede var lidt rød på en af kinderne.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skyldsspørgsmålet Vidne1, Vidne2 og Vidne3 har også for landsretten afgivet sikre og troværdige forklaringer, som understøtter Forurettedes forklaring om, at tiltalte har udsat hende for vold som beskrevet i tiltalen. Herefter og af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at tiltalte er fundet skyldig i forhold 2 som sket. Straffastsættelse Straffen forhøjes til fængsel i 9 måneder.

Landsretten har i skærpende retning lagt vægt på kriminalitetens karakter og omfang. Landsretten har desuden lagt vægt på, at det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt. (lovforslag nr. 78 af 10. november 2021), at straffen skal forhøjes med en tredjedel i forhold til det hidtidige strafniveau efter straffelovens § 222, stk. 1.

Landsretten har i formildende retning lagt vægt på, at samlejerne er sket frivilligt fra begge parters side, og på tiltaltes og Forurettedes alder. Efter forholdets karakter og tiltaltes forhold tiltrædes det, at der ikke grundlag for at gøre straffen eller nogen del heraf betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

De juridiske dommere tiltræder dommens afgørelse om godtgørelse, således at tiltalte til Forurettede skal betale en godtgørelse på 30.000 kr. Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 9 måneder. Godtgørelsen skal betales inden 14 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2024.01.08V · UfR: U.2024.1436 og TfK: TfK2024.32
T desuden dømt for et tilfælde af vold. Landsretten lagde ved strafudmålingen vægt på kriminalitetens art og omfang. Landsretten lagde endvidere vægt på, at det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt. (lovforslag nr. 78 af 10. november 2021), at straffen skal forhøjes med en tredjedel i forhold til det hidtidige strafniveau efter straffelovens § 222, stk. 1. Landsretten lagde i formildende retning lagt vægt på, at samlejerne var sket frivilligt fra begge parters side, samt parternes alder.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/b6d08d0b-4354-4c73-aaab-f3b898b0240b