AM2025.05.22Ø

AM2025.05.22Ø Københavns Byrets

KENDELSE

Dato: 24. januar 2025 Rettens sagsnr.: 2-19397/2024 Politiets sagsnr.: 0100-84130-01371-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født januar 2000 og Tiltalte2, født juni 1996 Sagens baggrund og parternes påstande Ved Østre Landsrets dom af 6. april 2022 blev Tiltalte1 og Tiltalte2 udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.

Anklagemyndigheden har i medfør af udlændingelovens § 50 b ved brev af 21. oktober 2024 indbragt spørgsmålet om, hvorvidt udvisning skal opretholdes. Anklagemyndigheden har påstået, at bestemmelsen om udvisning opretholdes for begge de domfældte. Tiltalte1 og Tiltalte2 har påstået bestemmelsen om udvisning ophævet.

Forklaringer Der er under sagen afgivet forklaring af domfældte Tiltalte1 og Tiltalte2. [FORKLARINGER UDELADT] Oplysningerne i sagen Det fremgår af sagen, at Tiltalte1 ved Østre Landsrets dom af 6. april 2022 blev idømt fængsel i 11 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., samt § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 21.

Af Københavns Byrets dom af 27. januar 2021 fremgår følgende vedrørende Tiltalte1 blandt andet: "... Tiltalte Tiltalte1 har ikke afgivet forklaring om sine personlige forhold. Der er vedrørende tiltalte udarbejdet rapport af 16. november 2020 om § 26 afhøring. Heraf fremgår: "... Ad udlændingens tilknytning til det danske samfund 1.

Varigheden af udlændingens samlede (lovlige og ulovlige) ophold i landet Tiltalte1 er født i Litauen. Han kom til Danmark i 2001 sammen med sin mor Person1 og bror Tiltalte2. Person1 … Tiltalte2, ... Tiltalte1 flyttede i perioden 2016-2018 til Sverige sammen med sin mor. De boede på adresserne Asresse1 Västre Hamnen (Det var måske nr. 2) og Vej i Limhamn. De boede ca. et år på hver adresse.

Efter/i 2018 flyttede han retur til Danmark. 2. Varighed af tidligere frihedsberøvelse i Danmark Det er første gang han har siddet i fængsel. 3. Integration i det danske samfund og i andre medlemsstater Tiltalte1 taler udelukkende dansk, og har kun danske venner og omgangskreds. Han har gået i dansk skole. Han taler ikke Litauisk, ud over "Hej" og "farvel" og lign. 4.

Opvækst, skolegang og uddannelsesforløb Tiltalte1 gik i almindelig dansk folkeskole til og med 9. klasse. Han afsluttede dette i 2015. Han tog 1. år på STX efter folkeskolen. Dette stoppede han med og gik videre på HF på henholdsvis Frederiksberg og Åmarken. 5. Arbejde i Danmark og andre medlemsstater Tiltalte1 har arbejdet som telesælger ved Callcenter på Frederiksberg i 2015-2016.

Han har været udbringer ved Restaurant fra 2016-2018. Dette var mens han gik på HF, og boede i Sverige. 6. Fagbevægelse Tiltalte1 har ikke været medlem af nogen. 7. Skriftlige/mundtlige danskkundskaber Tiltalte1 taler og skriver naturligt dansk. 8. Aktiv deltagelse i foreningsliv Tiltalte1 har spillet fodbold i Fodboldklub1 fra ca. 2013-2015. Han spillede ligeledes i Fodboldklub2 fra ca. 2015-2016 (ca. 1,5 år).

Han dyrkede Thaiboksning i … i ca. 10 år frem til 2013. Han har været i flere ungdomsklubber gennem sin opvækst. Ad udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold 1. Alder 20 år 2. Helbredstilstand herunder misbrug af euforiserende stoffer Tiltalte1 har altid været sund og rask. Efter sin varetægtsfængsling, har han oplevet problemer med sin lever, og haft vejrtrækningsproblemer.

Han har været til læge med dette, og er under udredning herfor. Han har haft et misbrug af hash og alkohol. Siden varetægtsfængslingen, har han fortsat haft adgang til hash, og han har drukket alkohol en enkelt gang. Han har meldt sig til behandling gennem kriminalforsorgen ved noget der hedder "Projekt over muren". Dette skete i februar 2020. 3.

Sygdom som ikke kan behandles i hjemlandet Tiltalte1 har fortsat ingen diagnose. Derfor vides dette ikke. Tiltalte1 gav sit mundtlige samtykke til at politiet kan indhente lægeerklæring på ham. Ad udlændingens tilknytning til herboende personer 1. Ægteskab/registreret partnerskab Tiltalte1 er ugift. 2. Fast samlivsforhold/kæreste Han har en kæreste som bor i Sverige.

De har været sammen fra omkring årsskiftet 2018/2019. De boede sammen i Tiltalte1's mors lejlighed i Danmark, men ingen af dem havde registreret deres bopæl dertil. 3. Børn Ingen børn. 4. Forældre, øvrig familie og omgangskreds her i landet Tiltalte1 har kun sin mor og bror i Danmark. Ad udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære slægtninge 1.

Ægtefælles/registreret partner/mindreårige børns tilknytning til Danmark Tiltalte1's kæreste arbejder på et plejehjem i Sverige. Hun har ingen relationer til Danmark. 2. Vil ægtefælle mv. følge med til hjemlandet i tilfælde af udvisning og er der årsager til at de vil have særligt vanskeligt at følge udviste til hjemlandet Tiltalte1's kæreste agter ikke at flytte til Litauen.

Ad udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet 1. Har udlændingen opretholdt kontakten til familien i hjemlandet Tiltalte1 kender ikke sin far eller dennes familie. Han har ingen kontakt til familien på moderens side af familien. Moderen har ikke nogen kontakt heller til sin familie. Tiltalte1 fik for noget tid siden, en venneanmodning på Facebook fra en fætter.

Han accepterede, men har aldrig talt eller skrevet med ham, ligesom han ikke kender noget til ham. 2. Har udlændingen et nationalitetspas eller mulighed for at få et udstedt Tiltalte1 har litauisk pas. Han havde det i bilen i forbindelse med anholdelsen. 3. Aftjening af værnepligt i hjemlandet Nej 4. Oplysninger om udlændingens eller pårørendes ejendom i hjemlandet Tiltalte1 har ikke kendskab til noget. 5.

Oplysninger om udlændingens skriftlige og mundtlige kundskaber Tiltalte1 taler ikke Litauisk. Han kan dog sige et par fraser som goddag og farvel. Dette var dog så dårligt at han tvivlede på at nogen ville forstå ham. …” … Der er dokumenteret udtalelse om udvisningsspørgsmålet i sagen mod Tiltalte1 afgivet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) den 19. november 2020.

Heraf fremgår: "… Opholdsgrundlag og længde Den 15. april 2002 blev pågældende tilmeldt Det Centrale Personregister (CPR). Den 1. maj 2002 blev vedkommende meddelt opholdstilladelse som familiesammenført barn, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1 nr. 3. Pågældendes mor blev den 15. februar 2001 meddelt opholdstilladelse som familiesammenført til herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

Den 21. april 2004 fik hun udstedt bevis for tidsubegrænset opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Tiltalte1s opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, blev senest forlænget den 3. maj 2004 med gyldighed til den 20. januar 2018.

SIRI skal hertil bemærke, at han som EU-borger kunne have fået afledt ret som familiemedlem til sin mor, da hun den 21. april 2004 fik tidsubegrænset opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ved opslag i CPR fremgår, at pågældendes mor er registreret som udrejst til Sverige pr. 14. oktober 2015. Dette ændrer ikke på pågældendes opholdsret i Danmark som EU-borger.

Længden af Tiltalte1s lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 15. april 2002, hvor den pågældende blev tilmeldt i CPR, jf. herved udlændingelovens § 27, stk. 1, og Tiltalte1s har således haft lovligt ophold i Danmark i ca. 18 år og 6 måneder, jf. udlændingelovens § 27.

Efter udlændingelovens § 27, stk. 5, medregnes ikke den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf, i perioden beregnet efter udlændingelovens § 27, stk. 1.

Tiltalte1 har således når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes haft lovligt ophold i Danmark i ca. 17 år og 6 måneder. SIRI skal hertil bemærke, at pågældende som følge af længden af sit ophold i landet, umiddelbart har opnået ret til tidsubegrænset ophold efter EU-reglerne i Danmark. Dette uanset, at pågældende ikke har indgivet ansøgning herom.

Dette uanset, at pågældende efter det oplyst har haft bopæl i Sverige i perioden fra 2016-2018. ..." ... ”… Udvisning ... De overtrædelser af blandt andet straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., og § 192, stk. 1, nr. 1, som Tiltalte1 ved denne dom er fundet skyldig i, udgør en reel, umiddelbar og alvorlig trussel, der berører grundlæggende samfundsinteresser.

Henset til Tiltalte1s unge alder sammenholdt med hans begrænsede forstraffe. finder retten imidlertid ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Tiltalte1 vil være tilbøjelig til fortsat at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en trussel af den nævnte karakter.

Retten finder derfor ikke, at der foreligger et sådant ekstraordinært tilfælde, at udvisning af Tiltalte1 kan anses for bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed. jf. opholdsdirektivets artikel 28. stk. 3, litra a.

Som følge heraf frifindes Tiltalte1 for påstanden om udvisning og meddeles i stedet advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b. ..." Af Østre Landsrets dom fremgår følgende om udvisningsspørgsmålet vedrørende Tiltalte1: "...

Tiltalte Tiltalte1 er ved denne dom ligeledes fundet skyldig i meget alvorlige strafbare forhold, herunder for at være bagmand i omfattende organiseret handel med kokain og for besiddelse af skydevåben.

Kriminaliteten er begået over en meget kort periode, hvor tiltalte kun var 19 år gammel, og pistolerne i forhold 4, der blev besiddet i en ukendt periode, må anses for besiddet i tilknytning til den omfattende organiserede narkotikahandel, som tiltalte er dømt for.

Denne tiltalte har ikke stiftet familie, og grovheden og omfanget af hans aktuelle kriminalitet samt hans begrænsede tilknytning til det danske arbejdsmarked taler med stor vægt for udvisning af ham. Tiltalte har en stærk tilknytning til Danmark, hvor han har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom, men boede dog i Sverige fra 2016 til 2018 sammen med sin mor, og han har en svensk kæreste.

Han flyttede tilbage til Danmark i 2018 og har siden den 16. november 2019 været varetægtsfængslet. Efter en samlet vurdering finder retten herefter, at de hensyn, der taler for udvisning af denne tiltalte, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning af ham.

Retten bemærker herved, at denne tiltalte uanset sin svage tilknytning til Litauen må anses for at have gode forudsætninger for at tale eller lære litauisk, og for at integrere sig i det litauiske samfund, hvor også hans storebror og mor må antages at tage ophold.

De strafbare forhold, denne tiltalte er dømt for, udgør en reel, umiddelbar og alvorlig trussel der berører grundlæggende samfundsinteresser, jf. opholdsdirektivets artikel 27.

Det er efter oplysningerne om tiltaltes ophold i Sverige tvivlsomt, om tiltalte er omfattet af opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, hvorefter der ikke må træffes en udsendelsesafgørelse i forhold til en unionsborger, der har haft ophold i værtsmedlemsstaten i de ti forudgående år, medmindre afgørelsen er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed som fastlagt af medlemsstaten.

Selv om dette måtte være tilfældet, er der efter karakteren, omfanget og grovheden af den begåede kriminalitet sammenholdt med tiltaltes personlige forhold dog tilstrækkeligt grundlag for at antage, at denne tiltalte også fremover vil være tilbøjelig til at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en alvorlig trussel, som berører grundlæggende samfundsinteresser, og at der foreligger et sådant ekstraordinært tilfælde, at det er bydende nødvendigt at udvise ham af hensyn til den offentlige sikkerhed.

Udvisning af denne tiltalte for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, må således anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge offentlig orden og sikkerhed, jf.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, og opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, og påstanden herom tages derfor til følge. ..." Ved kendelse af 9. januar 2024 bestemte Københavns Byret i medfør af udlændingelovens § 50, at udvisning af Tiltalte1 skulle opretholdes. Af Københavns Byrets kendelse fremgår følgende: "...

Domfældtes stærke tilknytning til Danmark og hans svage tilknytning til Litauen indgik i grundlaget for Østre Landsrets dom.

Den omstændighed, at domfældtes mor, der efter det oplyste selv er udvist fra Danmark og nu er bosiddende i Norge, efter domfældtes forklaring ikke ønsker at bosætte sig i Litauen, angiveligt fordi hun er truet som følge af sin egen straffesag, kan ikke anses for at være en sådan væsentlig ændring i domfældtes personlige forhold, der kan begrunde en ophævelse af udvisningen.

Retten lægger til grund, at domfældte fortsat er kæreste med en svensk statsborger, som nu er bosiddende i Stockholm. Retten lægger ligeledes til grund, at domfældtes kæreste nu er gravid. Retten finder imidlertid ikke, at der derved er grundlag for at ophæve bestemmelsen om udvisning. Retten har herved lagt afgørende vægt på, at barnet er undfanget under domfældtes afsoning og således efter afgørelsen om udvisning.

Retten bemærker endvidere, at domfældte har tilkendegivet, at han forestiller sig at tage ophold i Sverige sammen med sin kæreste efter sin løsladelse. Det kan ikke føre til et andet resultat, at domfældtes kæreste efter det oplyste har stor familie i Danmark, og at hun ønsker at studere i Danmark.

Herefter, og da der endvidere ikke med oplysningerne om, at domfældte skal udredes for autisme kan anses for at være indtrådt væsentlige ændringer hvad angår hans helbredsmæssige forhold, tages begæringen om ophævelse af bestemmelsen om udvisning ikke til følge, ligesom retten ikke finder, at der er grundlag for at ændre varigheden af det meddelte indrejseforbud. ..." Kendelsen om opretholdelse af udvisningen vedrørende Tiltalte1 blev stadfæstet af Østre Landsret den 30. august 2024.

Af Østre Landsrets kendelse af 30. august 2024 fremgår følgende: ..." Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at de nu foreliggende oplysninger om, at Tiltalte1s mor er bosiddende i Norge, at han fortsat mangler at blive udredt for autisme, og at hans kæreste er gravid, ikke udgør sådanne væsentlige ændringer i hans forhold siden landsrettens dom af 6. april 2022, at der er grundlag for at ophæve udvisningen.

Landsretten stadfæster derfor byrettens kendelse. ..." Kriminalforsorgen, Center for Straffuldbyrdelse, har i brev af 7. november 2023 anført, at de litauiske myndigheden den 31. januar 2023 har truffet afgørelse om, at domfældte Tiltalte1 kan overføres til fortsat afsoning i Litauen. Overførselssagen blev som følge af domfældtes ansøgning om asyl sat i bero.

Den 9. oktober 2023 blev domfældte af Flygtningenævnet meddelt endeligt afslag på asyl. Kriminalforsorgen har som følge heraf genoptaget sagen om overførsel til Litauen og har truffet endelig beslutning om, at domfældte skal overføres til fortsat afsoning i Litauen og har orienteret de litauiske myndigheder herom.

Det fremgår af sagen, at Tiltalte2 ved Østre Landsrets dom af 6. april 2022 blev idømt fængsel i 9 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., samt § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 21. Af Københavns Byrets dom af 27. januar 2021 fremgår følgende blandt andet vedrørende Tiltalte2: "... Tiltalte Tiltalte2 har ikke afgivet forklaring om sine personlige forhold.

Der er vedrørende tiltalte udarbejdet rapport af 2. juni 2020 om afhøring i henhold til udlændingelovens § 26. Afhøringen blev foretaget til brug for en straffesag mod tiltalte, der blev afgjort ved Frederiksberg Rets dom af 3. juli 2020. Af rapporten fremgår: "... Afhørte forklarede indledningsvist, at han var født i Litauen d. 30. juni 1996. Afhørte kom til Danmark i 2000 som 5 årig, og har boet her lige siden.

Forespurgt hvorvidt og i så fald hvor ofte afhørte havde været på besøg i Litauen, forklarede afhørte, at han ikke på noget tidspunkt havde været retur i Litauen på besøg. Afhørte havde ingen familie eller andre relationer i Litauen. Familiemæssige forhold mv. Person1 var afhørtes moder, som han havde boet hos i hele sin opvækst.

Forespurgt om afhørtes forhold til sin moder forklarede afhørte, at han havde et rigtigt godt forhold til sin mor. Afhørte havde haft en god opvækst hvor han altid var blevet støttet i og opfordret til at tage en uddannelse og holde sig beskæftiget. Person2 var afhørtes far, men afhørte havde ingen kontakt til ham hvilket havde været gældende i det meste af hans opvækst.

Person2 var oprindeligt fra Kosovo, men var ligeledes bosiddende i Danmark. Forespurgt om afhørte havde søskende forklarede afhørte at han havde en lillebror Tiltalte1 samt 2 halvsøskende, Person4 og Person5. Afhørte var ikke bekendt med hvorvidt hans halvsøskende havde deres fars eller mors efternavn. ... Afhørte forklarede, at han var kærester med Person3, som han havde været kæreste med i 3 år.

De havde ansøgt om at blive gift sidste år, men de havde ikke fundet en endelig dato for brylluppet endnu. Person3 var på nuværende tidspunkt gravid med afhørtes barn, men afhørte var dog ikke bekendt med præcis hvor langt hun var henne. Afhørte vidste dog at hun skulle nedkomme om ca. 5 måneder. Afhørte havde ingen øvrige børn. ...

Forespurgt om afhørtes relation til Litauen forklarede afhørte, at han ingen relationer havde og ikke kendte nogen i Litauen. Forespurgt om afhørte kunne tale litauisk og hvilket niveau det var på forklarede han, at han kunne tale gebrokkent litauisk på børnehaveniveau. Afhørte kunne ikke læse og forstå litauisk.

Forespurgt hvornår afhørte havde lært litauisk forklarede han, at da han flyttede til Danmark som 5 årig snakkede han litauisk, men da de altid talte dansk derhjemme havde han ikke holdt det ved lige. ... Forespurgt til hvilken uddannelse afhørte havde, forklarede han, at 2,5 årig HF. Afhørte havde taget flere enkeltfag hvorfor at længden på HF uddannelsen var ud over de almindelige to år.

Forinden afhørte havde læst HF havde afhørte startet på en autolakør uddannelse som dog ej var færdiggjort, ligesom at afhørte havde gennemført grundforløbet på mureruddannelsen. Disse to uddannelser havde afhørte dog ikke kunne gennemføre grundet fysiske skavanker i form af rygproblemer samt et skævt bækken. ...

Helbredsmæssige forhold Afhørte forklarede, at han pt. afventede en mental undersøgelse som blev udfærdiget af Person6 speciallæge ved region hovedstaden. Det var konstateret at afhørte havde lidt af en depression og der var ligeledes mistanke om at han led af skizofreni. ..." ...

Der er dokumenteret udtalelse om udvisningsspørgsmålet i sagen mod Tiltalte2 afgivet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) den 9. november 2020. Heraf fremgår: "… Opholdsgrundlag og længde Den 15. april 2002 blev pågældende tilmeldt Det Centrale Personregister (CPR).

Den 1. maj 2002 fik pågældende opholdstilladelse efter daværende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 3, som familiesammenført barn til sin herboende forælder, som senest blev forlænget indtil 30. juni 2014. Den 1. september 2014 fik pågældende udstedt bevis for tidsubegrænset opholdsret i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

Længden af Tiltalte2s lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 1. maj 2002, hvor den pågældende fik opholdstilladelse i Danmark, jf. herved udlændingelovens § 27, stk. 1.

Efter udlændingelovens § 27, stk. 5, medregnes ikke den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf, i perioden beregnet efter udlændingelovens § 27, stk. 1.

Tiltalte2 har således – når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes – haft lovligt ophold i Danmark i ca. 16 år og 7 måneder. ..." ”… Udvisning ... Tiltalte2 er ved denne dom fundet skyldig i meget alvorlige strafbare forhold, herunder for at være bagmand i omfattende organiseret handel med kokain og for besiddelse af skydevåben.

De strafbare forhold, han er dømt for, udgør en reel, umiddelbar og alvorlig trussel, der berører grundlæggende samfundsinteresser.

Henset til hans forstraffe, det meget hurtige recidiv fra hans afsoning af sin seneste dom til den kriminalitet, han nu er dømt for, og til hans personlige forhold i øvrigt, finder retten, at der er sådanne konkrete grunde til at antage, at Tiltalte2 også frem over vil være tilbøjelig til at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en alvorlig trussel, som berører grundlæggende samfundsinteresser, at udvisning af ham er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed.

Grovheden og omfanget af Tiltalte2s aktuelle kriminalitet, hans tidligere domme og hans begrænsede tilknytning til det danske arbejdsmarked taler med stor vægt for udvisning af ham, og det kan ikke føre til andet resultat, at hans mor og lillebror er i Danmark, og at han efter det oplyste har valgt at indgå ægteskab og undfange et barn, efter at han var blevet bekendt med påstanden om, at han skal udvises.

Uanset at Tiltalte2 har en stærk tilknytning til Danmark, hvor han har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom, finder retten således efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af ham, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning af ham.

Retten bemærker herved, at Tiltalte2 uanset sin svage familiemæssige tilknytning til Litauen må anses for at have gode forudsætninger for at tale eller lære litauisk, og for at integrere sig i det litauiske samfund. ..." Af Østre Landsrets dom af 6. april 2022 fremgår følgende om udvisningsspørgsmålet vedrørende Tiltalte2: "...

Tiltalte Tiltalte2s mor er nu ved dom udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig, og hans lillebror, medtiltalte Tiltalte1, udvises ligeledes ved denne dom, jf. nedenfor, af Danmark med indrejseforbud for bestandig. De pågældende befinder sig således ikke længere opholdsmæssigt lovligt i Danmark.

Det må ved udvisningsvurderingen endvidere indgå, at pistolerne i forhold 4, der blev besiddet i en ukendt periode, må anses for besiddet i tilknytning til den omfattende organiserede narkotikahandel, som tiltalte er dømt for.

Herefter, og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at der foreligger et sådant ekstraordinært tilfælde, at det er bydende nødvendigt at udvise denne tiltalte for bestandig som sket.

Det bemærkes herved, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8 efter det anførte ikke vil være til hinder for en sådan udvisning. ..." Ved kendelse af 23. februar 2024 bestemte Københavns Byret i medfør af udlændingelovens § 50, at udvisning af Tiltalte2 skulle opretholdes. Kendelsen blev stadfæstet af Østre Landsret den 30. august 2024.

Af Østre Landsrets kendelse af 30. august 2024 fremgår følgende: "... Sagen angår, om bestemmelsen om udvisning af Tiltalte2 i landsrettens dom af 6. april 2022 skal ophæves som følge af de nu foreliggende oplysninger om bl.a., at han har to børn i Danmark, og at han skal afsone den resterende del af sin dom i Litauen, jf. udlændingelovens § 50, jf. § 26.

Landsretten tiltræder, at den omstændighed, at Tiltalte2 nu har to børn i Danmark, udgør en væsentlig ændring i hans personlige forhold. Det må endvidere lægges til grund, at det vil være forbundet med visse udfordringer for Tiltalte2s kæreste, hvis hun og børnene skal besøge ham under afsoningen i Litauen.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, herunder den for landsretten fremlagte rapport fra Europarådets Torturkomité (CPT) om adgangen til besøg, videomøder og telefonopkald under afsoning i Litauen, sammenholdt med de forhold, der indgik ved vurderingen af udvisningsspørgsmålet i landsrettens dom af 6. april 2022, herunder oplysningerne om grovheden af den begåede våben og narkotikakriminalitet, tiltræder landsretten, at der ikke er indtrådt så væsentlige ændringer i Tiltalte2s forhold, at der er grundlag for at ophæve udvisningen.

Landsretten stadfæster derfor byrettens kendelse. ..." Kriminalforsorgen, Center for Straffuldbyrdelse, har i brev af 7. november 2023 anført, at de litauiske myndigheden den 19. januar 2023 har truffet afgørelse om, at domfældte Tiltalte2 kan overføres til fortsat afsoning i Litauen. Overførselssagen blev som følge af domfældtes ansøgning om asyl sat i bero.

Den 9. oktober 2023 blev domfældte af Flygtningenævnet meddelt endeligt afslag på asyl. Kriminalforsorgen har som følge heraf genoptaget sagen om overførsel til Litauen og har truffet endelig beslutning om, at domfældte skal overføres til fortsat afsoning i Litauen og har orienteret de litauiske myndigheder herom.

Det er af den beskikkede forsvarer oplyst, at domfældte ved Københavns Byret har anlagt et civilt søgsmål mod Kriminalforsorgen vedrørende afgørelsen om overførsel til afsoning i Litauen, og at sagsanlægget ikke er tillagt opsættende virkning eller er berammet endnu.

Rettens begrundelse

og afgørelse Ved Østre Landsrets dom af 6. april 2022 blev Tiltalte1 og Tiltalte2 udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Udsendelse af de domfældte er fortsat ikke iværksat, og der er således gået mere end to år efter afgørelsen om udvisning. Retten lægger på baggrund af oplysningerne fra Kriminalforsorgen til grund, at en overførsel af begge de domfældte til afsoning i Litauen er nært forestående.

Retten bemærker hertil, at domfældte Tiltalte2s sagsanlæg vedrørende Kriminalforsorgens afgørelse om overførsel til Litauen til fortsat afsoning ikke er tillagt opsættende virkning. Retten skal på den baggrund tage stilling til, hvorvidt udvisningen skal opretholdes, herunder spørgsmålet om indrejseforbuddets varighed.

Spørgsmålet er herefter, om Tiltalte1 og Tiltalte2 fortsat udgør en reel trussel for den offentlige orden eller sikkerhed, og i bekræftende fald om forholdene har ændret sig, siden den oprindelige afgørelse om udvisning blev truffet, jf. udlændingelovens § 50 b, jf. § 26 b.

Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, skal en begrænsning i retten til fri bevægelighed og ophold kunne begrundes i hensynet til bl.a. den offentlige orden eller sikkerhed. Efter artikel 27, stk. 2, skal udvisningen være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd.

Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Denne grundbetingelse for at udvise en EU-statsborger er efter EU-Domstolens praksis i almindelighed ensbetydende med, at den pågældende person skal anses for at være tilbøjelig til fortsat at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en trussel af den nævnte karakter, jf. bl.a.

EU-Domstolens dom af 22. maj 2012 i sag C-348/09 (P.I.), præmis 30. Efter opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a, er det tillige en betingelse for udvisning af en EU-statsborger, som har haft ophold i værtsmedlemsstaten i de 10 forudgående år, at udvisning er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed.

Det er uklart, om Tiltalte1 er omfattet af opholdsdirektivets § 28, stk. 3, hvorimod Tiltalte2 utvivlsomt er omfattet af bestemmelsen.

EU-Domstolen har fastslået, at udvisning på grundlag af artikel 28, stk. 3, er begrænset til ”ekstraordinære tilfælde”, og at begrebet ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed” ikke blot forudsætter eksistensen af en trussel mod den offentlige sikkerhed, men også at en sådan trussel er endog særlig alvorlig, jf. P.I.-dommens præmis 19 og 20.

Det er i P.I.-dommen fastslået, at det er tilladt medlemsstaterne at anse strafbare handlinger som dem, der er opregnet i Traktaten om Den Europæiske Funktionsmåde (TEUF) artikel 83, stk. 1, andet afsnit, for at indebære et særligt alvorligt indgreb i en grundlæggende samfundsinteresse, der kan udgøre en direkte trussel mod befolkningens tryghed og fysiske sikkerhed og dermed være omfattet af begrebet ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed”.

Narkotikahandel og deltagelse i organiseret kriminalitet er eksplicit nævnt i TEUF artikel 83, stk. 1.

Herefter og henset til grovheden af den begåede kriminalitet finder retten, at der er sådanne konkrete grunde til at antage, at de domfældte fortsat vil være tilbøjelige til at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisningen på den baggrund er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed.

Det er herefter afgørende, om der er sket ændringer i de domfældtes forhold, således at udvisningen ikke længere kan opretholdes som følge af proportionalitetsprincippet. Tiltalte1 Tiltalte1 har under sagen forklaret, at der ikke er sket nogle ændringer i hans forhold, siden den oprindelige afgørelse om udvisning blev truffet.

Herefter, og idet det af forsvareren anførte ikke kan føre til et ændret resultat, tages anklagemyndighedens påstand om opretholdelse af udvisningen til følge, jf. udlændingelovens § 50 b, jf. § 26 b.

Retten finder endvidere af de ovenfor anførte grunde, at der ikke er grundlag for at afkorte varigheden af det i Østre Landsrets dom af 6. april 2022 meddelte indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 10, jf. § 50 b, stk. 1, 1. pkt.

Tiltalte2 Domfældtes begæring om ophævelse af udvisningen er i alt væsentlighed begrundet med, at der er sket en væsentlig ændring i hans personlige forhold, idet han nu har to børn på 1,5 år sammen med sin kæreste, og at han har regelmæssig kontakt til børnene.

Domfældtes længerevarende forhold til sin kæreste (og dennes tidligere graviditet) indgik i grundlaget for udvisningsafgørelsen og kan derfor ikke anses som en væsentlig ændring, og der findes ikke i øvrigt at være indtrådt væsentlige ændringer i domfældtes personlige forhold.

Spørgsmålet er herefter, om det forhold, at domfældte siden afgørelsen om udvisning har fået to børn, har den konsekvens, at opretholdelse af udvisningen på nuværende tidspunkt vil være i strid med proportionalitetsprincippet. Retten finder efter en samlet vurdering, at en opretholdelse af udvisningen ikke vil være i strid med proportionalitetsprincippet.

Retten har herved lagt vægt på, at ændringen i Tiltalte2s personlige forhold ikke er af en sådan karakter, at der på nuværende tidspunkt er grundlag for at ophæve udvisningen.

Retten bemærker i den forbindelse, at selvom der ikke er holdepunkter for at antage, at familieforøgelsen er sket med henblik på misbrug af EU-reglerne, så skal det ved vurderingen af, hvorvidt en opretholdelse af bestemmelsen om udvisning udgør en krænkelse af retten til fri bevægelighed, tillægges betydning, at børnene er undfanget under domfældtes afsoning og således efter den endelige afgørelse om udvisning af domfældte.

Retten finder på den baggrund, at en opretholdelse af udvisningen er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. udlændingelovens § 50 b, jf. § 26 b. Retten finder endvidere af de ovenfor anførte grunde, at der ikke er grundlag for at afkorte varigheden af det i Østre Landsrets dom af 6. april 2022 meddelte indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 10, jf. § 50 b, stk. 1, 1. pkt.

Domfældtes begæring om ophævelse af bestemmelsen om udvisning eller ændring af udrejseforbuddets varighed tages herefter ikke til følge. Derfor bestemmes: Domfældte Tiltalte1s begæring om ophævelse af bestemmelsen om udvisning eller ændring af udrejseforbuddets varighed i Østre Landsrets dom af 6. april 2022 tages ikke til følge.

Domfældte Tiltalte2s begæring om ophævelse af bestemmelsen om udvisning eller ændring af udrejseforbuddets varighed i Østre Landsrets dom af 6. april 2022 tages ikke til følge. De domfældte skal in solidum betale sagens omkostninger, dog skal de hver især afholde salær til egen forsvarer.

Domfældte Tiltalte1 skal betale salær på 9.210 kr. + moms samt udlæg for broafgift på 460 kr. til den beskikkede advokat, Magdalena Hochnowska. Retten har ved salærfastsættelsen taget udgangspunkt i de gældende takster, hvoraf blandt andet fremgår, at de takstmæssige salærer for hovedforhandling tillige dækker sædvanlig gennemgang af sagsakter.

Retten har derudover taget udgangspunkt i den anvendte retstid i forbindelse med hovedforhandlingen. Domfældte Tiltalte2 skal betale salær på 10.515 kr. + moms til den beskikkede forsvarer, advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja.

Retten har ved salærfastsættelsen taget udgangspunkt i de gældende takster, herunder den anvendte retstid i forbindelse med hovedforhandlingen. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 24. afdelings

KENDELSE

Som dommere fungerede landsdommerne Mikael Friis Rasmussen, Thomas Lohse og Mie Vinkel Sørensen (kst.), førstnævnte som rettens formand. Dato: 22. maj 2025 Rettens sagsnr.: S-313-25 og S-339-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født januar 2000, (advokat Magdalena Hochnowska, besk.) og Tiltalte2, født juni 1996, (advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, besk.) Ingen var indkaldt eller mødt.

Der fremlagdes kæresvarskrift af 16. april 2025 fra anklagemyndigheden samt mail af 9. maj 2025 fra advokat Magdalena Hochnowska. Det tidligere fremlagte var til stede. Tiltalte1 og Tiltalte2 har begge nedlagt principal påstand om, at bestemmelsen om udvisning i Østre Landsrets dom af 6. april 2022 ophæves. Subsidiært at indrejseforbuddet for bestandigt som fastsat i Østre Landsrets dom af 6. april 2022 nedsættes.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at Københavns Byrets kendelse af 24. januar 2025 opretholdes, således at Østre Landsrets bestemmelse om, at Tiltalte1s og Tiltalte2s udvisning af Danmark for bestandigt ikke ophæves.

Af kæreskrift af 21. marts 2025 fremgår: ”… Til støtte for den nedlagte principale påstand på vegne af Tiltalte2, gøres det navnlig gældende, at udvisningen nu er uproportional under henvisning til hans ret til familieliv med sine danske børn, der er tvillinger og nu er 1,5 år gamle, og børnenes mor, Person7, der tillige er dansk statsborger, og som Tiltalte2 er islamisk gift med, under henvisning til EU-Opholdsdirektivet, EU charterets artikel 7 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8.

Til støtte for den nedlagte subsidære påstand på vegne af Tiltalte2 gøres det gældende, at der ikke i lyset af EU-opholdsdirektivets artikel 32, stk. 2, sammenholdt med præambelbetragtning 27 opholdsdirektivet kan meddeles livsvarige indrejseforbud til unionsborgere, og at der er grundlag for at nedsættes indrejseforbuddet til et tidsbegrænset indrejseforbud.

Til støtte for den nedlagte principale påstand på vegne af Tiltalte1, gøres det navnlig gældende, at udvisningen henset til hans personlige forhold, herunder knyttet til afsoningen mv. er uproportional under henvisning til rettigheder der knyttet til EU-Opholdsdirektivet, EU charterets artikel 7 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8.

Til støtte for den nedlagte subsidære påstand på vegne af Tiltalte1 gøres det gældende, at der ikke i lyset af EU-opholdsdirektivets artikel 32, stk. 2, sammenholdt med præambelbetragtning 27 i opholdsdirektivet kan meddeles livsvarige indrejseforbud til unionsborgere, og at der er grundlag for at nedsættes indrejseforbuddet til et tidsbegrænset indrejseforbud. 1.

Proportionalitet og Tiltalte2 Til støtte for den principale påstand gøres det gældende, at udvisningen henset til ændringerne i Tiltalte2s personlige og familiemæssige forhold nu er uproportional. Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, skal en begrænsning i retten til fri bevægelighed og ophold kunne begrundes i hensynet til bl.a. den offentlige orden eller sikkerhed.

Efter artikel 27, stk. 2, skal udvisningen være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.

Denne grundbetingelse for at udvise en EU-statsborger er efter EU-Domstolens praksis i almindelighed ensbetydende med, at den pågældende person skal anses for at være tilbøjelig til fortsat at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en trussel af den nævnte karakter, jf. bl.a. EU-Domstolens dom af 22. maj 2012 i sag C-348/09 (P.I.), præmis 30.

Efter opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a, er det tillige en betingelse for udvisning af en EUstatsborger, som har haft ophold i værtsmedlemsstaten i de 10 forudgående år, at udvisning er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed, hvorfor Tiltalte2 må anses som værende omfattet af bestemmelsen. Det følger videre af opholdsdirektivets artikel 33, at: ”… 1.

Værtsmedlemsstaten kan kun træffe udsendelsesafgørelse som straf eller som retlig følgevirkning til en fængselsstraf, hvis betingelserne i artikel 27, 28 og 29 er opfyldt. 2.

Hvis en udsendelsesafgørelse i henhold til stk. 1 gennemføres mere end to år efter, at den blev truffet, skal den berørte medlemsstat efterprøve, om den pågældende fortsat udgør en reel trussel for den offentlige orden eller sikkerhed, og den skal vurdere, om forholdene har ændret sig siden den oprindelige udsendelsesafgørelse blev truffet. …” Det påhviler således retten at foretage en vurdering af – i første række – hvorvidt den kriminalitet, som danner grundlag for udvisningen af Tiltalte2, er af en sådan karakter, at der er tale om et ekstraordinært tilfælde, og at udsendelse forsat er ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed”, herunder at der eksisterer en særlig alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed, jf.

P.I. dommens præmis 19 og 20. I bekræftende fald skal der herefter foretages en vurdering af, hvorvidt der er indtrådt nye forhold i sagen, der medfører, at udvisningen ikke kan opretholdes. Dette må anses for at omfatte en fornyet vurdering af, hvorvidt udsendelse er proportional i henhold til EU-retten, jf. opholdsdirektivet artikel 27, stk. 2.

En sådan proportionalitetsvurdering, skal inddrage hensyn til bl.a. varigheden af den pågældendes ophold på værtsmedlemsstatens område, den pågældendes alder, helbredstilstand, familiemæssige og økonomiske situation, samt sociale og kulturelle integration i værtsmedlemsstaten og tilknytning til hjemlandet i medfør af opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2.

Københavns Byret ses hertil at have vurderet, at det forhold, at Tiltalte2 siden Østre Landsrets dom om udvisning af 6. april 2022 har fået to børn, der er danske statsborgere og på nuværende tidspunkt er ca. 1,5 år gamle, udgør nye væsentlige personlige forhold.

Byretten ses herefter ved proportionalitetsvurderingen at have tillagt det afgørende vægt, at ”… selvom der ikke er holdepunkter for at antage, at familieforøgelsen er sket med henblik på misbrug af EU-reglerne, så skal det ved vurderingen af, hvorvidt en opretholdelse af bestemmelsen om udvisning udgør en krænkelse af retten til fri bevægelighed, tillægges betydning, at børnene er undfanget under domfældtes afsoning og således efter den endelige afgørelse om udvisning af domfældte. …” Det gøres herefter gældende, at det følger af opholdsdirektivets artikel 35, at medlemsstaterne alene kan træffe de nødvendige foranstaltninger til at nægte, ophæve eller tilbagekalde rettigheder i henhold til direktivet, når der er tale om misbrug af rettigheder eller om svig, som f.eks. proformaægteskab, samt at sådanne foranstaltninger skal stå i rimeligt forhold til misbruget og være omfattet af de proceduremæssige garantier i artikel 30 og 31.

Der ses således ikke at være holdepunkter i direktivet for, at det kan tillægges afgørende vægt, hvorvidt Tiltalte2 havde en berettiget forventning om at kunne udøve sit familieliv i Danmark, såfremt der ikke herved er tale om direkte misbrug af retten til fri bevægelighed.

Det gøres herefter gældende, at Tiltalte2 har opbygget et forhold til sine børn, der på nuværende tidspunkt er følelsesmæssigt afhængige af deres far, idet de jævnligt besøger ham under afsoning sammen med deres mor.

Henset til disse ændringer i hans personlige forhold, navnlig at han har stiftet et reelt familieliv i Danmark, sammenholdt med det forhold, at der alene kan ske udvisning af en unionsborger i hans situation – hvor han har opholdt sig i Danmark i over 10 år forud for udvisningsdommen – kan ske udsendelse i helt ekstraordinære situationer, må udsendelse på nuværende tidspunkt anses som uproportional. 2.

Proportionalitet og Tiltalte1 For Tiltalte1 gøres det til støtte for den principale påstand gældende, at hans personlige forhold knyttet til afsoningen mv. samt det forhold, at han ikke har familiemedlemmer i Litauen, sammenholdt med hans alder, nu gør, at en udvisning må anses for uproportional. 3.

Indrejseforbuddet Det gøres til støtte for de nedlagte subsidiære påstande for Tiltalte2 og Tiltalte1 gældende, at indrejseforbuddets længde er i strid med artikel 32 i opholdsdirektivet, hvoraf det fremgår, at ”… personer, der af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed bliver nægtet adgang til en medlemsstats område, kan indgive en ansøgning om ophævelse af indrejseforbuddet efter udløbet af en rimelig frist afhængig af omstændighederne, dog under alle omstændigheder efter tre år regnet fra gennemførelsen af den endelige afgørelse om indrejseforbud, der er gyldigt truffet i overensstemmelse med fællesskabsretten, under påberåbelse af enhver ændring af de forhold, der begrundede udstedelsen af indrejseforbuddet. …” Det følger videre af indrejseforbuddets præambelbetragtning 27, at ”… Ifølge Domstolens praksis må medlemsstaterne ikke udstede livsvarige indrejseforbud for personer, der er omfattet af dette direktiv, hvorfor det bør bekræftes, at unionsborgere og deres familiemedlemmer, der har fået indrejseforbud på en medlemsstats område, har ret til at indgive ny ansøgning efter udløbet af en rimelig frist og under alle omstændigheder tre år efter at den endelige afgørelse om indrejseforbud er gennemført. …” Det ses forsat i dansk retspraksis samt i praksis fra EU-Domstolen at være uafklaret, om artikel 32 sammenholdt med præambelbetragtning 27, faktisk indebærer, at livsvarige indrejseforbud ikke må meddeles.

Det må imidlertid i henhold til Kommissionens forberedende arbejde til opholdsdirektivet, samt tidligere praksis fra EU-Domstolen, herunder Calfa-dommen (sagsnr.

C-348/96), anses som mest nærliggende, at det følger af disse bestemmelser, at der – som det første – ikke kan udstedes livsvarige indrejseforbud til en unionsborger, og at unionsborgere – som det andet – har ret til en vurdering af proportionaliteten af et meddelt indrejseforbud senest tre år efter afgørelsen herom er gennemført.

Dette understøttes videre at bemærkningerne i Elspeth Guild m.fl. ”The EU Citizenship Directive: A Commentary” (2. udgave), s. 300: “… The Commission originally proposed that this Article also expressly incorporate a prohibition on lifetime bans on EU citizens or their family members, but the Council decided to refer to this rule in the preamble (recital 27) instead. …” Der ses i øvrigt ikke at være Højesteretspraksis, der tager stilling til spørgsmålet om fortolkningen af artikel 32, stk. 2, sammenholdt med betragtning 27.

Det følger herefter, at indrejseforbuddene for både Tiltalte2 og Tiltalte1 skal nedsættes til tidsbegrænsede indrejseforbud. …” Af mail af 9. maj 2025 fra advokat Magdalena Hochnowska fremgår, at Tiltalte1 den 5. maj 2025 blev overført til fortsat afsoning i Litauen, og at det derfor ikke har været muligt at få belyst sagen yderligere.

På den baggrund ønsker advokat Magdalena Hochnowska ikke at indgive yderligere processkrifter i sagen. Efter votering afsagdes kendelse: Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Landsretten stadfæster derfor byrettens kendelse.

Thi bestemmes

: Byrettens kendelse stadfæstes, således at Østre Landsrets bestemmelse om, at Tiltalte1 og Tiltalte2 udvises af Danmark for bestandigt ikke ophæves. Tiltalte1 og Tiltalte2 skal betale de dem hver især vedrørende kæremålsomkostninger for landsretten. Der tillagdes den beskikkede advokat, advokat Magdalena Hochnowska, i salær 2.020 kr. med tillæg af moms, som betales af Tiltalte1. Der tillagdes den beskikkede advokat, advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, i salær 2.020 kr. med tillæg af moms, som betales af Tiltalte2. Sagen sluttet.