BS-30435/2020-HJR

Værnetingsaftale kunne ikke tilsidesættes i medfør af sølovens § 310, stk. 1, da Bruxelles I-forordningen fandt anvendelse på retsforholdet Tvisten mellem DSV og Maersk udsprang af en erstatningssag, der var anlagt mod DSV som følge af bortkomst af gods under en søtransport, som DSV havde påtaget sig som transportør. DSV havde viderekontraheret søtransporten, som angik 16 containere med højtryksrensere, til Maersk. Højtryksrenserne skulle fremstilles i Kina af et kinesisk selskab og herefter transporteres med skib fra Shanghai til København. Sagen for Højesteret angik, om der mellem DSV og Maersk var indgået en aftale om værneting, og i givet fald om værnetingsaftalen skulle tilsidesættes i medfør af sølovens § 310, stk. 1. Af søfragtsedlerne fremgik det med henvisning til Maersks standardbetingelser bl.a., at lovvalget var engelsk ret, og at der var værneting ved High Court of Justice i London. Det fremgik endvidere af søfragtsedlerne, at et kinesisk selskab var anført som afsender, at DSV var anført som modtager og at det kinesiske selskab, Maersk (China) Shipping Co. Ltd. havde underskrevet som agent for Maersk som transportør. For så vidt angik spørgsmålet om værnetingsklausulens vedtagelse tiltrådte Højesteret af de grunde, der var anført af landsretten, at der var indgået en aftale om værneting. For så vidt angik spørgsmålet om tilsidesættelse af værnetingsaftalen anførte Højesteret, at det afgørende i den forbindelse var, om reglerne i Bruxelles I-forordningen fandt anvendelse. Højesteret anførte med henvisning til bl.a. EU-Domstolens praksis, at anvendelsen af Bruxelles I-forordningens kompetenceregler forudsætter, at det omhandlede retsforhold har tilknytning til udlandet. Højesteret anførte videre, at selv om parterne er hjemmehørende i samme EU-land, kan det give et retsforhold en international karakter, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten, har fundet sted i et andet EU-land eller et tredjeland, således at der kan rejses spørgsmål vedrørende fastlæggelsen af retternes internationale kompetence. Højesteret kom efter en samlet vurdering af omstændighederne frem til, at den foreliggende retstvist mellem Maersk og DSV havde en sådan tilknytning til udlandet, at Bruxelles I-forordningen, herunder artikel 25 om værnetingsaftaler, fandt anvendelse på retsforholdet. Det fulgte herefter af søloven, at den indgåede værnetingsaftale ikke kunne tilsidesættes. Højesteret tog Maersks påstand om afvisning af sagen til følge. Landsretten var nået til et andet resultat.