VLR — Vestre Landsret
AM2023.10.24V
OL-2023-V-00045
AM2023.10.24V Retten i Koldings
DOM
Dato: 7. marts 2023 Rettens sagsnr.: 3-7795/2021 Politiets sagsnr.: 3700-73241-00570-21 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født august 2002 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 19. oktober 2021 og tillægsanklageskriftet er modtaget den 14. juni 2022.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens § 244, stk. 1, vold, ved den 4. september 2021 ca. kl. 03.00 på Natklub1 på Adresse1 i Kolding, at have slået Forurettede1 i hovedet med knyttet hånd. 2. færdselslovens § 118, stk. 1 jf. § 4, stk. 1, ved den 25. november 2020 ca. kl. 17:00 at have ført personbil med reg.nr. ... ad Vejlevej …, i Kolding med mindst 80 km/t, selv om det ved færdselstavle er angivet, at hastigheden ikke må overstige 60 km/t, hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 30 procent af den tilladte hastighed. 3. straffelovens § 244, stk. 1 ved den 12. marts 2022 ca. kl. 01.15 på Natklub2, Adresse2 i Kolding at have slået Forurettede2 i hovedet med knyttet hånd.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte straffes med fængsel og bøde.
Anklagemyndigheden har tillige nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af straffelovens § 79 c, stk. 1 i et af retten nærmere bestemt tidsrum idømmes forbud mod i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 at færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, og i nattelivszoner udpeget i medfør af § 6 b i lov om politiets virksomhed og offentliggjort på politiets hjemmeside www.politi.dk.
Anklagemyndigheden har endelig nedlagt påstand om, at tiltalte pålægges et kørselsforbud i medfør af færdselslovens § 127, jf. § 125, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 5. Tiltalte har nægtet sig skyldig i forhold 1 og erkendt sig skyldig i forhold 2 og 3 på nær at have slået med knytnæve.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Forurettede1, Vidne1, Forurettede2, Vidne2 og Vidne3. Forklaringer er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Der blev vedrørende forhold 3 afspillet optagelser fra videoovervågningen på Natklub2. Forurettede1 henvendte sig den 4. september 2021 kl. 04.44 på skadestuen. Det fremgår blandt andet af politiattesten: "… 5. Det objektive fund: 1.
Der ses ikke tegn på brud (fraktur) eller slag i ansigtet. Kæben mærkes igennem og er øm i venstre side, men føles ikke ustabil. 2. Mundhule og sambid inspiceres uden asymmetri eller tegn efter slag.
Tænder uden skade. … 10 Skønnes det efter det foreliggende, at tilskadekomne vil få: (a) forbigående men? -Ja. smerter i kæben. forbigående arbejdsudygtighed? (om muligt en skønsmæssig udtalelse om varigheden) (b) varige men? - Nej varig arbejdsudygtighed? …" Kriminalforsorgen har i personundersøgelse efter retsplejelovens § 808 af 22. februar 2023 blandt andet udtalt følgende: ”… Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.
Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid. Kriminalforsorgens begrundelse: Kriminalforsorgen har i sin vurdering lagt vægt på, at Tiltalte (...) har været i forskellige uddannelsesforløb og også haft beskæftigelse. Han har ingen helbredsmæssige udfordringer og ingen former for misbrug.
Det er også indgået i vurderingen, at han er indstillet på at samarbejde med Kriminalforsorgen, hvis han bliver betinget dømt. …" Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han nu er fastansat på fuldtid hos Virksomhed. Tiltalte har første gang erhvervet førerret den 24. februar 2020.
Tiltalte er tidligere straffet ved bødevedtagelse af 2. marts 2021 med en bøde på 3.000 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 42, stk. 1, nr. 1.
Rettens begrundelse
og afgørelse Forhold 1 Tiltalte har forklaret, at han på dansegulvet blev omringet og fastholdt af Forurettede1 og hans venner, og at han i et forsøg på at slippe fri muligvis kan have ramt Forurettede1 med sine arme eller hænder. Både Forurettede1 og Vidne1 har forklaret, at der var tæt af mennesker på dansegulvet, og at Vidne1 på et tidspunkt med armbevægelser signalerede til tiltalte, at han skulle give plads.
Denne opfordring reagerede tiltalte meget negativt på, hvorfor Forurettede1 blandede sig, og det var i den forbindelse, at tiltalte slog Forurettede1 i ansigtet med knyttet hånd. Vidne3 har forklaret, at han var sammen med tiltalte på dansegulvet, men at han på et tidspunkt trak sig lidt væk fra dansegulvet, da stemningen blev lidt for overophedet.
Han så tiltalte have en kontrovers med nogle mænd på dansegulvet, hvor en af mændene greb fat i trøjen på tiltalte, hvorefter tiltalte i en reaktion herpå slog en af mændene i ansigtet. Efter Forurettede1, Vidne1 og Vidne3 sikre og troværdige forklaringer finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
Uanset situationen finder retten ikke grundlag for at henføre forholdet under straffelovens § 13, stk. 1 eller 2 eller for i øvrigt at bringe straffelovens § 82, nr. 3 og nr. 5 om strafformildende omstændigheder i anvendelse. Forhold 2 Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger.
Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Forhold 3 Tiltalte har erkendt at have slået Forurettede2 i hovedet, hvilket også støttes af Forurettede2s og Vidne2s forklaringer. Efter Vidne2s forklaring om, at tiltalte slog med knyttet hånd, der støttes af optagelserne fra videoovervågningen fra stedet, finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 244, stk. 1, og færdselslovens § 118, stk. 1, jf. § 4, stk. 1, jf. til dels straffelovens § 89.
Efter voldens karakter og de forurettedes begrænsede skader, oplysninger om tiltaltes gode personlige forhold, herunder at tiltalte er ustraffet, er det forsvarligt at bestemme, at straffen ikke skal fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 80 timer.
Tiltalte er fundet skyldig i to forhold af vold i nattelivet, men er ikke tidligere straffet for ligeartet kriminalitet. Herefter, og henset til de førnævnte grunde samt den forløbne tid, finder retten ikke tilstrækkeligt grundlag for at idømme tiltalte et opholdsforbud efter straffelovens § 79 c, stk. 1, hvorfor tiltalte frifindes herfor.
Den for forhold 2 forskyldte bødestraf bortfalder grundet lang sagsbehandlingstid, der ikke skyldes tiltaltes forhold. Tiltalte har inden for de første tre år efter førstegangserhvervelsen af førerret gjort sig skyldig i to forhold, der er omfattet af færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 5. Betingelserne for at frakende førerretten betinget er derfor opfyldt, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 3.
Da forholdet er begået inden for de første 3 år efter, at tiltalte første gang har erhvervet førerret, træder et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse, jf. færdselslovens § 127.
Thi kendes for ret
: Tiltalte straffes med fængsel i 60 dage. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal inden for en længstetid på 6 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 80 timer. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Tiltalte pålægges kørselsforbud. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. :::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 6. afdelings
DOM
(dommerne Anne Hedegaard Toft, Linda Hangaard og Rasmus Foged (kst.) med domsmænd) Dato: 24. oktober 2023 Rettens sagsnr.: S–0558–23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født august 2002, (advokat Peter Stanstrup, Kolding) Retten i Kolding har den 7. marts 2023 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 3-7795/2021).
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte meddeles et opholdsforbud i medfør af straffelovens § 79 c og har i øvrigt påstået stadfæstelse. Tiltalte har påstået stadfæstelse.
Landsrettens begrundelse og resultat
Af de specielle bemærkninger til lovforslag nr. 189 af 10. marts 2021 om forbud mod deltagelse i nattelivet mv. fremgår bl.a.: ”… Et opholdsforbud efter den foreslåede § 79 c, stk. 1, vil være relevant, hvor forholdet, der giver anledning til opholdsforbuddet, er begået i nattelivet eller i tilknytning til den dømtes færden i nattelivet.
Det vil således være relevant at idømme et opholdsforbud, hvis forholdet er begået i aften- og nattetimerne eller på anden vis er begået i tilknytning til den dømtes færden i nattelivet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor forholdet er begået en tidlig morgen i forlængelse af, at den pågældende har opholdt sig på en natklub, bar eller lignende.
Det afgørende vil være, at et forbud, på grund af karakteren af den begåede kriminalitet, vurderes at ville virke forebyggende i forhold til ny ligeartet kriminalitet. Der vil i den forbindelse f.eks. kunne lægges vægt på, om forholdet er begået på eller i tilknytning til et serveringssted eller i tilknytning til eller i en nattelivszone.
Et opholdsforbud vil skulle idømmes af domstolene efter en konkret vurdering af, om et opholdsforbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed ved at sikre, at den dømte i en periode ikke kan færdes og opholde sig i nattelivet.
Domstolene vil i den forbindelse skulle tage stilling til, om det må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet. Det vil som udgangspunkt altid være tilfældet, hvis der er tale om gentagelsestilfælde. Opholdsforbud vil dog også kunne gives i førstegangstilfælde, hvis det kan antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet.
Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor forbrydelsen er af grovere karakter, hvorved den dømte har demonstreret en vis voldsparathed. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis forholdet er begået af flere i forening, er begået over for flere ofre, eller der er tale om flere voldelige overfald af samme offer. Det kan også være tilfældet, hvis den pågældende har været i besiddelse af særligt farlige våben.
Det vil bero på rettens skøn, om det pådømte forhold er af en sådan karakter, at der kan gives forbud i tilfælde, hvor den dømte ikke tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet. …” Tiltalte, der ikke tidligere er straffet af relevans for sagen, er ved byrettens dom fundet skyldig i at have begået umotiveret vold i nattelivet ved to forskellige lejligheder.
Herefter og efter en samlet vurdering af karakteren af den begåede vold og omstændighederne, hvorunder de blev begået, finder landsretten, at betingelserne for at idømme tiltalte et opholdsforbud i medfør af straffelovens § 79 c er opfyldt. Forbudsperioden fastsættes til 3 måneder, der efter bestemmelsens stk. 4 regnes fra endelig dom. Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.
Efter ankesagens karakter skal statskassen betale sagens omkostninger for landsretten.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at tiltalte i et tidsrum af 3 måneder fra endelig dom idømmes forbud mod i tidsrummet fra kl. 24.00 til kl. 05.00 at færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgssteder, og hvortil der er offentlig adgang, og i nattelivszoner udpeget i medfør af § 6 b i lov om politiets virksomhed og offentliggjort på politiets hjemmeside www.politi.dk. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
