BR — Byretterne
AM2025.10.01B2
AM2025.10.01B2 Retten i Odenses 3. afdelings
DOM
Dato: 1. oktober 2025 Rettens sagsnr.: 3-2848/2025 Politiets sagsnr.: 2300-84180-00048-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født maj 1999 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 8. maj 2025. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af knivlovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 2, stk. 1, nr. 5, og § 1, ved den 6. marts 2025 ca. kl. 17.45 i fogedretten i Odense, Albanigade 30 i Odense, på et offentligt tilgængeligt sted uden politiets tilladelse eller anerkendelsesværdigt formål, at have været i besiddelse af en butterflykniv.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 1 stk. butterflykniv hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2. Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Tiltalte, Tiltalte har forklaret, at han var hjemme og pludselig bankede nogen på døren. Det var politiet, der hentede ham for at møde i fogedretten. Det foregik stille og roligt, hvor han selv tog sko og jakke på, hvorefter han blev kørt af politiet til fogedretten. Han ankom i fogedretten, hvor der var adgangskontrol. Han har været i fogedretten før, og han var derfor bekendt med, at der var adgangskontrol.
I adgangskontrollen blev der fundet en kniv på ham. Det skal nok passe, at det var en butterflykniv. Han husker ikke hvor den blev fundet, men det skal nok passe, at det var i hans jakkelommen. Han havde nok glemt, at den var i lommen, og da politiet hentede ham, så tog han bare jakken på uden at tænke videre over det. Han havde ikke til hensigt at bruge kniven i fogedretten.
Det er korrekt, at han tidligere er dømt for at have knive på sig. Han husker ikke, hvornår det var. Han husker ikke så meget om det, herunder om han har søgt om at få nedsat en bøde. Men det skal nok passe. Foreholdt fotos (forhold 1, bilag 6) har tiltalte forklaret, at det var den kniv. Politiassistent Vidne har som vidne forklaret, at han var på arbejde som politiassistent.
Fogedretten holdt udvidet åbningsdag, hvor de også fik politiets assistance til at hente efterlyste borgere. Fogedretten havde en scanner stående, hvor borgerne blev visiteret. De hentede tiltalte i hjemmet. Det foregik stille og roligt, hvor de bankede på, præsenterede sig, og spurgte om de ikke skulle få afviklet hans sag i fogedretten. De tog afsted sammen stille og roligt.
Tiltalte var ikke anholdt, og de havde derfor ikke visiteret tiltalte. I bagklogens skab han nok have visiteret tiltalte inden han kom ind i politibilen. De afleverede tiltalte i fogedretten, og kort efter blev han kaldt til, fordi retsbetjenten havde fundet en kniv i jakkelommen på tiltalte. Tiltalte blev derfor sigtet for besiddelse af kniv.
Anklagemyndigheden har dokumenteret fotos (forhold 1, bilag 6), kosterrapport (forhold 1, bilag 4) og konfiskationserklæring (forhold 1, bilag 5).
Tiltalte er af betydning for sagen straffet ved Bødeforlæg af 29. december 2017, hvor tiltalte blev idømt bøde på 3.000 kr. for overtrædelse af knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 Dom uden retsmøde af 6. oktober 2022, hvor tiltalte blev idømt bøde på 4.500 kr. for overtrædelse af knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 Dom af 19. juli 2024, hvor tiltalte blev idømt fængsel i 7 dage og en bøde på 14.750 kr. for overtrædelse af blandt andet knivlovens § 7, stk. 2, jf. § 1.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har erkendt, at han var i besiddelse af en butterflykniv i fogedretten i Odense, idet han havde kniven på sig. På baggrund af bevisførelsen lægger retten til grund, at tiltalte blev politifremstillet i fogedretten, og at han ved politiets afhentning havde taget sin jakke og sko på uden at tænke nærmere over, at han havde kniven i jakkelommen.
Retten finder herefter, at tiltalte uagtsomt har besiddet kniven. Tiltalte er derfor skyldig som beskrevet i anklageskriftet. Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. knivlovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 2, stk. 1, nr. 5, og § 1. Retten har lagt vægt på forholdets karakter, samt at tiltalte flere gange tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.
Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 60 dage. Hos tiltalte konfiskeres en butterflykniv. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
