269/2009

Stadfæstelse af landsrettens afgørelse om navneforbud og dørlukning i forbindelse med en narkotikasag Den 31. juli 2009 blev T fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret. T blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191. Ekstra Bladet og andre medier havde kort inden grundlovsforhøret offentliggjort T’s navn på internettet, og artiklen på Ekstra Bladets hjemmeside blev ifølge avisen læst af 27.902 personer. T anmodede under grundlovsforhøret om, at byretten nedlagde navneforbud i sagen. Efter sigtelsens karakter fandt byretten, at betingelserne for nedlæggelse af navneforbud var op-fyldt, idet offentlig gengivelse af T’s navn ville udsætte T for en unødig krænkelse, jf. retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2. Byretten afsagde på anklagemyndighedens begæring også kendelse om dørlukning i sagen, idet hensynet til sagens oplysning talte herfor jf. retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4. Ekstra Bladet, som var til stede under retsmødet, protesterede mod begge afgørelser og kærede afgørelserne til Østre Landsret. Østre Landsret stadfæstede den 24. august 2009 byrettens afgørelser, og Ekstra Bladet fik efterfølgende Procesbevillingsnævnets tilladelse til, at spørgsmålet om navneforbud og dør-lukning kunne indbringes for Højesteret. T blev ifølge det oplyste den 4. februar 2010 idømt en bøde på 20.000 kr. for i 6 tilfælde at have modtaget 1 gram kokain til eget forbrug. Efter domsafsigelsen blev navneforbuddet udstrakt til at gælde under en eventuel anke. Til støtte for sin påstand gjorde Ekstra Bladet bl.a. gældende, at en offentliggørelse af T’s navn ikke vil være en ”unødig krænkelse” af T, idet hendes navn allerede var offentliggjort på det tidspunkt, hvor kendelsen om navneforbud blev afsagt, og at navneforbuddet er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, som omhandler retten til ytringsfrihed. Højesteret fastslog, at den forudgående offentliggørelse af T’s navn på internetaviser og di-verse hjemmesider ikke i sig selv kunne medføre, at der ikke kan nedlægges et navneforbud i sagen. Heller ikke henvisningen til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 kunne begrunde, at der ikke kunne nedlægges navneforbud i sagen. Herefter, og da Højesteret i øvrigt tiltrådte de af byretten anførte grunde om dørlukning, stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse.