VLR — Vestre Landsret
AM2025.09.05V
OL-2025-V-00049
AM2025.09.05V Retten i Esbjergs
KENDELSE
Dato: 24. juni 2025 Rettens sagsnr.: 99-1955/2025 Politiets sagsnr.: 3300-10171-00033-25 Anklagemyndigheden mod Dømte, født december 1998 Ved Esbjerg rets dom af 7. juli 2020 blev Dømte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1.
Dømte blev dømt til psykiatrisk behandling på hospital for sindslidende med tilsyn af Kriminalforsorgen under udskrivning, således at der af Kriminalforsorgen i forbindelse med overlægen kunne træffes bestemmelse om genindlæggelse, jf. straffelovens § 68a, stk. 1. Der blev fastsat en længstetid pa 5 år. Anklagemyndigheden har den 3. juni 2025 indbragt sagen for retten, jf. straffelovens § 72.
Påstande
Anklagemyndigheden har påstået, at foranstaltningen opretholdes og forlænges i 2 år. Dømte har påstået, at foranstaltningen ophæves.
Sagens oplysninger
Psykiatrien i Region Syddanmark har i en udtalelse af 15. maj 2025 bl..a. oplyst: "… Konklusion: Dømte er en 25-årig mand med diagnosen paranoid skizofreni, psykiatrisk behandlingsdom og misbrug af hash, alkohol og centralstimulerende stoffer, delvist afholdende under stabile og sikrede rammer på "De Særlige Pladser.
Dømte har siden domsafsigelsen samarbejdet omkring psykiatrisk behandling herunder støttende samtaler og hjemmebesøg, samt medicinsk behandling. Han samarbejder endvidere omkring indvisitering og ophold på "De Særlige Pladser" i By, men han giver udtryk for intentionen om at flytte i egen lejlighed. Dømte's holdning til den medicinske behandling er negativ.
Vi ønsker en længere periode med stabilitet og er bekymrede for hans intentioner om at stoppe med medicin, samt flytte i egen lejlighed, og vil derfor anbefale, at foranstaltningen fortsætter uændret af behandlingsmæssige hensyn, samt risiko for kriminalitetsrecidiv.
Under henvisning til at foranstaltningen udløber den 07.07.2025, anbefales derfor at sagen indbringes for retten med henblik på forlængelse af længstetiden, jf. straffelovens § 68a. …” Kriminalforsorgen har i udtalelse af 17. marts 2025 anbefalet, at længstetiden for foranstaltningen forlænges og har tilsluttet sig psykiatriens vurdering. Dømte har forklaret, at han fortsat er medicineret.
Hans medicin er løbende blevet nedtrappet. Han er skizofren. Han er ikke paranoid skizofren. Han har det godt nu. Han tager ikke stoffer længere. I 2024 havde han fire tilbagefald, hvor han tog stoffer. Han har ikke taget stoffer i 2025. De første år af foranstaltningen tog han fortsat stoffer. Han vil gerne tale om sin tro. Det betyder ikke, at han er psykotisk.
De seneste halve år har han været på Opholdssted på "De særlige pladser". Han vil gerne flytte i egen lejlighed med sin bror. Han har en aftale med Varde Kommune om det. Det sted, hvor han bor nu, lukker snart. Han kan godt lide at være der. Han er blevet clean de seneste fem år. Han vil gerne have sin rygetilladelse tilbage, så han kan ryge lovlig hash.
Han tænker ikke, at der er risiko for at falde tilbage i misbrug eller kriminalitet. Hvis foranstaltningen forlænges i 2 år, er det ok med ham, da han så får gratis medicin. Han vil gerne samarbejde, men han vil helst slippe for foranstaltningen. Det dårlige med foranstaltningen er, at han skal tage medicin. Han vil gerne slippe for at tage sin medicin. Fra fredag til søndag i sidste uge tog han ikke sin medicin.
Han har for det meste taget sin medicin. Han mener, at han tager skade af medicinen på nyre og lever. Han vil gerne flytte i egen lejlighed med sin bror til december. Han vil gerne vente til december, så han kan spare op til møbler, indskud og en knallert. Da han fik behandlingsdommen i 2020, var han utilregnelig. Hans tilstand er meget forbedret.
På fredag skal han til et møde, hvor han får konklusionen på en ADHD-udredning. Han har ikke lavet noget strafbart siden 2020, udover noget hvidvask for 1.700 kr., som han ikke vidste, var hvidvask. Det skete for cirka 1,5 år siden. Han har ikke hørt noget fra politiet siden. Han bruger tiden på at træne og spille computer. Når vil gerne bestå danskeksamen og starte på mekanikerudannelsen.
Bistandsværgen, Bistandsværge, har forklaret. at de sidste par år har været gode og stabiliserende. Rammerne har været gode for Dømte. Der er forudsigelighed og regelmæssighed. Han har haft kontakt til Dømte i de dårlige perioder, når han har været indlagt under tvang. I de sidste par år har han ikke været indlagt under tvang. Vidne har oplyst, at hun har kendt Dømte i et års tid.
Hun er socialrådgiver på det afsnit, hvor Dømte er. Overlægerne har helt styr på Dømte. Hun tilslutter sig det, som Bistandsværge har anført.
Rettens begrundelse
og afgørelse Efter straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt., kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden under særlige omstændigheder fastsætte en ny længstetid for en foranstaltning idømt bl.a. efterstraffelovens § 68. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. lovforslag nr.
L 144 af 8. december 1999 om forslag til lov om ændring af straffeloven (Tidsbegrænsning af foranstaltninger efterstraffelovens §§ 68 og 69), at der hermed sigtes til tilfælde, hvor den dømtes tilstand er forværret på en sådan måde, at den pågældende frembyder fare for andre, eller hvor der i øvrigt ved længstetidens udløb foreligger et åbenbart behov for at fortsætte en behandling eller pleje, der er motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn.
For at forlænge foranstaltningen skal der være proportionalitet mellem risikoen for ny kriminalitet, herunder kriminalitetens grovhed, og foranstaltningens art og længde. Der ses ikke i de lægelige oplysninger holdepunkter for, at der er sket ændringer eller forværring af Dømtes tilstand siden dommen af 7. juli 2020. Efter oplysningerne fra psykiatrien har Dømte senest være indlagt i september 2023.
Efter det under sagen oplyste. herunder oplysningerne fra Kriminalforsorgen, er Dømte ikke sigtet for nye forhold eller dømt for nye forhold siden dommen af 7. juli 2020.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, finder retten, at det ikke er godtgjort, at Dømtes tilstand er forværret på en sådan måde, at han frembyder fare for andre, eller at der foreligger et åbenbart behov for at fortsætte en behandling eller pleje, der er motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn, hvorfor proportionalitetshensyn må føre til, at den idømte foranstaltning ophæves.
Herefter og da karakteren af den begåede kriminalitet ikke i sig selv findes at kunne begrunde, at foranstaltningen skal opretholdes og uanset, at Dømte har givet udtryk for, at han ikke ønsker at tage sin medicin tages Dømtes påstand om ophævelse af foranstaltningen til følge, jf. straffelovens § 72. Derfor bestemmes: Den foranstaltning, som Dømte blev idømt ved dom af 7. juli 2020, ophæves.
Statskassen skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 1. afdelings
KENDELSE
(dommerne Anne Hedegaard Toft, Kim Rasmussen og Mille Drews Mellbye (kst.)) Dato: 5. september 2025 Rettens sagsnr.: S–1136–25 Anklagemyndigheden mod Dømte, født december 1998 (advokat Finn Andersen, Esbjerg) Retten i Esbjerg har den 24. juni 2025 afsagt kendelse i 1. instans (rettens nr. 991955/2025).
Påstande
Anklagemyndigheden har kæret kendelsen med påstand om, at den foranstaltning, som Dømte blev idømt ved dom af 7. juli 2020, opretholdes og forlænges i 2 år fra den 7. juli 2025. Dømte har nedlagt påstand om stadfæstelse.
Supplerende oplysninger Psykiatrien i Region Syddanmark, PSY Retspsykiatrisk Ambulatorium (Middelfart) ved overlæge Person har den 19. august 2025 i en supplerende udtalelse om Dømte anført: ”… Konklusion: Dømte er en 26-årig enlig dansk mand diagnosticeret med paranoid skizofreni samt afhængighedssyndrom af multiple psykoaktive stoffer.
Dømte har under det retspsykaitriske forløb siden 2020 haft behov for gentagne indlæggelser i henhold til dom primært grundet eskalerende misbrug, psykotisk forværring af den psykiske sygdom. Ved forudgående indlæggelser har patienten udvist truende og aggressiv adfærd. Dømte blev i januar 2024 indlagt ved det Afsnit, By. Han har således gennem halvandet år været indlagt i beskyttede rammer under psykiatrien.
Der pågår aktuelt skift af den antipsykotiske behandling, idet der ikke ved tidligere behandlingsforsøg har været opnået tilfredsstillende antipsykotisk effekt. Dømte samarbejder omkring behandling under indlæggelse, men har vedvarende tydeligt tilkendegivet, at han ønsker at ophøre med behandlingen ved eventuel udskrivelse.
Dømte har under ophold i de nuværende rammer haft tilbagefald med indtag af euforiserende stoffer, senest i starten af august 2025. Ud fra en lægefaglig vurdering foreligger der et åbenbart behov for at fortsætte den retspsykiatriske behandling med henblik på forebyggelse af fornyet kriminalitet.
Dømte er vedvarende psykotisk med forekomst af symptomatologi typisk for paranoid skizofreni, heriblandt forekomst af bizarre vrangforestillinger. Dømte har under den aktuelle indlæggelse vedvarende givet udtryk for ønske om ophør med den medicinske behandling ved udskrivelse.
Han har ligeledes manglende erkendelse af den betydelige risiko for ygerligere forværring af tilstanden, som indtag af euforiserende stoffer vil medføre. Det kan ikke forventes, at patienten selv vil opsøge behandling ved forværring af sin tilstand.
På baggrund af Dømte patientens aktuelle tilstand, manglende erkendelse af behandlingsbehov samt Dømte's indstilling til fortsat behandling efter eventuel udskrivelse, må det derfor anbefales at forlænge længstetiden af den idømte foranstaltning. …” Forklaring Dømte har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Dømte har supplerende forklaret, at han gerne vil fortsætte med sin nye medicin.
Han kan tåle medicinen, og kan nu samle sine tanker. Han føler sig ikke psykotisk længere. Det går derfor bedre med den nye medicin. Han vil fortsætte med at tage medicinen, selvom foranstaltningen ophæves. Han ved ikke, om han vil ryge hash igen. Han har været udsat for passiv hashrygning to gange, hvilket er årsagen til, at han blev testet positiv for cannabis.
Han røg selv et bonhoved for ca. 2½ uge siden, fordi han blev spurgt om det samme hver dag. Han fik hashen af en kammerat, som han mødte i byen. Han vil gerne dele lejlighed med sin bror. Hans onkel skal måske også bo med dem. Han vil derfor gerne flytte fra ”De Særlige Pladser”, hvor han bor frivilligt. Han har været der siden januar 2024.
Han vil ikke længere bo på ”De Særlige Pladser”, selvom overlægen synes, at det er en god idé. Han har sparet 35.000 kr. op til møbler, indskud og en knallert. Der er en lejlighed ledig fra den 5. oktober. Han vil derfor gerne flytte på det tidspunkt. Han vil gerne flytte fra ”De Særlige Pladser”, fordi der kommer flere og flere regler for ham. Han har ikke længere et alkoholmisbrug.
Han ved ikke, hvad tiltalefrafaldet i 2021 gik ud på. Det siger ham ikke noget. Han kan huske en episode fra 2021, hvor han tog en træpind fra en person og lagde personen ned. Det blev ikke anmeldt. Han mener ikke, at han er skizofren i dag. Han blev skizofren som 5-årig, men det stoppede, da han røg et bonhoved som 11-årig. Han opfatter sig ikke som syg. Han har sin tro, men det er ikke en sygdom.
Han har fået flere forskellige former for antipsykotisk medicin, som ikke har virket. Den medicin, han får nu, har han selv fundet, og den virker bedre. De gange, han er blevet indlagt tidligere, skyldes, at han havde taget centralstimulerende stoffer. Han har ikke været indlagt siden september 2023. Han ønsker dommen ophævet, men han vil fortsat gerne tage sin medicin.
Han vil gerne bo i en lejlighed med sin bror og have et job.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det lægges efter udtalelsen af 19. august 2025 fra Psykiatrien i Region Syddanmark om Dømtes psykiske forhold til grund, at han fortsat har et åbenbart behov for, at den retspsykiatriske behandling fortsætter med henblik på forebyggelse af recidiv.
Det er anført, at Dømte mangler erkendelse af sit behandlingsbehov og den forværring af hans tilstand, som indtagelse af euforiserende stoffer medfører, hvilket bl.a. er årsagen til de gentagne indlæggelser siden 2020. Det er anført, at indlæggelserne er sket på baggrund af eskalerende misbrug og forværring af Dømtes psykiske sygdom.
Han har endvidere haft tilbagefald med indtag af euforiserende stoffer senest i august 2025. Det er yderligere anført, at Dømte ved indlæggelserne har udvist truende og aggressiv adfærd. Han har været indlagt i halvandet år under psykiatrien, og det er oplyst, at den hidtidige medicinering af ham ikke har været tilfredsstillende, hvorfor der aktuelt pågår skift af antipsykotisk behandling.
Siden dommen af 7. juli 2020 er Dømte den 4. august 2021 meddelt tiltalefrafald for overtrædelse af straffelovens § 119. Det må på denne baggrund lægges til grund, at der er stor risiko for recidiv, såfremt foranstaltningen ophæves.
Der lægges herved navnlig vægt på, at Dømte tidligere har tilkendegivet, at han vil stoppe med sin psykiatriske behandling, når foranstaltningen ophører, og at der er betydelig risiko for, at han vil misbruge euforiserende stoffer, der vil medføre en forværring af hans psykiske tilstand med nærliggende risiko for yderligere personfarlig kriminalitet til følge.
Landsretten finder derfor, at der foreligger et åbenbart behov for at fortsætte behandlingen, som er motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn. Der foreligger dermed sådanne særlige omstændigheder, at der skal fastsættes en ny længstetid for foranstaltningen. Proportionalitetshensyn kan ikke på nuværende tidspunkt føre til en anden vurdering.
Landsretten ændrer derfor byrettens kendelse, således at der fastsættes en ny længstetid på 2 år for foranstaltningen, jf. straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt., som nedenfor bestemt.
Thi bestemmes
: Byrettens kendelse ændres, således at der fastsættes en ny længstetid på 2 år for foranstaltningen, der regnes fra den 7. juli 2025. Statskassen skal betale sagens omkostninger.
