Tilbage til sager

BRByretterne

AM2025.02.18B

Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
18-02-2025
Sagsemne
ophavsretskrænkelser
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.02.18B Retten i Horsens

DOM

Dato: 18. februar 2025 Rettens sagsnr.: 1249/2024 Politiets sagsnr.: SØK-77658-00007-21 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1980 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 13. maj 2024. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1.

Ophavsretskrænkelse af grov karakter efter straffelovens § 299b, nr. 1, jf. ophavsretslovens § 76, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 2, samt §§ 65, 67 og 69, ved i perioden fra den 5. januar 2021 til den 3. november 2021 fra adressen Adresse i Hedensted forsætligt og under særligt skærpende omstændigheder på fildelingstjenesten www.Hjemmeside.dk via peer-to-peer (P2P) fildeling og bittorrent teknologi, at have givet almenheden - som bruger af tjenesten - adgang til på individuelt valgt sted og tidspunkt at downloade filmværker, tv-serier, musik og bøger, herunder tegneserier og lydbøger eller dele heraf uden samtykke hertil fra rettighedshaverne, idet tiltalte som bruger uploadede ikke under 6 TB ophavsretligt beskyttede værker på fildelingstjenesten www.Hjemmeside.dk- der i perioden havde ikke under 4.000 brugere-herunder 81 værker samt 481 torrents. 2.

Ophavsretskrænkelse af grov karakter efter straffelovens § 299b, nr. 1, jf. ophavsretslovens § 76, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 2, samt §§ 65, 66, 67 og 69, ved i perioden fra den 7. januar 2021 til den 20. januar 2021 fra adressen Adresse i Hedensted forsætligt og under særligt skærpende omstændigheder i forening og efter aftale eller fælles forståelse med brugerne "Brugernavn1", "Brugernavn2", "Brugernavn3", "Brugernavn4", "Brugernavn5", og "Brugernavn6", på fildelingstjenesten www.Hjemmeside.dk via peer-to-peer (P2P) fildeling og bittorrent teknologi at have givet almenheden - som bruger af tjenesten - adgang til på et individuelt valgt sted og tidspunkt at downloade filmværker, tv-serier, musik og bøger, herunder tegneserier og lydbøger, eller dele heraf, uden samtykke hertil fra rettighedshaverne, idet tiltalte som en del af medarbejderstaben var med til at drive fildelingstjenesten www.Hjemmeside.dk, der i perioden havde ikke under 3.668 brugere.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om at tiltalte idømmes en frihedsstraf, subsidiært at tiltalte dømmes til behandling på psykiatrisk afdeling eller under tilsyn heraf, og således at overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse, jf. straffelovens § 16, jf. § 68, stk. 1, 2. pkt.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at der fastsættes en længstetid på 5 år for foranstaltningen, jf. straffelovens § 68 a, stk. 1. Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af stationær PC af mrk. Tower (koster nr. … -1), bærbar PC af mrk. Toshiba Satelite C (koster nr. … -3) og mobiltelefon af mrk. OnePlus (koster nr. … -9) hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2. Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Overfor påstanden om konfiskation har tiltalte påstået frifindelse for så vidt angår harddisk indeholdende kryptovaluta.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte. Forklaringen er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Af rapport af 3. november 2021 (ekstraktens side 613) fremgår blandt andet, at tiltalte har samtykket til, at politiet beslaglægger og foretager omveksling af det angivne kryptovaluta til danske kroner med henblik på indsættelse på politiets konto.

Tiltalte er straffet ved dom af 25. februar 2022 med bøde for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste a, nr. 1. Kriminalforsorgen har den 25. januar 2025 udarbejdet personundersøgelse af tiltalte. Undersøgelsens konklusion er fremlagt for retten.

Tiltalte har været mentalundersøgt den 6. juni 2023. Mentalundersøgelsens konklusion er fremlagt for retten. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han er i behandling på Behandlingssted, hvor han ugentligt aflægger urinprøve og har gjort det siden han blev anholdt i sagen. Han deltager både i samtaler og er i medicinbehandling i centeret. Han deler ikke længere filer på internettet.

I perioder af sit liv, hvor han har været afhængig af stoffer, har han haft en del angst og psykotiske episoder. Bortset fra et enkelt tilfælde i november 2024, har han dog ikke været påvirket af stoffer de sidste 10 år.

Rettens begrundelse

og afgørelse Skyldvurdering Tiltalte har erkendt sig skyldig. Han har vedrørende forhold 2 forklaret blandt andet, at forholdet ikke skete i forening og efter aftale eller fælles forståelse med brugerne "Brugernavn4", "Brugernavn5" og "Brugernavn6", idet der ikke var tale om egentlige brugere, men systemer. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger.

Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med sin erkendelse. Straffastsættelse På baggrund af forklaringen fra tiltalte, finder retten, at der ikke foreligger holdepunkter for at antage, at der har været en sådan forbindelse mellem tiltaltes sindssygdom og den begåede kriminalitet, at han kan anses for at have været utilregnelig.

Tiltalte er derfor ikke straffri efter straffelovens § 16, stk. 1. To voterende udtaler: Under hensyntagen til omfanget af det udbudte materiale, tiltaltes rolle i fildelingstjenesten, at der var tale om et begrænset antal ophavsretskrænkelser samt tiltaltes medvirken til oplysning af sagen, finder vi, at straffen bør fastsættes til fængsel i 50 dage.

En voterende udtaler: Tiltalte har vedrørende forhold 2 haft en meget begrænset rolle i forbindelse med at drive fildelingstjenesten, hvorfor straffen bør fastsættes til fængsel i 40 dage. Samtlige voterende udtaler: Ved vurderingen af, hvorvidt straffen kan gøres betinget, har retten lagt vægt på, at tiltalte ikke tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet og forholdenes alder.

Der gives herefter dom efter stemmeflertallet, således at tiltalte straffes med fængsel i 50 dage, jf. ophavsretskrænkelse af grov karakter efter straffelovens § 299 b, nr. 1, jf. ophavsretslovens § 76, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 2, samt §§ 65, 66, 67 og 69, jf. straffelovens § 89.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1. Retten tager påstanden om konfiskation til følge med undtagelse af den i sagen omtalte kryptovaluta, jf. straffelovens § 75, stk. 1 og 2.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 50 dage. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på et år fra endelig dom. Hos tiltalte konfiskeres stationær PC af mrk. Tower (koster nr. … -1), bærbar PC af mrk. Toshiba Satelite C (koster nr. … -3) og mobiltelefon af mrk. OnePlus (koster nr. … -9) med undtagelse af kryptovalutaen XDN, INF, YKR, Dogecoin og Shiba samt de hertil hørende nøgler. Statskassen skal betale sagens omkostninger.

AM2025.02.18B
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/688fd3cf-3405-43f8-affe-454f0cbfe46e