37/2022

Udvisning af tyrkisk statsborger med et indrejseforbud i 6 år var ikke i strid med associeringsafgørelsen eller Menneskerettighedskonventionen T var dømt for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, for under særligt skærpende omstændigheder at have besiddet en halvautomatisk pistol med tilhørende magasin og 8 patroner på offentligt sted og efterfølgende have opbevaret pistolen mv. på sit værelse. Han blev straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder. I byretten blev T tildelt en advarsel om udvisning, mens landsretten fandt, at T skulle udvises med et indrejseforbud i 6 år. For Højesteret angik sagen alene spørgsmålet om udvisning. T nedlagde påstand om, at han blev tildelt en advarsel om udvisning, mens anklagemyndigheden påstod indrejseforbuddets varighed skærpet fra 6 år til 12 år. Højesteret lagde til grund, at T, der var tyrkisk statsborger, var omfattet af associeringsafgørelsen mellem EØF og Tyrkiet, og spørgsmålet var herefter, om udvisning ville være i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Højesteret tiltrådte, at T’s adfærd under hensyn til karakteren og omstændighederne ved den begåede kriminalitet – uanset at han ikke tidligere var straffet bortset fra nogle bødeforhold – udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen. Ved proportionalitetsvurderingen lagde Højesteret til grund, at T’s tilknytning til Danmark var meget stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet. Han havde dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Tyrkiet og ville ikke være uden forudsætninger for at begå sig der, hvis han blev udvist. Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet fandt Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der talte for udvisning af T, var så tungtvejende, at de havde større vægt end de hensyn, som talte imod udvisning på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark. Højesteret tiltrådte herefter, at udvisning af T med et indrejseforbud i 6 år ikke udgjorde et uproportionalt indgreb i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder fandt Højesteret, at det derimod ville være uproportionalt, hvis indrejseforbuddets varighed som påstået af anklagemyndigheden blev fastsat til 12 år. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom. Læs landsrettens afgørelse i Domsdatabasen Læs byrettens afgørelse i Domsdatabasen