VLR — Vestre Landsret
AM2025.12.01V
OL-2025-V-00065
AM2025.12.01V Retten i Holstebros
DOM
Dato: 30. juni 2025 Rettens sagsnr.: 8D-957/2025 Politiets sagsnr.: 4100-73241-00350-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født oktober 2007 Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Retsmødebegæring er modtaget den 26. maj 2025. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, vold, ved den 3. maj 2025 kl. ca. 02.20 på restauration ”Bar”, Adresse i By, at have slået Forurettede en gang i baghovedet med knyttet hånd.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har erkendt sig skyldig.
Sagens oplysninger
Tiltalte, Tiltalte, har forklaret, at han natten mellem den 2. og 3. maj 2025 var på Bar, der er en bar/diskotek i By. Han havde fået meget at drikke. Forurettede var også på Bar. Han kendte til Forurettede, men ikke mere end det. De var ikke uvenner. Han havde dog fået at vide, at Forurettede havde gjort noget ved tiltaltes kammeraters kæreste.
Helt spontant gik han derfor op til Forurettede, som sad i baren, og slog ham i baghovedet med knyttet hånd. Han sagde ikke noget til Forurettede inden. Det hele skete meget hurtigt. Slaget var forholdsvist hårdt. Herefter blev tiltalte smidt ud af Bar. Han lagde ikke mærke til, hvordan Forurettede havde det herefter. Han har efterfølgende hørt, at Forurettede havde lidt ondt i hovedet bagefter.
Der foreligger politiattesten af 12. maj 2025 vedrørende Forurettede. Kriminalforsorgen har den 19. juni 2025 udarbejdet en personundersøgelse, jf. retsplejelovens § 808. Det er Kriminalforsorgens vurdering, at tiltalte er egnet til at udføre samfundstjeneste. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han er ved at tage en fiskeriuddannelse, og at han er villig til samfundstjeneste.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig. Efter en samlet vurdering af forholdets karakter, at tiltalte ikke tidligere er straffet samt tiltaltes unge alder, kan straffen uden eventuel tilståelsesrabat fastsættes til fængsel i 30 dage.
Tiltalte har afgivet tilståelse tidligt i sagen, sådan at sagen har kunne afgøres som en tilståelsessag. Navnligt efter karakteren af volden og idet tiltalte ikke tidligere er straffet, finder retten, at det foreliggende tilfælde ikke er omfattet af de sager, hvori Højesteret i dom af 15. maj 2025 trykt i U 2025.3022 har udtalt, at der af retshåndhævelseshensyn ikke kan gives tilståelsesrabat.
Under hensyn til tilståelsen skal der derfor ske en reduktion af straffen til fængsel i 20 dage. Straffen fastsættes herefter til fængsel i 20 dage, jf. straffelovens § 244, stk. 1. Retten har på baggrund af det ovenfor anførte vurderet, at det er forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.
Straffen skal herefter ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 40 timer.
Thi kendes for ret
: Tiltalte, Tiltalte, skal straffes med fængsel i 20 dage. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal inden for en længstetid på 4 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 40 timer. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Tilsynet ophører dog, når samfundstjenesten er udført. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 3. afdelings
DOM
(dommerne Erik P. Bentzen, Claus Rohde og Hanne H. Pedersen og med domsmænd) Dato: 1. december 2025 Rettens sagsnr.: S–1249–25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født oktober 2007, (advokat Christian Ternvig Markussen, Holstebro) Retten i Holstebro har den 30. juni 2025 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 8D-957/2025).
Påstande
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Tiltalte, Tiltalte, har påstået stadfæstelse. Forklaring Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han fortsat er i gang med fiskeruddannelsen. Han er hos den samme skipper. Han er lige begyndt på andet skoleforløb og mangler 9-10 måneder af uddannelsen. Han har været sygemeldt på grund af en arbejdsulykke på havet, hvor hans skulder blev revet i stykker, og han skulle hentes i helikopter. Såret er ved at være helet op, og han har ikke haft problemer, men han er ikke kommet i gang med genoptræningen endnu. Han vil godt kunne udføre samfundstjeneste.
Landsrettens begrundelse og resultat
Tiltalte er i byretten fundet skyldig i at have slået Forurettede en gang i baghovedet med knyttet hånd. Voldsudøvelsen fandt sted om natten i restaurationsmiljøet. Tiltalte tilstod voldsudøvelsen ved den første afhøring efter hændelsen. Sagen er i byretten gennemført som en tilståelsessag, og tiltaltes tilståelse har ikke sparet politiet for en længere efterforskning.
Højesteret har i dom af 15. maj 2025 (U 2025.3022 H) i relation til straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, udtalt bl.a., at der er sager og sagsområder, hvor der som udgangspunkt ikke kan gives tilståelsesrabat alene ud fra procesøkonomiske hensyn, herunder sager om drab, voldtægt, vold og andre grove integritetskrænkelser.
Landsretten finder på denne baggrund og efter sagens karakter, at der ikke som følge af tiltaltes tilståelse skal ske en strafreduktion eller i øvrigt fastsættes en mildere sanktion, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9. Straffen forhøjes herefter til fængsel i 30 dage.
Der er ved strafudmålingen taget hensyn til karakteren af volden, at volden er begået i restaurationsmiljøet, og at tiltalte på gerningstidspunket var 17 år og ustraffet. Idet der efter karakteren af lovovertrædelsen ikke er grundlag for at gøre straffen rent betinget, tiltræder landsretten, at straffen er gjort betinget med vilkår om bl.a. samfundstjeneste i 40 timer.
Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 30 dage, der gøres betinget med vilkår som fastsat i byrettens dom. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
