72/2008

Beregnet beplantningsudgift i ”skovplan”-projekt tilsidesat som afskrivningsgrundlag Dom afsagt den 25. juni 2010. Sag 72/2008 Alex Schou Jensen mod Skatteministeriet Skattemyndighederne var berettiget til at tilsidesætte den beregnede beplantningsudgift i et ”skovplan”-projekt som afskrivningsgrundlag og at ansætte værdien skønsmæssigt Skatteyderen S erhvervede i 1992 en kommanditanpart i et ”skovplan”-projekt. Ifølge prospektmaterialet betalte investorerne en overpris for beplantningen på ca. 3-5 gange markedsprisen. Beplantningsudgiften og dermed afskrivningsgrundlaget var i kommanditselskabets revisorredegørelse beregnet til 2.830.000 kr. Betalingen var berigtiget ved udstedelse af et pantebrev på 3.780.000 kr., som var forrentet med 10 % om året i 8 år. På baggrund af Dansk Skovforenings Pyntegrøntsektions oplysninger om økonomien i pyntegrandyrkning opgjorde skattemyndighederne beplantningsudgiften til skønsmæssigt 1.319.111 kr., hvori indgik et tillæg på 50 % til dækning af avance, garantiomkostninger og andre omkostninger. I overensstemmelse hermed nedsatte Skatteankenævnet værdien af afskrivningsgrundlaget angivet i S’ skatteansættelse for 1993. Afgørelsen blev stadfæstet af landsskatteretten. I forbindelse med opgørelsen af kommanditisternes ejendomsavance ved salg af anparter havde Skatteankenævnet kursfastsat pantebrevet, hvormed beplantningsudgiften var berigtiget, til 35. S nedlagde for domstolene påstand om hjemvisning af sin skatteansættelse til fornyet behandling. S gjorde gældende, at den af skattemyndighederne skønsmæssigt ansatte værdi af afskrivningsgrundlaget skulle tilsidesættes som urimelig og udøvet på fejlagtigt grundlag. Til støtte herfor anførte S bl.a., at man – som i ejendomsavancesagerne – skulle have lagt pantebrevets kursværdi til grund. Højesteret bemærkede indledningsvis, at alene udgifter til indkøb og plantning af træer kunne fradrages efter ligningslovens § 8 K, og at der ikke efter bestemmelsen kunne ske fradrag af udgifter til etablering og finansiering af et investeringsprojekt. Efter bevisførelsen fandt Højesteret, at investorernes betaling – berigtiget som en del af pantebrevet – ikke alene omfattede beplantningen, men i væsentlig grad også den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af investeringsprojektet. De enkelte vilkår havde endvidere ikke været underlagt forhandling, og der havde ikke været modstående interesser i fastsættelsen af vederlaget for beplantningen. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at tilsidesætte værdiansættelsen af beplantningsudgiften, og deres skønsmæssige ansættelse hvilede ikke på et forkert grundlag, ligesom skønnet ikke var åbenbart urimeligt. Værdiansættelsen af pantebrevet i forbindelse med opgørelsen af ejendomsavance kunne ikke tillægges betydning ved opgørelsen af fradraget efter ligningslovens § 8 K. Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.