Tilbage til sager

HRHøjesteret

41/2019

OL-2019-H-00110

Afgørelse
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
13-08-2019
Sagsemne
29.4 Våben og eksplosivstoffer, 31.9 Andre spørgsmål, Strafferet
Sagens parter
Anklagemyndigheden mod T
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

HØJESTERETS DOM

afsagt tirsdag den 13. august 2019

Sag 41/2019 (1. afdeling)

Anklagemyndigheden mod T (advokat Anne-Birgitte Bjerre-Olsen, beskikket)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Svendborg den 29. august 2018 og af Østre Landsrets 6. afdeling den 11. december 2018.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Thomas Rørdam, Jon Stokholm, Poul Dahl Jensen, Jens Peter Christensen og Hanne Schmidt.

Påstande

Dommen er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse.

T har påstået formildelse.

Parterne har i øvrigt nedlagt samstemmende påstande om frifindelse for overtrædelse af vå- benbekendtgørelsen for så vidt angår besiddelse af den ene peberspray i sagens forhold 3.

Anbringender

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at der ved besiddelse af et våbenlager bør udmåles en klart højere straf end ved besiddelse af nogle få våben, idet risikoen for, at et våben vil blive brugt til fare for andre, stiger for hvert enkelt våben i omløb. De 12 sampakkede våben, som T havde i sin bil, er et våbenlager, således som dette er defineret i forarbejderne til straffelovens § 192 a, stk. 1.

- 2 -

Det må ved strafudmålingen endvidere tillægges vægt, at T var i besiddelse af to skydevåben, der kunne indstilles til fuldautomatisk skudafgivelse og således må karakteriseres som særdeles farlige. Straffen for besiddelse af et enkelt særdeles farligt skydevåben uden tilhørende ammunition på offentligt tilgængeligt sted forudsættes i lovforarbejderne i første- gangstilfælde som udgangspunkt at skulle fastsættes til ubetinget fængsel på mellem 3 år og 3 år og 6 måneder.

Derudover var han i besiddelse af 10 ikke-fuldautomatiske pistoler. Straffen for besiddelse af et enkelt sådant skydevåben uden tilhørende ammunition på offentligt tilgængeligt sted forud- sættes ifølge forarbejderne i førstegangstilfælde som udgangspunkt at medføre fængsel i 2 år og 3 måneder.

Endelig må det tillægges vægt, at det er lagt til grund, at våbnene var beregnet til anvendelse i det organiserede kriminelle miljø.

Straffen bør på denne baggrund fastsættes til fængsel i 6-7 år.

T er i forhold 3 bl.a. dømt for overtrædelse af våbenbekendtgørelsen ved at have været i besiddelse af to peberspray. Peberspray på op til 500.000 scoville heat units kan nu lovligt besiddes i eget hjem. Det kan ikke udelukkes, at den ene peberspray vil være lovlig at besidde i dag. Der bør derfor ske frifindelse for besiddelse af denne peberspray, jf. straffelovens § 3, stk. 1.

T har anført navnlig, at der ikke i forarbejderne til den seneste ændring af straffelovens § 192 a i 2017 er bemærkninger om strafpositionerne ved samtidig besiddelse af flere ulovlige skydevåben. Det samme var tilfældet ved ændringerne i 2009 og 2014.

Det må indgå ved straffens fastsættelse, at han ikke tidligere er dømt for overtrædelse af vå- benlovgivningen, og at han ikke har tilknytning til bande- eller rockermiljøet. Som forklaret havde han erhvervet våbnene med den intention at beholde dem. Det må endvidere indgå, at seks af pistolerne ikke var normalt funktionsdygtige, idet de kun kunne affyre det første skud, hvorefter man manuelt måtte tage det afskudte patronhylster ud. Endelig bør det indgå, at pi- -

- 3 -

stolerne ganske vist blev fundet på et offentligt tilgængeligt sted, men at de på grund af deres indpakning ikke var umiddelbart tilgængelige for brug. Straffen bør på denne baggrund udmå- les til 4-5 års fængsel.

Som anført af anklagemyndigheden bør der ske delvis frifindelse i sagens forhold 3, idet det ikke kan udelukkes, at den ene peberspray i dag vil være lovlig at besidde.

Supplerende sagsfremstilling

Af våbenrapport af 22. juni 2018 udarbejdet af Nationalt Kriminalteknisk Center fremgår bl.a.:

”AD. KT 3 – 12 [10 stk. Glock pistoler] Ved modtagelsen fremstod alle pistolerne rene og uden muligt krudtslam.

Pistolerne ses at være omdannede fra gas/signalpistoler i kaliber 9 mm P.A. Knald til, at kunne affyre skarpe patroner i kaliber 9 mm Kort. … Pistolerne KT. 5, 6, 8 og 12 funktionerede normalt.

Pistolerne KT. 3, 4, 7, 9, 10 og 11 kunne affyre første skud. Men det afskudte patronhylster bliver ikke trukket helt ud af kammeret og dermed udkastet af våbnet. Udtagning af det afskudte patronhylster og genladning skal derfor foretages på manuel vis.

AD. KT 13 og 14 [2 stk. slovakiske Grand Power pistoler] Ved modtagelsen fremstod pistolerne rene og uden muligt krudtslam.

Pistolerne ses at være omdannede fra gas/signalpistoler i kaliber 9 mm P.A.K til, at kunne affyre skarpe patroner i kaliber 9 mm Kort. … De 2 pistoler kunne affyres som normalt.

De 2 pistoler KT 13 og 14 er fremstillet til at kunne skyde halvautomatisk (enkeltskud) samt fuldautomatisk (bygeild), ved prøveskydning funktionerede de på normal vis ved begge indstillinger.”

Der er for Højesteret fremlagt en rapport af 2. juli 2019 fra Fyns Politi, hvoraf fremgår, at der vedrørende den ene peberspray (”Nr. Sicher”) omfattet af sagens forhold 3 ikke findes oplys- ninger om sprayens styrkeenheder.

- 4 -

Retsgrundlag Straffelovens § 192 a lyder:

”§ 192 a.

Med fængsel fra 2 år indtil 8 år straffes den, der overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forord- ning (EU) nr. 258/2012 af 14. marts 2012 ved under særligt skærpende omstændigheder at indføre, udføre, transportere, erhverve, overdrage, besidde, bære, anvende, tilvirke, udvikle eller med henblik på udvikling forske i 1) skydevåben eller 2) andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet eller eksplosivstofferne på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade.

Stk. 2. Den, der i øvrigt overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder, straffes med fængsel indtil 6 år. Stk. 3. Ved fastsættelse af straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben efter stk. 1, nr. 1, skal det indgå som en skærpende omstændighed, at skydevåbnet besiddes på offent- ligt tilgængeligt sted.

Besiddes der samtidig ammunition, der kan affyres med skyde- våbnet, skal dette indgå som en yderligere skærpende omstændighed ved straffastsættel- sen.”

Bestemmelsen blev senest ændret ved lov nr. 494 af 22. maj 2017. I de almindelige bemærk- ninger til lovforslaget (Folketingstidende 2016-17, tillæg A, lovforslag nr. L 139) hedder det bl.a.:

”2. Lovforslagets hovedpunkter 2.1. Skærpelse af straffen for ulovlig våbenbesiddelse mv. under særligt skærpende omstændigheder … 2.1.3. Den foreslåede ordning Det foreslås at forhøje minimumsstraffen i straffelovens § 192 a, stk. 1, fra 1 års fæng- sel til 2 års fængsel med henblik på at styrke det strafferetlige værn mod ulovlig våben- besiddelse mv. under særligt skærpende omstændigheder. Samtidig foreslås straffe- rammen hævet fra 6 års fængsel til 8 års fængsel med henblik på at sikre, at der fortsat vil være et væsentligt råderum for strafudmålingen i forhold til særligt grove overtræ- delser af bestemmelsen.

Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for overtrædelse af bestemmelsen forhøjes med omkring 1 års fængsel i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domsto- lene, jf. nærmere herom pkt. 2.1.1 ovenfor. Der lægges hermed op til at fastholde den øgede graduering i opadgående retning af strafudmålingen, som afspejler lovovertræ- delsens grovhed.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og de angivne strafniveauer vil kunne fra- viges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende el- ler formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsæt-

- 5 -

telse i straffelovens kapitel 10. Den foreslåede minimumsstraf på 2 års fængsel kan dog kun fraviges i medfør af den almindelige regel i straffelovens § 83.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende retstilstand.”

Af lovforslagets specielle bemærkninger til bestemmelsen fremgår bl.a.:

”For så vidt angår ulovlig besiddelse mv. af skydevåben, der ikke på grund af sin særde- les farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade (f.eks. enkeltskudsvåben, halvautomatiske våben og repetervåben), efter straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, kan der fremover tages udgangspunkt i følgende strafpositioner: … Straffen for besiddelse mv. uden ammunition, der kan affyres med skydevåbnet, på of- fentligt tilgængeligt sted forudsættes i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel i 2 år og 3 måneder.

I gentagelsestilfælde forudsættes straffen som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel mellem 2 år og 8 måneder og 3 år. … For så vidt angår ulovlig besiddelse mv. af særdeles farlige skydevåben (f.eks. fuldau- tomatiske skydevåben), efter straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, kan der fremover tages udgangspunkt i følgende strafpositioner: … Straffen for besiddelse mv. uden ammunition, der kan affyres med skydevåbnet, på of- fentligt tilgængeligt sted, forudsættes i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel mellem 3 år og 3 år og 6 måneder.

Det forudsættes endvidere, at der i gentagelsestilfælde sker en betydelig skærpelse af straffen. … Har et våben eller eksplosivstof omfattet af straffelovens § 192 a ikke blot været i ger- ningsmandens besiddelse mv., men også været anvendt enten på offentligt eller ikke of- fentligt tilgængeligt sted, forudsættes det, at straffen som udgangspunkt fastsættes noget over de strafpositioner, der er angivet ovenfor.

Der vil også i andre tilfælde efter en konkret vurdering være grundlag for, at straffen fastsættes i et højere niveau. Eksempelvis forudsættes det fortsat, at der i sager, hvor der foreligger organiseret ulovlig indførsel af skydevåben, organiseret ulovlig handel med våben og ulovlige våbenlagre, udmåles væsentligt strengere straffe end de angivne ud- gangspunkter for strafudmålingen.”

Straffelovens § 192 a er tidligere ændret ved bl.a. lov nr. 501 af 12. juni 2009. I de almindeli- ge bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 2008-09, tillæg A, lovforslag nr. L 211) hedder det bl.a.:

”3. Udvidet straffelovsbestemmelse om overtrædelse af våbenlovgivningen … 3.2 Lovforslagets udformning …

- 6 -

3.2.6. Straffen for organiseret ulovlig indførsel af bl.a. skydevåben bør afspejle, at der er tale om meget alvorlig kriminalitet, og det forudsættes, at der i sager, hvor der forelig- ger indsmugling, fastsættes væsentligt strengere straffe end de oven for angivne ud- gangspunkter for strafudmålingen i sager om ulovlig besiddelse mv. af skydevåben.

Til- svarende gør sig gældende for organiseret ulovlig handel med våben.

Det vil sige, at straffen, hvis der er tale om, at der som led i ulovlig indførsel eller ulovlig handel med skydevåben, sker en besiddelse mv. af skydevåben på et offentligt tilgængeligt sted med tilhørende ammunition, vil skulle fastsættes væsentligt over den straf på mindst 1 års fængsel, der forudsættes udmålt i forhold til førstegangstilfælde af besiddelse af skyde- våben med tilhørende ammunition omfattet af den foreslåede bestemmelse i straffelo- vens § 192 a, stk. 1.

Hvis der derimod er tale om, at der i de omhandlede tilfælde alene sker en besiddelse mv. af skydevåben på bopælen mv., hvorfra der f.eks. drives handel med ulovlige skydevåben, vil der skulle fastsættes en straf, der er væsentligt over den straf på 4-8 måneder, der forudsættes udmålt i forhold til førstegangstilfælde af besid- delse mv. af skydevåben på bopælen mv. omfattet af den foreslåede bestemmelse i straf- felovens § 192 a, stk. 2.

Straffen for at have ulovlige våbenlagre - det vil sige tilfælde, hvor flere ulovlige våben mv. opbevares det samme sted - forudsættes i lighed med det netop anførte om ulovlig indførsel af og ulovlig handel med våben at afspejle, at der er tale om en meget alvorlig lovovertrædelse.

Der forudsættes således også i disse tilfælde fastsat en væsentligt strengere straf efter § 192 a, stk. 1 eller 2, end de oven for angivne udgangspunkter for straffastsættelsen ved ulovlig besiddelse mv. af skydevåben. Ved strafudmålingen kan der i øvrigt bl.a. lægges vægt på våbnenes art (er der tale om almindelige skydevåben eller maskinpistoler mv.) og på antallet af de opbevarede våben.”

Højesterets begrundelse og resultat

Efter den ændring af reglerne om peberspray, der trådte i kraft den 1. januar 2019, er det lov- ligt at besidde peberspray i eget hjem, såfremt pebersprayen ikke har en styrke på mere end 500.000 scoville heat units, jf. våbenbekendtgørelsens § 18 a, stk. 1.

Da det efter de foreliggende oplysninger ikke kan lægges til grund, at den ene peberspray i anklageskriftets forhold 3 (benævnt ”Nr. Sicher”) havde en styrke, der oversteg 500.000 sco- ville heat units, frifinder Højesteret i overensstemmelse med parternes samstemmende på- stande T for overtrædelse af våbenbekendtgørelsen for så vidt angår denne peberspray, jf. straffelovens § 3, stk. 1. Som konsekvens heraf er der heller ikke grundlag for at konfiskere pebersprayen.

Sagen angår herefter straffastsættelsen for de øvrige forhold, som T er fundet skyldig i.

- 7 -

I sagens hovedforhold om overtrædelse af straffelovens § 192 a (anklageskriftets forhold 1) er T fundet skyldig i på offentligt tilgængeligt sted i sin bil at have været i besiddelse af 12 pistoler, hvoraf to pistoler kunne indstilles til fuldautomatisk skudafgivelse. Pistolerne var indpakket i plastik med tape, og der var ingen ammunition. Under de foreliggende omstændigheder, hvor det bevismæssigt er lagt til grund, at besiddelsen skete med henblik på videreoverdragelse, og at våbnene var beregnet til anvendelse i det organiserede kriminelle miljø, finder Højesteret, at straffen bør forhøjes til fængsel i 6 år.

Efter omstændighederne, herunder behovet for afklaring af straffastsættelsen, skal statskassen betale sagens omkostninger for Højesteret.

T har fortsat været fængslet under anken.

Thi kendes for ret

:

Landsrettens dom stadfæstes med følgende ændringer:

T straffes med fængsel i 6 år.

I forhold 3 frifindes T for overtrædelse af våbenbekendtgørelsen for så vidt angår peberspray benævnt ”Nr. Sicher”, og dommens bestemmelse om konfiskation af denne peberspray udgår.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.

D O M

Afsagt den 11. december 2018 af Østre Landsrets 6. afdeling (landsdommerne Kåre Mønsted og Katja Haack Nielsen (kst.) med domsmænd, jf. retsplejelovens § 214, stk. 4).

6. afd. nr. S-2522-18: Anklagemyndigheden mod T …. (advokat Anne-Birgitte Bjerre-Olsen, besk.)

Retten i Svendborgs dom af 29. august 2018 (R6-1948/2018) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse.

T har endeligt påstået formildelse, subsidiært stadfæstelse.

Personlige forhold Tiltalte har under anken været fortsat frihedsberøvet.

Landsrettens begrundelse og resultat

Straffen forhøjes til fængsel i 5 år.

Landsretten har ved strafudmålingen udover det af byretten anførte i skærpende retning lagt vægt på dels strafskærpelsen ved lov nr. 494 af 22. maj 2017, dels at våbnene, hvor serienumrene var helt eller delvist fjernet, var beregnet til anvendelse i det organiserede

- 2 -

kriminelle miljø. I formildende retning er der endvidere lagt vægt på, at våbnene som følge af indpakningen og den manglende ammunition ikke umiddelbart kunne anvendes.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Byrettens dom i sagen mod T ændres, således at han straffes med fængsel i 5 år. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten, dog at statskassen endeligt bærer 2.460 kr. + moms af salæret til forsvareren.

RETTEN i SVENDBORG

D O M

afsagt den 29. august 2018

Rettens nr. R6-1948/2018 Politiets nr. 2300-71296-00012-18

Anklagemyndigheden mod T …

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. T har fravalgt nævningesagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 687, stk. 1.

Anklageskrift er modtaget den 12. juli 2018. T er tiltalt for overtrædelse af 1.

straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jfr. stk. 3, ved den 17. april 2018 ca. kl. 16.00 på P-plads, ved …vej i X-by, under særligt skærpende omstændigheder, med henblik på videreoverdragelse til én eller flere personer, på offentligt tilgængeligt sted, i sin personbil reg. nr. ..., at have været i besiddelse af 12 pistoler, hvoraf 2 pistoler kunne indstilles til fuldautomatisk skudafgivelse.

2.

lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jfr. § 1, jfr. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jfr. § 2, jf. bilag 1 liste A nr. 1, ved den 17. april 2018 kl. 21.05 i Haveforeningen ..., gang …, kolonihavehus nr. …, i Y-by at have været i besiddelse af 133,58 hash til eget forbrug.

3.

våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 1, og nr. 3, ved den 17. april 2018 kl. 21.05 i Haveforeningen …, gang …, kolonihavehus nr. …, i Y-by at have besiddet 2 stk. totenschlægere samt 2 pebersprays.

4.

fyrværkeribekendtgørelsen § 75, stk. 1, nr. 3, jfr. § 13, stk. 1, ved den 17. april 2018 kl. 21.05 i Haveforeningen …, gang …, kolonihavehus nr. …, i Y-by, uden kommunalbestyrelsens tilladelse, at have opbevaret et kanonslag.

Påstande

- 2 -

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 12 pistoler, 133,58 gram hash, 2 totenschlägere og 2 pebersprays samt 1 kanonslag hos T, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.

T har erkendt sig skyldig i forhold 2-4 og erkendt de faktiske forhold beskrevet i tiltalen vedrørende forhold 1, dog således at han bestrider, at besiddelsen af de 12 pistoler skete med henblik på videreoverdragelse.

T har anerkendt konfiskationspåstanden.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af T og af vidnet pa. A.

Tiltalte, T, har forklaret, at han til dels bor i kolonihavehuset og til dels hos sin far. Det var hans ting, der var i kolonihavehuset. Vedrørende forhold 2 – 4 har T forklaret, at det var hans hash, og det var til eget forbrug. Han ønsker ikke at svare på, hvor meget hashen kostede, og hvor han havde købt det. Han vil heller ikke svare på, hvor han havde de to totenschlægere, 2 pebersprays og kanonslaget fra, og han ønsker ikke at svare på, om han havde bestemt grund til at have slagvåben, ligesom han ikke ønsker at oplyse, om nogle mennesker er sure på ham.

Vedrørende forhold 1 har T forklaret, at det er korrekt, at han var i besiddelse af de 12 pistoler, da han blev stoppet på parkeringspladsen ved .... Der var hans bil, som han selv havde købt. Han arbejdede på daværende tidspunkt hos sin far, men han husker ikke, hvor meget han fik i løn. Han kunne ikke lave en opsparing ud af løn. Bilen havde han købt på afbetaling, og han betalte 900 kr. pr. måned. Kolonihavehuset tilhører hans mor. Det var hans forældre, der betalte for husleje og mad. Han havde ikke selv andre udgifter end afdraget på bilen.

Han ønsker ikke at svare på, hvor han havde de 12 pistoler fra, eller hvorfor han havde dem. Han er våbensamler og kan godt lide våben. Han ønsker ikke at svare på, hvor hans våben bliver opbevaret, eller hvor lang tid, han havde været i besiddelse af de 12 pistoler. Der skulle ikke ske noget specielt med de 12 pistoler. Han skulle selv beholde dem.

At et våben er fuldautomatisk betyder, at man bare kan trykke på aftrækkeren, og så bliver pistolen ved med at skyde, til der ikke er flere skud i. Han ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt han ved, hvor mange patroner, der kan være i pistolerne. Han vil heller ikke svare på, hvem der har pakket pistolerne ind, om det er ham, der har gjort det, og om han har haft dem pakket ud.

Han bruger ikke andre stoffer end hash. Han vil ikke svare på, om han køber hash af personer fra Y-by eller om de personer har noget at gøre med pistolerne. Han skylder ikke penge til nogle. Han er på ingen måde bande- eller rockerrelateret, og han færdes ikke i de kredse.

Pa. A har som vidne forklaret, at han sammen med 2 politikollegaer B og C var med til at bringe T’s bil til standsning på parkeringspladsen ved …vej. Han husker ikke i dag, om det var B eller C, der rettede ----

- 3 -

henvendelse til T. T steg ud af bilen. Der lå en pakke foran passagersædet, der fattede hans interesse, idet omridset af en pistol kunne ses gennem plastik og gaffatape. Pakken var ikke åbnet. Han tog pakken over i politibilen, hvor han åbnede den. Pakken indeholdt mange pistoler, og efter at have pakket den første ud, vurderede han, at der var tale om ægte pistol, hvilket han dog ikke kunne sige helt sikkert.

De pakkede ikke alle pistolerne ud på dette tidspunkt. Der var ikke patroner i, og de fandt ikke ammunition. Han deltog i den efterfølgende udpakning og undersøgelse af pistolerne i pakken sammen med tekniker D. Det var en firkantet pakke med gaffatape rundt om, men hvor omridset af en pistol kunne ses. Mange af pistolerne lå i plasticpose. Pakken indeholdt 10 ens nye Glock pistoler uden serienummer.

Det så ikke ud som om, at der havde været et serienummer. Der stod Glock på siden af pistolerne. Endvidere indeholdt pakken 2 slovakiske pistoler, hvor serienumrene var fjernet.

Det er sædvanligt at fjerne serienumre fra pistoler, hvis de bruges i forbindelse med en kriminel handling, idet det da er svært for politiet at følge våbenets historie, herunder hvor det er produceret mv. De 10 Glock pistoler så ud som om, de var helt fabriksnye, mens de 2 slovakiske pistoler så nyere ud, men ikke så nye, at de kom direkte fra fabrik. De var håndteret med olie.

Han kunne ikke se, om de to slovakiske pistoler kunne indstilles til at skyde fuldautomatisk. Han mener, at D tog billeder af pistolerne under udpakningen. Pistolerne var grundet deres indpakning i plastik og tape ikke nemme at komme til. På de 2 slovakiske pistoler var mærkerne taget af.

Tiltalte er ikke straffet af relevans for denne sag.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han i sommerhalvåret bor i kolonihavehuset og i vinterhalvåret hjemme hos sin far. Han har også levet af en god børneopsparing på mellem 125.000 og 150.000 kr.

Der har under sagen været fremlagt fotos af de 12 pistoler, kriminalteknisk erklæring, våbenrapport og DNA erklæringer

Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 17. april 2018.

Rettens begrundelse

og afgørelse

Forhold 1

Retten lægger til grund, at T foran passagersædet i sin bil havde 12 funktionsduelige pistoler indpakket i plastik med tape, hvoraf de 10 pistoler var ens og omdannede til at kunne affyre skarpe 9 mm patroner, og de 2 kunne indstilles til fuldautomatisk skudafgivelse og tillige omdannede til at kunne affyre skarp ammunition.

Retten lægger til grund, at T ikke har afsat DNA på pistolerne. T har i retten forklaret, at han var våbensamler, men han har ikke ønsket at oplyse nærmere herom.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering, herunder at serienumrene på pistolerne var fjernet, tilsidesætter retten T’s forklaring om, at våbnene var til egen anvendelse.

Retten finder det herefter godtgjort, at våbnene var beregnet til anvendelse i det organiserede kriminelle miljø, og T er herefter skyldig efter anklageskriftet.

Forhold 2 - 4

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig i besiddelsen af 133,58 gram hash til eget forbrug, 2 stk. totenschlægere, 2 pebersprays og et kanonslag. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 4 år, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jfr. § 1, jfr. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jfr. § 2, jf. bilag 1 liste A nr. 1, våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 1, og nr. 3, og fyrværkeribehendtgørelsen § 75, stk. 1, nr. 3, jf. § 13, stk. 1.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på grovheden af forhold 1, herunder antallet og karakteren af de 12 funktionsduelige pistoler på offentligt tilgængeligt sted, hvoraf de to kunne indstillies til fuldautomatisk skudafgivelse. Retten har endvidere lagt vægt på, at tiltalte ikke tidligere er straffet.

Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.

Thi kendes for ret

:

T skal straffes med fængsel i 4 år.

Hos T konfiskeres 12 pistoler, 133,58 gram hash, 2 totenschlägere og 2 pebersprays samt 1 kanonslag

T skal betale sagens omkostninger.

AM2019.08.13H · UfR: U.2019.3547 og TfK: TfK2019.1317/1
To af de 12 pistoler kunne indstilles til fuldautomatisk skudafgivelse. Alle pistolerne var indviklet i plastik med tape og T var ikke besiddelse af ammunition.
KilderAnklagemyndighedenAnklagemyndigheden (PDF)Domstol.dkDomstol.dk (PDF)
Kilde: https://domstol.fe1.tangora.com/S%C3%B8geside---H%C3%B8jesteret.31488.aspx?doshow31488=1&filterfromcontrol314881=&filtertocontrol314881=&filtercontrol314882_1=0&filtercontrol314882_2=0&filtercontrol314882_3=0&filtercontrol314882_4=0&filtercontrol314882_5=0&filtercontrol314882_6=0&filtercontrol314882_7=0&searchword31488=&pagenumber31488=107