58675/2024

Ankestyrelsen skulle anerkende, at en hændelse ikke var en arbejdsskade, og arbejdsskademyndighedernes uhjemlede afgørelser skulle annulleres Skadelidte var under en ferie i sommeren 2009 involveret i et trafikuheld, der medførte, at han fik smerter fra bl.a. lænden. Den 15. oktober 2009 fik han i forbindelse med et løft som led i sit arbejde et smæld i ryggen, som førte til lændesmerter. Den 27. april 2011 stadfæstede Ankestyrelsen en afgørelse om, at hændelsen den 15. oktober 2009 var en arbejdsskade. I perioden 2012-2021 traf arbejdsskademyndighederne en række afgørelser vedrørende skadelidtes erhvervsevnetab. I 2017 stillede det forsikringsselskab, der havde tegnet forsikring for skadelidtes arbejdsgiver, If Skadeforsikring, spørgsmål ved, om der forelå en arbejdsskade, og anførte, at skadelidtes gener måtte skyldes trafikuheldet i sommeren 2009. Da Ankestyrelsen i marts 2019 afslog at genoptage afgørelsen, anlagde If Skadeforsikring denne sag i maj 2019. Under retssagen afgav Retslægerådet en udtalelse, hvorefter det det ikke var sandsynligt, at den hændelsen den 15. oktober 2009 kunne føre til en langvarig følgetilstand med rygsmerter. Herefter genoptog Ankestyrelsen sin afgørelse af 3. januar 2019 og traf den 30. juni 2022 afgørelse om, at skadelidte ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne, og at erstatningen derfor bortfaldt. Ankestyrelsen ville imidlertid ikke anerkende, at hændelsen den 15. oktober 2009 ikke var en arbejdsskade, idet Ankestyrelsen med henvisning til Højesterets dom af 3. april 2024 (UfR 2024.2840) anførte, at If Skadeforsikring om følge af retsfortabende passivitet var afskåret fra at gøre indsigelse mod afgørelsen af 27. april 2011 om at anerkende hændelsen som en arbejdsskade. Højesteret udtalte, at efter Retslægerådets udtalelse i sagen var skadelidtes tilskadekomst den 15. oktober 2009 ikke en arbejdsskade i den dagældende arbejdsskadesikringslovs forstand, da han ikke herved havde pådraget sig varige gener. Ankestyrelsens afgørelse af 27. april 2011 om anerkendelse af arbejdsskade og varigt mén og arbejdsskademyndighedernes efterfølgende afgørelser om erhvervsevnetab var derfor uhjemlede. Højesteret udtalte endvidere, at udgangspunktet er, at de nævnte afgørelser er ugyldige efter forvaltningsrettens almindelige regler, og at myndighederne har pligt til at omgøre (annullere) afgørelserne. Udgangspunktet kan kun fraviges, når særlige omstændigheder gør det påkrævet. Fravigelse kan navnlig komme på tale, hvor en borger gennem lang tid i god tro har indrettet sig i berettiget tillid til den uhjemlede afgørelse, og hvor omgørelse vil være uforholdsmæssigt indgribende. Højesteret udtalte i den forbindelse, at passivitet ikke i sig selv udgør en særlig omstændighed, der kan føre til, at en uhjemlet afgørelse ikke skal tilsidesættes som ugyldig. Der var ikke sådanne særlige omstændigheder i denne sag, at afgørelserne ikke skulle annulleres. Det er ikke en nødvendig konsekvens af afgørelsernes ugyldighed, at skadelidte skal tilbagebetale udbetalt godtgørelse og erstatning. If Skadeforsikring fik herefter medhold. Landsretten var nået til et andet resultat.