OLR — Østre Landsret
AM2025.06.04Ø
OL-2025-Ø-00037
AM2025.06.04Ø Københavns Byrets
DOM
Dato: 27. februar 2025 Rettens sagsnr.: SS 4-2068/2025 Politiets sagsnr.: 0100-71281-00525-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født februar 2007 Sagens baggrund og parternes påstande Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskriftet er modtaget den 5. februar 2025.
Tiltalte er tiltalt for 1. (0100-71281-00525-24) overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, nr. 70, nr. 185 samt nr. 201, jf. straffelovens § 89, ved i en periode op til og med den 8. maj 2024 ca. kl. 21.00 i baggården på adressen Adresse i København, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med p.t. ukendte medgerningsmænd, med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder, at have været i besiddelse af 24.384 stk. ecstasypiller, ca. 317,39 gram kokain, ca. 43,74 gram ketamin, ca. 940,4 gram MDMA og ca. 950,39 gram amfetamin, der alt var opbevaret i en ladcykel. 2. (0100-77411-19146-23) overtrædelse af straffelovens § 293, stk. 1, jf. § 89, ved i en periode op til og med den 8. maj 2024 ca. kl. 21.00 i baggården på adressen Adresse i København, uberettiget at have gjort brug af den i forhold 1 nævnte ladcykel tilhørende Forurettede.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, konfiskeres 1 stk. sort og grøn kuffert, 24.384 stk. ecstasypiller inklusiv emballage, 940, 4 gram MDMA inklusiv emballage, 950,39 gram amfetamin inklusiv emballage, 317,39 gram kokain inklusiv emballage, 43,74 gram ketamin inklusiv emballage, diverse emballage, remedier m.v., 1 stk. blå kuffert, 1 stk. hobbykniv, 1 stk. sort sportstaske og 1 stk. skruetrækker.
Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom. Tiltalte har ikke protesteret mod konfiskationspåstanden.
Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne Vidne1 og politibetjent Vidne2. [FORKLARINGER UDELADT] Oplysningerne i sagen Der er vedrørende forhold 1 dokumenteret fra bilag 3-1, fotomappe, gerningssted Adresse, foto 1-5, billeder af ladcykel med indhold i lad, bilag 3-2, fotomappe, gennemgang af koster, grøn/sort kuffert, herunder foto 36 af en brudt rulle plastikposer (koster 65 med tiltaltes fingeraftryk på, jf. nedenfor), foto 37 af en plastikpose med en blå to engangshandsker i (koster 66 og 67 med tiltaltes DNA på den ene handske, jf. nedenfor), bilag 3-3 fotomappe, gennemgang af koster, sportstaske, bilag 3-4 fotomappe gennemgang af koster, herunder foto nr. 1 af blå kuffert (koster 200, blå kuffert, med tiltaltes DNA på håndtaget, jf. nedenfor), foto nr. 11 af pose fra Rema 1000 (koster 209 med fingeraftryk fra tiltalte på, jf. nedenfor), bilag 3-5, fotomappe, gennemgang af koster, herunder foto 1, nettopose fundet i ladcykel og foto 18 af vægt (fundet i nettoposen, koster 326 med tiltaltes DNA på, jf. nedenfor) bilag 3-6, fotomappe, koster 400-404, pose fra Rema1000 med indhold, bilag 3-7, fotomappe, gennemgang af koster, cykel + DNA, (ingen DNA-spor fra tiltalte på cyklens styr) bilag 7, rapport, optælling af narkotika og ecstasy piller bilag 24, rapport retskemisk erkæring (om indhold af narkotika) bilag 11-1 retsgenetisk erklæring af 1. august 2024, hvoraf fremgår blandt andet, at DNA-profilen i spor sikret som KT 6, gummihandsker, blev berenget til at være mere end 1.000.000 gange mere sandsynligt at observere, hvis en del af det undersøgte dna stammer fra tiltalte, end hvis ikke en del af det undersøgte dna stammer fra tiltalte, bilag 11-2, retsgenetisk erklæring af 19. oktober 2024, hvoraf fremgår blandt andet, at dna-profilen i spor sikret som KT 11, blå kuffert, øverste håndtag, blev beregnet il at være mere end 3.720 gange mere sandsynligt at observere, hvis en del af det undersøgte dna stammer fra tiltalte, end hvis ikke en del af det undersøgte dna stammer fra tiltalte, og at spor sikret som KT 15, vægt - kanter, top og bund på batteri, blev beregnet til at være mere end 318.000 gange mere sandsynligt at observere, hvis en del af det undersøgte dna stammer fra tiltalte, end hvis ikke en del af det undersøgte dna stammer fra tiltalte, bilag 19, rapport angående kontakt til sagsbehandler vedr. oplysninger omkring Tiltalte, bilag 10-1, kriminalteknisk erklæring af 8. juli 2024, finger- og håndaftryksundersøgelse, sammenholdt med bilag 10-2, kriminalteknisk erklæring af 16. juli 2024, narkoundersøgelser, hvoraf fremgå blandt andet, at der på koster nr. 65, rulle med plastikposer, sikret fra den grønne kuffert, er fundet tiltaltes fingeraftryk på posens ydersider, der på koster nr. 209, plastpose med Rema1000 logo, sikret fra den blå kuffert i ladcyklen, er fundet tiltaltes fingeraftryk, og at der på koster 401, plastikpose med Rema1000 logo, sikret fra ladcyklen indeholdende en vægt, er fundet tiltaltes fingeraftryk på posens ydersider, Vedrørende forhold 2 er der dokumenteret fra bilag 8, rapport angående nærmere undersøgelse af koster nr. 500 - Christiania ladcykel, hvoraf blandt andet fremgår, at ladcyklen fundet på gerningsstedet var stjålet i tidsrummet mellem 23. december 2023 og 27. december 2023.
Personlige oplysninger Tiltalte er tidligere straffet blandt andet ved ved Københavns Byrets dom af 3. juli 2023 for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, § 287, stk. 1, jf. § 276 og § 285, stk. 1, jf. § 276 a, våbenbekendtgørelsen § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 1, og nr. 3, samt knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, idømt fængsel i 3 måneder. ved Københavns Byrets dom af 21. marts 2024 for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste b, nr. 59 og 185, knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 og § 2, stk. 1, nr. 1, samt våbenlovens § 2, stk. 1, 2. pkt., jf. § 1, stk. 2, litra a, alt jf. straffelovens § 89, idømt fængsel i 5 måneder. ved Københavns Byrets dom af 19. august 2024 for overtrædelse af straffelovens 123, stk. 2, jf. § stk. 1, idømt fængsel i 60 dage.
Tiltalte har været frihedsberøvet fra den 25. november 2024.
Rettens begrundelse
og afgørelse Forhold 1 På baggrund af fundene af tiltaltes fingeraftryk og DNA-spor på og i genstandene i ladcyklen på gerningsstedet lægger retten til grund, at tiltalte har håndteret effekterne i ladcyklen. Tiltalte har forklaret, at de fundne fingeraftryk og DNA-spor stammer fra tiltaltes køb af ecstasypiller fra bagagerummet i en Volvo SUV ved Femøren Station.
To voterende finder, at tiltaltes forklaring fremstår utroværdig og konstrueret.
Herefter, og idet vidnet har beskrevet den ene af de to personer ved ladcyklen, som en person på 15-20 år med mellemøstlig baggrund, samt henset til, at tiltalte ikke var frihedsberøvet i gerningsperioden, har sin gang på Amager, og ved dom af 21. marts 2024 blev straffet for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., og henset til placeringen af fund af tiltaltes dna-spor og fingeraftryk på og i genstandene i ladcyklen, finder disse voterende det ubetænkeligt at lægge til grund, at det var tiltalte, der sammen med en ukendt gerningsmand var i besiddelse af de angivne stoffer i ladcyklen.
Henset til mængden af stoffer lægges det endvidere til grund, at der var tale om besiddelse med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, og tiltalte anses på den baggrund skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.
En voterende finder, at anklagemyndigheden ikke har ført det til domfældelse fornødne bevis og lægger navnlig vægt på, at tiltaltes forklaring på det foreliggende grundlag ikke kan afvises. Forhold 2 I forhold 1 er det lagt til grund, at tiltalte var den ene af de to personer, som frekventerede ladcyklen.
Herefter og henset vidnets forklaring om, at det var de samme to unge mænd, der også anbragte cyklen i baggården, samt de i øvrigt foreliggende oplysninger finder to voterende det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen. En voterende finder i forlængelse af det anførte under forhold 1, at der ikke er ført det til domfældelse fornødne bevis.
Straffastsættelse Straffen fastsættes til 7 år og 10 måneder, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, jf. bilag 1, liste b, nr. 30, nr. 70, nr. 185 og nr. 201 og straffelovens § 293, stk. 1, jf. § straffelovens 89.
Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på sagens karakter og omfang, samt i formildende retning, at tiltalte på gerningstidspunktet endnu ikke var fyldt 18 år. Konfiskation Påstanden om konfiskation tages i medfør af den påberåbte bestemmelse til følge som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 7 år og 10 måneder. Hos tiltalte konfiskeres 1 stk. sort og grøn kuffert, 24.384 stk. ecstasypiller inklusiv emballage, 940,4 gram MDMA, 950,39 gram amfetamin inklusiv emballage, 317,39 gram kokain inklusiv emballage, 43,74 gram ketamin inklusiv emballage, diverse emballage, remedier m.v., 1 stk. blå kuffert, 1 stk. hobbykniv, 1 stk. sort sportstaske og 1 stk. skruetrækker.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 26.819,30 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Advokat1. Et tidligere udlagt salær på 3.640,00 kr. + moms til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat Advokat2, udredes endeligt af tiltalte. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 16. afdelings
DOM
(landsdommerne Michael de Thurah, Dorthe Wiisbye og Mark Alexander Jarby Søndergaard (kst.) med domsmænd). Dato: 4. juni 2025 Rettens sagsnr.: S-616-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født februar 2007, (advokat Martin Due Lomholdt, besk.) Dom afsagt af Københavns Byret den 27. februar 2025 (SS 4-2068/2025) er anket af tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært til formildelse af straffen.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Den idømte konfiskation er ikke omfattet af anken. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte De forklaringer, som vidnerne Vidne1 og politibetjent Vidne2 har afgivet i byretten, er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.
Tiltalte har forklaret bl.a., at det sikkert var i april 2024, at han købte ecstasypiller ved Femøren Station fra en sælger, som han har købt af et par gange tidligere. Han kan ikke huske, hvornår på dagen han foretog købet, men det var nok mørkt. Den blå kuffert lå oven på den grønne kuffert i bagagerummet i sælgerens bil. Sælgeren bad ham flytte den blå kuffert.
Han tog handsker på, fordi han skulle smage på varerne, inden han købte. Han brugte handskerne, fordi han skulle stikke sin hånd ned i posen med piller, hvor der var en del pulver ud over selve pillerne. Han købte cirka 25 piller på klods. Han rørte ved Rema1000-posen, fordi sælgeren bad ham flytte posen, og han rørte ved vægten, fordi sælgeren bad ham om at tage vægten frem og tjekke batterierne.
De anvendte vægten til at veje pillerne, fordi det er hurtigere end at tælle pillerne, idet der også indgik halve og kvarte piller i købet. Efterfølgende har han betalt for pillerne, men han kan ikke huske hvornår. Han skulle bruge pillerne til at hygge sig med. Han har en vis erfaring med at købe stoffer.
Når man har været det samme sted flere gange for at købe stoffer, kan det være almindeligt, at sælgeren beder om hjælp til at flytte på ting. Det er muligt for ham at beskrive sælgeren, men han ønsker af sikkerhedsmæssige grunde ikke at gøre det, ud over at oplyse, at det var en mand, han købte pillerne af. Han har ikke noget kendskab til en ladcykel på stedet.
Sælgeren af ecstasypillerne nævnte ikke noget om en cykel. Personlige forhold Tiltalte har forklaret, at han tidligere har haft en praktikplads ved Butik. Han vil gerne i gang med en uddannelse som tømrer. Tiltalte har under anken været frihedsberøvet fra den 25. november 2024.
Landsrettens begrundelse og resultat
Ad forhold 1 Også efter dokumentationen for landsretten kan det lægges til grund, at tiltaltes dna og fingeraftryk findes på en række af de effekter, der befandt sig i ladcyklen, herunder på kufferter, en vægt og batterier hørende til vægten, samt poser med stoffer.
Fem voterende udtaler: Disse voterende finder ligesom byrettens flertal, at tiltaltes forklaring om, hvorfor hans dna og fingeraftryk findes på en række af effekterne i ladcyklen, virker konstrueret og usandsynlig.
På grundlag af den afgivne vidneforklaring i byretten om aktivitet ved ladcyklen i en periode, hvor tiltalte var på fri fod, samt efter forefundne fingeraftryk og dna på henholdsvis poser, en handske, en vægt og tilhørende batterier og på en kuffert i ladcyklen tiltrædes det, at tiltalte som anført af byrettens flertal må anses som skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forhold 1.
En voterende finder, at det ikke med den sikkerhed, som må kræves til domfældelse i en straffesag, kan anses for bevist, at tiltalte er skyldig som nævnt i tiltalen. Der afsiges dom efter stemmeflertallet i dette forhold. Ad forhold 2 Fem voterende udtaler: Af de grunde, som byrettens flertal har anført, tiltrædes det, at tiltalte er fundet skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
En voterende finder, at det heller ikke i dette forhold med den fornødne sikkerhed kan anses for bevist, at tiltalte er skyldig som nævnt i tiltalen. Også i dette forhold afsiges dom efter stemmeflertallet. I begge forhold tiltrædes det således, at tiltalte er fundet skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.
Sanktion Alle voterende bemærker, at der ved fastsættelse af straffen i skærpende retning må henses til arten og mængden af de fundne narkotiske stoffer, tiltaltes tidligere straffe for ligeartet kriminalitet og det hurtige recidiv. I formildende retning må der henses til, at tiltalte på gerningstidspunktet var 17 år. Efter en samlet vurdering heraf finder landsretten den udmålte fængselsstraf passende.
Landsretten stadfæster derfor dommen, for så vidt den er anket.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
