212/2007

Vindmøllebekendtgørelsens overgangsregler om en særlig gunstig prisafregning for eksisterende vindmøller krævede, at der inden udgangen af 1999 var indhentet de fornødne tilladelser til den konkrete vindmølle. Ved el-reformaftalen af 3. marts 1999 grundlagdes principperne for et liberaliseret el-marked. Man etablerede samtidig en overgangsordning, hvorved ”eksisterende” private VE-anlæg blev sikret rimelige afskrivningsvilkår. Private vindmøller, der var købt inden udgangen af 1999, og som havde de fornødne tilladelser, var at betragte som ”eksisterende”. El-reformaftalen blev senere fulgt op af først en vejledning, der i vidt omfang gentog aftalens tekst, og dernæst i marts 2001 af en bekendtgørelse. Efter bekendtgørelsen skulle vindmøllen inden udgangen af 1999 være udtrykkelig tilladt i henhold til en endelig vedtaget lokalplan eller en landzonetilladelse, hvis den skulle være en ”eksisterende” vindmølle og berettiget til en særlig gunstig prisafregning. Kolding Kommune vedtog i juni 1999 en såkaldt ”bonuslokalplan” (en lokalplan, der erstatter en landzonetilladelse), som fastlagde retningslinjerne for opstilling af op til 3 vindmøller i lokalplanområdet. Vindmøllerne måtte have en navhøjde på op til ca. 45 meter. Af hensyn til vindmøllernes rentabilitet ansøgte vindmølleejerne i november 1999 om tilladelse til at opføre vindmøller med en navhøjde på 50 meter. Byrådet besluttede på et møde den 30. december 1999, at dette forudsatte en dispensation fra lokalplanen, hvorefter sagen blev sendt i nabohøring. På et møde den 24. januar 2000 besluttede byrådet at meddele dispensation. Under dialogen med kommunen var vindmølleejerne blevet oplyst, at det ikke ville få betydning for, om møllerne var eksisterende, at dispensationen først ville blive givet efter den 1. januar 2000. Energistyrelsen traf imidlertid afgørelse om, at vindmøllerne ikke efter overgangsreglerne var ”eksisterende” ved udgangen af 1999. Energiklagenævnet stadfæstede afgørelsen, og landsretten såvel som Højesteret tiltrådte ligeledes, at vindmøllerne ikke kunne anses for eksisterende ved udgangen af 1999. Landsretten frifandt endvidere Kolding Kommune for erstatningsansvar, hvilket ikke blev indbragt for Højesteret. Højesteret udtalte blandt andet, at det utvetydigt fremgår af ordlyden af vindmøllebekendtgørelsen, at det er den konkrete vind¬mølle, som senest den 31. december 1999 skal være tilladt opstillet i henhold til en endeligt vedtaget lokalplan. Det er således ikke tilstrækkeligt, at lokalplanen tillader opstilling af vindmøller. Det var ifølge Højesteret også klart mest nærliggende at forstå vejledningens bestemmelse på samme måde. Højesteret udtalte endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt opførelsen af vindmøllerne nødvendiggjorde en dispensation fra lokalplanen, ikke kunne prøves af Energiklagenævnet og Energistyrelsen. Det kunne derfor heller ikke prøves i en retssag anlagt mod nævnet og styrelsen. Der var ikke i øvrigt grundlag for at ophæve Energistyrelsens og Energiklagenævnets afgørelser eller for at anse Energistyrelsen for erstatningsansvarlig over for vindmølleejerne. Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.