Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2018.04.23Ø

OL-2018-Ø-00023

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
23-04-2018
Sagsemne
hash, videreoverdragelse
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

[AM2018.04.23Ø] Københavns Byrets

DOM

- 19. februar 2018 - SS 2-2837/2018 - 0100-84111-00018-18

Anklagemyndigheden mod T , født november 1991

Sagens baggrund og parternes påstande Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 31. januar 2018.

T er tiltalt for 1. Overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 1. stk. 3. jf. § 3, stk. 1. jf. bekendtgørelse om euforise- rende stoffer § 27, stk. 1. jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved den 3. januar 2018 ca. kl. 10.20 i hashbod ... beliggende i Pusher Street og Green Light District på Chri- stiania, som led i den organiserede hashhandel på Christiania, at have været i besiddelse af 61,2 gram hash, 2,8 gram skunk, 16,9 gram pot, 31 alm. joints, 6 store joints, 2 hashkager, 2 hashslikkepinde med henblik på videreoverdragelse.

2. Overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 3, jf. § 3, stk. 1. jf. bekendtgørelse om euforise- rende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4. jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved den 3. januar 2018 forud for ca. kl. 10.20 fra hashbod ... beliggende i Pusher Street og Green Light Di- strict på Christiania, som led i den organiserede hashhandel på Christiania, til ukendte købere at have solgt ikke under 14,34 hash eller cannabisprodukt for 717 kr., hvoraf de 525,50 kr. blev fundet ved visitation af tiltalte og 191,50 kr. blev fundet i forbindelse med ransagning af boden.

3. Overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 3, jf. § 3, stk. 1, jf. bekendtgørelse om euforise- rende stoffer § 27, stk. 1. jf. § 2. stk. 4. jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved den 3. januar 2018 ca. kl. 10.50 på sin bopæl, Adresse i Vanløse at have været i besiddelse af 2,2 gram skunk, 3,4 gram hash og 1 CBD-olie med henblik på videreoverdragelse.

4. Overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 3, jf. § 3, stk. 1, jf. bekendtgørelse om euforise- rende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2. stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved forud for den 3. januar 2018 ca. kl. 10.20 fra hashbod ... beliggende i Pusher Street og Green Light Di- strict på Christiania, som led i den organiserede hashhandel på Christiania, til ukendte købere at have solgt ikke under 116 gram hash eller cannabisprodukt for 5.800 kroner, hvilke penge blev fundet i forbindelse med ransagning af tiltaltes bopæl Adresse i Vanløse.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, og stk. 2, konfiskeres 61,2 gram hash, 2,8 gram skunk, 16,9 gram pot, 31 almindelige joints, 6 store joints, 2 hashkager, 2 hashslikkepinde, bodklæde indeholdende diverse bodeffekter, 717 kr., 2,2 gram skunk, 3,4 gram hash. 1 CBD-olie og 5.800 kr.

Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.

Tiltalte har protesteret mod konfiskationspåstanden for så vidt angår pengene.

Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne politiassistent V1 og politiassistent V2 .

[FORKLARINGER UDELADT]

Oplysningerne i sagen Der er dokumenteret fotos.

Personlige oplysninger Tiltalte er tidligere straffet, senest

• ved Københavns Byrets dom af 22. juni 2017 for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 3, jf. § 3, stk. 1, jf. bekendtgørelse nr. 557 af 31. maj 2011 om euforiserende stoffer § 2, stk. 4, jf. § 27, stk. 1, jf. bilag 1, liste A nr. 1, jf. til dels straffelovens § 21 og våbenbekendtgørelsen med fængsel i 60 dage. Betinget.

• ved Københavns Byrets dom af 5. september 2017 for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bi- lag 1, liste A, nr. 1 samt våbenbekendtgørelse med fængsel i 6 måneder. Fællesstraf med den betin- gede dom af 22. juni 2017. Dommen anket den 6. september 2017. Dom den 13. november 2017 af Østre Landsret med fængselsstraf i 6 måneder.

Tiltalte har været frihedsberøvet fra den 3. januar 2018.

Rettens begrundelse

og afgørelse forhold 1 Vidneforklaringerne har været detaljerede, sammenhængende og sikre, og retten lægger derfor forklarin- gerne til grund. Som følge heraf lægges det til grund, at tiltalte opholdt sig i boden, hvor han fungerede som sælger. Det lægges endvidere til grund, at boden indeholdt blandt andet 61,2 gram hash, 2,8 gram skunk, 16,9 gram pot, 31 almindelige joints, 6 store joints, 2 hashkager, 2 hashslikkepinde, som var sat til salg. På denne baggrund findes det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

forhold 2 Under hensyn til det i forhold 1 anførte lægges det til grund, at de penge, som befandt sig i boden, og de penge, som tiltalte havde på sig, hidrørte fra salg af hash eller cannabisprodukter. Tiltaltes forklaring om, at 500 kr. hidrørte fra et lån fra tiltaltes bror, tilsidesættes som utroværdig. Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at hash sælges på Christiania for 50 kr. pr. gram. Som følge heraf lægges det til grund, at tiltalte forud for anholdelsen havde solgt ikke under 14,34 hash eller andre cannabisprodukter. Tiltalte findes der- for skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

forhold 3 Tiltalte har erkendt at have været i besiddelse af 2,2 gram skunk, 3,4 gram hash og CBD-olie med henblik på eget brug. Under hensyn til den ringe mænge stof sammenholdt med, at tiltalte havde stofferne der- hjemme, findes det ikke med den fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte havde til hensigt at videreoverdrage stofferne, og det lægges derfor til grund, at formålet med besiddelsen var eget brug. I dette omfang findes det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

forhold 4 Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at tiltalte har været uden indtægt siden slutningen af juli 2017, og at tiltalte forud for dette tidspunkt levede af kontanthjælp. Tiltaltes forklaring om, at de 5.800 kr. hid- rørte fra opsparing og pengegaver, må under disse omstændigheder tilsidesættes som utroværdig.

Som følge heraf og da retten efter bevisførelsen lægger til grund, at hash sælges på Christiania for 50 kr. pr. gram lægges det til grund, at pengene stammede fra salg på Christiania af ikke under 116 gram hash eller andre cannabisprodukter. Det findes derfor bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen fastsættes til fængsel i 6 måneder, jf. lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 3, jf. § 3, stk. 1, jf. be- kendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at tiltalte har deltaget i den organiserede hashhandel på Chri- stiania samt på tiltaltes forstraffe og hurtige recidiv til helt ligeartet kriminalitet.

Påstanden om konfiskation tages i medfør af de påberåbte bestemmelser til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

: Tiltalte T straffes med fængsel i 6 måneder.

Hos tiltalte konfiskeres 61,2 gram hash, 2,8 gram skunk, 16,9 gram pot, 31 almindelige joints, 6 store joints, 2 hashkager, 2 hashslikkepinde, bodklæde indeholdende diverse bodeffekter, 717 kr., 2,2 gram skunk, 3,4 gram hash, 1 CBD-olie og 5.800 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 13.500 kr.+ moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Amalie Starch Larsen.

::::::::::::::::::::::::::

Østre Landsrets 11. afdelings

DOM

- 23. april 2018 - S-596-18 (landsdommerne Karsten Bo Knudsen, Finn Morten Andersen og Kristian Porsager Seierøe (kst.) med doms- mænd).

Anklagemyndigheden mod T , født november 1991 (advokat Amalie Starch Larsen, besk.)

Københavns Byrets dom af 19. februar 2018 (SS 2-2837/2018) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse af straffen.

Anklagemyndigheden har nedlagt endelig påstand om stadfæstelse.

Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og af vidnerne politiassistent V1 og politiassi- stent V2 .

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han stod på den side af boden, hvor parasollen var place- ret, men han gik nok lidt i cirkler omkring boden. Ham, der passede boden, havde bedt tiltalte om at holde øje med parasollen. Tiltalte havde gjort det klart, at han kun ville holde øje med parasollen, og at han ikke ville tage ansvar for varerne i boden.

Når han tænker tilbage, er han kommet i tanke om, at der på et tids- punkt kom en mand med langt hår i en hestehale. Han kom, medens tiltaltes kammerat var til stede. Tiltalte havde ikke kontakt med andre end ham. På det pågældende tidspunkt fik han økonomisk hjælp af sin fami- lie, og de penge, han havde i lejligheden, var en økonomisk buffer. Han havde lige betalt husleje for januar måned.

Hans forbrug til hash var nogenlunde konstant i hele 2017. Han finansierede det af sin kontant- hjælp og var alligevel i stand til at lægge penge til side, idet han nogle gange fik lov at ryge med på de an- dres joints.

Vidnet politiassistent V1 har supplerende forklaret blandt andet, at han har et indgående kendskab til hashhandel på Christiania, som han har beskæftiget sig med i de sidste 4 år i politiet. Ved sin første obser- vation havde han fuldt overblik over boden. Tiltalte stod bag disken med ryggen mod muren med fuld mu- lighed for at råde over, hvad der var i boden.

Han stod helt åbenbart på sælgerpladsen i boden, der bestod af en disk med stoffer på et klæde og en parasol. Han hørte ikke tiltaltes dialog med kvinden, men han kunne se, at de var i dialog. Kvinden, der var iført mørkt tøj, stod på købesiden af boden. Foreholdt tiltaltes forklaring, forklarede vidnet, at han føler sig overbevist om, at det var en mand, idet han ellers ville have skrevet anderledes.

Vidnet var nødt til at være i bevægelse, for ikke at blive afsløret, og da han senere vendte tilbage, stod tiltalte, som han kendte fra tidligere, på den samme plads. Der var nu ikke kunder i bo- den. Man kan som sælger komme omkring boden, men kunder og turister vil ikke få lov til at gå om bag en bod.

Han har ikke skrevet den generelle rapport om den organiserede hashhandel på Christiania, som ind- går i sagen, men han kan godt have underskrevet den.

Vidnet politiassistent V2 har supplerende forklaret blandt andet, at tiltalte stod placeret bag boden. Han stod ikke ved siden af boden. Han kunne se, at tiltalte havde en dialog med en kvinde på den anden side af boden, men han kunne ikke høre deres samtale. De valgte at slå til, idet personer, der befinder sig bag en bod på Christiania, som regel har med boden at gøre. Der gik ganske kort tid fra den første observation til de foretog anholdelsen i forbindelse med den anden observation.

Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han kommer en del i Sted i Nordvest-kvarteret, hvor han hjælper med afvikling af koncerter og med vedligeholdelse. Han bruger også tid på at være sammen med venner og bekendte. Indtil anholdelsen i forbindelse med den tidligere sag i sommeren 2017 var han på kontanthjælp, idet han var ophørt med sit arbejde på grund af stress og en mindre depression.

Tiltalte, der har været fortsat frihedsberøvet under anken, har således under sagen været frihedsberøvet fra den 3. januar 2018.

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig i over- ensstemmelse med byrettens bevisvurdering.

Af de grunde, der er anført i dommen, og da tiltalte tidligere ved Østre Landsrets ankedom af 13. november 2017 er straffet for at have deltaget i den organiserede hashhandel på Christiania, findes straffen passende.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsret.

AM2018.04.23Ø
Deltaget i den organiserede hashhandel på Christiania
KilderAnklagemyndighedenAnklagemyndigheden (PDF)
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/ea763c56-1821-476c-8906-6644c08cff86