Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2019.12.05Ø

OL-2019-Ø-00054

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
05-12-2019
Sagsemne
beløb 100.000 - 500.000
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2019.12.05Ø Retten i Nykøbing F.’s

DOM

Dato: 24. maj 2019 Rettens sagsnr.: 1-1060/2019 Politiets sagsnr.: 1900-76141-00045-18 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1973 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Sagen er fremmet i medfør af retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4. Anklageskrift er modtaget den 18. februar 2019.

Tiltalte er tiltalt for 1. bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 21, jf. § 89, ved den 20. november 2017 ca. kl. 09.30 i strid med sandheden til Forurettede A/S at have anmeldt et færdselsuheld ved den 19. november 2017 ca. kl. 21.00 at være væltet på cykel, hvilket forårsagede, at 'en læderjakke Cashmere Trench Coat' og et armbåndsur af mærket 'Omega Dark Side of the Moon' blev ødelagt, hvorved Forurettede A/S risikerede et formuetab på i alt 74.984 kr. 2. overtrædelse af straffelovens § 165, jf. § 89, falsk anmeldelse, ved den 18. december 2017 ca. kl. 13.20 i strid med sandheden til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi at have anmeldt indbrud på adressen Adresse, Rødby, selv om der ikke havde været indbrud på adressen. 3. bedrageri efter straffelovens§ 279, jf. § 21, jf.§ 89, ved den 19. december 2017 kl. 08.50 i strid med sandheden til Forurettede A/S at have anmeldt indbrud på adressen Adresse., Rødby, selv om der ikke havde været et indbrud, hvor der blev stjålet 1 forstærker, 1 Charvel guitar og 100.000,kr. i kontanter, alt hvorved Forurettede A/S risikerede et formuetab på i alt 106.104,kr.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af vidnet politiassistent Vidne1. Forklaringen er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

Tiltalte er straffet bl.a. ved Glostrup rets dom af 17. november 2010 for overtrædelse af straffelovens§ 279 med fængsel i 30 dage, betinget, med prøvetid på 1 år, bøde på 3.000 kr. og førerretsfrakendelse i 6 måneder fra den 17. november 2010. ved Nykøbing Falster rets dom af 2. oktober 2017 for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, jf. til dels § 81, nr. 7 og § 121, med fængsel i 3 måneder mod en prøvetid på 2 år.

Reststraf 32 dage. ved Nykøbing Falster rets dom af 8. november 2017 for overtrædelse af færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, jf. § 53, stk. 1 og § 117 a, stk. 2, nr. 1, med fængsel i 30 dage, bøde på 4.000 kr. og førerretsfrakendelse i 5 år fra den 6. februar 2019. ved Københavns Byrets dom af 31. august 2018 for overtrædelse af straffelovens§ 119, stk. 1 og § 291, stk. 1, jf.§ 89, med fængsel i 60 dage.

Straffen udstået ved varetægt. Det fremgår af en udtalelse fra Kriminalforsorgen, at tiltalte har meddelt, at han ikke ser sig i stand til at komme til Danmark for at medvirke til en personundersøgelse.

Rettens begrundelse

og afgørelse Ad forhold 2 og 3 Efter forklaringen afgivet af vidnet politiassistent Vidne1 lægges det til grund, at der omkring den smadrede rude ind til tiltaltes lejlighed ikke var afsat nogen former for spor, uanset at det henset til de spredte glasskår og tilbageværende skår i vinduesrammen må anses for usandsynligt, at en eventuel gerningsmand kunne være kommet ind i lejligheden ved indstigning gennem vinduet uden at afsætte nogen former for spor.

Henset hertil og til at det må anses for mindre sandsynligt, at tiltalte i et uaflåst køkkenskab skulle have opbevaret 100.000 kr. i kontanter, findes tiltalte skyldig i forsøg på forsikringsbedrageri og falsk anmeldelse i overensstemmelse med anklageskriftet. Ad forhold 1 Da der ikke findes at være ført det til domfældelse fornødne bevis, frifindes tiltalte for dette forhold.

Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens§ 279, jf. § 21 og § 165, alt jf.§ 89. Retten har lagt vægt på forholdenes karakter og har henset til tiltaltes forstraffe ikke fundet grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 3 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. :::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 9. afdelings

DOM

(landsdommerne Gitte Rubæk Pedersen, Louise Saul og Martin Nyvang (kst.) med domsmænd). Dato: 5. december 2019 Rettens sagsnr.: S-1788-19 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1973, (advokat Eske Hald, besk.) Nykøbing Falster Rets dom af 24. maj 2019 (1-1060/2019) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale samt skærpelse. Der er under sagen dokumenteret fotos fra tiltaltes lejlighed, tiltaltes skatteoplysninger for 2017 og uddrag fra tiltaltes kontoudskrift i Jyske Bank. Forklaringer Der er i landsretten afgivet forklaring af tiltalte samt supplerende forklaring af vidnet politiassistent Vidne1.

Endvidere har vidnet Vidne2 afgivet forklaring. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige oplysninger Det fremgår af en udtalelse af 11. september 2019 fra Kriminalforsorgen, at man også til brug for ankesagen forgæves har forsøgt at kontakte tiltalte med henblik på udarbejdelse af personundersøgelse i henhold til retsplejelovens § 808.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret blandt andet, at han arbejdede i Norge, da han i forbindelse med byretssagen blev indkaldt til møde i Kriminalforsorgen. Han har på opfordring fra sin forsvarer kontaktet Kriminalforsorgen for nylig. Han fik oplyst, at politiet skulle sende en ny anmodning, og det er ikke sket. Han bor i Rødby. Han har planer om igen at tage til Norge for at arbejde.

For tiden modtager han kontanthjælp. Han bor alene, men han har tre børn. Han vil være indstillet på at udføre samfundstjeneste.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter en samlet bedømmelse af det fremkomne i sagen finder landsretten det bevist, at tiltalte er skyldig i forholdene omfattet af tiltalen, der tidsmæssigt ligger ganske tæt på hinanden og kort tid efter tiltaltes prøveløsladelse den 27. oktober 2017. Landsretten har herved lagt vægt på indholdet af de afgivne vidneforklaringer sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, herunder om tiltaltes økonomiske forhold.

For så vidt angår forhold 3 har landsretten navnlig lagt vægt på vidneforklaringen fra politiassistent Vidne1 sammenholdt med de foreliggende fotos af det vindue i tiltaltes lejlighed, hvor der var knust en rude, og hvoraf det fremgår, at der stadig var større skarpe dele af ruden tilbage i bunden og på siderne af ruden.

På baggrund heraf findes det helt utænkeligt, at der skulle være sket indstigning gennem vinduet, og at en indbrudstyv skulle have bortfjernet tiltaltes guitar og forstærker fra lejligheden gennem dette vindue i stedet for at åbne hoveddøren.

Vedrørende forhold 1 har landsretten lagt vægt på, at tiltaltes forklaring i landsretten har været forbeholden, og tiltaltes forklaring om, at læderjakken til en oplyst værdi af 20.000 kr. og armbåndsuret til en værdi af ca. 55.000 kr. blev fuldstændig ødelagt ved tiltaltes uheld på en cykel og straks blev smidt ud, i en situation hvor tiltalte ønskede forsikringsdækning, har fremstået utroværdig.

Det samme har forklaringen om erhvervelsesmåden. Landsretten har således i lyset af sagens øvrige oplysninger fundet det ubetænkeligt at tilsidesætte tiltaltes forklaring. Strafudmåling Straffen, der fastsættes som en tillægsstraf, forhøjes til fængsel i 5 måneder, jf. straffelovens § 165 og § 285, stk. 1, jf. § 279, jf. § 21, jf. § 89.

Der er ved straffastsættelsen lagt vægt på forholdenes karakter, og at tiltalte tidligere er straffet for bedrageri. Der findes ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Straffen omfatter ikke reststraffen på 32 dage fra prøveløsladelsen den 27. oktober 2017, idet der herved er taget hensyn til den tid, der er forløbet, samt til at prøveløsladelsen relaterede sig til en afsoning vedrørende ikke ligeartet kriminalitet.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom ændres, således at Tiltalte straffes med fængsel i 5 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2019.12.05Ø
Forsikringsbedrageri, forsøg, to forhold, urigtig anmeldelse om færdselsuheld med materiel skade til følge, urigtig anmeldelse om indbrud i bolig, tillige dømt for falsk anmeldelse om indbrud.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/d2a86328-cfd6-4774-b9ee-0802be2e2b22