Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2022.08.31V

OL-2022-V-00037

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
31-08-2022
Sagsemne
socialbedrageri
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2022.08.31V Retten i Viborg

DOM

Dato: 2. juni 2021 Rettens sagsnr.: 3280/2020 Politiets sagsnr.: 4100-76404-00017-19 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født december 1965 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 23. juni 2020 og tillægsanklageskrift nr. 1 er modtaget den 21. september 2020.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens § 289 a, socialt bedrageri, ved i perioden fra den 1. oktober 2017 til den 31. december 2018, til brug for Silkeborg Kommunes afgørelse af om tiltalte var berettiget til ressourceforløbsydelse, svigagtigt at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger, med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig eller andre, idet tiltalte undlod at oplyse kommunen om, at han i perioden tillige havde betydelig indkomst i form af … arbejde, hvorved tiltalte uberettiget fik udbetalt 77.088,48 kr. i ressourceforløbsydelse. 2. straffelovens § 232, stk. 1, blufærdighedskrænkelse, ved den 31. juli 2020 ca. kl. 05.15, på adressen Adresse1 i Silkeborg, at have placeret 4 stk.

A4 kuverter, hvorpå der med kuglepen var skrevet "HUSTANDSOMDELING" i postkassen og på flere biler, der holdt parkeret ved adressen, hvor indholdet i kuverterne var et eller flere billeder af Forurettede1s ansigt, samt 3 stk. intimbilleder, der skulle forestille at vise Forurettede1s kønsdele, ligesom der var skrevet "ESCORTPIGEN" med kuglepen på et af billederne af Forurettede1s ansigt, hvilket alt var egnet til at krænke Forurettede1s, Forurettede2s og Forurettede3s blufærdighed.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne Forurettede1, Vidne1, Vidne2, Vidne3, Vidne4, Vidne5, Forurettede2, Vidne6 og Vidne7. Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Tiltalte er tidligere modtaget 2 bødeforlæg for færdselsforhold på tidspunkter, der ligger efter gerningstidspunktet i forhold 1.

Kriminalforsorgen har i en udtalelse af 9. juni 2020 blandt andet oplyst, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at at han bor til leje på Adresse2, Silkeborg. Hans arbejdssituation er stort set som anført i undersøgelsen. Han har ikke noget misbrug. Han er indstillet på at udføre samfundstjeneste, hvis han idømmes en betinget dom.

Rettens begrundelse

og afgørelse Forhold 1 Retten lægger til grund, at tiltalte tidligere har drevet … virksomhed, som han er gået konkurs med, og at han har indtaget en aktiv rolle i den … virksomhed, som hans samlever, Forurettede1, drev, idet han både efter sin egen forklaring og flere af vidnernes forklaringer har udført arbejde i virksomheden, både vedrørende afgivelse af tilbud og udførelse af … arbejde.

Efter bevisførelsen lægger retten yderligere til grund, at tiltalte ikke var lønansat i virksomheden eller iøvrigt modtog betaling for sit arbejde. Retten finder på denne baggrund, at tiltalte reelt har drevet virksomheden, muligvis sammen med Forurettede1.

Dette er overensstemmende med at betalingen af en række fakturaer, der i alt udgør 77.088,48 kr., er indbetalt til hans konto, hvorfra de senere og løbende er hævet som kontanthævninger. Retten finder ikke grundlag for at antage, at beløbene er foranlediget indbetalt til og hævet fra hans konto af andre end tiltalte selv.

Retten finder på denne baggrund, at tiltalte bevidst har haft indtægter, som han ved kontanthævninger har forsøgt at sløre, alt for at opnå udbetaling af uberettigede ressourceforløbsydelser. Tiltalte er derfor skyldig i forhold 1.

Forhold 2 Retten lægger til grund, at det ikke er muligt på de viste videofilm at se, om det er tiltalte, der placerer de omtalte kuverter med fotos på bilerne på adressen Adresse1, Silkeborg. Retten finder endvidere ikke, at der efter de afgivne modstridende forklaringer er den for domfældelse tilstrækkelige bevis for, at det var tiltalte, der har lagde kuverterne. På denne baggrund frifindes tiltalte i forhold 2.

Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens § 289 a, jf. straffelovens § 89. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 80 timer. Retten har lagt vægt på, at tiltalte ikke tidligere er straffe for lignende kriminalitet.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 3 måneder. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal inden for en længstetid på 6 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 80 timer. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i længstetiden Tiltalte skal betale sagens omkostninger. :::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 16. afdelings

DOM

(dommerne Lars Christensen, Peter Buhl og Thomas Mølbjerg Dueholm (kst.) med domsmænd) Dato: 31. august 2022 Rettens sagsnr.: S–1308–21 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født december 1965, (advokat Rasmus Amandusson, Aalborg) Retten i Viborg har den 2. juni 2021 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 3280/2020).

Påstande

Tiltalte, Tiltalte, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået delvist frifindelse, således at det beløb, som tiltalte uberettiget har modtaget, nedsættes til 65.582,99 kr., og skærpelse. Baggrunden for anklagemyndighedens påstand om delvis frifindelse er, at udbetalingerne fra konsulent Konsulent ikke indgår i opgørelsen over det uberettiget modtagne beløb.

Forklaringer Tiltalte og vidnerne Forurettede1 og Vidne1 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Tiltalte har supplerende forklaret, at han var selvstændig … mester fra 1995, indtil han gik konkurs i 2011. Derefter modtog han sociale ydelser. Hans økonomi var ikke voldsomt god, men han klarede sig bl.a. ved at sælge nogle møbler.

Han vidste, at han skulle oplyse kommunen om andre indtægter, og han har oplyst kommunen om sin indtægt fra Virksomhed1. Han arbejdede for Forurettede1 i det omfang, han kunne holde til det. Arbejdet var ulønnet, så det kunne han ikke oplyse kommunen om. Han kan ikke svare på, hvorfor betalingerne fra Forurettede1s firma blev indsat på hans konto. De skulle være gået ind på Forurettede1s firmakonto.

Forurettede1 kunne tilsyneladende hæve penge på hans konto. Det har han først opdaget efterfølgende. Det er i hvert fald ikke ham, der har hævet pengene. Kortet tilknyttet kontoen lå hjemme til fri afbenyttelse. Han benyttede selv kontanter. Han hævede selv eller fik nogle kontanter af Forurettede1. Han og Forurettede1 havde særskilt økonomi.

Det var mere eller mindre Forurettede1, der styrede betaling af de fælles udgifter til husleje og mad. Efter de var gået fra hinanden, købte Forurettede1 … udstyr fra Vidne1s konto for ca. 32.000 kr. Foreholdt at der også er blevet hævet kontanter lige efter, at han havde modtaget ressourceforløbsydelse eller løn fra Virksomhed1, er det ikke noget, han har undret sig over.

Faktura vedrørende Adresse3 af 25. september 2017, ekstraktens side 119, vedrører … arbejde. Ordrebekræftelse af 22. juli 2017 vedrørende Adresse4, ekstraktens side 117, siger ham umiddelbart ikke noget. Konsulent Konsulent er en taxavognmand. Lønoverførslerne fra ham har han oplyst kommunen om.

Han har ikke været involveret i, hvilken mailadresse Forurettede1 skulle bruge i sit firma, eller i det hele taget haft med oprettelsen af hendes firma at gøre. Det var kommunen, der hjalp hende. Han fulgte ikke med i, hvordan økonomien i Forurettede1s firma var, og han ved heller ikke, hvordan det blev afviklet.

Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han er flyttet i en mindre lejlighed og bor alene. Han arbejder 25-30 timer om ugen som … ved Silkeborg Kommune på et bosted for … personer. Han er fortsat indstillet på at udføre samfundstjeneste, men vil miste sit arbejde, hvis han bliver dømt. Forurettede1 har supplerende forklaret, at hendes og tiltaltes forhold ikke var særlig godt i 2017 og 2018.

Hun ønskede ikke at stå for firmaet, men hvis hun ikke gjorde, som tiltalte ville, slog han hende. Hun ville ikke have pengene ind på sin konto, og tiltalte bad om, at de blev betalt til hans konto. Pengene kom derfor ind på hans konto, og hun fik ikke selv løn. Der blev dog i starten også indbetalt penge til hendes konto. Hun havde ikke adgang til tiltaltes konto, og hun har ikke hævet kontanter fra kontoen.

Man vil kunne se på videoovervågningen fra Bank, at det er tiltalte, der har hævet pengene. Tiltalte har forklaret, som han gør, for at redde sig selv. Hun er ikke sur på tiltalte. Tiltalte har stalket hende, hvilket hun har meldt til politiet. Hun ved ikke, om tiltalte har meldt hendes ekskærester til politiet. Tiltalte hjalp hende med at starte virksomheden op. Han fik hende til også at søge hjælp hos kommunen.

Hun fortalte kommunen, at hun ville starte en virksomhed, fordi hendes kæreste stod i Ribers. Kommunen var ikke inde over skat og moms. Det kunne tiltalte finde ud af. Det var tiltaltes firma, og det var ham, der talte med kunder og stort set lavede det hele. Hun har dog også … nogle af stederne. I øvrigt gik hun hjemme. Hun drev firmaet i ca. 2 år. Hun husker ikke, om hun fik henvendelser vedrørende moms.

Hun har modtaget en bøde på 100.000 kr. for ikke at have indberettet indtægter. Hun modtog penge af kommunen, mens hun drev sin virksomhed. Vidne1 har supplerende forklaret, at hans … firma fik navnet Virksomhed2 for at udnytte goodwillen fra tiltaltes … firma. Tiltalte arbejdede i firmaet uden løn. Tiltaltes og Forurettede1s forhold har været meget op og ned og nok ikke nemt for nogen af dem.

Han boede ikke sammen med dem, og han har ikke kendskab til, hvordan Forurettede1s firma blev drevet, herunder hvor meget Forurettede1 selv arbejdede. Han har dog svært ved at forestille sig, at det ikke var Forurettede1, der lavede fakturaerne. Det kan tiltalte ikke. Han overtog Forurettede1s regnskabsprogram og nogle af kunderne. Forurettede1 hjalp ham nogle gange, men hun var ikke ansat.

Forurettede1 har efter samlivsophævelsen med tiltalte hentet materialer for 32.000 kr. på hans regning. Han lukkede sit firma i slutningen af 2021.

Landsrettens begrundelse og resultat

Tiltalte modtog ressourceforløbsydelse i gerningsperioden, og han havde i medfør af lov om retssikkerhed og administration § 11, stk. 2, på det sociale område pligt til at oplyse om ændringer, der kunne have betydning for hjælpen.

Indtægter skulle trækkes fra ressourceforløbsydelsen, jf. lov om aktiv socialpolitik § 68 a, og tiltalte havde – som han også har erkendt at være vidende om – pligt til at oplyse om indtægter til kommunen. Der blev i gerningsperioden indbetalt 186.159 kr. på tiltaltes konto, som vedrører betaling for … arbejde udført af tiltalte og til dels Forurettede1 i sidstnævntes firma.

Landsretten finder, at tiltaltes forklaring om, at han var uvidende om, at disse betydelige beløb blev indbetalt til og senere hævet på hans konto, er utroværdig. Landsretten tiltræder i stedet også efter bevisførelsen for landsretten og af de samme grunde, som byretten har anført, at det er bevist, at indbetalingerne udgjorde indtægter for tiltalte.

Landsretten tiltræder derfor tillige, at det er bevist, at tiltalte fortiede oplysninger med forsæt til at opnå uberettiget vinding, og at han derfor er fundet skyldig som sket, idet den uberettigede vinding dog nedsættes til 65.582,99 kr.

Uanset at tiltalte ikke tidligere er straffet, tiltræder landsretten efter sagens omstændigheder, at straffen er udmålt til fængsel i 3 måneder med vilkår om samfundstjeneste som sket. Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2022.08.31V
Socialbedrageri, uberettiget modtaget ressouceforløbsydelse, undladt at oplyse om indtægter for malerarbejde
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/b98d8532-d87c-4e91-aa40-ba75df921abd