91/2009

Betaling af dækningsafgift for godsterminal Dom afsagt den 12. august 2010. Sag 91/2009 Danske Fragtmænd Ejendomme A/S mod Fredericia Kommune Ejeren af en godsterminal skulle efter kommunalbestyrelsens beslutning herom betale dækningsafgift til kommunen På Danske Fragtmænd Ejendomme A/S´ ejendom i Fredericia kommune ligger bl.a. en godsterminal, og siden erhvervelsen i 2002 havde Danske Fragtmænd betalt dækningsafgift af såvel godsterminal som andre på ejendommen beliggende bygninger til kommunen. Dækningsafgiften skulle dække en del af de yderligere udgifter, kommunen havde til bl.a. vedligeholdelse og anlæg af vejnet som følge af den tunge trafik i området omkring Danske Fragtmænds ejendom. Dækningsafgiften blev opkrævet i medfør af § 23 A i den kommunale ejendomsskattelov, hvorefter kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der som bidrag til kommunens udgifter kan pålignes dækningsafgift for ejendomme, der anvendes til et af de i bestemmelsen anvendte formål (kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed). Danske Fragtmænd anlagde retssag mod kommunen med påstand om, at kommunen skulle anerkende, at godsterminalen ikke var dækningsafgiftspligtig, idet godsterminaler ikke var omfattet af bestemmelsen i § 23 A, ligesom Indenrigsministeriet i en række vejledende udtalelser havde udtalt, at godsterminaler ikke var omfattet af bestemmelsen om påligning af dækningsafgift, selv om f.eks. busterminaler var omfattet. Fredericia Kommune anførte heroverfor bl.a., at formålet med bestemmelsen er, at skaffe kommunerne mulighed for at opnå dækning for de udgifter, erhvervsejendomme påfører kommunerne, og at trafiktællinger havde vist, at vejnettet omkring godsterminalen var meget belastet af den tunge trafik. Højesteret frifandt Fredericia Kommune og lagde til grund, at godsterminalen anvendtes som en integreret og central del af Danske Fragtmænd A/S’ trans¬portvirksomhed til omladning af gods, og at det var utvivlsomt, at denne anvendelse i væ¬sentligt omfang påførte Fredericia Kommune udgifter af den art, som ejendomsbeskatnings¬lovens § 23 A har for øje. Højesteret tiltrådte på den baggrund, at ejendommen måtte anses for at blive anvendt i et ”lignende øjemed”, jf. § 23 A, stk. 1, 1. pkt. At Indenrigsministeriet gennem en lang årrække i vejledende udtalelser til kommuner havde givet udtryk for den opfattelse, at godsterminaler ikke var omfattet af § 23 A, og at denne opfattelse, der også var gengivet i SKAT’s Vurderingsvejledning, efter det oplyste hidtil var blevet fulgt af kommunerne, kunne ikke anses for at være udtryk for, at der forelå en bindende administrativ praksis, idet afgørelseskompetencen efter loven tilkom¬mer den enkelte kommunalbestyrelse. Landsretten var nået til samme resultat.