Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

S-1744-21

OL-2025-Ø-00072

Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
21-08-2025
Sagsemne
hvidvask, Covid-19 / § 81 d
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.08.21Ø Retten i Lyngbys

DOM

Dato: 14. juni 2021 Rettens sagsnr.: 1-210/2021 Politiets sagsnr.: 1900-76404-00009-20 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født juli 1974, Tiltalte2, født november 1966 og Tiltalte3, født juli 1965 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 9. marts 2021.

Tiltalen: Tiltalte1, Tiltalte2 og Tiltalte3 er tiltalt for Forhold 1 Tiltalte1 og Tiltalte2 Svig med offentlige midler af særlig grov karakter efter straffelovens § 289 a, stk. 1, jf. stk. 4, jf. § 289, stk. 1, ved i forening den 1. april 2020, Tiltalte1 som henholdsvis direktør og ejer og Tiltalte2 som reel daglig leder af virksomheden Selskab1, cvr. …, med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, at have givet urigtige og vildledende oplysninger samt fortiet oplysninger i forbindelse med at have indsendt ansøgning om lønkompensation for i alt 17 ansatte til Erhvervsstyrelsen, med henblik på at få udbetalt i alt 1.293.461 kr. i lønkompensation fra hjælpepakker i forbindelse med covid-19-pandemien, idet oplysningerne om de ansattes ansættelsestidspunkter og aflønninger var urigtige, da der ikke forelå egentlige ansættelsesforhold forud for den 9. marts 2020, og ligesom der ikke var sket hjemsendelse eller blev udbetalt løn som anført i ansøgningen, hvorfor virksomheden ikke var berettiget til lønkompensation.

Forhold 2 Tiltalte1, Tiltalte2 og Tiltalte3 Svig med offentlige midler af særlig grov karakter efter straffelovens 289 a, stk. 1, jf. stk. 4, § 289, stk.1, jf. § 81 d, stk. 2, jf. stk. 1, ved den 16. maj 2020 i forening, Tiltalte1 som henholdsvis direktør og ejer og Tiltalte2 som reel daglig leder af virksomheden Selskab1, cvr. …, og Tiltalte3 som direktør og ejer af Selskab2, cvr.nr. …, med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, at have givet urigtige og vildledende oplysninger samt fortiet oplysninger i forbindelse med at have indsendt ansøgning om lønkompensation for i alt 11 ansatte til Erhvervsstyrelsen, med henblik på at få udbetalt i alt 458.676 kr. i lønkompensation fra hjælpepakker i forbindelse med covid-19-pandemien, idet oplysningerne om de ansattes ansættelsestidspunkter, hjemsendelsesperioder og aflønninger var urigtige vildledende, da der ikke forelå egentlige ansættelsesforhold forud for den 9. marts 2020, idet de 11, der blev søgt kompensation for, den 9. marts 2020 reelt var ansat i Selskab2, ligesom de ikke var hjemsendt som anført og forudsat i ansøgningen.

Forud for ansøgningen den 16. maj 2020 fremsendte Tiltalte3 den 22. april 2020 tilbagedaterede ansættelseskontrakter på de 11 ansatte til Tiltalte2 med henblik på, at Tiltalte2 uberettigede ansøgte om lønkompensation for de 11 ansatte på vegne af Selskab1.

Forhold 3 Tiltalte2 Overtrædelse af straffelovens § 290a, stk. 2, jf. stk. 1 - hvidvask af særlig grov beskaffenhed, ved i perioden fra den 11. september 2019 til den 4. februar 2020 ved anvendelse af konto nr. … i Bank1 tilhørende selskabet Selskab3, cvr.nr. …, at have modtaget, konverteret og overført penge, som direkte eller indirekte var udbytte fra strafbare lovovertrædelser, for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse, idet tiltalte overførte 4.199.001 kr. til Vidne27’s private konto i Bank2, konto nr. …, og i alt 2.306.195 kr. til de udenlandske virksomheder Virksomhed1, Virksomhed2, Virksomhed3 Og Virksomhed4.

Forhold 4 Tiltalte1 og Tiltalte2 Overtrædelse af straffelovens § 290a, stk. 2, jf. stk. 1 - hvidvask af særlig grov beskaffenhed, ved i forening i perioden fra den 7. februar 2020 til den 28. april 2020, som henholdsvis direktør/ejer og reel daglig leder i selskabet Selskab1, cvr.nr. …, ved anvendelse af selskabets konto i Bank1 at have modtaget, konverteret og overført penge, som direkte eller indirekte var udbytte fra strafbare lovovertrædelser, for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse, idet de tiltalte overførte i alt 3.923.753 kr. til forskellige udenlandske virksomheder samt i alt 1.491.550 kr. til Vidne27’s, Vidne1’s og Vidne2’s private konti.

Forhold 5 Tiltalte2 Overtrædelse af straffelovens § 290a, stk. 2, jf. stk. 1 - hvidvask af særlig grov beskaffenhed, ved i perioden fra den 28. april 2020 til den 9. juni 2020, som reel daglig leder i selskabet Selskab1, cvr.nr. … , ved anvendelse af en konto i Bank1, konto nr. …, der tilhørte selskabet Selskab4, cvr.nr. …, at have modtaget, konverteret og overført penge, som direkte eller indirekte var udbytte fra strafbare lovovertrædelser, for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse, idet tiltalte overførte 94.861 kr. til de udenlandske virksomheder Virksomhed5 og Virksomhed6.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Der nedlægges endvidere påstand om, at de tiltalte idømmes en tillægsbøde efter straffelovens § 50, stk. 2, jf. § 81 d, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1. Der nedlægges endelig påstand om, at Tiltalte1 og Tiltalte2 efter straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt. i et af retten fastsat tidsrum frakendes retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtigelser. De tiltalte har nægtet sig skyldige.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte1, Tiltalte2 og af vidnerne Vidne3, Vidne4, Vidne5, Vidne6, Vidne7, Vidne8, Vidne9, Vidne10, Vidne11, Vidne12, Vidne13, Vidne14, Vidne15, Vidne16, Vidne17, Vidne18, Vidne19, Vidne20, Vidne21, Vidne22, Vidne23, Vidne24, Vidne25, Vidne26, Vidne1 og Vidne2.

Politirapporter med afhøring af følgende er blevet dokumenteret under sagen: Vidne28, Person1, Person2, Person3 og Person4, [FORKLARINGER OG AFHØRINGER UDELADT] Personlige forhold Tiltalte Tiltalte2 Tiltalte er tidligere straffet senest ved dom afsagt af retten i Nykøbing Falster den 18. september 2014 med fængsel i 3 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste, for overtrædelse af straffelovens § 277, jf. § 285, stk. 2.

Dommen blev stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 10. juni 2015. Kriminalforsorgen har i personundersøgelse af 4. august 2020 anført bl.a.: ”… Resumé: Sagen drejer sig om den 53-årige Tiltalte2 (Tiltalte2), der bor alene med en datter på 13 år som han har fælles med kæresten. Han og kæresten har for omkring 1 år siden, valgt at de vil bo separat.

Fra et tidligere ægteskab har Tiltalte2 3 voksne børn, som der er god kontakt til. Tiltalte2 bor i hus ejet af en familievirksomhed, et sted der er sat til salg, da det er for stort til ham. Tiltalte2 har haft en god tryg opvækst med begge forældre og en yngre søster, moderen gik hjemme og faderen forsørgede familien. Der havde en sund og god økonomi.

Skolegangen var stabil og efterfølgende har Tiltalte2 primært ernæret sig som selvstændig. Pt. er han partner i en restaurant, og byggeleder i et byggefirma. Indtægten er på 65.000 kr. pr. md. brutto, hertil kommer der bonus og provision. Der er gæld på mellem 1-2 millioner til Bank1, og en skattegæld der ikke endelig er opgjort på omkring 6 millioner pt., Tiltalte2 afdrager til banken. Økonomien er god.

Tiden bruges med børnene og hunden. Der er en god stor bekendtskabskreds og få gode nære venner. Fysisk og psykisk har Tiltalte2 ingen begrænsninger. Der er intet misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer, og har ikke tidligere været det. Angående fremtiden ønsker Tiltalte2 at få overblik over virksomheden og de ansatte der ikke har fået udbetalt løn. Ellers skal huset sælges så han kan flytte i noget mindre.

Tiltalte2 er motiveret for at samarbejde med kriminalforsorgen og indstillet på at gennemføre samfundstjeneste såvel som tilsyn. Og har tidligere profiteret at en forløb med samfundstjeneste og tilsyn. Samtalen er foretaget telefonisk, grundet corona og Tiltalte2´s ophold i Storstrøms Fængsel.

KRIMINALFORSORGENS KONKLUSION OG BEGRUNDELSE Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte2 er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid. Kriminalforsorgens begrundelse: Kriminalforsorgen har ved vurderingen lagt vægt på Tiltalte2’s egne oplysninger om hans sociale og personlige forhold. Disse må i udgangspunktet betragtes som velordende.

Man har ligeledes vægtet hans egen tilkendegivelse af at være indstillet på at samarbejde med Kriminalforsorgen om tilsyn såvel som afvikling af samfundstjeneste. Ligesom man har vægtet tidligere tilsynsforløb i 2015, som var uproblematisk. …” Tiltalte Tiltalte2 har under denne sag været frihedsberøvet fra den 16. juni 2020 til den 28. maj 2021. Tiltalte Tiltalte3 Tiltalte er ikke at tidligere straffet.

Kriminalforsorgen har i personundersøgelse af 29. oktober 2020 anført bl.a.: ”… Resumé Sagen omhandler 55-årige Tiltalte3 (Tiltalte3), der er opvokset i hovedstadsområdet sammen med sine forældre og to yngre søskende. Han har haft en god opvækst og har i dag et godt forhold til sin far og søskende. Hans mor gik bort for fire år siden som følge af en blodprop.

Tiltalte3 er uddannet assurandør og har siden ’93 være selvstændig, først som forsikringsmægler og senere som ejendomsudvikler. Han har gæld som han afdrager på og oplyser, at der er fin balance i økonomien. Tiltalte3 bor i hus med sine hustru, sammen har en datter på 23 år.

Han har umiddelbart ingen fysiske eller psykiske udfordringer, men har bedt om at snakke ed en psykolog for at få hjælp til at håndtere den aktuelle situation under den nuværende varetægtsfængsling. Tiltalte3 drikker sjældent alkohol og har intet forbrug af euforiserende stoffer.

Tiltalte3 er orienteret om vilkår for afvikling af samfundstjeneste samt tilsyn af Kriminalforsorgen og fortæller at han er særdeles motiveret. Samtalen er foretaget telefonisk. Dette af hensyn til covid-19 situationen.

KRIMINALFORSORGENS KONKLUSION OG BEGRUNDELSE Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte3 er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid. Kriminalforsorgens begrundelse: Kriminalforsorgen har ved vurderingen lagt vægt på Tiltalte3’s egne oplysninger om hans sociale og personlige forhold. Disse må betragtes som velordende.

Man har ligeledes vægtet hans egen tilkendegivelse af, at være indstillet på at samarbejde med Kriminalforsorgen om tilsyn såvel som afvikling af samfundstjeneste. …” Tiltalte Tiltalte3 har under denne sag været frihedsberøvet fra den 17. september 2020 til den 21. marts 2021 Tiltalte Tiltalte1 Tiltalte er ikke at tidligere straffet.

Kriminalforsorgen har i personundersøgelse af 3. august 2020 anført bl.a.: ”… Resumé: Sagen drejer sig om den 46-årige Tiltalte1 (Tiltalte1), der er gift på 3 år. Parret har fælles to børn fra 2015 og 2016. Der er yderligere 5 børn, hvor den ældste er fra 1994 og med en ungdomskæreste. Siden finder Tiltalte1 en anden kæreste og får fire børn, fra 1997, 1999, 2015 og 2019.

De fire yngste er hjemmeboende, der er weekendsamvær med mandens 2 ud af fire børn, de to ældste er voksne. Parret bor i et lejet hus, hvor de har boet siden 2016. Tiltalte1 har haft en god opvækst hos sin mor, med samvær hos faderen. Faderen var alkoholisk og det kunne hænde at han drak for meget eller skændtes for meget med sin kone, så kom Tiltalte1 hjem til moderen igen.

Skolegangen har været stabil, arbejdslivet har været som ufaglært og med mange skift. Tiltalte1 havde arbejde i et motorvejs cafeteria, men ved ikke om der stadig venter hende et arbejde. Indkomsten var på 14-15.000 kr. pr. md. netto, mandens indkomst er på 26.000 kr. pr. md. netto. Tiltalte1 har en gæld på omkring 800.000 kr. med ekskæresten, fra et hus der gik på tvang.

Der ud over er der gæld i banken og noget inkasso gæld, begge dele afdrages der fast på. Fælles har parret en god økonomi. Fritiden bruges med børnene og to børnebørn, der bruges tid i haven og på familiens to hunde. Der er få gode tætte veninder, men Tiltalte1 betegner sin mor som den bedste veninde og den hun er tættest på. Fysisk har Tiltalte1 ondt i ryg og len, hun begrunder det med de mange fødsler.

Der er intet lægeligt på disse smerter. Psykisk er hun sund og rask, men meget præget af opholdet i fængsel. Der er intet forbrug af alkohol og euforiserende stoffer, og har ikke tidligere været dette. Tiltalte1 er motiveret for at samarbejde med kriminalforsorgen og indstillet på at gennemføre samfundstjeneste såvel som tilsyn. Der har ikke tidligere været kontakt til kriminalforsorgen.

Samtalen er foretaget telefonisk. KRIMINALFORSORGENS KONKLUSION OG BEGRUNDELSE Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte1 er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid. Kriminalforsorgens begrundelse: Kriminalforsorgen har ved vurderingen lagt vægt på Tiltalte1’s egne oplysninger om hendes sociale og personlige forhold. Disse må betragtes som velordnede.

Man har ligeledes vægtet hendes egen tilkendegivelse af, at være indstillet på at samarbejde med Kriminalforsorgen om tilsyn såvel som afvikling af samfundstjeneste. …” Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at hun i dag arbejder med rengøring på et hotel i By. Tiltalte Tiltalte1 har under denne sag været frihedsberøvet fra den 16. juni 2020 til den 22. januar 2021.

Rettens begrundelse

og afgørelse Generelt Efter de forklaringer, der er afgivet i sagen, herunder fra de tiltalte Tiltalte2 og Tiltalte1, finder retten det bevist, at tiltalte Tiltalte2 trods en idømt konkurskarantæne og i strid med registreringerne i det Centrale Virksomhedsregister fungerede som reel daglig leder af virksomheden Selskab1.

Efter den samlede bevisførelse må det lægges til grund, at virksomheden i vidt omfang bestod i at formidle billig arbejdskraft, primært i form af herboende og ikke-herboende udlændinge, der ville acceptere arbejdsvilkår, som organiseret dansk arbejdskraft ikke ville arbejde under.

Tiltalte Tiltalte2 har i forbindelse med sin virksomhedsdrift gjort brug af andre selskabers navne og bankkonti for at skjule over for bankerne, at det reelt var ham, der stod bag. Pengestrømmene i tiltalte Tiltalte2’s virksomhed har været uigennemskuelige, og samarbejdsrelationerne mellem virksomheden og øvrige personer og virksomheder har i vidt omfang foregået uden skriftligt kontraktgrundlag.

I det omfang, der har været kontrakter, har kontrakternes udvisende efter tiltalte Tiltalte2’s egen forklaring ikke nødvendigvis været i overensstemmelse med de faktiske forhold for så vidt angår eksempelvis underskriftsdatoer og arbejdstid.

Af besked af 31. marts 2020 fra tiltalte Tiltalte2 til Vidne18 fremgår, at tiltalte Tiltalte2 forsøgte at bistå en samarbejdsrelation med at skaffe ansatte med tilbagevirkende kraft fra januar 2020 med henblik på at søge lønkompensation. Samlet set finder retten, at tiltalte Tiltalte2’s virksomhed har karakter af organiseret uhæderlighed snarere end reel virksomhedsdrift.

Forhold 1 Tiltalte Tiltalte2 For så vidt angår de 17 personer, herunder tiltalte Tiltalte2 selv, som er omfattet af ansøgningen i forhold 1, finder retten det bevist, at der i overvejende omfang ikke på noget tidspunkt har foreligget reelle, gyldige ansættelsesforhold, som har forpligtet Selskab1 til at udbetale løn til de pågældende personer.

Adskillige ansættelseskontrakter i dette forhold er oprettet efter den 9. marts 2020, herunder kontrakterne for Vidne20, Vidne19, Vidne13, Vidne12 og Vidne21. Tilsvarende er indberetning i e-indkomst også sket efter den 9. marts 2020.

Det kan efter bevisførelsen i overvejende omfang lægges til grund, at de pågældende ikke har været hjemsendt, lige som det efter vidneforklaringerne fra de pågældende ikke kan lægges til grund, at Vidne17, Vidne16, Vidne14, Vidne15, Person5 og Vidne22 nogensinde har tiltrådt en samarbejdsrelation med Selskab1.

Retten finder det på den baggrund bevist, at der i forbindelse med ansøgningen om lønkompensation den 1. april 2020 er givet urigtige og vildledende oplysninger samt fortiet oplysninger.

Retten finder imidlertid, at det ikke kan udelukkes, at enkelte af samarbejdsrelationerne har dækket over reelle ansættelsesforhold, der gyldigt bestod den 9. marts 2020, ligesom det ikke kan udelukkes, at enkelte af disse medarbejdere i hvert fald i et begrænset omfang har været hjemsendt på grund af corona.

Retten finder derfor tiltalte Tiltalte2 skyldig i forhold 1, idet beløbet i tiltalen reduceres til 1.000.000 kr. Tiltalte Tiltalte1 Tiltalte Tiltalte1 har erkendt, at hun har stillet sit navn og sin identitet til rådighed for tiltalte Tiltalte2, herunder ved at give ham adgang til sit NemID.

Tiltalte Tiltalte1 har efter sin forklaring kendt tiltalte Tiltalte2 gennem længere tid og må derfor have været fuldt bekendt med hans gennemført uhæderlige måde at drive virksomhed på. Hun var klar over, at tiltalte Tiltalte2 var under konkurskarantæne, og vidste dermed, at hun medvirkede til at Tiltalte2 retsstridigt kunne fortsætte som leder i et selskab med begrænset hæftelse.

Hvad enten tiltalte Tiltalte1 var positivt klar over, at tiltalte Tiltalte2 uberettiget søgte lønkompensation ved brug af hendes NemID, finder retten, at hun må have indset, at dette var en særdeles sandsynlig mulighed.

Ved ikke at have frataget tiltalte Tiltalte2 adgangen til at disponere på vegne Selskab1, har hun forholdt sig accepterende til denne mulighed, hvorfor retten finder tiltalte Tiltalte1 skyldig i forhold 1 i samme omfang som tiltalte Tiltalte2. Retten lægger særlig vægt på, at forholdet ikke havde været muligt uden samvirket med tiltalte Tiltalte1, hvilket må have stået hende klart.

Forhold 2 Tiltalte Tiltalte2 For så vidt angår de 11 personer, der er omfattet af ansøgningen af 16. maj 2020, finder retten på baggrund af de i det væsentlige samstemmende forklaringer afgivet af vidnerne Vidne5, Vidne6, Vidne7, Vidne8, Vidne9, Vidne10, at ansættelsesforholdene med Selskab1 først blev indgået, da medarbejderne medio april 2020 returnerede fra Polen efter påsken i 2020.

Medarbejderne har ikke været sendt hjem på grund af corona, men har arbejdet for Selskab1, lige siden ansættelseskontrakternes indgåelse. Efter forklaringen afgivet at tiltalte Tiltalte3 var de pågældende medarbejderes ansættelsesforhold i tiltalte Tiltalte3’s selskab blevet bragt til ophør i marts 2020 som følge af medarbejdernes udeblivelse fra tjeneste.

Den omstændighed, at ansættelseskontrakterne blev indgået med et forfalsket underskrifttidspunkt og et tilbagedateret begyndelsestidspunkt ændrer ikke ved, at Selskab1 ikke havde ret til lønkompensation for disse medarbejdere.

Retten finder det på den baggrund bevist, at der i forbindelse med ansøgningen om lønkompensation den 16. maj 2020 er givet urigtige og vildledende oplysninger samt fortiet oplysninger, og at tiltalte Tiltalte2 derfor er skyldig i overensstemmelse med tiltalen, dog således at henvisningen til straffelovens § 289 a, stk. 4, jf. § 289, stk.1, udgår under hensyn til størrelsen af det ansøgte beløb.

Tiltalte Tiltalte1 Af de samme grunde, der er nævnt ovenfor under forhold 1, finder retten, at tiltalte Tiltalte1 er medskyldig i forhold 2 i overensstemmelse med tiltalen, dog således at henvisningen til straffelovens § 289 a, stk. 4, jf. § 289, stk.1, udgår under hensyn til størrelsen af det ansøgte beløb.

Tiltalte Tiltalte3 Det er ubestridt, at tiltalte Tiltalte3 har medvirket til at formidle kontakten mellem de 11 medarbejdere og tiltalte Tiltalte2. Tiltalte3 har forklaret, at han og hans organisation bistod tiltalte Tiltalte2 med ansættelseskontrakter med et formelt begyndelsestidspunkt medio marts 2020. Tiltalte3 var imidlertid klar over, at medarbejderne havde været i Polen siden dette tidspunkt.

Retten har vanskeligt at se noget formål med at lave kontrakter med tilbagevirkende kraft, hvis formålet ikke netop var at søge lønkompensation. Tiltalte Tiltalte3 har ved grundlovsforhøret forklaret, at det var ham, der videresendte de underskrevne ansættelseskontrakter til tiltalte Tiltalte2.

Selv om tiltalte Tiltalte3 har ændret denne forklaring under hovedforhandlingen, finder retten det bevist, at Tiltalte3 i hvert fald har været bekendt med indholdet af de underskrevne kontrakter, der blev indhentet af tiltalte Tiltalte3’s medarbejder, Vidne4 og blev sendt til tiltalte Tiltalte2 fra tiltalte Tiltalte3’s virksomhed den 22. april 2020.

Retten finder det ikke troværdigt, at tiltalte Tiltalte2 ville lade tiltalte Tiltalte3 og dennes ansatte se kontrakterne med de forfalskede underskrifttidspunkter, hvis ikke tiltalte Tiltalte3 var medvidende om det kriminelle formål med kontrakterne. Retten finder derfor, at der består en stærk formodning for, at tiltalte Tiltalte2 begik kriminaliteten i forhold 2 i forening med tiltalte Tiltalte3.

Efter indholdet af den aflyttede telefonsamtale, som tiltalte Tiltalte3 førte med tiltalte Tiltalte2 den 3. juni 2020 og indholdet af det brev (Ekstrakten side 3438 og 3452), som tiltalte Tiltalte2 skrev til tiltalte Tiltalte3, og som blev udsmuglet fra den institution, hvor tiltalte Tiltalte2 var varetægtsfængslet, finder retten denne formodning for bekræftet uden for enhver rimelig bevistvivl.

Retten finder derfor tiltalte Tiltalte3 skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forhold 2, dog således at henvisningen til straffelovens § 289 a, stk. 4, jf. § 289, stk.1, udgår under hensyn til størrelsen af det ansøgte beløb. Forhold 3, 4 og 5 Retten finder det bevist, at samtlige overførsler, der er omfattet af disse forhold, har en åbenbart dubiøs fremtræden.

Efter den uhæderlige og bevidst sammenrodede karakter af tiltalte Tiltalte2’s virksomhed finder retten det ikke bevist, om overførslerne hidrører fra strafbare forhold eller fra andre uhæderlige, men ikke strafbare, forhold.

Retten finder, at det ikke er usandsynligt, at overførslernes karakter kan bero på, at pengene skulle anvendes til kommende uhæderlige eller strafbare forhold, eksempelvis betaling af sort arbejdskraft. Endelig finder retten det ikke usandsynligt, at overførslerne havde til formål at trække lovlige midler ud af de nævnte selskaber med henblik på at unddrage skat eller kreditorforfølgning.

Da retten derfor ikke med den til en domfældelse fornødne sikkerhed finder, at anklagemyndigheden har løftet beviset for, at der helt eller delvis foreligger en strafbar førforbrydelse vedrørende de omhandlede midler, finder retten ikke grundlag for at domfælde for fuldbyrdet hvidvask eller forsøg på hvidvask i de tre forhold.

Tiltalte Tiltalte2 frifindes derfor i forhold 3, 4 og 5, og tiltalte Tiltalte1 frifindes allerede derfor i forhold 4.

Straf og anden retsfølge Tiltalte Tiltalte1 straffes med fængsel i 2 år, jf. straffelovens § 289 a, stk. 1, til dels jf. stk. 4, jf. § 289, stk.1, og til dels jf. § 81 d, stk. 2, jf. stk. 1 Tiltalte Tiltalte2 straffes med fængsel i 3 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 289 a, stk. 1, til dels jf. stk. 4, jf. § 289, stk.1, og til dels jf. § 81 d, stk. 2, jf. stk. 1.

Tiltalte Tiltalte2 idømmes i medfør af straffelovens § 50, stk. 2, til dels jf. § 81 d, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, en tillægsbøde på 2.375.000 med forvandlingsstraf som nedenfor bestemt. Tiltalte Tiltalte3 straffes med fængsel i 2 år, jf. straffelovens 289 a, stk. 1, jf. § 81 d, stk. 2, jf. stk. 1.

Påstanden om, at Tiltalte1 og Tiltalte2 i medfør af straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt., frakendes retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtigelser, tages til følge som nedenfor bestemt. Retten har lagt vægt på følgende forhold: Forhold 1 Retten har lagt vægt på størrelsen af det ansøgte beløb.

Retten anser det for så vidt som en særdeles skærpende omstændighed, at kriminaliteten har fundet sted under sådanne omstændigheder, at der uberettiget er opnået eller søgt opnået lån, kredit, støtte, tilskud eller lignende kompensation fra hjælpepakker til imødegåelse af skadevirkninger ved covid-19-epidemien.

Eftersom lovgiver med indførelsen af straffelovens § 81 d har valgt specifikt at lovgive om strafniveauet i sådanne situationer, finder retten imidlertid, at straffelovens § 3, stk. 1, er til hinder for at tillægge den nævnte omstændighed selvstændig skærpende virkning ved strafudmålingen i dette forhold, da bestemmelsen i straffelovens § 81 d trådte i kraft den 2. april 2020, og forhold 1 blev fuldbyrdet den 1. april 2020.

Retten har i skærpende retning lagt vægt på, at der har medvirket flere gerningsmænd, ligesom kriminaliteten har været særlig planlagt. Forhold 2 Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på det strafniveau, som er fastlagt af Østre Landsrets dom af 26. oktober 2020 (U 2021.260 Ø). Retten har i skærpende retning lagt vægt på, at der har medvirket flere gerningsmænd, ligesom kriminaliteten har været særlig planlagt.

Generelt For så vidt angår tiltalte Tiltalte1 har retten i formildende retning lagt vægt på, at hun har gode personlige forhold, lige som retten har lagt vægt på, at hendes rolle i forhold 1 og 2 har været af underordnet – men dog afgørende – karakter. For så vidt angår tiltalte Tiltalte2 har retten i skærpende retning lagt vægt på, at han tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.

Kun tiltalte Tiltalte2 straffes med tillægsbøde, da retten finder, at kriminaliteten alene har haft hans berigelse til formål. For så vidt angår tiltalte Tiltalte3 har retten i formildende retning lagt vægt på, at han har gode personlige forhold, men har i skærpende retning lagt vægt på hans aktive og væsentlige rolle i forhold 2.

Retten har efter kriminalitetens karakter ikke fundet grundlag for at gøre straffene helt eller delvis betinget. Tillægsbøde Kun tiltalte Tiltalte2 straffes med tillægsbøde, da retten finder, at kriminaliteten alene har haft hans berigelse til formål. Tillægsbøden er for så vidt angår forhold 2 skærpet i overensstemmelse med det bødeniveau, som er fastlagt af Østre Landsrets dom af 26. oktober 2020 (U 2021.260 Ø).

Rettighedsfrakendelse Retten har ved rettighedsfrakendelsen efter straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt. lagt særlig vægt på den massive tilsidesættelse af sædvanlig og ansvarlig virksomhedsdrift, som tiltalte Tiltalte2 og Tiltalte1 har udvist i forbindelse med kriminaliteten.

Retten finder, at der består en nærliggende og varig fare for misbrug, hvis tiltalte Tiltalte2 og Tiltalte1 ikke frakendes retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtigelser.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte1 straffes med fængsel i 2 år. Tiltalte Tiltalte1 frakendes indtil videre retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtigelser. Tiltalte Tiltalte2 straffes med fængsel i 3 år og 6 måneder. Tiltalte Tiltalte2 idømmes en tillægsbøde på 2.375.000 Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

Tiltalte Tiltalte2 frakendes indtil videre retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtigelser. Tiltalte Tiltalte3 straffes med fængsel i 2 år. De tiltalte skal betale sagens omkostninger. Hver af de tiltalte bærer udgiften til egen forsvarer. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 18. afdelings

DOM

(landsdommerne Henrik Hjort Elmquist, Line BjørkTiltalte3 og Lise Reuss Muff (kst.) med domsmænd).

Dato: 21. august 2025 Rettens sagsnr.: S-1744-21 Anklagemyndigheden mod Tiltalte2, født november 1966, (advokat Jakob Iuel Lunøe, besk.), Tiltalte3, født juli 1965, (advokat Anders Nemeth, besk.) og Tiltalte1, født juli 1974, (advokat Julian Rosencrone von Benzon, besk.) Dom afsagt af Retten i Lyngby den 14. juni 2021 (1-210/2021) er anket af Tiltalte2 med påstand om frifindelse, subsidiært til formildelse, af Tiltalte3 med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, og af Tiltalte1 med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale samt skærpelse. Anklagemyndigheden har berigtiget tiltalen således: I forhold 2 udgår henvisningen til straffelovens § 81 d, stk. 2. I alle forhold vedrørende Tiltalte2 henvises tillige til straffelovens § 89.

Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte og vidnerne Vidne18, Vidne22, Vidne20, Vidne21, Vidne3, Vidne4 og Vidne26.

De i byretten af vidnerne Vidne11, Vidne12, Vidne13, Vidne14, Vidne28, Vidne15, Vidne17, Vidne17, Vidne19, Vidne7, Vidne8, Vidne9, Vidne5, Vidne6, Vidne23, Vidne24, Vidne1, Vidne2, Vidne10, Vidne25 og Vidne27 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

De for byretten dokumenterede politiafhøringer af Person1, Person2, Person4 og Person3 er dokumenteret. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige oplysninger Tiltalte2 Udover den i byretsdommen anførte dom er tiltalte Tiltalte2 tillige straffet senest ved dom afsagt af Retten i Næstved den 8. december 2022 med fængsel i 1 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, jf. straffelovens § 21 og ved Østre Landsrets ankedom af 15. november 2024 med fængsel i 2 år betinget for overtrædelse af straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, samt § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 57, stk. 1, 1. pkt., jf. straffelovens § 89, og § 82, stk. 1, nr. 13 (dagældende § 82, nr. 14).

Der er senest udarbejdet personundersøgelse vedrørende Tiltalte2 den 19. juli 2024, hvoraf fremgår, at Tiltalte2 er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Det fremgår endvidere, at såfremt retten finder, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, anbefales det, at der alene fastsættes vilkår om prøvetid.

Tiltalte Tiltalte2 har hertil supplerende om sine personlige forhold forklaret, at han psykisk og fysisk sund og rask og ikke fejler andet, end hvad der er normalt i hans alder. Han bor i en lejet lejlighed i Birkerød. Han er fortsat i byggebranchen, og han arbejder på samme måde, som da han blev anholdt i 2020. Han har de samme mennesker ansat som dengang. Han er fortsat villig til at udføre samfundstjeneste.

Tiltalte3 Tiltalte3 er ikke tidligere straffet. Der er udarbejdet personundersøgelse vedrørende Tiltalte3 den 29. oktober 2020, hvoraf fremgår, at Tiltalte3 er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

Det fremgår endvidere, at såfremt retten finder, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, anbefales det, at der alene fastsættes vilkår om prøvetid. Tiltalte1 Tiltalte1 er ikke tidligere straffet.

Der er udarbejdet personundersøgelse vedrørende Tiltalte1 den 3. august 2020, hvoraf fremgår, at Tiltalte1 er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Det fremgår endvidere, at såfremt retten finder, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, anbefales det, at der alene fastsættes vilkår om prøvetid.

Tiltalte Tiltalte1 har hertil supplerende om sine personlige forhold forklaret, at hun har børnene Person6 fra 1994, Person7 fra 1997, Person8 fra 1999, Person9 fra 2005, Person10 fra 2009, Person11 fra 2015 og Person12 fra 2016. De tre yngste bor stadig hjemme hos hende. En af hendes sønner har udviklet angst, efter at hun har varetægtsfængslet i 7 måneder og 6 dage.

Hun har selv udviklet angst efter at være kommet ud. Under sin varetægtsfængsling blev hun flyttet rundt tre gange, og i arresten i Slagelse skulle hun tisse i en spand. Lige nu har hun ikke noget job, da hun skal have fri til mange retsmøder. Men hun har fået et job med start 1. september.

Landsrettens begrundelse og resultat

Forhold 1 Efter vidnernes egne forklaringer lægger landsretten til grund, at Vidne22, Vidne16, Vidne17, Vidne14, Vidne15, Person5 og Person13 hverken på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om lønkompensation den 1. april 2020 eller efterfølgende har udført arbejde for eller modtaget lønudbetalinger fra Selskab1.

Et af vidnerne, Vidne22, har herom forklaret, at han ikke har indgået ansættelseskontrakt med eller har arbejdet for Selskab1, og at det ikke er ham, der har underskrevet den ansættelseskontrakt, der ligger i sagen påført hans navn og underskrift.

De øvrige 6 vidner har forklaret, at de har underskrevet ansættelseskontrakter med Selskab1, men at de ikke siden blev kontaktet med henblik på opstart af arbejde, ligesom de på intet tidspunkt har fået udbetalt løn. Flere af de resterende 10 personer, som er omfattet af ansøgningen om lønkompensation, har forklaret, at de på et tidspunkt underskrev en ansættelseskontrakt vedrørende deres ansættelse hos Selskab1.

Uanset om disse eller nogle af disse personer på den baggrund måtte anses for at have været ansat i virksomheden forud for den 9. marts 2020, finder landsretten, at det efter vidneforklaringerne herom må lægges til grund, at ingen af de resterende 10 personer kan anses for at være blevet hjemsendt af Selskab1 som oplyst af Selskab1, ligesom de ikke kan anses for at være ansatte, der ellers måtte afskediges som følge af et forventet omsætningstab.

Landsretten har herved lagt vægt på, at flere af de ansatte, herunder Vidne21, Vidne13, Vidne12, Vidne11, Vidne19 og Vidne28 som vidner har forklaret, at de ikke blev hjemsendt af tiltalte Tiltalte2, eller som forklaret af Person2 ikke blev hjemsendt i det af Tiltalte2 oplyste omfang. Tiltalte2 har om Person14 forklaret, at han i lighed med Vidne28 var udlånt til Virksomhed7 på hjemsendelsestidspunktet.

Landsretten lægger til grund, at Person14, der ikke selv har afgivet forklaring under sagen, i lighed med Vidne28 ikke blev hjemsendt af Selskab1. Landsretten har vedrørende tiltalte Tiltalte2 selv lagt vægt på, at han efter sin egen forklaring arbejdede i den pågældende periode, hvilket understøttes af hans SMS-korrespondance med Vidne19.

Landsretten har vedrørende Vidne20 lagt vægt på, at Vidne20 og tiltalte Tiltalte2 har forklaret, at Vidne20 i sin hjemsendelsesperiode fakturerede Selskab1 i sin egen virksomhed Selskab5, idet han forsynede Selskab1 med opgaver, som Selskab1 udførte som underleverandør med egne ansatte. Landsretten finder under disse omstændigheder, at Vidne20 ikke samtidig kan anses for hjemsendt fra sin ansættelse i Selskab1.

Landsretten finder det på dette grundlag bevist, at der vedrørende samtlige 17 personer omfattet af forhold 1 er afgivet urigtige og vildledende oplysninger om lønudbetalinger og hjemsendelse samt fortiet oplysninger herom i forbindelse med ansøgningen om lønkompensation af 1. april 2020.

På denne baggrund og sammenholdt med at landsretten efter indholdet af besked af 31. marts 2020 fra tiltalte Tiltalte2 til Vidne18 lægger til grund, at tiltalte Tiltalte2 har forsøgt at bistå en samarbejdsrelation med at opnå lønkompensation på uberettiget grundlag, findes det bevist, at tiltalte Tiltalte2, der uanset en idømt konkurskarantæne fungerede som reel daglig leder af Selskab1, er skyldig i den rejste tiltale.

Det ændrer ikke ved vurderingen af tiltalte Tiltalte2’s forsæt på ansøgningstidspunktet den 1. april 2020, at tiltalte Tiltalte2 efter at politiet havde foretaget beslaglæggelser på konto tilhørende Selskab1 primo maj 2020, foretog ændringer i sin ansøgning om lønkompensation.

Landsretten har herved lagt til grund, at tiltalte Tiltalte2 i to korrektionsmails til Erhvervsstyrelsen har indsendt oplysninger, der ikke har været korrekte.

Tiltalte Tiltalte2 har således i korrektionsmail af 16. maj 2020 oplyst, at Vidne13 og Vidne12 først var tilbage på arbejde fra den 4. maj 2020, mens de selv har forklaret, at de arbejdede for tiltalte Tiltalte2 henholdsvis fra den 3. marts 2020 til den 15. maj 2020 og i perioden februar til april 2020.

Tiltalte Tiltalte2 har endvidere i korrektionsmail af 26. maj 2020 oplyst, at Vidne22, Vidne16, Vidne17, Vidne14, Vidne15, Person5 var normalt på arbejde fra den 25. maj 2020.

Som anført indledningsvist har landsretten lagt til grund, at ingen af disse personer hverken på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om lønkompensation den 1. april 2020 eller efterfølgende har udført arbejde for eller modtaget lønudbetalinger fra Selskab1. Landsretten finder herefter, at tiltalte Tiltalte2 er skyldig i den rejste tiltale.

Landsretten tiltræder af de af byretten anførte grunde, at tiltalte Tiltalte1, der var indsat som direktør i Selskab1, tillige er skyldig i den rejste tiltale. Forhold 2 Efter bevisførelsen lægger landsretten som byretten til grund, at de 11 personer omfattet af forhold 2 ikke var ansat i Selskab1 den 9. marts 2020.

Allerede af denne grund finder landsretten det bevist, at der med ansøgningen om lønkompensation af 16. maj 2020 er givet urigtige og vildledende oplysninger samt fortiet oplysninger.

På denne baggrund og sammenholdt med at landsretten efter indholdet af besked af 31. marts 2020 fra tiltalte Tiltalte2 til Vidne18 har lagt til grund, at tiltalte Tiltalte2 har forsøgt at bistå en samarbejdsrelation med at opnå lønkompensation på uberettiget grundlag, findes det bevist, at tiltalte Tiltalte2, der uanset en idømt konkurskarantæne fungerede som reel daglig leder af Selskab1, er skyldig i den rejste tiltale.

Det har for denne skyldvurdering ingen betydning, om tiltalte Tiltalte3 i regi af Selskab2 måtte have været berettiget til lønkompensation for de pågældende, såfremt han havde ansøgt herom. Landsretten tiltræder af de af byretten anførte grunde, at tiltalte Tiltalte3 og tiltalte Tiltalte1 tillige er skyldige i den rejste tiltale.

Forhold 3 Tiltalte Tiltalte2 har forklaret, at han havde adgang til bankkontoen i selskabet Selskab3 og den tidligere direktørs NemID. Det er ubestridt under sagen, at der i perioden fra den 11. september 2019 til den 4. februar 2020 blev overført i alt 4.199.001 kr. fra selskabets konto til Vidne27’s privatkonto og 2.306.195 kr. til udenlandske virksomheder.

Vidnet Vidne27 har om indbetalingerne på hans privatkonto forklaret, at han efter aftale med tiltalte Tiltalte2 i perioden hævede 4,2 mio. kr. på sin konto og afleverede kontanterne til tiltalte Tiltalte2.

Bank1 har i en hvidvaskunderretning vedrørende Selskab3 oplyst bl.a., at selskabet har modtaget atypisk store beløb fra forskellige virksomheder, hvorefter pengene hurtigt er blevet udbetalt til andre personer, uden at selskabet samtidig har haft de store udgifter til leverandører, SKAT eller lønninger.

På denne baggrund finder landsretten det ubetænkeligt at tilsidesætte tiltalte Tiltalte2’s forklaring om, at overførslerne til Vidne27 er betalinger sket til Selskab6 for udført arbejde.

Landsretten har herved også lagt vægt på, at Vidne22 har forklaret, at han udleverede sit NemID til sin nevø, Person15, at han blev indsat som direktør og ejer af Selskab3 den 1. december 2019, at der ikke var aktivitet i selskabet, mens han var direktør, at han ikke fik et momsnummer, og at hans nevø og Person16 lavede alle papirerne og styrede det hele.

Vidne22 har tilsvarende om Selskab6 forklaret, at han blev indsat som ejer og direktør af selskabet den 29. november 2019, at der ikke har været nogen aktivitet i selskabet, og at han aldrig fik et momsnummer. Landsretten tilsidesætter endvidere tiltalte Tiltalte2’s forklaring om, at han kun foretog nogle af udbetalingerne til Vidne27’s privatkonto.

Tiltalte Tiltalte2 har forklaret, at det er ham, der har foretaget overførslerne til de udenlandske virksomheder. Tiltalte har i en signalbesked af 4. februar 2020 anført følgende: ”Husk når du overfører videre ingen tekst i besked til modtager. Det er meget vigtigt for A siger det hele tiden”. Selskab3 overførte den 4. februar 2020 30.0000 Euro til Virksomhed4 uden angivelse af referencetekst.

Tiltalte Tiltalte2 har i en efterfølgende signalbesked af 5. februar 2020 anført følgende: ”Når jeg nu skal svare på, hvad vores overførsler går på, så er Virksomhed3 gravemaskiner, Virksomhed2 er udført arbejde. Virksomhed1 (pharma..)? øhm og hvad laver Virksomhed4?

Har opfundet noget…” Landsretten finder det på denne baggrund ubetænkeligt at tilsidesætte tiltalte Tiltalte2’s forklaring om, at overførslerne angår køb af reelle ydelser, men at han ikke har kunnet fremskaffe de relevante bilag og regninger herfor.

På denne baggrund og særligt henset til det forretningsmæssigt ubegrundede transaktionsmønster sammenholdt med den i sagen dokumenterede signal-korrespondance finder landsretten det ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte Tiltalte2 har vidst, at der var tale om udbytte fra strafbare lovovertrædelser, hvor overførslerne skulle skjule eller tilsløre dette.

Landsretten finder det herefter bevist, at tiltalte Tiltalte2 er skyldig i den rejste tiltale. Forhold 4 Det er ubestridt under sagen, at der i perioden fra den 7. februar 2020 til den 28. april 2020 blev overført i alt 3.923.753 kr. fra Selskab1 til forskellige udenlandske virksomheder og 1.491.550 kr. til flere privatkonti, herunder Vidne27’s.

Vidnet Vidne27 har om indbetalingerne på hans privatkonto forklaret, at han i perioden efter aftale med tiltalte Tiltalte2 hævede penge og afleverede kontanterne til tiltalte Tiltalte2. Vidne27 har endvidere forklaret., at han gav tiltalte Tiltalte2 kontonumrene til sin søster, Vidne1, og til sin ven Vidne2, og at tiltalte Tiltalte2 også overførte beløb til deres konti.

På denne baggrund og sammenholdt med, at der ikke er bilag vedrørende overførslerne, finder landsretten det ubetænkeligt at tilsidesætte tiltalte Tiltalte2’s forklaring om, at overførslerne angår køb af reelle ydelser. Tiltalte Tiltalte2 har forklaret, at det er ham, der har foretaget overførslerne til de udenlandske virksomheder.

Som anført vedrørende forhold 3 har Vidne22 om Selskab6 forklaret, at han blev indsat som ejer og direktør af selskabet den 29. november 2019, at der ikke har været nogen aktivitet i selskabet, og at han aldrig fik et momsnummer. Der er alene fremlagt 3 fakturaer på i alt 478.550 kr. fra Selskab6, som alle er sendt til Bank1 i forbindelse med bankens forespørgsel vedrørende tre udbetalinger på Selskab1’s konto.

Der forefindes ikke bilag eller dokumentation vedrørende de øvrige transaktioner. Herefter tilsidesætter landsretten tiltalte Tiltalte2’s forklaring om, at han har foretaget betalingerne på vegne af Selskab6.

På denne baggrund og særligt henset til det forretningsmæssigt ubegrundede transaktionsmønster sammenholdt med den i sagen dokumenterede signal-korrespondance finder landsretten det ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte Tiltalte2 har vidst, at der var tale om udbytte fra strafbare lovovertrædelser, hvor overførslerne skulle skjule eller tilsløre dette.

Landsretten finder det herefter bevist, at tiltalte Tiltalte2 er skyldig i den rejste tiltale. Tiltalte Tiltalte1 var indsat som direktør i Selskab1, og hun havde adgang til virksomhedskontoen. Efter bevisførelsen, herunder de aflyttede samtaler mellem tiltalte Tiltalte1 og tiltalte Tiltalte2 lægger landsretten til grund, at tiltalte Tiltalte1 førte samtaler med banken vedrørende denne konto.

Tiltalte Tiltalte1 havde givet tiltalte Tiltalte2 adgang til sin Nem-ID. Hun var endvidere vidende om, at tiltalte Tiltalte2 var under konkurskarantæne, og at hun således medvirkede til, at han retsstridigt fungerede som reel daglig leder i et selskab med begrænset hæftelse.

Landsretten finder det på dette grundlag bevist, at tiltalte Tiltalte1 må have indset det som en mulighed, at tiltalte Tiltalte2 hvidvaskede beløb som anført i tiltalen ved anvendelse af selskabets konto, og at hun har forholdt sig accepterende til denne mulighed.

Forhold 5 Tiltalte har forklaret, at han fik adgang til selskabets konto ved hjælp af en Nem-IDadgang, som han fik fra Virksomhed8, og at det nok var Vidne23’s Nem-ID. Han har endvidere om baggrunden herfor forklaret, at banken havde opsagt Selskab1’s konto, og at han havde brug for et selskab med en bankkonto, og at det blev Selskab4.

På baggrund af bevisresultatet i forhold 3 og 4 og sammenholdt med, at der heller ikke for disse overførsler er bilag, finder landsretten det ubetænkeligt at tilsidesætte tiltalte Tiltalte2’s forklaring om, at overførslerne angår køb af reelle ydelser.

På denne baggrund og særligt henset til det forretningsmæssigt ubegrundede transaktionsmønster sammenholdt med den i sagen dokumenterede signal-korrespondance finder landsretten det ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte Tiltalte2 har vidst, at der var tale om udbytte fra strafbare lovovertrædelser, hvor overførslerne skulle skjule eller tilsløre dette.

Landsretten finder det herefter bevist, at tiltalte Tiltalte2 er skyldig i den rejste tiltale. Straffastsættelse for Tiltalte2 Tiltalte2 er fundet skyldig i to forhold af svig med offentlige midler af særlig grov beskaffenhed til et samlet beløb på 1.752.137 kr. og tre hvidvaskforhold til et samlet beløb på 12.015.360 kr.

Ved straffens fastsættelse har landsretten i skærpende retning lagt vægt på beløbenes størrelse og på den professionelle udførelsesmåde samt på, at forholdene er begået i forening.

Straffen for Tiltalte2, der fastsættes som en tillægsstraf efter straffelovens § 289 a, stk. 1, jf. stk. 4, jf. § 289, stk. 1, jf. § 81, stk. 1, og § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 89, kan passende fastsættes til fængsel i 4 år samt en tillægsbøde på 1.825.000 kr., jf. straffelovens 50, stk. 2.

Landsretten finder, at de udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen, og at Tiltalte2 derfor i medfør af straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt., indtil videre frakendes retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.

Straffastsættelse for Tiltalte3 Straffen for Tiltalte3, der fastsættes efter straffelovens § 289 a, stk. 1, jf. stk. 4, jf. § 289, stk. 1, jf. § 81, stk. 1, kan passende fastsættes til fængsel i 1 år og 6 måneder samt en tillægsbøde på 1.825.000 kr., jf. straffelovens 50, stk. 2.

Henset til Tiltalte3s gode personlige forhold, herunder at han ikke er tidligere straffet, findes der undtagelsesvis grundlag for at gøre en del af straffen betinget, således at 6 måneder skal fuldbyrdes, mens resten af fængselsstraffen ikke skal fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, der er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 58, stk. 1, jf. § 56, stk. 1.

Straffastsættelse for Tiltalte1 Der er ved straffens fastsættelse lagt vægt på, at Tiltalte1 som registreret direktør udfyldte en nødvendig og ikke uvæsentlig rolle. Der er videre lagt vægt på størrelsen på beløbene og forholdenes systematiske karakter.

Straffen for Tiltalte1, der fastsættes efter straffelovens § 289 a, stk. 1, jf. stk. 4, jf. § 289, stk. 1, jf. § 81, stk. 1, og § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1, kan passende fastsættes til fængsel i 3 år samt en tillægsbøde på 1.825.000 kr., jf. straffelovens 50, stk. 2.

Landsretten finder, at de udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen, og at Tiltalte1 derfor i medfør af straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt. indtil videre frakendes retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte2 ændres, således at Tiltalte2 straffes med en tillægsstraf af fængsel i 4 år. Tiltalte2 idømmes en tillægsbøde på 1.825.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage. Tiltalte2 frakendes indtil videre retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.

Tiltalte2 skal betale sagens omkostninger for landsretten. Byrettens dom i sagen mod Tiltalte3 ændres, således at Tiltalte3 straffes med fængsel i 1 år og 6 måneder og således, at 1 år af straffen gøres betinget, således at fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år på vilkår at Tiltalte3 ikke begår strafbart forhold i prøvetiden, der regnes fra landsrettens dom.

Tiltalte3 idømmes en tillægsbøde på 1.825.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten. Byrettens dom i sagen mod Tiltalte1 ændres, således at Tiltalte1 straffes med fængsel i 3 år. Tiltalte1 idømmes en tillægsbøde på 1.825.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

Tiltalte1 frakendes indtil videre retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. Tiltalte1 skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.08.21Ø
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/6caeec39-01e3-4e1e-adbb-746284cf4aa5