BS-4241/2022-HJR

Afgørelse om tab af aktuel og varig erhvervsevne bragte ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør Arbejdstageren A var i 2014 kommet til skade ved en arbejdsulykke. As arbejdsgiver, X A/S, havde anerkendt erstatningspligten og udbetalt bl.a. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven frem til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af 27. november 2019 om erhvervsevnetab. Ved den nævnte afgørelse var det blevet fastsat, at A, som var blevet ansat i et fleksjob i 2018, på afgørelsestidspunktet som følge af arbejdsulykken havde et aktuelt tab af erhvervsevne på 45 %, heraf med sikkerhed et varigt tab på 20 %. A fik i medfør af afgørelsen udbetalt et engangsbeløb som erstatning for det varige tab på 20 % og en løbende ydelse som erstatning for resten af det aktuelle tab. Spørgsmålet for Højesteret var, om afgørelsen havde bragt As ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven til ophør i medfør af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt. Efter denne bestemmelse ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i situationer, hvor det må antages, at skadelidte vil lide et erhvervsevnetab på 15 % eller derover, indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Højesteret udtalte, at erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., indebærer, at forpligtelsen til at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på et forsvarligt grundlag har foretaget et midlertidigt eller endeligt skøn over det fremtidige (varige) erhvervsevnetab, hvorefter skadelidte har ret til erstatning. Det gælder også i tilfælde, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, stk. 4, træffer en ”delt” afgørelse, det vil sige en afgørelse, der giver erstatning for både et aktuelt og et varigt tab af erhvervsevne. I den konkrete sag fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering af, at der på tidspunktet for afgørelsen var det fornødne forsvarlige grundlag for at skønne over As varige erhvervsevnetab. Der var heller ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af størrelsen af tabet. Afgørelsen havde derfor bragt As ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør. Landsretten var kommet til det samme resultat. Læs landsrettens afgørelse i Domsdatabasen