Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2025.08.11V

OL-2025-V-00044

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
11-08-2025
Sagsemne
Tilståelse / § 82, stk. 1, nr. 9, ulovlig indrejse og ophold
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.08.11V Retten i Sønderborgs

DOM

Dato: 17. april 2025 Rettens sagsnr.: K01-1674/2025 Politiets sagsnr.: 3300-84141-00006-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født december 1988 Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Retsmødebegæring er modtaget den 17. april 2025.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59b, stk. 1, ved den 16. april 2025 kl. 15.09 på Tøndervej nær affkørsel 75 i sydgående retning på Sønderjyske Motorvej, 6330 Padborg, at være indrejst her i landet i strid med et indrejseforbud, idet sigtede blev truffet af politiet på ovenstående sted, uagtet at han ved dom udstedt den 22. november 2024 af Københavns Byret fik indrejseforbud i Danmark gældende til den 10. december 2030.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, skal udvises med et af retten fastsat indrejseforbud efter§ 32, stk. 4, nr. 5. Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

Tiltalte, Tiltalte, har forklaret, at det er korrekt, at han i går blev antruffet af politiet. Han var kommet til Danmark i en personbil. Formålet med turen var at samle flasker, da han er økonomisk trængt. Sigtede har også været i Danmark i 2021, 2023 og 2024. Foreholdt bilag 1.4a, forklarede sigtede, at han kan huske, at han den 23. maj 2021 fik en dom på 40 dage for indbrud og blev udvist.

Det er ligeledes korrekt, at han i 2023 fik en dom for overtrædelse af indrejseforbud med udvisning i 6 år. Da han kom til Danmark i 2023, vidste han godt, at han ikke måtte opholde sig i Danmark. Foreholdt bilag 1.4c, bekræftede sigtede, at det er korrekt, at han i 2024 også fik en dom på 60 dages fængsel og indrejseforbud i 6 år. Da han indrejste, vidste han godt, at han ikke måtte opholde sig i Danmark.

Han bekræftede, at han var blevet vejledt vedrørende udvisningen. Sigtede oplyste, at han er helt klar over, at han ikke må opholde sig i Danmark. Tiltalte er tidligere straffe af betydning for sagen, senest ved København s Byrets dorn af 22. november 2024 for overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 1, med fængsel i 60 dage og udvisning med indrejseforbud i 6 år.

Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 16. april 2025.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig. Straffen fastsættes til fængsel i 4 måneder, jf. udlændingelovens § 59b, stk. 1.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at der er tale om et tredje gangs tilfælde af overtrædelse af et indrejseforbud samt at tiltalte har aflagt fuld tilståelse. Retten tager udvisningspåstanden til følge i medfør af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, nr. 5, da udvisningen ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, med et indrejseforbud som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 4 måneder. Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 6 år. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 1. afdelings

DOM

(dommerne Erik P. Bentzen, Kim Rasmussen og Ioana Fodor (kst.)) Dato: 11. august 2025 Rettens sagsnr.: S–0772–25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født december 1988, (advokat Lone Adolphsen, Sønderborg) Retten i Sønderborg har den 17. april 2025 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. K011674/2025).

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Tiltalte, Tiltalte, har påstået stadfæstelse. Supplerende oplysninger Tiltalte er ud over den dom, der er nævnt i byrettens dom, straffet ved dom af 27. november 2023 med fængsel i 20 dage for overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 1, og udvist med et indrejseforbud i 6 år. Forklaring Tiltalte har forklaret, at han rejste til Danmark for at samle pantflasker.

Han har samlet flasker under sine tidligere besøg i Danmark. Hans plan var, at han ville samle flasker i en periode på 2-3 uger, så han kunne sende penge hjem til sin familie. Han har to børn. Han nåede ikke at samle flasker, inden han blev anholdt, idet han blev standset af politiet 20 km fra grænsen. Han var kommet til Danmark samme dag.

Landsrettens begrundelse og resultat

Tiltalte har nu for tredje gang gjort sig skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 1. Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 601 af 14. juni 2011 om ændring af udlændingeloven mv., at straffen i dette tilfælde normalt udgør en ubetinget frihedsstraf i mere end 4 måneder. Der foreligger ikke i sagen oplysninger, der giver grundlag for at fravige dette udgangspunkt.

Spørgsmålet er herefter, om det har betydning for strafudmålingen, at tiltalte har tilstået forholdet, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9. Tiltaltes tilståelse har ikke sparet politiet for en ressourcetung efterforskning, og der er tale om en begrænset ressourcebesparelse ved domstolene.

Hensynet til tiltaltes tilståelse som en formildende omstændighed har derfor ikke en sådan styrke, at det kan føre til en fravigelse af udgangspunktet for straffastsættelsen, som lovgiver har forudsat for den omhandlede lovovertrædelse. Det bemærkes herved, at sagen ikke er omfattet af nogen af de kategorier, der er opstillet af Højesteret i U 2025.3022 og U 2025.3030.

Landsretten forhøjer derfor straffen til fængsel i 5 måneder. Der lægges herved vægt på, at tiltalte er indrejst i landet få måneder efter, at han blev udvist for tredje gang. Landsretten tiltræder, at tiltalte er udvist med et indrejseforbud som sket. Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen. Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.

Thi kendes for ret

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 5 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.08.11V · TfK: TfK2025.300
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/3a017317-6530-491e-9af7-645f26dc12ac