OLR — Østre Landsret
AM2022.06.08Ø3
OL-2022-Ø-00032
[AM2022.06.08Ø] Københavns Byrets
DOM
- 14. februar 2022 - SS 1-1754/2022 - 0100-84141-00001-22
Anklagemyndigheden mod T , født marts 1998
Sagens baggrund og parternes påstande Anklageskriftet er modtaget den 17. januar 2022 og berigtiget under hoved forhandlingen.
T er tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, ved forud for 1. januar 2022 ca. kl. 15.25, hvor han blev anholdt ud for … i København, at være indrejst her i landet, uagtet han ved Retten på Frederiksbergs dom af 3. oktober 2018 blev idømt 6 måneders fængsel og med et indrejseforbud gældende til den 18. december 2024 samt ved Københavns Byrets dom af 23. august 2019 blev idømt 1 års fængsel og med et indrejseforbud gældende til den 1. december 2025.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, og § 32, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 6, subsidiært nr. 4 og 5, udvises med indrejseforbud i 12 år, subsidiært i 6 år.
Tiltalte har erkendt sig skyldig og har nedlagt påstand om rettens mildeste dom.
Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte i overensstemmelse med tiltalen.
Øvrige oplysninger i sagen Der er dokumenteret fra politirapport af 2. december 2019, hvoraf blandt andet fremgår, at tiltalte blev påset udrejse med tog til Malmø.
Personlige oplysninger Tiltalte er tidligere straffet
ved Retten på Frederiksbergs dom af 3. oktober 2018 efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1 og 2, samt udlændingelovens§ 60, stk. 1, jf. § 39, stk. 1 og 3, med fængsel i 6 måneder. Udvist med indrejseforbud i 6 år, og ved Københavns Byrets dom af 23. august 2019 efter udlændingelovens § 59 b, stk. 2, med fængsel i 1 år. Udvist med indrejseforbud i 6 år.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han bor i Sverige. Han bor alene. Han går ikke i skole og har ikke arbejde i Sverige, efter at han to gange har siddet i fængsel i Danmark. Han har ikke familie i Sverige. Hans familie i Aarhus består af en faster og dennes børn.
Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 1. januar 2022.
Rettens begrundelse
og afgørelse Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger findes det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
Straffen efter udlændingelovens § 59 b, stk. 2, fastsættes til fængsel i 1 år og 2 måneder.
Retten har ved strafudmålingen navnlig lagt vægt på, at der er tale om et 2.gangstilfælde af overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2. Det er i forarbejderne til bestemmelsen, jf herved de særlige bemærkninger til § 1, nr. 20, i lovforslag nr. 140 af 15. januar 2019, forudsat, at der som udgangs punkt anvendes ubetinget straf, og at straffen i gentagelsestilfælde skærpes i forhold til minimumsstraffen. Retten har ikke fundet grundlag for en fravigelse heraf i det foreliggende tilfælde.
Da straffen er fastsat til mere end 1 års fængsel, og da udvisning i det foreliggende tilfælde ikke findes i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tages anklagemyndighedens principale udvisningspåstand i medfør af udlændingelovens§ 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, og § 32, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 6, til følge som nedenfor bestemt, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.
Thi kendes for ret
: Tiltalte, T , straffes med fængsel i 1 år og 2 måneder.
Tiltalte udvises af Danmark og pålægges indrejseforbud i 12 år regnet fra udrejsen eller udsendelsen.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 3.620 kr.+ moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Lone Refshammer, og 8.710 kr.+ moms i salær til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat A .
:::::::::::::::::::::::::::
Østre Landsrets 1. afdelings
DOM
- 8. juni 2022 - S-517-22 (landsdommerne Peter Thønnings, Annette Dam RytHansen og Jørgen Jørgensen (kst.) med domsmænd).
Anklagemyndigheden mod T , født marts 1998, (advokat Jacob Kiil, besk.)
Københavns Byrets dom af 14. februar 2022 (SS 11754/2022) er anket af T med påstand om formildelse, herunder af den udmålte straf og af indrejseforbuddets længde.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte.
Tiltalte har forklaret blandt andet, at han i hele 2021 var uden arbejde og indtægt samt uden mulighed for at besøge sin familie. Det var jule og nytårsferie, og han savnede sin familie meget. Derfor tog han chancen og rejste til Danmark, selv om han vidste, at han havde indrejseforbud. Det var alene hans hensigt at være i Danmark i en uge. Han følte, at han var anderledes og ikke et almindeligt menneske uden sit arbejde og sin familie. Forud for at han blev straffet første gang, havde han egen bolig og en stabil tilværelse.
Personlige forhold Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han har boet i Sverige siden 2015, hvor han har opholdstilladelse som flytning frem til 2025. Han havde planer om at videreuddanne sig i Sverige og var indskrevet på en uddannelse, hvor han skulle være begyndt den 15. januar 2022. Han havde i den forbindelse en aftale med en uddannelsesvejleder, der måtte aflyses, da han blev varetægtsfængslet. Han har en onkel, der bor i København, men han husker ikke adressen. Hans faster og hendes børn bor i Århus.
Tiltalte har under anken været fortsat frihedsberøvet.
Landsrettens begrundelse og resultat
Efter ankeforholdene vedrører sagen for landsretten spørgsmålet om straffens udmåling og varigheden af det meddelte indrejseforbud. Tiltalte har for landsretten således ikke bestridt, at betingelserne for at udvise ham af Danmark er opfyldt.
Af de grunde der er anført af byretten, findes straffen passende udmålt til fængsel i 1 år og 2 måneder.
Da tiltalte er straffet med fængsel i 1 år og 2 måneder, og da betingelserne for at udvise ham af Danmark med indrejseforbud efter udlændingelovens § 24, nr. 2, jf. § 26, stk. 2, er opfyldt, følger det af udlændingelovens § 32, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 6, at indrejseforbuddet skal fastsættes til en periode på 12 år.
Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1, at der kan meddeles et indrejseforbud af kortere varighed, hvis et indrejseforbud af den varighed, der er nævnt i stk. 4, vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Tiltalte er tidligere straffet to gange, herunder for blandt andet røveri og for overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2. Tiltalte har efter det oplyste boet i Sverige siden 2015, hvor han har opholdstilladelse frem til 2025. Tiltalte har ikke haft opholdstilladelse i Danmark og har ingen tilknytning til Danmark, udover at hans onkel og faster efter det oplyste bor i Danmark. Landsretten finder efter en samlet vurdering af disse forhold og sagens øvrige oplysninger, at der ikke er grundlag for at meddele et indrejseforbud af kortere varighed end 12 år.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
