40/2017 OG 41/2017

Der var værneting i Danmark for et dansk selskabs krav mod et hollandsk selskab En dansk fødevaregrossist havde købt et parti kyllingeprodukter af et hollandsk selskab og videresolgt partiet til et tysk selskab. Kyllingeprodukterne blev opbevaret i et fryselager i Holland, som blev drevet af et hollandsk selskab. Den danske fødevaregrossist hyrede en dansk virksomhed til at transportere kyllingeprodukterne fra Holland til Tyskland. Den danske transportvirksomhed indgik aftale med en slovakisk vognmandsvirksomhed om den praktiske udførelse af transporten. Det hollandske fryselager udleverede kyllingeprodukterne til en lastbilchauffør, men kyllingeprodukterne nåede aldrig frem til den tyske køber. Fødevaregrossisten sendte herefter en ny leverance af kyllingeprodukter til den tyske køber, og grossistens forsikringsselskab betalte erstatning til fødevaregrossisten for erstatningsleverancen, hvorefter forsikringsselskabet indtrådte i fødevaregrossistens krav i anledning af bortkomsten af kyllingeprodukterne. Forsikringsselskabet anlagde sag i Danmark mod den danske transportvirksomhed og det hollandske fryselager med påstand om, at de skulle betale erstatning svarende til det beløb, som forsikringsselskabet havde betalt til fødevaregrossisten. Den danske transportvirksomhed nedlagde påstand om, at det hollandske fryselager skulle friholde den danske transportvirksomhed for ethvert beløb, som transportvirksomheden måtte blive dømt til at betale til forsikringsselskabet. Sagerne angik, om der var værneting i Danmark for kravene mod det hollandske fryselager. Højesteret fandt, at der var værneting i Danmark, da der var risiko for uforenelige retsafgørelser, hvis kravene mod den danske transportvirksomhed og det hollandske fryselager blev pådømt hver for sig, idet bevisbedømmelsen af hændelsesforløbet kunne falde forskelligt ud. Det var ikke til hinder for anvendelse af den pågældende værnetingsregel, at forsikringsselskabets krav mod den danske transportvirksomhed var et krav, som udsprang af transportvirksomhedens kontrakt med fødevaregrossisten, mens kravet mod det hollandske fryselager var et krav uden for kontrakt. Det gjorde heller bestemmelsen uanvendelig, at kravet mod transportvirksomheden skulle bedømmes efter dansk ret, mens kravet mod fryselageret muligt skulle bedømmes efter hollandsk ret. Sø- og Handelsretten var nået til et andet resultat.