Tilbage til sager

BRByretterne

AM2025.07.08B2

Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
08-07-2025
Sagsemne
fredskrænkelse af personer i offentlig tjeneste
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.07.08B2 Retten i Svendborgs

DOM

Dato: 8. juli 2025 Rettens sagsnr.: 10-326/2025 Politiets sagsnr.: 4100-70315-00022-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1992 Anklageskrift er modtaget den 14. februar 2025.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 119 a, stk. 1 og § 121, ved den 12. oktober 2023 kl. 11.29 formentlig fra bopælen på adressen Adresse i Stenstrup, at have kontaktet eller på anden måde chikaneret polititjenestemanden Forurettede under udførelsen af deres tjeneste eller hverv eller i anledning af samme, samt med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale at have overfaldet Forurettede i anledning af dennes hverv som polititjenestemand, idet tiltalte via beskedtjenesten Messenger fra profilen ”Tiltalte” til polititjenestemanden skrev: ”Dit klamme svin, jeg håber fandme du ligger søvnløs om natten og dine børn bliver set ned på og alle deres nærmeste lader jer sejle jeres egen sø og lader jer drunke!

Hvordan fanden r du opfører dig overfor et fucking barn, bar fordi du har et skilt så tror du kan tillade dig alt men nu gemmer du dig fordi Danmark har fået øjne op om hvor stort et svin dig og *dine venner” r, håber fandme i bliver fundet og jeres børn forsvinder sporløst så i kan se hvordan det r. Føj for satan i klamme man! Jeg håber inderligt at i vil rådne op og brænde op i helvede!

Føj for satan nogle klamme svin i r!!!”, hvilket var egnet til at krænke polititjenestemanden Forurettedes fred.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsels- og bødestraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119a, og erkendt sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 121.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af politiassistent Forurettede. Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Tiltalte er tidligere ved dom af 21. februr 2024

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har erkendt at have sendt den i sagen omhandlende besked til politiassistent Forurettede via Messenger til politiassistensens personlige Facebook-profil. Tiltalte har erkendt at have overtrådt straffelovens § 121 via indholdet i beskeden. Spørgsmålet er herefter, om beskeden udgør en chikane omfattet af straffelovens § 119a, stk. 1.

En overtrædelse heraf forudsætter, at kontakten udgør en krænkelse af den beskyttedes fred, og at adfærden har en sådan karakter og grovhed, at der er tale om chikane af den pågældende. Med vedtagelsen af lov nr. 1728 af 27. december 2016 blev straffelovens § 119 a indført.

Det er anført i forarbejderne, at kerneområdet for bestemmelsen er tilfælde, hvor der ud fra sagens oplysninger, ikke kan være tvivl om, at gerningsmanden har haft til formål at chikanere pågældende. Om det er tilfældet beror på en konkret helhedsvurdering af sagens omstændigheder. Beskeden af 12. oktober 2023 indeholder nedsættende ord og beskrivelse af tiltaltes og dennes børn.

Forurettede har forklaret, at han aldrig har oplevet lignende i sin 30-årige karriere ved politiet, og at han fandt beskeden grænseoverskridende, da hans børn blev nævnt. Sammen med de øvrige henvendelse han modtog fra andre borgere efter deltagelsen i dokumentaren, måtte han og hans familie genhuses. Retten finder på baggrund heraf, at beskeden fremstår grov og er egnet til at skabe væsentlig utryghed for ham.

Tiltalte har forklaret, at han fandt Forurettedes generalier via en Facebook-gruppe, som var oprettet af familien og journalisten, som stod bag den omhandlende dokumentar.

Formålet med Facebook-gruppen var blandt andet, at vise medlemmernes utilfredshed og forfærdelse over Persons forsvinden, og måden hvorpå familien blev behandlet samt at rejse et folkekrav om, at Person findes og forsvindingen og sagskomplekset efterforskes. Facebook-gruppen krævede endvidere, at familien fik retfærdighed efter flere års chikane og at de rette personer blev stillet til ansvar.

På trods af, at det ikke var tilladt at dele billeder og navne i gruppen, fandt dette sted.

Henset til beskedens grove indhold, herunder den meget krænkende beskrivelse af Forurettede og dennes familie sammenholdt med, at tiltalte ikke forud for den omhandlende dokumentar havde kendkab eller relation til Forurettede, at beskeden blev sendt til Forurettedes privte Facebook-profil, samt at tiltalte blev medlem af en Facebook-gruppe med henblik på udlevering af oplysninger, finder retten, at tiltalte ved frensendelse af beskeden havde fortsæt til chikane af Forurettede.

Under disse omstændigheder finder retten, at besked var en kontakt, der havde til formål at krænke Forurettedes fred på chikanøs måde og dermed omfattet af straffelovens § 119a, stk. 1. Straffen fastsættes til fængsel i 10 dage og en bøde på 7.000 kr., jf. straffelovens § 119 a, stk. 1 og § 121. Straffen omfatter også den betingede straf i dommen af 21. februar 2024, jf. straffelovens § 61, stk. 1.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1. Retten har ved udmålingen af straffen lagt vægt på sagens karakter, herunder grovheden af indholdet af beskeden samt tiltaltes lave indkomst.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 10 dage. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal betale en bøde på 7.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 8 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

I medfør af retsplejelovens § 221, stk. 1, berigtiges dombogen af 8. juli 2025 således: På side 2 ændres følgende: "Beskeden af 12. oktober 2023 indeholder nedsættende ord og beskrivelse af tiltaltes og dennes børn." til "Beskeden af 12. oktober 2023 indeholder nedsættende ord og beskrivelse af Forurettede og dennes børn." og "Henset til beskedens grove indhold, herunder den meget krænkende beskrivelse af Forurettede og dennes familie sammenholdt med, at tiltalte ikke forud for den omhandlende dokumentar havde kendkab eller relation til Forurettede, at beskeden blev sendt til Forurettedes privte Facebook-profil, samt at tiltalte blev medlem af en Facebook-gruppe med henblik på udlevering af oplysninger, finder retten, at tiltalte ved frensendelse af beskeden havde fortsæt til chikane af Forurettede. " til "Henset til beskedens grove indhold, herunder den meget krænkende beskrivelse af Forurettede og dennes familie sammenholdt med, at tiltalte ikke forud for den omhandlende dokumentar havde kendskab eller relation til Forurettede, at beskeden blev sendt til Forurettedes private Facebook-profil, samt at tiltalte blev medlem af en Facebook-gruppe med henblik på udlevering af oplysninger, finder retten, at tiltalte ved fremsendelse af beskeden havde forsæt til chikane af Forurettede." Retten i Svendborg, den 17. juli 2025

AM2025.07.08B2
Retten fandt forholdet omfattet af straffelovens § 119 a, stk. 1, bl.a. under henvisning til beskedens grove og krænkende indhold, at tiltalte ikke havde kendskab eller relation til forurettede, at beskeden blev sendt til forurettedes private Facebook-profil, samt at tiltalte blev medlem af en Facebook-gruppe med henblik på udlevering af oplysninger.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/b0901c53-1858-4c91-bc0f-3c5fd4acac89