219/2010

Skønserklæring i hovedsag kunne inddrages i den senere adcitationssag Kendelse afsagt den 14. marts 2011. Sag 219/2010 Nykredit Forsikring A/S mod Kim Ole Jørgensen I forbindelse med en renovering af Kim Ole Jørgensens (K) ejendom, hvor bl.a. tagbeklædningen skulle udskiftes, konstaterede Ingeniør og Entreprenør Lars Busk ApS (I) i 2007, at der var problemer med tagkonstruktionen. Tagkonstruktionen blev herefter undersøgt af ingeniør N, som i en rapport konkluderede, at det bestående tag ikke havde den fornødne styrke, og I afgav på den baggrund tilbud om afstivning af tagkonstruktionen. Den 6. juni 2007 anmeldte K forholdet til Nykredit Forsikring A/S (F) som en skade, der var dækningsberettiget under en ejerskifteforsikring, der var tegnet hos F. Efter besigtigelse fastholdt F et afslag på forsikringsdækning under henvisning til, at der ikke kunne konstateres konstruktionsfejl eller skader på taget. I mellemtiden havde K accepteret I’s tilbud og iværksat arbejdet. Den 4. marts 2008 anlagde I sag mod K pga. manglende betaling for ekstraarbejdet med afstivning af tagkonstruktionen. Hovedspørgsmålet i sagen var, om I havde ydet korrekt rådgivning ved at anbefale en forstærkningen. Den 9. juli 2009 blev der afholdt syn og skøn i sagen, og den 31. juli 2009 modtog retten K’s adcitationsstævning mod F. Skønsmanden afgav erklæring den 7. august 2009. Sagen for Højesteret vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt K’s krav mod F kunne inddrages under hovedsagen, og hvorvidt F havde krav på et nyt syn og skøn. Højesteret fandt, at kravet mod F kunne inddrages under sagen, da der var den fornødne sammenhæng mellem kravene. Der var ikke grundlag for at afvise kravet med henvisning til, at det skulle have været inddraget i sagen tidligere. Vedrørende spørgsmålet om nyt syn og skøn udtalte Højesteret, at det forhold, at F først blev adciteret efter udmeldelse af syn og skøn og afholdelse af syns- og skønsforretning, ikke i sig selv kunne føre til, at der skulle iværksættes et nyt syn og skøn. Højesteret udtalte endvidere, at F ikke – såfremt F fra starten havde været inddraget i det iværksatte syn og skøn – ville have kunnet modsætte sig, at ingeniør N’s rapport blev forelagt for skønsmanden. Der havde ikke i øvrigt været konkrete indsigelser mod skønsmanden, skønstemaet, grundlaget for eller afviklingen af skønsforretningen. F havde heller ikke i øvrigt anført omstændigheder, der gjorde det antageligt, at F ikke ville kunne varetage sine interesser bl.a. ved at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden. Højesteret fastslog herefter, at der ikke var grundlag for at iværksætte nyt syn og skøn. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at skønsmanden havde svaret på spørgsmål, der kunne få betydning for F’s retsstilling. Højesteret stadfæstede dermed landsrettens kendelse.