BS-25683/2022-HJR

Sag om samvær mellem tvangsbortadopteret barn og dets biologiske forældre hjemvist til ny behandling i familieretten A og B er biologiske forældre til et barn født den 21. marts 2020. Barnet blev den 3. april 2020 uden deres samtykke anbragt uden for hjemmet. Den 1. juli 2020 blev barnet frigivet til adoption og den 14. august 2020 placeret hos adoptivforældrene. Sagen angik, om A og B skulle have ret til samvær eller anden form for kontakt med barnet. Højesteret udtalte, at forældreansvarslovens § 20 a skal fortolkes i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om ret til familieliv. Med henvisning til bestemmelsens forhistorie udtalte Højesteret endvidere, at det bl.a. må sikres, at muligheden for samvær eller anden form for kontakt mellem barnet og de biologiske forældre ikke i realiteten forbeholdes helt særlige tilfælde, og at hensynet til, at barnet får mulighed for at kende sine rødder, indgår i den samlede helhedsvurdering efter § 20 a. Højesteret fandt på den baggrund, at der i sager efter forældreansvarslovens § 20 a må tilvejebringes et oplysningsgrundlag, som gør det muligt at træffe afgørelse i overensstemmelse med såvel forældreansvarsloven som Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Den nærmere sagsoplysning må bero på en konkret vurdering, men i tilfælde, hvor det ikke på forhånd kan afvises, at der er grundlag for at fastsætte samvær eller anden form for kontakt, kan det bl.a. være relevant at tilvejebringe en børnesagkyndig erklæring og en sagkyndig erklæring om de biologiske forældre, herunder at indkalde den børnesagkyndige til at afgive forklaring. I den forbindelse kan også mulighederne for fastsættelse af anden form for kontakt end samvær belyses. Idet det ikke efter de foreliggende oplysninger i sagen kunne afvises, at betingelserne for at fastsætte samvær eller anden form for kontakt mellem A og B og barnet, herunder f.eks. udveksling af fotos eller videooptagelser mv., var opfyldt, fandt Højesteret, at familierettens og landsrettens afgørelser ikke byggede på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, og at sagen derfor skulle hjemvises til ny behandling i familieretten. Landsretten var nået til et andet resultat. Læs landsrettens afgørelse i Domsdatabasen Læs byrettens afgørelse i Domsdatabasen