Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2022.05.24Ø

OL-2022-Ø-00029

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
24-05-2022
Sagsemne
hash, videreoverdragelse, EU-opholdsdirektivet
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

[AM2022.05.24Ø2] Københavns Byrets

DOM

- 3. februar 2022 - SS 1-27544/2021 - 0100-71282-00003-21

Anklagemyndigheden mod T , født oktober 1973

Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag er behandlet som tilståelsessag.

Retsmødebegæringen er modtaget den 10. december 2021.

T er tiltalt for

1. overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 59, ved i perioden fra i hvert fald starten af februar 2021 og til den 19. maj 2021, i forening og efter fælles forudgående aftale, forståelse og accept med X1 , X2 , X3 og X4 samt med flere identificerede og uidentificerede medgerningsmænd, som led i organiseret smugling af hash fra Danmark til Sverige, til et større antal personer og mod betydeligt vederlag, fra adressen Adresse1 i Dragør at have transporteret og videreoverdraget ikke under 400 kg hash, som af flere omgange blev udført fra Danmark til uidentificerede aftagere i Sverige bl.a. via Øresundsbroen.

2. overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 3, og våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 3, ved 19. maj 2021 kl. 11.04 på Adresse1 i Dragør, uden politiets tilladelse at have besiddet 47 patroner kaliber .22, 18 patroner kaliber 6,5x55, 21 patroner kaliber 7 mm remmington mag.. samt 2 pebersprays.

3. overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 144, ved den 19. maj 2021 kl. 10.00 på Adresse1 i Dragør, at have været i besiddelse af 100 stk. metadontabletter til eget brug, uden at være i besiddelse af gyldig recept.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, konfiskeres en mobiltelefon (koster B1/ 1), en mobiltelefon af mrk. Samsung (koster B1/14), emballage (koster B1/ 22), 150.000 kr. i kontanter (dele af koster B1/23), to stk. peberspray (koster B1/25), 47 patroner af kaliber .22 (koster B1/32.01), 18 patroner af kaliber 6,5*55 (koster B1/32.0.2), 21 patroner af kaliber 7 mm Remington Magnum (koster B1/32.03) og 100 metadonpiller (koster nr. N1/34).

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 4, og § 32, stk. 4, nr. 7, udvises med indrejseforbud for bestandigt.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Tiltalte har ikke protesteret mod konfiskationspåstanden.

Tiltalte har protesteret mod udvisningspåstanden.

Oplysningerne i sagen Der er afgivet forklaring af tiltalte. Denne forklaring, som er i overensstemmelse med tiltalen, fremgår af retsbogen.

Personlige oplysninger Der er af Kriminalforsorgen den 13. oktober 2021 foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte, hvoraf bl.a. fremgår, at tiltalte er født og opvokset i Sverige sammen med sin mor og sin 10 år ældre bror. Tiltaltes far forlod familien, da tiltalte var 11 år gammel, og døde i 1996. Tiltalte har derudover en 20 år ældre søster. Tiltaltes forhold til sin far og søskende har været præget af afstand, mens forholdet til moderen altid har været nært og kærligt. Han har i dag ingen kontakt med sin søster, sporadisk kontakt med sin bror og tæt kontakt med sin mor.

Tiltalte kom til Danmark i 2001 og boede indtil varetægtsfængslingen sammen med sin kæreste, som han har været sammen med siden 2001. Han forventer at bo sammen med hende igen, når han løslades. Tiltalte har ingen børn. Han blev uddannet murer i 1994 og har arbejdet som sådan siden, kun afbrudt af kortere ledighedsperioder.

Af Udlændingestyrelsens udtalelse af 2. december 2021 om udvisningsspørgsmålet fremgår bl.a., at tiltalte indrejste i Danmark den 1. oktober 2005, hvor han samtidig blev tilmeldt personregistret. Han udrejste den

17. februar 2006 og genindrejste den 15. januar 2007. Hans lovlige ophold i Danmark udgør ca. 14 år og 4 måneder. Herudover fremgår det at:

"Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af T med sikkerhed kan antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal Udlændingestyrelsen henvise til politiets afhøringsrapport af 28. oktober 2021.

Heraf fremgår at T blandt andet har oplyst, at han:

• har været i Danmark i ca. 20 år. • ikke tidligere har været frihedsberøvet. • har danske kollegaer. • er uddannet lastbilchauffør i Danmark. • har haft forskellige murerjobs i Danmark. • taler og skriver dansk. • tidligere har været afhængig af metadon. • snart skal giftes med sin kæreste X5 , som han har været kærester med i ca. 20 år. • har onkel, fætter og kusine i Jylland. • har sin familie og venner i Sverige. • skylder for nogle lån i Sverige. • taler og skriver svensk."

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han kan vedstå indholdet af personundersøgelsen. Hans familie bor i Sverige, bortset fra hans onkel, fætter og kusiner, der bor i Jylland. Hans mor, bror og søster bor i Sverige. Efter han er blevet varetægtsfængslet, har han ikke nogen kontakt med dem. Hans familie har også afbrudt kontakten med hans kæreste. Han ønsker at blive i Danmark, hvis det er muligt, men hvis han ikke kan det, må han og hans kæreste "tage den derfra". Hans kæreste er dansk statsborger.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Tiltalte har været frihedsberøvet fra den 19. maj 2021.

Rettens begrundelse

og afgørelse Forhold 1-3 Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffastsættelse Straffen fastsættes til fængsel i 3 år, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1,

liste B, nr. 59 og nr. 144, samt våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 3 og våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 3.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at forhold 1 vedrører organiseret smugling af betydelige mængder hash fra Danmark til Sverige, og at tiltaltes rolle ikke kan anses for underordnet og uselvstændig. Retten har endvidere lagt vægt på, at tiltalte ikke har modtaget vederlag for at smugle hashen fra Danmark til Sverige, at tiltalte ikke tidligere er straffet, og at tiltalte har erkendt sig skyldig.

Konfiskation Påstanden om konfiskation tages i medfør af den påberåbte bestemmelse til følge som nedenfor bestemt.

Udvisning Henset til karakteren og omfanget af forhold 1 og til det i øvrigt oplyste om tiltaltes personlige forhold finder retten, at tiltalte må anses for tilbøjelig til at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led.

Retten finder endvidere, at overtrædelsen af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., ved i forening med flere identificerede og uidentificerede medgerningsmænd at have smuglet 400 kg hash fra Danmark til Sverige, udgør et sådant ekstraordinært tilfælde som omhandlet i opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, og at det er bydende nødvendigt af hensyn til den offentlige sikkerhed at udvise tiltalte, jf. opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a, jf. således også EU-Domstolens dom i sag C-145/09, Tsakouridis.

Henset til grovheden og omfanget af forhold 1, til at tiltalte er født og opvokset i Sverige, hvor han har familie, og til at tiltalte ikke har ægtefælle eller børn, finder retten efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af tiltalte, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning, hvorfor udvisning af tiltalte for bestandig må anses for en proportional foranstaltning af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed, jf.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, og opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1.

Retten tager herefter i medfør af de påberåbte bestemmelser påstanden om udvisning til følge som nedenfor bestemt, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.

Thi kendes for ret

: Tiltalte T straffes med fængsel i 3 år.

Hos tiltalte konfiskeres en mobiltelefon (koster B1/1), en mobiltelefon af mrk. Samsung (koster B1/14), emballage (koster B1/22), 150.000 kr. i kontanter (koster B1/23), to stk. peberspray (koster B1/25), 47

patroner af kaliber 22 (koster B1/32.01), 18 patroner af kaliber 6,5*55 (koster B1/32.0.2), 21 patroner af kaliber 7 mm Remington Magnum (koster B1/32.03) og 100 metadonpiller (koster nr. N1/34).

Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud for bestandigt. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 71.205 kr. med tillæg af moms i salær til den beskikkede forsvarer. Et tidligere udlagt salær på 68.285 kr. med tillæg af moms til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat A , udredes endeligt af tiltalte.

:::::::::::::::::::::::::::::

Østre Landsrets 21. afdelings

DOM

- 24. maj 2022 - S-446-22 (landsdommerne Kristian Porsager Seierøe, Tine Vuust og Uffe B. Rasmussen (kst.) med domsmænd).

Anklagemyndigheden mod T , født oktober 1973, (advokat Daniel Rosenkilde Larsen, besk.)

Københavns Byrets dom af 3. februar 2022 (SS 1-27544/2021) er anket af tiltalte med påstand om formildelse, herunder frifindelse for påstanden om udvisning, subsidiært at der meddeles et tidsbestemt indrejseforbud.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Personlige forhold Tiltalte har været frihedsberøvet under anken.

Forklaringer Tiltalte har i landsretten afgivet supplerende forklaring om sine personlige forhold.

Tiltalte har forklaret bl.a., at X5 har en del familie i Danmark, som han igennem alle de år, hvor han har været kæreste med hende, har haft tæt kontakt til. Hans søster døde i februar i år, og han har fortsat ikke haft kontakt med sin egen familie under varetægtsfængslingen. Begge hans forældre er danske statsborgere. Hans far er død, og han er begravet i Silkeborg. Hans mors nye mand er også død. Han og X5 vil gerne giftes, og X5 har skaffet en bolig, som de kan flytte sammen i, lige så snart han bliver løsladt.

Hun har også – gennem sin familie – fundet et fast arbejde til ham, som står klar, når han bliver løsladt. Han er stoffri nu, og han har ingen planer om at skulle tilbage til det miljø.

Landsrettens begrundelse og resultat

Tiltalte blev efter sin tilståelse ved byrettens dom fundet skyldig i overtrædelse af bl.a. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., ved i forening med fire andre gerningsmænd at have deltaget i organiseret smugling af ikke under 400 kg hash fra Danmark til Sverige. Det er i byretten lagt til grund, at tiltalte ikke har modtaget vederlag for sin deltagelse i smuglingen, der alene bestod i at virke som chauffør.

For landsretten angår sagen straffastsættelsen og spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske udvisning.

Straffastsættelsen Landsretten finder, at der ikke er grundlag for at ændre den straf på fængsel i 3 år, som byretten har fastsat.

Udvisning Udvisning af tiltalte har hjemmel i udlændingelovens § 22, nr. 4. Da han er svensk statsborger og dermed EU-statsborger, kan udvisning imidlertid kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b. Spørgsmålet er derfor, om udvisning vil være i strid med direktiv 2000/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet), som er gennemført i dansk ret ved bekendtgørelsen om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler (EU-opholdsbekendtgørelsen).

Da tiltalte, der er født og opvokset i Sverige, har haft lovligt ophold i Danmark i mere end 10 år forud for frihedsberøvelsen i denne sag, er det efter opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a, en betingelse for udvisning af ham, at udvisning er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed som fastlagt af medlemsstaten.

EF-Domstolen har i dom af 22. maj 2012 i sag C-348/09 (P.I. mod Oberbürgermeisterin der Stadt Remscheid) fastslået, at udvisning på grundlag af artikel 28, stk. 3, er begrænset til ”ekstraordinære tilfælde”, og at begrebet ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed” ikke blot forudsætter eksistensen af en trussel mod den offentlige sikkerhed, men også at en at en sådan trussel er endog særligt alvorlig.

Selvom der tilkommer medlemsstaterne en skønsmargin, må adgangen til at gøre undtagelse fra det grundlæggende princip om fri bevægelighed fortolkes strengt.

Det er i dommen endvidere fastslået, at det er tilladt medlemsstaterne at anse strafbare handlinger som dem, der er opregnet i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 83, stk. 1, andet afsnit, for at indebære et særligt alvorligt indgreb i en grundlæggende samfundsinteresse, der kan udgøre en direkte trussel mod befolkningens tryghed og fysiske sikkerhed og dermed være omfattet af begrebet ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed”.

En betingelse herfor er, at sådanne handlinger er begået på en måde, som er af særligt grov karakter, hvilket hører under den nationale domstol at efterprøve i den konkrete sag.

Den kriminalitet, som tiltalte er dømt for, er omfattet af TEUF artikel 83, stk. 1, andet afsnit. Ved vurderingen af, om tiltaltes handlinger er begået på en måde, som er af særligt grov karakter, lægges det efter sagens oplysninger, herunder tiltaltes egen forklaring, til grund, at tiltalte blev presset til at deltage i hashsmuglingen på grund af sit metadonmisbrug, at han ikke deltog i planlægningen af smuglingerne, at han udelukkende fungerede som chauffør, og at han ikke modtog noget egentligt vederlag for sin deltagelse i kriminaliteten.

Landsretten finder på den baggrund, at der – uanset at der er tale om meget alvorlig kriminalitet – ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for konkret at anse overtrædelserne for begået på en sådan grov måde, at det er bydende nødvendigt af hensyn til den offentlige sikkerhed at udvise tiltalte. Udvisning vil derfor stride mod opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a.

Landsretten har herefter ikke anledning til at tage stilling til, om udvisning også ville være i strid med opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led, eller proportionalitetsprincippet i artikel 27 og 28.

Tiltalte frifindes derfor for påstanden om udvisning, men tildeles en advarsel om udvisning efter udlændingelovens § 24 b.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes med den ændring, at han tildeles en advarsel om udvisning.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2022.05.24Ø2
Landsretten fandt, at udvisning, uanset at der var tale om meget alvorlig kriminalitet, ville stride mod opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at T blev presset til at deltage i hashsmuglingen på grund af sit metadonmisbrug, at han ikke deltog i planlægningen, at han udelukkende fungerede som chauffør, og at han ikke modtog noget egentligt vederlag.
KilderAnklagemyndighedenAnklagemyndigheden (PDF)
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/e91a2c62-f176-4794-85dc-a16593f1c9c7