BS-47627/2019-HJR

Tilbageholdelse af løn og senere bortvisning af lønmodtager var berettiget, da han flere gange afviste at deltage i en samtale med henblik på udarbejdelse af mulighedserklæring A, der var funktionær, sygemeldte sig i 2017 fra sin stilling hos X. Han afviste efterfølgende flere gange at deltage i en samtale med henblik på udarbejdelse af mulighedserklæring efter sygedagpengelovens § 36 a. På den baggrund tilbageholdt X hans løn og ophævede senere ansættelsesforholdet. Sagen angik navnlig, om X var berettiget til at iværksætte disse reaktioner. Højesteret udtalte, at sygedagpengelovens § 36 a efter sin ordlyd og sit formål må forstås således, at den gælder, uanset om lønmodtageren efter f.eks. funktionærlovens § 5 modtager løn under sygdom. Bestemmelsen må endvidere forstås således, at det er arbejdsgiveren, der afgør, om der skal udarbejdes en mulighedserklæring og i den forbindelse afholdes en samtale som nævnt i § 36 a, stk. 2 og 5. Arbejdsgiverens beføjelse må imidlertid anses for undergivet almindelige principper om saglighed og proportionalitet i udøvelsen af ledelsesretten, bl.a. således at der ikke kan indkaldes til samtale, hvis det efter de oplysninger, der foreligger for arbejdsgiveren, må anses for sikkert, at lønmodtageren ikke vil kunne varetage nogen arbejdsopgaver. Der må i den forbindelse tilkomme arbejdsgiveren et vidt skøn. Højesteret tiltrådte, at X under de foreliggende omstændigheder var berettiget til at indkalde A til en samtale. Da X meddelte A, at man ville tilbageholde hans løn, havde X indkaldt A til samtale to gange. Ved begge lejligheder havde X vejledt A om muligheden for at tage samtalen telefonisk og samtidig taget forbehold for at tilbageholde hans løn og ophæve ansættelsesforholdet, hvis han ikke deltog i samtalen. A havde meddelt X bl.a., at han ikke så nogen grund til at deltage i en samtale, og at han anså en samtale for ”spild af min tid”. Højesteret udtalte, at sygedagpengeloven ikke regulerer spørgsmål om tilbageholdelse af løn ved uberettiget udeblivelse fra en samtale efter lovens § 36 a, stk. 2 og 5, og at spørgsmålet derfor må bedømmes efter almindelige ansættelsesretlige regler. A havde som funktionær ret til løn under sin sygdom, men han havde pligt til at deltage i samtalen efter de nærmere regler i bestemmelsen. Højesteret fandt herefter, at A ved under de foreliggende omstændigheder at udeblive fra samtalen groft misligholdt sine forpligtelser, og at X derfor på dette tidspunkt kunne have ophævet ansættelsesforholdet. På den baggrund tiltrådte Højesteret, at X var berettiget til i stedet – som en mindre indgribende reaktion – at tilbageholde A’s løn som sket. Højesteret tiltrådte endvidere, at X var berettiget til senere at ophæve ansættelsesforholdet, da A udeblev fra endnu en samtale efter sygedagpengelovens § 36 a. Landsretten var nået til samme resultat.