267/2016

Justitsministeriets afgørelse om udlevering til straffuldbyrdelse i Rumænien blev ophævet som værende i strid med udleveringsloven I en sag om behandlingen af en anmodning fra de rumænske myndigheder om udlevering af T til straffuldbyrdelse i Rumænien på baggrund af en europæisk arrestordre, havde Højesteret ved kendelse af 24. februar 2017 bestemt, at der skulle indhentes en fornyet udtalelse fra de rumænske myndigheder om de forhold, som T efter en eventuel udlevering ville blive anbragt under. Denne fornyede udtalelse var nu tilvejebragt. De rumænske myndigheder oplyste, at T ville være garanteret et personligt rum på ikke under 3 m2 i en flerpersoners celle ved afsoning af fængselsstraf under ordningen med lukket fængsel. Ved afsoning af fængselsstraf under ordningen med halvåbent fængsel kunne der derimod ikke garanteres ham et personligt rum på mere end 2 m2. Højesteret vurderede, at oplysningerne om de forhold, der efter udlevering af T ville gælde for ham ved afsoning under ordningen med lukket fængsel ikke gav grundlag for at fastslå, at der var en reel risiko for, at han ved afsoning under en sådan ordning ville blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter oplysningerne fra de rumænske myndigheder lagde Højesteret til grund, at der var en nærliggende mulighed for, at T ville komme til at afsone en del af fængselsstraffen under ordningen med halvåbent fængsel, hvor han kun var garanteret et personligt rum på 2 m2. På den baggrund fastslog Højesteret, at der var en reel risiko for, at afsoning af fængselsstraffen i Rumænien i en del af tiden ville komme til at ske under forhold, der ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, således som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol havde fortolket og anvendt bestemmelsen i en dom af 20. oktober 2016. Udlevering af T ville derfor være i strid med udleveringslovens § 10 h, stk. 2, og Justitsministeriets afgørelse om udlevering af ham til straffuldbyrdelse i Rumænien ophævedes derfor som værende i strid med denne bestemmelse. Landsretten var kommet til et andet resultat.