Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2025.04.16V

OL-2025-V-00027

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
16-04-2025
Sagsemne
konfiskation af motorkørertøjer / § 133 a, kørsel uden kørekort / § 56
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.04.16V Retten i Esbjergs

DOM

Dato: 27. november 2024 Rettens sagsnr.: 98-3775/2024 Politiets sagsnr.: 3300-80242-00003-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født februar 1991 Anklageskrift er modtaget den 30. oktober 2024.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. færdselslovens § 117, stk. 1, nr. 3 jf. § 54, stk. 1, nr. 1, ved den 1. januar 2024 ca. kl. 23.45 at have ført personbil ... ad Flensborgvej ud for nr. … i Kruså, selv om tiltaltes blod under eller efter kørslen indeholdt bevidsthedspåvirkende stoffer, som er klassificeret som farlige for færdselssikkerheden, og som ikke er indtaget i henhold til lovlig recept, i et sådant omfang, at indholdet i blodet oversteg 0,003 milligram THC pr. kilogram blod og bagatelgrænsen for de øvrige stoffer, idet en blodprøve udtaget den 2. januar 2024 kl. 00.50 påviste amfetamin, MDMA, Alprazolam, MDA samt en mindsteværdi af Tetrahydrocannabinol (THC) på 0,0044 milligram pr. kilogram blod. 2. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, liste B, nr. 185 og liste E, nr. 2, ved på samme tid og sted som i forhold 1, at have været i besiddelse af 1 stk.

Xanax pille og 2,64 gram ketamin til eget brug. 3.(1). færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., ved den 16. august 2024 ca. kl. 11.10 at have ført personbil ... ad Taurusvej i Esbjerg, selv om førerretten blev administrativt inddraget den 2. april 2024. 4.(2) færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1, ved den 16. august 2024 ca. kl. 11.10 at have ført personbil ... ad Taurusvej mod Vest i Esbjerg uden at optræde hensynsfuldt og udvise tilstrækkelig agtpågivenhed, idet han af ukendte årsager ved krydset med Ringen bakkede, hvilket medførte, at han påkørte personbil ... som blev ført ad Taurusvej mod vest, med mindre materiel skade. 5.(3) færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., ved den 16. august 2024 ca. kl. 10.30 at have ført personbil ... ad Gammelby Ringvej ud for nr. … i Esbjerg, selv om førerretten blev administrativt inddraget den 2. april 2024. 6.(4) færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., ved den 7. maj 2024 ca. kl. 20.15 at have ført personbil ... ad Brovej, km-mrk. 16.6 i Egernsund, selv om førerretten blev administrativt inddraget den 2. april 2024. 7.(5) færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 4, stk. 1, ved den 7. maj 2024 kl. 20.13 at have ført personbil ... ad Brovej km-mrk. 16.6 i Egernsund med mindst 81 km/t, selv om det ved færdselstavle er angivet, at hastigheden ikke må overstige 70 km/t. 8.(6) Færdselslovens § 117d, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., ved den 10. oktober 2024 ca. kl. 17.30 at have ført personbil med reg.nr. ... ad Novrupvej i Esbjerg, selv om førerretten blev administrativt inddraget den 2. april 2024. 9.(7) lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, liste B, nr. 59, ved på samme tid og sted som i forhold 8, at have været i besiddelse af 2,02 gram hash til eget brug.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2. Anklagemyndigheden har endelig nedlagt påstand om konfiskation af personbil med registreringsnummer ..., jf. færdselslovens § 133 a, stk. 6, nr. 1 samt af 2,02 gram hash, 1 stk. Xanax-pille og 2,64 gram ketamin, jf. straffelovens § 75, stk. 2. Tiltalte Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte. Forklaringen er lydoptaget og gengives ikke. Der blev den 2. januar 2024 kl. 00:50 taget en blodprøve fra tiltalte.

I blodprøven blev der påvist stoffet Alprazolam med en koncentration på 0,013 mg/kg, stoffet Amfetamin med en koncentration på 0,048 mg/kg, stoffet Tenamfetamin (MDA) med en koncentration på 0,035 mg/kg, stoffet MDMA med en koncentration på >0,40 mg/kg samt stoffet Tetrahydrocannabinol (THC) med en koncentration på 0,0044 mg/kg. Tiltaltes kørekort har været inddraget af politiet fra den 2. april 2024.

Tiltalte har forklaret, at han ejer bilen med registreringsnummer .... Af udskrift fra Centralregisteret for Motorkøretøjer (CMR) fremgår, at tiltalte står registreret som ejer af bilen. Tiltaltes indkomstoplysninger for 2024 har været fremlagt. Tiltalte er tidligere straffet ved dom af 17. december 2020 med bøde for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til en bøde på 37.200 kr., jf. færdselslovens § 117, stk. 1, nr. 3, jf. § 54, stk. 1. nr. 1, 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1, § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 4, stk. 1, og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, liste B, nr. 185 og 59 samt liste E, nr. 2.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt. Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 3 år fra den 2. april 2024, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, jf. § 128, stk. 2.

Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af bilen med registreringsnummer ... med henvisning til færdselslovens § 133 a, stk. 6, idet tiltalte er skyldig i overtrædelser af færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt.

Af forarbejderne til konfiskationsbestemmelsen fremgår for så vidt angår kørsel uden kørekort, at bestemmelsen forudsættes anvendt i forhold til overtrædelser, der består i, at føreren kører uden at have nogen førerret på det omhandlede tidspunkt, f.eks. hvor føreren aldrig har erhvervet kørekort, ikke har generhvervet førerretten efter udløbet af en frakendelse, kører i strid med et kørselsforbud eller kører på trods af, at førerretten er administrativt inddraget af politiet, f.eks. på grund af helbredsmæssige forhold.

Derudover fremgår det omvendt, at bestemmelsen ikke forudsættes at skulle finde anvendelse på den type af overtrædelser, der består i, at en fører har kørekort til en kategori, men kører i et køretøj, der hører til en anden kategori, eller tilfælde hvor en udlænding kører her i landet i strid med reglerne om ombytning af udenlandsk kørekørt til dansk kørekort mv.

Det følger således af forarbejderne, at ikke alle overtrædelser af færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt. skal medføre konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 6. Tiltalte findes skyldig i overtrædelser af færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt. ved at have kørt, mens førerretten var administrativt inddraget. Den administrative inddragelse er en midlertidig inddragelse efter færdselslovens § 130, stk. 1.

Bødeniveauet for en sådan overtrædelse er 2.500 kr. Bøden forhøjes ikke, selvom inddragelsen af førerretten er godkendt af retten, jf. TfK 2013.1027/2V og U 2001.1571/ 2 V. Ved andre administrative inddragelser finder de almindelige og højere bødetakster for kørsel uden at have erhvervet kørekort anvendelse, såfremt der føres bil trods den administrative inddragelse.

Det følger af praksis, at tidligere overtrædelser af § 56, stk. 1, 1. pkt. ikke skal tillægges gentagelsesvirkning i forhold til overtrædelser af § 56, stk. 1., 1. pkt. ved kørsel, mens førerretten er midlertidigt inddraget.

Henset til, at overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt. ved kørsel, mens førerretten er midlertidigt inddraget, ikke er direkte nævnt i forarbejderne, at bødeniveauet for sådan overtrædelse er lavere end de øvrige, som nævnt i forarbejderne skal medføre konfiskation, og at tidligere overtrædelser af § 56, stk. 1, 1. pkt. ikke tillægges gentagelsesvirkning i forhold til overtrædelse af § 56, stk. 1, 1. pkt. ved kørsel, mens førerretten er midlertidigt inddraget, finder retten det betænkeligt at konfiskere bilen på baggrund af overtrædelser af § 56, stk. 1, 1. pkt. ved kørsel, mens førerretten er midlertidigt inddraget.

Bilen med registreringsnummer ... konfiskeres herefter ikke. For så vidt angår de øvrige påstande om konfiskation tages disse til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte straffes med bøde på 37.200 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 14 dage. Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 3 år fra den 2. april 2024. Hos tiltalte konfiskeres 2,02 gram hash, 1 stk. Xanax-pille og 2,64 gram ketamin. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 10. afdelings

DOM

(dommerne Jeanette Bro Fejring, Karen Foldager og Ida Johanne Sander (kst.)) Dato: 16. april 2025 Rettens sagsnr.: S–2346–24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født februar 1991, (advokat Bente Riis Fogsgaard, Esbjerg) Retten i Esbjerg har den 27. november 2024 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 983775/2024).

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at der sker konfiskation af personbil med reg.nr. ... i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 6, og i øvrigt stadfæstelse. Tiltalte, Tiltalte, har påstået stadfæstelse. Supplerende oplysninger Sagen er behandlet på skriftligt grundlag, jf. retsplejelovens § 930 b.

Parternes synspunkter Anklagemyndigheden har til støtte for konfiskationspåstanden anført, at tiltalte ved byrettens dom blev fundet skyldig i den 1. januar 2024 at have kørt bil under påvirkning af THC, amfetamin, MDMA, Alprazolam og MDA i et sådant omfang, at det oversteg bagatelgrænsen for stofferne.

Som følge af kørslen blev tiltaltes førerret midlertidigt inddraget den 2. april 2024 i medfør af færdselslovens § 130, stk. 1. Tiltalte blev dernæst fundet skyldig i bl.a. 4 kørsler med midlertidigt inddraget førerret, jf. færdselslovens 56, stk. 1, nr. 1. Kørslerne fandt sted henholdsvis den 7. maj 2024 kl. 20.15, den 16. august 2024 kl. 10.30 og kl. 11.10 og den 10. oktober 2024 kl. 17.30.

Tiltalte blev idømt en bøde på 37.200 kr. og frakendt retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 3 år fra den 2. april 2024. Tiltalte har gjort sig skyldig i et forhold, som har medført ubetinget frakendelse af førerretten i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2.

Han har således gjort sig skyldig i et forhold nævnt i færdselslovens § 133 a, stk. 3, nr. 1. Han har derudover 4 gange gjort sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt. Der er derfor grundlag for konfiskation af hans bil med reg.nr. ... i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 6.

Det følger af både ordlyden, forarbejderne, formålet med bestemmelsen og af tidligere praksis, at der skal ske konfiskation i et tilfælde som det foreliggende. Kørsel, mens førerretten er midlertidigt inddraget, er strafbart i medfør af færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., og er derved direkte omfattet af ordlyden i færdselslovens § 133 a, stk. 6.

Lovens forarbejder giver næppe grundlag for at antage, at netop denne § 56, stk. 1, 1. pkt.-situation, som passer direkte på ordlyden af bestemmelsen, ikke skulle være omfattet af færdselslovens § 133 a, stk. 6. Fra forarbejderne kan henvises til LFF 2010-12-15 nr. 101 om ændring af færdselsloven, hvor følgende anføres i pkt. 4.2: ”… 4.2.

Justitsministeriets overvejelser Justitsministeriet finder, at kørsel uden kørekort og kørsel i frakendelsestiden i almindelighed må ses som udtryk for mangel på respekt for grundlæggende regler på færdselsområdet. Trafikanter, som på denne måde bevidst tilsidesætter væsentlige, basale færdselsregler, bør efter ministeriets opfattelse mødes med en særligt effektiv og konsekvent reaktion.

Det gælder bl.a. trafikanter, som over en periode i flere tilfælde kører uden kørekort eller kører i frakendelsestiden.

På den baggrund foreslås det at udvide færdselslovens ordning om obligatorisk konfiskation således, at de overtrædelser, som kan danne grundlag for obligatorisk konfiskation, fremover også skal omfatte kørsel uden kørekort (overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt., § 62, stk. 1, og § 63 a, stk. 1) og kørsel i frakendelsestiden (overtrædelse af færdselslovens § 117 a).

For så vidt angår »kørsel uden kørekort« bemærkes, at den foreslåede bestemmelse om obligatorisk konfiskation forudsættes anvendt i forhold til overtrædelser, der består i, at føreren kører uden at have nogen førerret på det omhandlede tidspunkt, f.eks. hvor føreren aldrig har erhvervet kørekort, ikke har generhvervet førerretten efter udløbet af en frakendelse, kører i strid med et kørselsforbud eller kører på trods af, at førerretten er administrativt inddraget af politiet, f.eks. på grund af helbredsmæssige forhold.

Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen medmindre særlige grunde undtagelsesvis taler for at undlade konfiskation, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 5 også forudsættes anvendt i de tilfælde, hvor personen uden førerret på gerningstidspunktet var i gang med at tage kørekort.

Omvendt forudsættes bestemmelsen ikke at skulle finde anvendelse på den type af overtrædelser, der består i, at en fører har kørekort til en kategori, men kører i et køretøj, der hører til en anden kategori, eller tilfælde hvor en udlænding kører her i landet i strid med reglerne om ombytning af udenlandsk kørekørt til dansk kørekort mv. …” Formålet med konfiskationsreglen er at sikre, at trafikanter, som bevidst tilsidesætter væsentlige, basale færdselsregler, bliver ramt med en særligt effektiv og konsekvent reaktion.

I nærværende sag er tiltaltes kørekort blevet midlertidigt inddraget som følge af narkokørsel, og desuagtet har han fortsat kørsel, herunder har han forårsaget et færdselsuheld. Formålet med bestemmelsen må klart antages at have været sigtet på en situation som den omhandlende, hvor førerretten er inddraget af materielle årsager, nemlig at tiltalte måtte forvente en ubetinget frakendelse som følge af narkokørslen.

Det bemærkes hertil, at det i forarbejderne angivne er eksempler på, hvornår ”kørsel uden kørekort” skal medføre konfiskation. Af forarbejderne fremgår det direkte, at et eksempel på en situation, hvor ”kørsel uden kørekort” medfører konfiskation, er en situation, hvor førerretten er administrativt inddraget, f.eks. på grund af helbredsmæssige forhold.

I den her situation er førerretten midlertidigt inddraget af politiet i medfør af færdselslovens § 130, stk. 1. En midlertidig inddragelse er også en administrativ inddragelse, da inddragelsen er sket administrativt hos politiet. Anklagemyndigheden har bl.a. henvist til afgørelsen refereret i TfK 2013.532.

Tiltalte har til støtte for sin stadfæstelsespåstand anført, at byretten har foretaget en korrekt og grundig vurdering af sagen baseret på faktiske forhold, lovens intentioner og proportionalitet.

Det er særligt fremhævet, at overtrædelsen, som ligger til grund for anken, er af mindre alvorlig karakter og adskiller sig fra de typer af overtrædelser, som forarbejderne til færdselslovens § 133 a, stk. 6, tilsigter at regulere. Tidligere overtrædelser af færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt., skal ikke tillægges gentagelsesvirkning. Der er derfor ikke grundlag for konfiskation.

Landsrettens begrundelse og resultat

Konfiskation i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 6, skal ske, hvis ejeren af køretøjet har gjort sig skyldig i overtrædelse af bl.a. færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt., og den pågældende to gange tidligere, inden for de seneste 3 år før det nye forhold, har gjort sig skyldig i overtrædelse af bl.a. færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt., eller i et forhold som nævnt i stk. 3, nr. 1, der har medført ubetinget frakendelse af førerretten i medfør af bl.a. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1-3.

Tiltalte er ved byrettens dom fundet skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, nr. 1, og for dette forhold frakendt førerretten ubetinget i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2.

Tiltalte er videre fundet skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt., ved at have foretaget 4 kørsler efter, at hans førerret den 2. april 2024 blev inddraget som følge af kørslen, der ved dommen førte til en ubetinget frakendelse af førerretten.

Det følger herefter af ordlyden af færdselslovens § 133 a, stk. 6, forarbejderne til bestemmelsen og retspraksis, at der skal ske konfiskation af tiltaltes personbil med reg.nr. .... Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at der hos tiltalte konfiskeres personbil med reg.nr. .... Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.04.16V
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/552d6c3b-393f-4012-bdad-e63841595d22