Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2025.04.10V

OL-2025-V-00025

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
10-04-2025
Sagsemne
indbrudstyveri, strafudmåling
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.04.10V Retten i Sønderborgs

DOM

Dato: 18. september 2024 Rettens sagsnr.: AJ-3996/2023 og AJ-640/2024 Politiets sagsnr.: 3300-75217-00009-21 Anklagemyndigheden mod Tilltalte1, født maj 1981 og Tiltalte2, født juli 1981 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 10. juli 2023. Tiltalte1 og Tiltalte2 er tiltalt for overtrædelse af 1.

Tiltalte1 Tiltalte2 straffelovens § 276 a, jf. § 285, stk. 1, ved den 4. februar 2021 forud for kl. 01.00 at være brudt ind i en staldbygning på Adresse1 i Vojens, og at have stjålet en minilæsser af mærket Weidemann til en anslået værdi af ca. 75.000 kr 2.-8. Udskilt 9.

Tiltalte1 færdselslovens § 117 a, stk. 2, nr. 2, og køretøjsregistreringsloven, lovbekendtgørelse nr. 186 af 1. marts 2020 § 20, jf. § 2, ved den 30. september 2022 ca. kl. 03.30 ad Adresse2, Kassø, i Rødekro, at have ført varebil, Hyundai Santa Fe, grå, med påmonterede stjålne nummerplader (D) … med en Variant autotrailer, med påmonterede stjålne nummerplader (D) …, selv om han var frakendt førerretten, og selvom køretøjet ikke var registreret i Danmark. 10.

Tiltalte1 straffelovens § 278, stk. 1, nr. 1, jf. 287 - underslæb, ved i perioden fra den 15. april 2022 ca. kl. 11.44 til den 17. april 2022 ca. kl. 08.00, som lejer af en tæpperenser af mrk. Karcher Puzzi 10/1 uberettiget og for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding at have tilegnet sig tæpperenseren, hvorved han påførte Forurettede et tab på kr. 5.000,00 kr. 11.

Tiltalte1 færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf.§ 56, stk. 1, 1. punktum, ved den 9. september 2023 kl. 01.30 at have ført en personbil med registreringsnummer … ad Tinglevvej i vestlig retning, 6200 Aabenraa, uden at have generhvervet kørekortet.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte Tiltalte1 har nægtet sig skyldig i forhold 1 og har i øvrigt erkendt sig skyldig. Tiltalte Tiltalte2 har nægtet sig skyldig i forhold 1.

Sagens oplysninger

Tiltalte, Tilalte2, har forklaret, at han kender medtiltalte Tilalte1 som han har mødt hos Tiltalte1’s eks-kæreste. De ses en gang imellem. Afhørte er hjerneskadet, så han kan ikke huske helt tilbage til den 4. februar 2021. Han kan dog huske, at han blev anholdt, men han kan ikke huske hvorfor. Han og Tiltalte1 blev anholdt for at have stjålet en minilæsser.

De havde været ude og køre, og så mødte de nogen, der rendte rundt med lygter. Tiltalte1 løb efter dem, men han fik ikke fat i dem. Den pågældende dag kørte de i afhørtes hvide Toyota. Tiltalte løb selv et kort stykke, men derefter løb han tilbage til bilen igen. Han kan ikke huske hvor mange personer, der var inde på landejendommen. Herefter ønskede afhørte ikke at sige mere.

Tiltalte, Tiltalte1, ønskede ikke at udtale sig om forhold 1. De tiltaltes forklaringer til politirapport, der fremgår af sagens bilag 1.16 og 1.18, er herefter med de tiltaltes og forsvarernes accept blevet dokumenteret. Tiltalte, Tiltalte1, har om forhold 9 forklaret, at han den 30. september 2022 ved 03.30-tiden førte bil ad Adresse2 i Rødekro.

Bilen, der ikke var indregistreret i Danmark, havde påmonteret stjålne tyske nummerplader. Han havde ikke førerret. Tiltalte, Tiltalte1, har om forhold 10 forklaret, at han i perioden 15. april 2022 til 17. april 2022 lejede en tæpperenser, som han ikke leverede tilbage. Tæpperenseren er senere leveret tilbage.

Tiltalte, Tiltalte1, har om forhold 11 forklaret, at han førte bil den 23. september 2023 i frakendelsestiden. Vidne1 har som vidne forklaret, at han bor nabo til ejendommen Adresse1 i Vojens. Ejendommen er en landejendom, som på det tidspunkt var uden drift, da ejeren var gået konkurs. Den 4. februar 2021 lidt før kl. 01.00 kom han hjem fra arbejde.

Der holdt en hvid bil i rabatten, som han tog et foto af, lige da han ankom. I grøften lå der en minilæsser. Der er det foto, der fremgår af bilag 1.14. Der var umiddelbart forinden kommet en person hen til bilen, som derefter kørte ca. 50 meter frem, hvor en anden person blev samlet op. Han så ikke andre personer end de 2. Bilen kørte derfra, og han fulgte efter samtidig med, at han havde kontakt med politiet.

Bilen, han forfulgte, kørte hurtigere og hurtigere, ligesom for at få ham hægtet af. l Vojens blev bilen standset af politiet, og han kørte så hjem igen. Politiet kom til ejendommen og tjekkede området. Den pågældende nat var der sne over det hele, og det var let at se spor. Minilæsseren lå lige bag det sted, hvor bilen havde holdt, og der var spor efter, hvor personerne havde hoppet ind i bilen.

Han kan ikke beskrive de 2 personer. Dagen efter, blev minilæsseren stjålet igen. Efter det første tyveri, blev den stillet uden for landbrugsbygningerne. Denne gang var minilæsseren blevet kørt fra stedet, og den blev fundet omkring 15 km væk i en gårdsplads i Hovslund. Anden gang var der igen spor i sneen, som førte til, at minilæsseren kunne findes.

Politiassistent Vidne2 har som vidne forklaret, at han den 4. februar 2021 var del af en hundepatrulje. På et tidspunkt blev de sendt til Vojens i forbindelse med en anholdes af nogle mistænkte. Deres opgave blev derefter at køre til Adresse1 for at kontrollere om en nøgle passede til en minilæsser. Hans kollega - Person - satte sig ind i minilæsseren, der lå i en grøft, og prøvede nøglen.

Nøglen passende og alt i minilæsseren virkede, dog kunne den ikke starte, hvilket formodentligt skyldes, at den var druknet. Efterfølgende kørte de til politistationen i Haderslev og afleverede nøglen. Vidnet har ikke hørt om, at minilæsseren blev stjålet igen dagen efter. Der var ikke specielle kendetegn ved nøglen. Nøglen var meget almindelig.

Der har været fremlagt fotos fra gerningsstedet der blandt andet viser sålaftryk, og fotos af de tiltaltes sko på anholdelsestidspunktet.

Tiltalte Tiltalte1 er straffet tidIigere blandt andet ved, dom af 8.juni 2012 med fængsel i 50 dage og bøde for blandt andet overtrædelse af færdselslovens § 117 a, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, dom af 30.01.2015 med fængsel i 10 måneder for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 276 og færdselslovens § 56, stk. 1, dom af 18.09.2017 med fængsel i 30 dage og førerretsfrakendelse indtil 06.12.22 for blandt andet overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt., dom af 19.04.2018 med fængsel i 3 år for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 276.

Prøveløsladelse 06.02.2020 med prøvetid indtil 06.02.2022.

Reststraf 376 dage, og dom af 26.04.2022 med betinget fængsel og bøde for overtrædelse af færdselslovens § 117 a, stk. 2, nr. 2, Tiltalte2 er tidligere blandt andet straffet ved dom af 19.09.2016 med fængsel i 4 måneder for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 276, afgørelse af 17.10.2016 med bøder for tyveri, dom af 03.08.2017 med fængsel i 8 måneder for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 276, dom af 09.10.2020 med dagbøder for overtrædelse af straffelovens § 276, og dom af 16.05.2023 med bøde og førerretsfrakendelse for overtrædelse af færdselsloven.

Forhold 1 har tidligere været behandlet under KO1-1997-2021, hvor der blev rejst tiltale mod begge tiltalte. Sagen blev returneret til politiet den 5. august 2021, idet Kriminalforsorgen anbefalede at Tiltalte1 skulle mentalundersøges.

Kriminalforsorgen har i en personundersøgelse vedrørende Tiltalte2 af 24. november 2023 under konklusion og begrundelse anført følgende: ”… KRIMINALFORSORGENS KONKLUSION OG BEGRUNDELSE Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte2 ikke er egnet til at udføre samfundstjeneste.

Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte2 er egnet til at modtage en betinget dom, hvortil det alene anbefales, at der fastsættes prøvetid. Kriminalforsorgens begrundelse: Der er i vurderingen lagt vægt på, at Tiltalte2 udtaler, at han kan blive aggressiv og kan have svært ved at styre sit temperament såfremt han bliver stresset eller presset og at der sker noget uforudset.

Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid. Det vurderes ikke, at Tiltalte2 vil kunne profitere af 1 års tilsynsforløb hos Kriminalforsorgen grundet ovenstående problemstillinger. …”

Rettens begrundelse

og afgørelse Vidnet Vidne1 har forklaret, at han så de tiltalte på gerningsstedet, og at han fulgte efter den bil, som de kørte væk i, indtil de blev anholdt af politiet. I bilen fandt politiet en nøgle, der passede til den stjålne minilæsser. På gerningsstedet fandt politiet sålaftryk, der stemte overens med sålerne på de tiltaltes sko.

Hertil kommer, at de forklaringer, som de tiltalte har afgivet til politiet om deres færden omkring gerningsstedet ikke stemmer overens. Herefter er det bevist, at de tiltalte er skyldige i forhold 1. Tiltalte1 har uden forbehold erkendt sig skyldig i forhold 9, 10 og 11 (anklageskrift af 29. januar 2024). Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger.

Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i disse forhold. Straffen for Tiltalte1 fastsættes til fængsel i 1 år og 4 måneder, jf. straffelovens § 276 a og § 278, jf. § 285, stk. 1, færdselslovens § 117 a, stk. 2, nr. 2, og køretøjsregistreringsloven, lovbekendtgørelse nr. 186 af 1. marts 2020 § 20, jf. § 2 og færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. punktum.

Straffen omfatter også reststraffen på 376 dage ved prøveløsladelsen den 6. februar 2020, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2.

Retten har lægt vægt på tiltaltes tidligere domme for strafbare forhold, at forhold 1 er begået i prøveløsladelsesperioden, og at Højesteret i afgørelsen trykt i TfK2023.331 har fastslået, at en straf som udgangspunkt skal fastsættes en fællesstraf med reststraffen i sådanne situationer. Straffen for Tiltalte2 fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens § 276 a, jf. § 285, stk. 1.

Retten har lagt vægt på den pådømte kriminalitet og tiltaltes tidligere domme for strafbare forhold.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte1 skal straffes med fængsel i 1 og 4 måneder. Tiltalte Tiltalte2 skal straffes med fængsel i 3 måneder. De tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 4. afdelings

DOM

(dommerne Marie Kathrine Nielsen, Annette Dellgren og Tina Lang Christensen (kst.) med domsmænd) Dato: 10. april 2025 Rettens sagsnr.: S-1888-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født maj 1981, (advokat Troels Lind Pedersen, Aarhus) Retten i Sønderborg har den 18. september 2024 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. A3-3996/2023 og A3-640/2024).

Påstande

Tiltalte har påstået formildelse, navnlig således at straffen ikke fastsættes som en fællesstraf med reststraffen på 376 dage. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Supplerende oplysninger Tiltalte er yderligere straffet ved Retten i Vordingborgs dom af 4. september 2003 med fængsel i 6 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste, for bl.a. berigelseskriminalitet, ved Retten i Vordingborgs dom af 7. september 2004 med fængsel i 2 år og 9 måneder bl.a. for overtrædelse af straffelovens § 260, nr. 1, § 261, stk. 1, § 281, nr. 1, § 276 til dels jf. § 21, § 290, stk. 1, jf. § 276.

Straffen var en fællesstraf med hensyn til dom af 4. september 2003, ved Retten i Vordingborgs dom af 9. august 2006 med fængsel i 1 år for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. til dels § 2 t, og § 164, stk. 3, jf. til dels § 21.

Straffen var en fællesstraf med en reststraf på 341 dage efter en prøveløsladelse af 19. december 2005, ved Retten i Svendborgs dom af 14. oktober 2008 med fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 276 og § 290.

Straffen var en fællesstraf med hensyn til en reststraf på 120 dage efter en prøveløsladelse af 28. februar 2007, ved Retten i Svendborgs dom af 23. september 2011 med fængsel i 20 dage for overtrædelse af bl.a. færdselslovens § 56, stk. 1, jf. straffelovens § 89 og ved Retten i Hernings dom af 15. november 2017 med en bøde på 14.000 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1 Forklaring Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han bor i et lejet hus i By, men der opholder han sig ikke så meget for tiden.

Hans mor bor på Sjælland. Hun har sclerose og får ikke meget hjælp. Han opholder sig derfor meget hos hende for at hjælpe. Han er pensionist, og han har ikke arbejde. Han har PTSD. Han har kontakt med to fra kommunen, som har sørget for, at han er blevet henvist til Psykiatrisk Hospital i Middelfart for at blive udredt.

I morgen skal han have en samtale med en læge med henblik på at få medicin, hvilket han har brug for.

Landsrettens begrundelse og resultat

Tiltalte blev den 6. februar 2020 prøveløsladt med en reststraf på 376 dage og en prøvetid på 2 år efter afsoning af dom af 18. september 2017 og dom af 19. apriI 2018. Forhold 1 i den aktuelle sag er begået i prøvetiden, og der er foretaget rettergangsskridt inden prøvetidens udløb.

Det fremgår af straffelovens § 40, stk. 1, at begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og foretages der inden prøvetidens udløb rettergangsskridt, hvorved han sigtes for forholdet, træffer retten afgørelse i overensstemmelse med straffelovens § 61, stk. 2, således at reststraffen ligestilles med en betinget dom.

Efter de nævnte bestemmelser er udgangspunktet, at der fastsættes en ubetinget fællesstraf, der tillige omfatter reststraffen, når den prøveløsladte har begået nyt strafbart forhold i prøvetiden.

Når omstændighederne taler derfor, kan retten dog i stedet idømme en ubetinget straf alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med en ændring af vilkårene for prøveløsladelsen, eller retten kan afsige en betinget dom.

Som fastslået ved Højesterets domme af 13. december 2018 (UfR 2019.944), 3. juni 2020 (UfR 2020.2604) og 31. maj 2023 (UfR 2023.4143) beror det på en helhedsvurdering, om der skal fastsættes en fællesstraf, og det indgår bl.a. i denne vurdering, om der er tale om ligeartet kriminalitet, om der er hurtigt tilbagefald til kriminalitet, og om der er et rimeligt forhold mellem længden af reststraffen og straffen for det nye forhold.

Den tiltaltes personlige forhold indgår også i vurderingen. Tiltalte er nu dømt for bl.a. tyveri, underslæb, kørsel i frakendelsestiden og kørsel uden at have generhvervet kørekortet.

Forhold 1 er begået kun ca. 1 år efter prøveløsladelsen den 6. februar 2020 fra afsoning af dom af 18. september 2017, hvor tiltalte bl.a. blev straffet for overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt., og dom af 19. april 2018, hvor tiltalte blev idømt fængsel i 3 år navnlig for personfarlig kriminalitet, men også for tyveri efter straffelovens § 276.

På denne baggrund finder landsretten, at forholdet mellem længden af reststraffen efter prøveløsladelsen den 6. februar 2020 og straffen for de nye forhold i denne sag ikke giver grundlag for at fravige lovens udgangspunkt om, at der skal fastsættes en ubetinget fællesstraf, der tillige omfatter reststraffen.

Navnlig efter karakteren af kriminaliteten i forhold 1 og værdien af det stjålne, og da der foreligger et 3.-gangstilfælde af kørsel i frakendelsestiden og et 6.-gangstilfælde af overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, og henset til tiltaltes forstraffe finder landsretten, at fællesstraffen, der tillige til dels er en tillægsstraf efter straffelovens § 89, efter en samlet vurdering passende er fastsat til fængsel i 1 år og 4 måneder.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.04.10V
Landsretten henviste til Højesterets domme af 13. december 2018 (U2019.944), 3. juni 2020 (U2020.2604) og 31. maj 2023 (U2023.4143) og bemærkede, at det beror på en helhedsvurdering, om der skal fastsættes en fællesstraf, hvori det bl.a. indgår om der er tale om ligeartet kriminalitet, om der er tale om et hurtigt tilbagefald til kriminalitet og om der er et rimeligt forhold mellem længden af reststraffen og straffen for det nye forhold.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/c5fb1796-8ea9-4c9d-aaf8-54cd023f98de