OLR — Østre Landsret
S-2054-25
OL-2025-Ø-00073
AM2025.09.23Ø2 Retten på Frederiksbergs
DOM
Dato: 4. august 2025 Rettens sagsnr.: 455/2025 Politiets sagsnr.: 0100-72322-00002-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født maj 1982 Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag er behandlet med domsmænd Anklageskrift er modtaget den 16. januar 2025 Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 223, stk. 1 og § 223, stk. 1, jf.§ 225, ved i tidsrummet mellem den 26. juni 2024 ca. kl. 22.00 til den 27. juni 2024 ca. kl. 01.00, ud for adressen Adresse, København NV, at have haft samleje og andet seksuelt forhold end samleje med Forurettede, født den 2. marts 2008, der som elev på Skole - hvor Tiltalte var ansat som lærer - var betroet Tiltalte til undervisning, idet de havde analt samleje, hvor Tiltalte indførte sit lem i Forurettedes anus, og udførte oralsex på hinanden.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf i 6 måneder. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i et af retten fastsat tidsrum frakendes retten til at beskæftige sig med børn og unge jf. straffelovens § 79, stk. 2.
Tiltalte har nægtet sig skyldig med henvisning til, at Forurettede ikke var en for ham "betroet person til undervisning", samt at et eventuelt lærer/ elev forhold under alle omstændigheder var ophørt på det i anklageskriftet anførte tidspunkt, hvormed det passerede ikke er omfattet af straffelovens § 223, stk. 1, og påstået frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.
Bistandsadvokat Casper Andreasen har den 1. juli 2025 på vegne af Forurettede påstået, at tiltalte skal betale 3.985 kr. i erstatning for udgifter til psykolog, jf. erstatningsansvarslovens § 1, samt 30.000 kr. i godtgørelse for tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26. Tiltalte har bestridt erstatningspligten og erstatningskravets størrelse.
Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnet Forurettede. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige oplysninger Kriminalforsorgen har i personundersøgelse af 7. marts 2025 oplyst: ”… Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.
Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid. Kriminalforsorgens begrundelse: Grundet trods gode personlige forhold, samt positive indstilling til at samarbejde med Kriminalforsorgen om en eventuel betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, skønnes han uden tvivl egnet til dette.
Tiltalte har ikke tidligere været i kontakt med Kriminalforsorgen og der skønnes ikke at være behov for tilsyn, udover hvad der følger af en dom med vilkår om samfundstjeneste. …” Tiltalte er ikke tidligere straffet.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har erkendt de faktiske omstændigheder, men nægtet sig skyldig i den rejste tiltale med henvisning til, at forurettede Forurettede ikke var en for ham "betroet person til undervisning", samt at et eventuelt lærer/elev forhold under alle omstændigheder var ophørt på det i anklageskriftet anførte tidspunkt, hvormed det passerede ikke er omfattet af straffelovens § 223, stk. 1.
Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at forurettede og tiltalte lærte hinanden at kende på Skole, hvor forurettede var elev, og hvor tiltalte ansat som lærer. Tiltalte har på intet tidspunkt været klasselærer for forurettede. Tiltalte forestod i sin egenskab som lærer diverse skolerelaterede aktiviteter såsom skolepatrulje og dansekonkurrencer, som forurettede deltog i.
Retten lægger endvidere til grund, at det i anklageskriftet beskrevne fandt sted i forlængelse af forurettedes 9. klasses dimissionsfest, hvor tiltalte deltog i sin egenskab af at have været tidligere lærer for nogen af de øvrige dimitterende.
Under hensyn til ovennævnte oplysninger, og ikke mindst tiltaltes og forurettedes forklaringer om det tillids- og fortrolighedsforhold, der opstod mellem parterne i foråret 2024, finder retten, at tiltalte på gerningstidspunktet har haft sådan myndighed og indflydelse i forhold til forurettede, at der for tiltalte bestod en særlig mulighed for misbrug af stillingen som lærer til at skaffe sig seksuelt forhold til forurettede.
Herefter anses forurettede at have været betroet tiltalte til undervisning. Det forhold, at gerningen fandt sted efter forurettedes dimission, findes i denne sammenhæng uden betydning. Tiltalte findes herefter skyldig i den rejste tiltale. Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens § 223, stk. 1 og § 223, stk. 1, jf. § 225.
Der er ved strafudmålingen lagt vægt på forholdets karakter, og at der er tale om et enkeltstående tilfælde. Der findes efter forholdets karakter og uanset tiltaltes gode personlige forhold, herunder at han er ustraffet, ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
Henset til sagens omstændigheder frakendes tiltalte retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år, jf. straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt. Frakendelsen fastsættes til 2 år fra endelig dom, jf. straffelovens § 79, stk. 3, 1. pkt. Retsformanden tager kravet om godtgørelse for tort efter erstatningslovens § 26, stk. 1, jf. stk. 2, til følge som nedenfor bestemt.
Godtgørelsens størrelse er udmålt under hensyntagen til krænkelsens karakter, herunder at der er tale om et forhold, der indebærer en overtrædelse af en bestemmelse i straffelovens kapitel 24, at forurettede er under 18 år, samt at der er tale om et enkeltstående tilfælde. Der tillægges procesrente fra den 1. august 2025. Det øvrige erstatningskrav udskydes til et eventuelt civilt søgsmål.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 3 måneder. Tiltalte frakendes retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år i 2 år. Frakendelsestiden regnes fra endelig dom. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal endvidere inden 14 dage til Forurettede betale 20.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 1. august 2025 til betaling sker. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 13. afdelings
DOM
(landsdommerne Michael Schaumburg-Müller, Bodil Dalgaard Hammer og Camilla Mølgaard Meding (kst.) med domsmænd).
Dato: 23. september 2025 Rettens sagsnr.: S-2054-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født maj 1982, (advokat Mikkel Holm Nielsen, besk.) Dom afsagt af Retten på Frederiksberg den 4. august 2025 (455/2025) er anket af tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, herunder frifindelse for påstanden om frakendelse af retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Forurettede har gentaget påstanden for byretten om, at tiltalte skal betale 3.985 kr. i erstatning for udgifter til psykolog og 30.000 kr. i godtgørelse for tort. Tiltalte har bestridt erstatningspligten og størrelsen af kravet. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte.
Den i byretten af vidnet Forurettede afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923. Tiltalte Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at Forurettede gik i 3. klasse, da tiltalte blev ansat på skolen. Han kan ikke afvise, at han har været vikar i Forurettedes klasse, men han husker ikke at have været det.
Forurettede var en del af skolepatruljen i 7. klasse, og han deltog i dansekonkurrencen i 8. og 9. klasse. Han stod for nogle frikvartersaktiviteter, herunder dansekonkurrencen. Eleverne meldte sig til dansekonkurrencen ved at lægge en seddel i hans dueslag. Han lavede en plan for, hvornår de tilmeldte grupper skulle danse mod hinanden i et frikvarter. Grupperne mødte op, og han havde en soundboks med.
Den gruppe, der fik det højeste bifald, gik videre. Eleverne sagde på stedet, hvilket musiknummer de skulle danse til. Han deltog ikke i elevernes forberedelse af dansen. Han havde således ikke noget med eleverne at gøre i forbindelse med dansekonkurrencen, men trykkede bare på knappen til musikken.
De fremlagte beskeder fra februar 2024 mellem Forurettede og ham vedrørende dans handlede alene om, hvornår Forurettedes gruppe kunne danse, idet tiltalte koordinerede, hvornår grupperne skulle danse. Vindergruppens klasse fik en tur til … . Det var klassens klasselærer, der var med på denne tur. Der var en Tivolitur for skolepatruljen, når året var omme. Han husker ikke, om han var med det år, Forurettede var med.
Lærerne skiftedes til at tage med på turen, og han har selv været med nogle gange. På et tidspunkt tilføjede Forurettede ham på Snapchat. Forurettede var meget forvirret omkring sin seksualitet og havde mange spørgsmål. Han overvejede flere gange at trække sig fra korrespondancen og sagde det også til Forurettede, men Forurettede havde et stort behov for at have én at tale med om sin seksualitet.
Det er korrekt, at han har sendt nøgenbilleder til Forurettede, efter at Forurettede havde sendt nøgenbilleder til ham. Han har kun sendt billeder og ikke en video. Han skulle ikke have sendt nøgenbilleder til Forurettede. Han deltog i dimissionsfesten, fordi han tidligere havde været lærer for nogle af eleverne.
Hele det lærerteam, der havde haft eleverne i indskolingen, var inviteret, og der var flere kolleger til stede. Det var hans opfattelse, at Forurettede på dette tidspunkt var gået ud af skolen. Mødepligten på skolen var stoppet før dimissionen. Da han var gået ud til sin cykel, kom Forurettede ud til ham. Hvis Forurettede ikke var kommet ud til ham, var han bare kørt hjem. Forurettede var meget pågående.
Han har ikke sagt ”Er du klar?” til Forurettede. Han sagde ”Er du sikker?”, da der var en aldersforskel, og da han ville sikre sig, at det ikke var over Forurettedes grænse, selv om det var Forurettede, der tog initiativet. Han er ikke sikker på, hvor længe samlejet varede. Han mener ikke, at det varede 10 minutter. Han stoppede samlejet, da det ikke skulle være sket.
Forurettede skulle ikke have oplevet det sammen med ham, da han var så meget ældre end Forurettede. Det var forkert. Han tænkte, at det ville have ansættelsesretlige konsekvenser. Han skrev til Forurettede samme aften. Han havde nok dårlig samvittighed over det, der var sket. Han spurgte Forurettede, om han var okay, idet han interesserede sig for, hvordan Forurettede havde det efter det, der var sket.
Forurettede skrev til ham nogle gange efterfølgende og var interesseret i at fortsætte relationen. Der gik noget tid, før han svarede, fordi han på en ordentlig måde ville fortælle Forurettede, at det ikke skulle fortsætte. Han og Forurettede talte ikke sammen i skolen. De har kun skrevet sammen. Hans kontakt med Forurettede opstod efter hans opfattelse ikke på grund af forhold på skolen.
Forurettede har i september 2024 skrevet til ham, at han havde det skidt med, at det var blevet til en sag. Han tog korrespondancen op med politiet, da han var til afhøring, idet han gerne ville støtte Forurettede, men politiet frarådede ham at skrive til Forurettede. Personlige oplysninger Tiltalte har forklaret blandt andet, at der ikke er sket ændringer i hans familie eller bopælsforhold siden personundersøgelsen.
Efter sagens behandling i byretten er hans daværende arbejdsgiver blevet underrettet om dommen, og han er blevet afskediget for 2½ uge siden. Hans primære fokus nu er at komme i arbejde.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig som fastslået af byretten. 5 voterende stemmer for at forhøje straffen til fængsel i 4 måneder. 1 voterende stemmer for at stadfæste byrettens udmåling af straffen til fængsel i 3 måneder. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at straffen fastsættes til fængsel i 4 måneder.
Der er efter forholdets karakter ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Det tiltrædes, at tiltalte skal frakendes retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år i 2 år som bestemt af byretten. Efter de juridiske dommeres bestemmelse stadfæstes byrettens afgørelse om, at tiltalte skal betale 20.000 kr. i tortgodtgørelse til Forurettede.
Det af Forurettede fremsatte erstatningskrav for psykologudgifter tages ikke under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 4 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
