Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2025.03.31V

OL-2025-V-00021

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
31-03-2025
Sagsemne
Tilståelse / § 82, stk. 1, nr. 9, skunk, videreoverdragelse
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.03.31V Retten i Aarhus

DOM

Dato: 25. september 2024 Rettens sagsnr.: 2-5101/2024 Politiets sagsnr.: 0100-84111-01264-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født december 1981 Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Retsmødebegæring er modtaget den 2. september 2024.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens§ 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer§ 30, stk. 2, jf.§ 3, stk. 2, jf. stk. 1, jf. bilag 1, liste B, nr. 59, til dels forsøg herpå, jf. straffelovens§ 21, ved den 11. juni 2024 på Adresse i By, at have dyrket og besiddet 260 stk. cannabisplanter og cannabisstiklinger med det formål at fremstille et samlet skønnet udbytte på ikke under 7410 gram marihuana med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, hvilket imidlertid mislykkedes, idet politiet afbrød fremstillingen.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte straffes med 7 måneders ubetinget fængsel.

Anklagemyndigheden har desuden påstået konfiskation af 260 stk. cannabisplanter og cannabisstiklinger, 22 stk. vækstlamper, 4 stk. blæsere, 5 stk. coco næring A og B komponent a 10L (gødning), 1 stk. 10L og 1 stk. 5L RH120 Tonic (gødning), 2 stk. 10L cannazym (gødning), 2 stk. 10L Boost Accelerator (gødning), 24 stk. sække jord/plantemuld, Diverse bearbejdnings genstande (baljer/sakse/tørrenet) og Valse, varmeblæser og kurv til opsamling af skunk hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte. Tiltalte har forklaret, at han i marts 2024 lejede depotet på Adresse i By. Han lejede oprindeligt depotet med henblik på opbevaring. Han endte dog med at bruge depotet som et skunkvæksthus. Han har selv købt udstyret med henblik på produktion af skunk. Han har også selv sat udstyret op på baggrund af videoer på Youtube og råd fra venner.

Han har selv dyrket og besiddet cannabisplanterne og stiklingerne. Formålet var i første omgang at være selvforsynende med skunk. Han kunne ikke selv ryge de mere end 7 kg. skunk, som planterne ville have produceret, og han ville derfor også dele skunken med andre. Han havde ikke aktuelle planer om at sælge skunken. Om sine personlige forhold har tiltalte forklaret, at han arbejder som selvstændig tømrer.

Det har han gjort siden 2006. Han har en lærling, hvis arbejde er afhængig af tiltalte. Tiltalte har to børn på 9 og 13 år. Han har en kæreste. De planlægger at flytte sammen snart. Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig i sagens faktiske omstændigheder. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i at have dyrket og besiddet cannabisplanter og cannabisstiklinger med det formål at fremstille mindst 7,4 kg. skunk med henblik på videreoverdragelse.

Straffen fastsættes til fængsel i 7 måneder, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. stk. 1, jf. bilag 1, liste B, nr. 59, til dels forsøg herpå, jf. straffelovens § 21.

Ved fastsættelse af straffen er der lagt vægt på mængderne af skunk, som tiltalte ville have fremstillet, og de professionelle forhold, som skunken blev fremstillet under. Der er i formildende retning lagt vægt, at tiltalte tidligt i forløbet har tilstået forholdet, jf. herved straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9.

På trods af tiltaltes gode personlige forhold er der ikke grundlag for at gøre straffen hel eller delvist betinget. Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens§ 75, stk. 2, nr. 1.

Thi kendes for ret

: Tiltalte straffes med fængsel i 7 måneder. Hos tiltalte konfiskeres 260 stk. cannabisplanter og cannabisstiklinger, 22 stk. vækstlamper, 4 stk. blæsere, 5 stk. coco næring A og B komponent a 10L (gødning), 1 stk. 10L og 1 stk. 5L RH120 Tonic (gødning), 2 stk. 10L cannazym (gødning), 2 stk. 10L Boost Accelerator (gødning), 24 stk. sække jord/plantemuld, Diverse bearbejdnings genstande (baljer/sakse/tørrenet) og Valse, varmeblæser og kurv til opsamling af skunk. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 12. afdelings

DOM

(dommerne Helle Korsgaard Lund-Andersen, Lisette Ørnskov Top og Mads Høeg Sørensen (kst.) med domsmænd) Dato: 31. marts 2025 Rettens sagsnr.: S–1924–24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født december 1981, (advokat Jan Schneider, Aarhus) Retten i Aarhus har den 25. september 2024 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 25101/2024).

Påstande

Tiltalte, Tiltalte, har påstået formildelse, navnlig således at straffen gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, subsidiært at sagen udsættes med henblik på indhentelse af en personundersøgelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Supplerende oplysninger Parterne har for landsretten erklæret sig enige i, at domfældelsen for byretten rettelig angår følgende tiltale: ”… Overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. stk. 1, jf. bilag 1, liste B, nr. 59, til dels forsøg herpå, jf. straffelovens § 21, ved den 11. juni 2024 på Adresse i By, at have dyrket og besiddet 260 stk. cannabisplanter og cannabisstiklinger med det formål at fremstille et samlet skønnet udbytte på ikke under 7.410 gram marihuana delvist med henblik på videreoverdragelse, hvilket imidlertid mislykkedes, idet politiet afbrød fremstillingen. …” Forklaring Tiltalte har forklaret, at skunken i første omgang var til eget forbrug, men at det også var til foræring til venner og bekendte, da han ikke selv kunne ryge så meget.

Om sine personlige forhold har tiltalte forklaret, at han er selvstændig tømrer. Det har han været siden 2006. Der kom for alvor gang i hans forretning omkring årsskiftet, da han fik en aftale med et forsikringsselskab. Han har medarbejdere i sin virksomhed, herunder fortsat en lærling. Privat bor han sammen med sin kæreste og deres børn i et rækkehus, men de har købt et større hus, som de er ved at sætte i stand.

Han har selv tre børn, heraf to hjemmeboende, som bor hos dem i en 4-10 deleordning. Hans kæreste har desuden to børn, som bor hos dem i en 7-7 deleordning. Hans kæreste arbejder som administrator i et vikarbureau. Hvis han skal afsone 7 måneders fængsel, kan han ikke drive sin forretning, som vil gå konkurs. Han ved ikke, om familielivet og økonomien kan hænge sammen, hvis han skal afsone en fængselsstraf.

Han er indforstået med at udføre samfundstjeneste, og han har ikke psykiske eller fysiske udfordringer, som er til hinder for det. Han har tidligere haft et alkoholmisbrug og derefter et misbrug af skunk, som ophørte, da han blev taget af politiet. Han har ikke siden haft misbrug af hverken alkohol eller euforiserende stoffer.

Landsrettens begrundelse og resultat

På grundlag af en ransagningskendelse ransagede politiet den 11. juni 2024 lokalerne i By, som tiltalte var lejer af. Under ransagningen fandt politiet et skunklaboratorium med cannabisplanter, ventilationsudstyr, vækstlamper og andet udstyr mv. Tiltalte tilstod under den telefoniske afhøring samme dag, og sagen blev den 25. september 2024 fremmet som en tilståelsessag.

Landsretten lægger derfor til grund, at tiltaltes tilståelse kun i begrænset omfang har haft betydning for politiets efterforskning, men at den har medført en vis forkortelse af sagens varighed ved domstolene.

Landsretten finder på den baggrund, at der ved byrettens udmåling af straffen i behørigt omfang i formildende retning er lagt vægt på, at tiltalte på et tidligt stadium aflagde fuld tilståelse, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9. Herefter og under hensyn til forholdets karakter og mængderne af skunk, som tiltalte ville have fremstillet, tiltræder landsretten, at straffen er udmålt til fængsel i 7 måneder.

Landsretten tiltræder endvidere efter karakteren af overtrædelsen og uanset tiltaltes gode personlige forhold, at der ikke er grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.03.31V · TfK: TfK2025.102
Skunkvæksthus, videreoverdragelse, til dels forsøg, T dyrket og besiddet 260 stk. cannabisplanter og cannabisstiklinger med det formål at fremstille et samlet skønnet udbytte på ikke under 7410 gram marihuana, behandlet som en tilståelsessag, tidlig tilståelse tillagt vægt ved strafudmåling.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/0ab27b6b-bb8b-44e4-a043-bcf0c0b468ed