BR — Byretterne
AM2025.11.25B
AM2025.11.25B Retten i Glostrups
KENDELSE
Dato: 25. november 2025 Rettens sagsnr.: GRL-8002/2025 Politiets sagsnr.: 0700-73241-00686-25 Retsmødet var offentligt. Anklagemyndigheden mod Virksomhed, cvr-nummer … Edition Ingen var mødt. Der blev fremlagt anmodning af 28. oktober 2025 om edition.
Anklagemyndigheden har anmodet om, at retten pålægger Virksomhed at udlevere videoovervågningsmateriale fra … og …, Adresse, 2660 Brøndby Strand, den 29. august 2025 i tidsrummet fra kl. 15.30 til kl. 16.15, der antages at kunne tjene som bevis i en sag mod en p.t. ukendt gerningsmand, der er mistænkt for vold.
Advokat Hans Christian Wenzelsen har på vegne af Virksomhed den 24. november 2025 fremsat skriftlige bemærkninger, hvorafblandt andet fremgår: "… Retlige bemærkninger Ingen retlig interesse i edition (proportionalitet og subsidiaritet) Det gøre gældende, at Anklagemyndigheden ikke har en konkret retlig interesse i et editionspålæg, fordi … allerede i dag (med retsplejelovens§ 804's formulering) tilbyder at forevise eller udlevere det ønskede videomateriale.
Afhængigt af, hvornår sagen behandles kan retlig interesse også være ophørt fordi optagelserne systemmæssigt er blevet slettet. Bestemmelserne om edition i retsplejeloven vedrører ikke spørgsmålet om, hvorvidt videomaterialet skal stilles til rådighed eller udleveres uden omkostninger for politiet. Bestemmelserne om edition regulerer i endnu mindre grad budgetuenigheder mellem forskellige dele af politiet.
Et editionspålæg er et indgribende retsmiddel, der i nærværende sag er unødvendig, fordi … allerede tilbyder at forevise eller udlevere det ønskede videomateriale.
Omkostningsdækning efter retsplejelovens § 1007 Hvis retten forpligter … til at udlevere materialet (og ikke blot forevise materialet), gøres det gældende, at politiet skal tilpligtes at dække de rimelige og nødvendige udgifter der er ved fremfinding, udtræk, sikring og overførsel. …" Retten afsagde Kendelse Virksomhed er i besiddelse af videooptagelser, som er relevante for politiets efterforskning af en voldsanmeldelse.
Københavns Vestegns Politi har anmodet om, at få videooptagelser fra det anførte sted og tidsinterval tilsendt via sikker IT-løsning med henblik på at materialet indgår i den videre efterforskning. Virksomhed har i den forbindelse svaret, at politiet må møde op på … hovedkontor i … hvor der stilles en computer til rådighed med adgang til videoovervågningsmaterialet.
Subsidiært har Virksomhed betinget sig, at politiet afholder udgifterne forbundet med fremtinding, udtræk, sikring og overførsel af videooptagelserne, som begæret af politiet. Retten bemærker herefter, at anklagemyndigheden har en retlig interesse i behandling af den fremsatte editionsbegæring, da Virksomhed ikke har efterkommet anmodningen om tilsendelse af videomaterialet.
Retten bemærker videre, at det følger af retsplejelovens § 804, stk. 1, at der som led i en politiefterforskning af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, kan meddeles en ikke mistænkt pålæg om at forevise eller udlevere genstande, der formodes at kunne indgå som bevis i sagen.
Retten bemærker videre, at det må bero på politiets skøn, om der er behov for, at politiet selv møder op på en given lokalitet og gennemser bevismateriale, eller om politiet anmoder om udlevering af nærmere præciseret mateiale, som det er tilfældet i denne sag.
Retten pålægger herefter Virksomhed at udlevere det omhandlede overvågningsmateriale til politiet som begæret af anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 804, stk. 1.
For så vidt angår Virksomheds påstand om omkostningsdækning bemærker retten, at opfyldelse af pålægget ikke skønnes forbundet med sådanne særlige omkostninger, at der er anledning til at tilkende Virksomhed en økonomisk godtgørelse herfor, jf. retsplejelovens § 804, stk. 5.
Thi bestemmes
: Retten pålægger Virksomhed til politiet at udlevere videoovervågningsmateriale fra … og …, Adresse, 2660 Brøndby Strand, den 29. august 2025 i tidsrummet fra kl. 15.30 til kl. 16.15. Der tilkendes ikke Virksomhed økonomisk godtgørelse for at opfylde pålægget. Retten bemærker, at det er forbundet med strafansvar ikke at opfylde pålægget, jf. retsplejelovens § 807, stk. 2, jf. § 178. Kærevejledning vedhæftes denne retsbog. Sagen sluttet.
