Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2023.10.04V

OL-2023-V-00042

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
04-10-2023
Sagsemne
restaurationsvold, personer der er særligt udsat for vold, vold eller trusler om vold, opholdsforbud § 79 c
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2023.10.04V Retten i Viborgs

DOM

Dato: 22. juni 2023 Rettens sagsnr.: 2026/2023 Politiets sagsnr.: 4100-73241-00926-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født december 1995 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 8. maj 2023 og tilkendegivelse er modtaget den 21. juni 2023.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 2, vold, ved den 27. november 2022 ca. kl. 00.30 ved Bar, Adresse i Viborg at have skubbet til dørmanden Forurettede1 og tildelt dørmanden Forurettede2 et knytnæveslag i hovedet i forbindelse med, at Forurettede1 og Forurettede2 eskorterede tiltalte ud af Bar, samt efterfølgende, da de havde fået tiltalte ned at ligge på jorden, at have tildelt Forurettede2 flere albueslag på kroppen, 2. straffelovens § 119, stk. 1, ved den 27. november 2022 ca. kl. 00.30 ved Bar, Adresse i Viborg med vold eller trussel om vold at have overfaldet de tjenestegørende politibetjente Forurettede3 og Forurettede4, idet tiltalte bed Forurettede3 i knæet og flere gange forsøgte at nikke Forurettede4 en skalle, idet tiltalte kastede sit hoved i retning mod Forurettede4s hoved og øvre krop, 3. straffelovens § 119, stk. 4, ved den 27. november 2022 ca. kl. 00.30 ved Bar, Adresse i Viborg at have lagt hindringer i vejen for politiets arbejde, idet tiltalte i forbindelse med politiets anholdelse og ilæggelse af håndjern spændte op i hele kroppen og forsøgte at vriste sig fri.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har i medfør af straffelovens 79 c, stk. 1, nedlagt påstand om, at tiltalte i et af retten nærmere bestemt tidsrum idømmes forbud mod i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 at færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, og i nattelivszoner udpeget i medfør af 6 b i lov om politiets virksomhed og offentliggjort på politiets hjemmeside www.politi.dk.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 24, nr. 2, udvises med indrejseforbud i mindst 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5. Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne Forurettede1, Forurettede2, politibetjent Forurettede3, politibetjent Forurettede4 og Vidne. [FORKLARINGER UDELADT] Udlændingestyrelsen har den 10. juni 2023 bl.a. udtalt: Udvisningshjemmelen Styrelsen for International Rekruttering og Integration er af den opfattelse, at opholdets karakter fører til, at betingelserne for en eventuel udvisning skal søges i udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6 og § 24. nr. 2.

Personlige forhold og tilknytning til Danmark Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af Tiltalte kan ske i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, skal Styrelsen for International Rekruttering og Integration henvise til politiets afhøringsrapport af 1. februar 2023.

Heraf fremgår, at Tiltalte blandt andet har oplyst, at har været i landet i ca. 6 år, siden 2016 er sund og rask, og har aldrig rørt narkotika har en kæreste, som han bor sammen og har et barn med Det fremgår af CPR, at Tiltalte har et barn på 2 år i Danmark, som er registreret med samme bopælsadresse som hans kæreste og ham selv i Danmark. Endvidere fremgår det af CPR, at der er fælles forældremyndighed over barnet.

Der er den 1. februar 2023 foretaget § 26-afhøring af tiltalte.

Rettens begrundelse

og afgørelse Vedrørende skyldsspørgsmålet Forhold 1 Tiltalte har forklaret, at han ikke kan huske meget fra den pågældende aften. Dørmand Forurettede1 har forklaret, at tiltalte, da han og hans kollega Forurettede2 skulle have tiltalte ud fra Bar, var meget frembrusende og aggressiv, at tiltalte skubbede til ham og Forurettede2, og at tiltalte med knytnæve slog ud efter Forurettede2s hoved.

Forurettede2 har forklaret, at tiltalte var meget "oppe at køre", og at tiltalte slog ham i hovedet. Han ved ikke, om det var med knytnæve eller med flad hånd. Da Forurettede2 havde fået tiltalte ned at ligge på jorden på jorden, gav tiltalte ham 3-5 albueslag i siden. Det er på grundlag af de to dørmænds forklaringer bevist, at tiltalte er skyldig i forhold 1.

Forhold 2 Det lægges i overensstemmelse med politibetjentene Forurettede3 og Forurettede4 til grund, at de var uniformerede, at de kørte i en uniformeret patruljevogn, og at de gjorde tiltalte bekendt med, at det var politiet. Politibetjent Forurettede3 har sikkert, detaljeret og troværdigt forklaret, at tiltalte lavede bidelyde, hvorefter tiltalte satte tænderne i hans knæ.

Forklaringen støttes af politibetjent Forurettede4s forklaring. Det er på den anførte baggrund bevist, at tiltalte er skyldig i denne del af tiltalen i forhold 2. Politibetjent Forurettede4 har forklaret, at tiltalte 2-3 gange prøvede at nikke ham en skalle mod brystkassen, men at han ikke ved, om det var bevidst, at tiltalte ville nikke ham en skalle, eller om det var for at vriste sig fri.

Politibetjent Forurettede3 har også forklaret, at tiltalte forsøgte at nikke kollegaen en skalle. Ved at bevæge sit hoved på den anførte måde i en situation, hvor tiltalte blev fastholdt af politiet, har tiltalte vidst eller bestemt måttet formode, at han kunne ramme politibetjentens hoved eller brystkasse. Tiltalte er derfor også skyldig i denne del af tiltalen i forhold 2.

Forhold 3 Det lægges i overensstemmelse med politibetjentenes forklaringer til grund, at tiltalte i forbindelse med, at de ville ilægge ham håndjern, spændte op i hele kroppen og forsøgte at vriste sig fri. Tiltalte er herefter også skyldig i tiltalen i forhold 3.

Vedrørende strafudmålingen Straffen fastsættes under hensyn til voldens karakter og omfang til fængsel i 60 dage. straffelovens § 244, stk. 1. jf. § 247, stk. 2, § 119, stk. 1, og § 119, stk. 4.

Vedrørende påstanden om opholdsforbud Det beror på en konkret vurdering, om et opholdsforbud vil være egnet til og nødvendigt for at forebygge nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed, herunder om det må antages, at der er fare for, at tiltalte vil begå ny ligeartet kriminalitet.

Under hensyn til tiltaltes gode personlige forhold sammenholdt med de konkrete omstændigheder i de forhold, som tiltalte er fundet skyldig i, finder retten, at det ikke kan antages, at der er fare for, at tiltalte vil begå ny ligeartet kriminalitet. Tiltalte frifindes derfor for påstanden om opholdsforbud i medfør af straffelovens § 79 c, stk. 1.

Vedrørende udvisningspåstanden Tiltalte er polsk statsborger og dermed EU-statsborger. Udvisning kan derfor kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b.

Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, kan medlemsstaterne begrænse den frie bevægelighed og ophold for en unionsborger af hensyn til bl.a. den offentlige orden eller sikkerhed.

Efter artikel 27, stk. 2, skal foranstaltninger truffet af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd, der skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.

Tiltalte er ikke tidligere straffet, og han har opholdt sig i Danmark i 6 år. Tiltalte har tilknytning til arbejdsmarkedet, og han har sin kæreste, sin datter, sin mor og sin søster i Danmark. Forholdene er begået i tidsmæssig forlængelse af hinanden i forbindelse med, at tiltalte den pågældende nat i påvirket stand blev ført ud fra Bar af to dørmænd, anholdt og medtaget af politiet.

Efter en samlet vurdering finder retten herefter, at der ikke er fornødent grundlag for at anse tiltaltes adfærd for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led.

Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, om udvisning vil være i strid med proportionalitetsprincippet, jf. opholdsdirektivets artikel 27 og 28. Da betingelserne for udvisning ikke er opfyldt, jf. udlændingelovens § 26 b, frifindes tiltalte for påstand herom.

Thi kendes for ret

: Tiltalte, Tiltalte, straffes med fængsel i 60 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 7. afdelings

DOM

(dommerne Jon Esben Hvam, Claus Rohde og Line Langkjær (kst.) med domsmænd) Dato: 4. oktober 2023 Rettens sagsnr.: S–1383–23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født december 1995, (advokat Stina Borup, Viborg) Retten i Viborg har den 22. juni 2023 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 2026/2023).

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, herunder således at tiltalte idømmes et opholdsforbud i medfør af straffelovens § 79 c og tildeles en advarsel om udvisning af Danmark. Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse af straffen.

Supplerende oplysninger Det fremgår af udtalelse af 19. juni 2023 fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration bl.a.: ”… Opholdsgrundlag og længde Den 2. november 2015 blev pågældende tilmeldt Det Centrale Personregister (CPR). Han fik registreringsbevis som arbejdstager den 11. juni 2015 efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

Tiltalte er endvidere registreret udrejst den 9. juli 2017 og registreret indrejst på ny den 1. november 2018 i CPR. Den 4. november 2018 fik pågældende på ny registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Tiltalte har oplyst til politiet den 1. februar 2023, at han har været i landet i ca. 6 år, siden 2016.

Det fremgår af E-indkomst, at pågældende siden 2018 har haft lønindkomst fra oktober 2019 til november 2021, og modtaget arbejdsløshedsdagpenge fra januar 2022 til april 2023.

I vurderingen af lovligt ophold efter EU-reglerne, er det afgørende, at pågældende har taget faktisk og reelt ophold i Danmark og opfylder et opholdsgrundlag efter EU-reglerne som f.eks. arbejdstager, studerende eller på baggrund af tilstrækkelige midler. En tidsbegrænset opholdsret ophører som udgangspunkt, når en unionsborger udrejser af Danmark i mere end 6 måneder pr. kalenderår på ny.

Længden af Tiltaltes lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 4. november 2018, hvor han på ny fik registreringsbevis, og Tiltalte har således haft lovligt ophold i Danmark i ca. 4 år og 7 måneder, jf. udlændingelovens § 27. ...” Kriminalforsorgen har den 24. august 2023 udarbejdet en personundersøgelse.

Det fremgår heraf bl.a.: ”… Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid. Kriminalforsorgens begrundelse: Der er i vurderingen om samfundstjeneste lagt vægt på, at Tiltalte har generelt gode personlige og sociale forhold. Han har en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, et godt helbred og intet misbrug.

Hvad angår tilsyn skønnes Tiltalte ikke at have et forsorgsmæssigt støttebehov. …” Forklaringer Tiltalte og vidnerne Forurettede1, Forurettede2, Forurettede3, Forurettede4 og Vidne har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. [FORKLARINGER UDELADT]

Landsrettens begrundelse og resultat

Skyldsspørgsmålet Forhold 1: Forurettede1 har også for landsretten afgivet en sikker og troværdig forklaring og bl.a. forklaret, at tiltalte slog ud efter Forurettede2 med knyttet hånd, og at han opfattede slaget som et bevidst slag, der ikke var egnet til at vriste sig fri.

Forurettede2 har også for landsretten afgivet en sikker og troværdig forklaring og har bl.a. forklaret, at han blev ramt af et slag, og at han ikke ved, om det var et bevidst slag fra tiltaltes side. Han har endvidere forklaret, at tiltalte stoppede med at give albueslag, da tiltalte opdagede, at han havde en stiksikker vest på.

Dørmændene har forklaret, at de var iført en vagtpåklædning, hvoraf det fremgår tydeligt, at de var vagter, ligesom de havde tjekket gæsternes id i døren. Herefter og af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket.

Forhold 2: Politibetjent Forurettede3 har også for landsretten afgivet en sikker og troværdig forklaring og bl.a. forklaret, at tiltalte forsøgte at nikke hans kollega en skalle 2-3 gange.

Politibetjent Forurettede4 har også for landsretten afgivet en sikker og troværdig forklaring og bl.a. forklaret, at tiltalte slyngede sit hoved mod ham, og at han var blevet ramt, hvis ikke han havde kunnet gribe fat i tiltaltes trøje. Herefter og af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket.

Forhold 3: Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket. Straffastsættelse Det tiltrædes, at straffen er fastsat til fængsel i 60 dage som sket. Efter forholdets karakter er der ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Opholdsforbud efter straffelovens § 79 c Tiltalte er ikke tidligere straffet for en lovovertrædelse, der efter straffelovens § 79 c kan give et opholdsforbud. Landsretten lægger til grund, at der er tale om et enkeltstående forløb i forbindelse med, at tiltalte blev udvist fra værtshuset og kort efter anholdt af politiet. Der er ikke sket nogen personskade i forbindelse med den begåede vold.

Herefter og efter voldens karakter tiltræder landsretten, at et opholdsforbud ikke kan anses for egnet eller nødvendigt for at forebygge nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed. Landsretten tiltræder herefter, at tiltalte er frifundet for påstanden om opholdsforbud i medfør af straffelovens § 79 c, stk. 1, som sket. Udvisning Tiltalte, som i dag er 27 år, er statsborger i Polen, hvor han er født og opvokset.

Han fik beskæftigelse i Danmark i 2016, og han har opholdt sig i Danmark i mindre end 5 år. Tiltalte er fundet skyldig i overtrædelse af bl.a. straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 2, og § 119, stk. 1, og straffet med 60 dages ubetinget fængsel. Betingelserne for udvisning efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 24, nr. 2, er derfor opfyldt.

Da tiltalte er EU-statsborger, kan udvisning dog kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-retten gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b.

Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at de foreliggende overtrædelser ikke efter opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a, kan anses for at være begået på en måde, som er af særlig grov karakter, og som indebærer en direkte trussel mod befolkningens tryghed og fysiske sikkerhed, og at betingelserne for udvisning af tiltalte derfor ikke er opfyldt.

Landsretten tiltræder derfor, at tiltalte er frifundet for påstanden om udvisning, hvorefter han i stedet tildeles en advarsel efter udlændingelovens § 24 b. Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at tiltalte tildeles en advarsel om udvisning. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2023.10.04V
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/aae5d008-bdca-4a1a-8181-968384dd4a71