BS-55290/2019-OLR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 169.1px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

ØSTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 11. juni 2020

Sag BS-55290/2019-OLR (12. afdeling)

Appellant 1, tidligere Klager 1 (advokat Claus Allan Bonnez)

mod

Region Hovedstaden (advokat Henrik Perregaard)

Retten i Holbæk har den 7. november 2019 afsagt dom i 1. instans (sag BS-29423/2019-HBK).

Landsdommerne Bloch Andersen, Annette Dam Ryt-Hansen og Mette Lyster Knudsen har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellant 1, tidligere Klager 1, har for landsretten nedlagt påstand om, at behandlingen af hans klage over bæltefikseringen den 10. oktober 2017 hjemvises til behandling ved Det Psykiatriske Patientklagenævn, således at nævnet behandler lovligheden af tvangsfikseringens iværksættelse, subsidiært at iværksættelsen af fikseringen kendes ulovlig, og mere subsidiært at bæltefik-seringen kendes ulovlig fra et senere tidspunkt.

Appellant 1, tidligere Klager 1 har endvidere nedlagt påstand om, at bæltefikseringen den 26. januar 2019 kendes ulovlig, subsidiært kendes ulovlig fra et senere tidspunkt.

2

Indstævnte, Region Hovedstaden, har nedlagt endelig påstand om stadfæstelse, subsidiært frifindelse vedrørende bæltefikseringen den 10. oktober 2017 og stadfæstelse vedrørende bæltefikseringen den 26. januar 2019.

Parterne er enige om, at spørgsmålet om erstatning udskydes til senere behandling, jf. retsplejelovens § 469, stk. 6.

Supplerende sagsfremstilling

Af konferencenotat af 4. oktober 2017 udarbejdet af psykiater Overlæge 1, Børne- og ungdomspsykiatri, fremgår bl.a.:

”Nuværende vurdering er autisme og depressiv reaktion, men der er bekym-ring for om Appellant 1, tidligere Klager 1 er ved at udvikle depression. Personalet fra Institution 2 op-lever Appellant 1, tidligere Klager 1 psykotisk, når han er ude – han ser efter ting, der ikke er der og er udtalt paranoid overfor dem.

…

Det drøftes at Appellant 1, tidligere Klager 1 på sigt vurderes at have behov for mere personalestøt-te, end der kan gives på Institution 2 og at han har behov for længereva-rende indlæggelse. Mor orienteres om B204 og er positiv overfor videre ind-læggelse der.

…”

Den 10. oktober 2017 orienteres Appellant 1, tidligere Klager 1 og Appellant 2, tidligere Klager 2 om, at Appellant 1, tidligere Klager 1 samme dag skal overflyttes til afdeling B 204. Det fremgår af samtalenotat ud-arbejdet kl. 10.28 af Overlæge 1, at Appellant 2, tidligere Klager 2 blev orienteret om, at man som mindste middel ville anvende kortvarig fik-sering med bælte, såfremt Appellant 1, tidligere Klager 1 ikke samarbejdede ved overflytningen.

Af kontinuationsnotat af 10. oktober 2017 kl. 10.51 udarbejdet af Læge 1 fremgår, at Appellant 1, tidligere Klager 1 reagerede på planerne om overflytning ved flere gange at svare ”det kommer ikke til at ske” og ”så må I bare lave om på planerne” .

Samme dag kl. 14.42 udarbejdede Læge 1 tvangsnotat, hvoraf bl.a. fremgår:

”Da det ikke lykkedes at motivere Appellant 1, tidligere Klager 1 til frivillig overflytning til B204 er det ved konference med Overlæge 1, og i samråd med Appellant 1's, tidligere Klager 1 mor og bosted, vurderet at overflytningen, da må ske med tvang på forældreansvarsloven. Det er vurderet at der er behov for længerevarende indlæggelse mhp mere intensiv behandling samt længere udslusning til bosted. Appellant 1, tidligere Klager 1 tvangstilbageholdes på forældreansvarsloven således mhp tvangsoverflytning.

3

Tvangsprotokol Skema 1 er udfyldt og påført ”forældreansvarsloven” .

Det er ligeledes vurderet at mindste middel i denne tvangsoverflytning er at Appellant 1, tidligere Klager 1 overflyttes liggende i seng fikseret med bælte, mens selve overflyt-ningen står på. Dette også grundet Appellant 1's, tidligere Klager 1 tidligere meget voldsomme udad-reagerende adfærd. Med risiko for at skade sig selv og personale. Dette er mor ligeledes tidligere informeret om ved Overlæge 1 og har samtykket til.

Appellant 1, tidligere Klager 1 bliver voldsomt agiteret og udad reagerende og kan trods forsøg på at motivere ikke følge med frivilligt. Skriger bare gentagne gange; ”Skrid” . Appellant 1, tidligere Klager 1 har taget al tøjet af og gået ind på toilettet. Han slår ud efter perso-nalet og rammer en hen over ansigt og nakke med toiletbørste.

Han fastholdes på badeværelset af to personaler og føres ud fra toilettet, hvorfra han placeres på leje. Han fastholdes på lejet af fem personaler imens bæltet pålægges. Han dækkes med lagen, så snart han er lagt på lejet.

Appellant 1, tidligere Klager 1 bæltefikseres kl 1346 og fastholdes herefter på arme og ben af tre personaler.

Tvangsprotokol skema 3a er udfyldt og påført skriften ”forældrean-svarsloven”

Appellant 1, tidligere Klager 1 føres herefter ud af afd og over på B204 på lejet hvor han overtages af personalet fra denne afd.”

Læge 2 udarbejdede kl. 13.52 tvangsnotat, hvoraf bl.a. fremgår:

”Appellant 1, tidligere Klager 1 modtages i afdeling B204 i seng liggende i bælte fra B205 kl. 13.50 samtidig med at han fastholdes af personalet. Appellant 1, tidligere Klager 1 er skrigende, råber at han vil dø, slår ud efter personale. Er meget opkørt og i en affekttil-stand der kan sidestilles med psykose. Tilbydes tbl. oxapax 7,5 mg, som pt afviser at tage. Pt tilbydes saftevand, magnum is, men afviser. Pt råber at han vil dø, ikke har noget at leve for. Da der ikke kan indgås samarbejds al-liance med patienten og han fremstår forpint og i akut agiteret tilstand vur-deres det at mindste middel er at

rp. injektion diazepam af 5mg/ml i alt 1 ml i.m. kl.13.59

rp. tvangsprotokol skema 3B udfyldt på forældre ansvarsloven.

rp. vitale værdier (BT, puls, herunder RF, hvis RF er under 10, skal vagthavende læge kontaktes, bevidsthedsniveau og temp),

Pt er forsøgt sluppet fra fastholdelsen kl. 14.04, men er fortsat bælte fikse-ret. Pt er opkørt, slår sig selv voldsomt i hovedet, på brystkassen, sætter sig op i sengen, forsøger at komme ud af bæltet, er skrigende, forsøger at kvæle

4

sig selv med hænderne på hals og med hænder på mund og næse. Det vurde-res at han er til fare for sig selv, fastholdes han igen kl. 14.07.

rp. fastholdelse

rp. tvangsprotokol skema 3B udfyldt på forældre ansvarsloven.

Fastholdelsen kan igen slippes kl. 14.31, da han ikke længere er svært selv skadende, men pt er fortsat i bælte, da han fortsat er svært forpint og svært agiteret og i en affekt tilstand der kan sidestilles med psykose og pt vurderes fortsat til fare for sig selv/suicidal.

…

Pt konfereret med Overlæge 2.”

Det fremgår af vurderingsskemanotat udarbejdet den 10. oktober 2017 kl. 17.13 af sygeplejerske Person 6, at Appellant 1, tidligere Klager 1 fremtrådte meget forpint, at han for-søgte at kvæle sig selv, at han slog sig selv og råbte, at han ville stikke og skyde personalet. Efter at Appellant 1, tidligere Klager 1 havde fået medicin kl. 16.02, faldt han i søvn kl. 16.30. Der er i skemaet anført, at der var ”høj voldsrisiko” .

Samme aften kl. 22.09 er det i vurderingsskemaet anført, at Appellant 1, tidligere Klager 1 vågnede og gav udtryk for, at han vil slå sig selv, indtil han døde. Appellant 1, tidligere Klager 1 blev talt til ro og faldt i søvn igen kl. 22.10.

Af tvangsnotat udarbejdet den 11. oktober 2017 kl. 01.15 af Læge 3 fremgår bl.a.:

”Tilkaldt afdelingen kl. 21, da pt. er vågnet. Pt. skriger stadig at han vil dø og tager sig til halsen. Forsøger at tale ham til ro og forsøger at motivere ham til at vi kan tage bæltet af. Det er ikke muligt at lave en aftale med ham om at tage bæltet af og han er stadig meget forpint og udadreagerende, hvor-for bæltet bibeholdes.

…

Efter midnat tilses pt. igen og her findes han sovende.”

Det fremgår videre af tvangsnotat udarbejdet den 11. oktober 2017 kl. 08.50 af Læge 2, at Appellant 1, tidligere Klager 1, der lige var vågnet, lå roligt i sen-gen, hvorefter bæltet blev løsnet kl. 9.13.

Af tvangsprotokollen – skema 3 A om fiksering - fremgår, at tvangsfikseringen med bælte den 10. oktober 2017 blev iværksat kl. 13.46 og ophørte den 11. okto-ber 2017 kl. 09.21. Øverst på skemaet er der med håndskrift påført ”Forældrean-svarsloven” . Der er under punktet ”Begrundelse iht § 14 og § 17” krydset af i

5

rubrikken ”Farlighed” . Der er i kommentarfeltet anført ”mhp tvangsoverflyt-ning” . Der fremgår videre, at der er foretaget tilsyn og opfølgning den 10. okto-ber 2017 kl. 18.15 og kl. 21.00 af Læge 3.

Af vurderingsskemanotat af 26. januar 2019 kl. 22.33, der er udarbejdet af pæ-dagog Person 7, fremgår bl.a.:

”Kl. 20.30 ca. bliver UT bedt af pt. om at komme ned på stuen. Pt. er fru-streret over, at der ikke er blevet lagt tøj frem til ham på hans bord. UT hjælper pt. med at udvælge tøj. Pt bliver pludselig tavs og stirrende. UT spørger til om pt. er mere sulten. Pt. Bliver råbende, truer UT på livet og knytter næverne. UT begynder at trække sig fra stuen. Pt. slår ud efter UT med armene.

Fortsat truende, udadreagerende og råbende. Pt. kaster skralde-spand efter UT. Idet, UT føler sig truet, vælger UT og andet personale at holde døren, for at undgå yderligere konfrontation eller fare for pt. eller per-sonalet. Pt. knalder gange mange toilet dør ind mod stuedøren. Pt. er fortsat råbende, truende. Pt. kaster med inventar, møbler og personlige ejendele på stuen.

Pt. forsøger fortsat at komme ud for at ”Dræbe jer” (personalet). Der kaldes stille-alarm, og trykkes kort efter alarm.

Se Lægenotat herfra.

Efter bæltet er lagt, og politiet har trukket sig, er pt. fortsat verbalt truende, og forsøger at spytte mod personalet. Pt. tisser i sengen, og forsøger at drik-ke/spise dette, samt piller sig selv i skridtet og putter herefter fingrene i munden. Efter ca. 10 minutter, kan pt. indgå aftale om, at UT hjælper pt. med at vaske tis op fra pts. seng. og lægge et lagen på sengen. Pt. fremstår her frustreret, men mere rolig.”

Af tvangsnotat udarbejdet den 27. januar 2019 kl. 00.45 af Læge 4 fremgår bl.a.:

”Kl. 20.45: Ut. kontaktes af afdelingen da pt. er i effekt. Har været truende overfor KP både verbalt og fysisk, fremkommet med trusler på livet og slået ud efter KP. Da ut. ankommer til afdelingen bliver der trykket alarm da pt. på sit værelse optræder voldsomt udadreagerende (se notat fra KP).

Personale fra B204 samt alarmhold er nødtsaget til at holde døren til pt.s værelse, fra værelset høres der høje, skingre skrig og brøl, samt lyde af ting der bliver kastet mod døren. Pt. forsøges talt til ro gennem døren af KP, dog uden reaktion. Det vurderes ikke forsvarligt at plejepersonale forsøger at få adgang til pt.s værelse hvorfor politiet kontaktes.

Kl. 21.20: Politiet ankommer. Der er fortsat høje skrig og brøl fra værelset hvor pt. er tydeligt urolig, kaster med effekter. Pt. informeres gennem døren af ut. om at politiet er ankommet og at han skal forholde sig roligt. Idet poli-tiet åbner døren til værelset kaster pt. en skraldespand mod forreste betjent. Pt. er nøgen på værelset, ses med vildt, stirrende blik, råber ”i er psykotiske alle sammen” , ”jeg slår jer alle sammen ihjel” .

6

Pt. fastholdes på sengen af betjente, tilbydes beroligende medicin i form af tablet Zyprexa 10 mg. Pt. indvilger noget modvilligt i dette.

Efter indtag af Zyprexa er pt. fortsat voldsomt udadreagerende og truende. På værelset ses ejendele smidt over hele værelset, flere ødelagt genstande. Pt fremkommer fortsat med trusler på livet, primært mod betjente. Pt. fast-holdes af fire betjente, forsøger at kæmpe sig fri, fremstår voldsomt udfa-rende og truende overfor alle implicerede.

Kl. 21.30: Pt. fremkommer fortsat med trusler om at dræbe alle tilstedevæ-rende på værelset, kæmper for at komme fri af fastholdelse. Pt. vurderes særdeles farlig for både sig selv og sine omgivelser hvorfor der anlægges bælte.

Kl. 21.40: Pt. er fortsat voldsomt urolig, trods anlæggelse af bælte fortsat nødvendigt med fastholdelse af fire betjente (alle ekstremiteter), kæmper for at frigøre sig fra bæltet, sætter sig op i sengen. Da betjentene forsøger at løsne grebet om hænder og fødder sparker pt. vildt efter to betjente mens han slår ud efter to andre. Det vurderes nødvendigt med anlæggelse af fodrem.

Politiet og personale forlader efterfølgende stuen. Pt. fortsat råbende med voldsomme trusler på livet overfor både personale og politi. Der etableres fast vagt.

Kl. 22.20: Pt. fortsat urolig i bæltet, informeres at ut. mundtligt om klage-mulighed i forbindelse med tvangsforanstaltning og beskikkelse af pt. råd-giver. ”

I tvangsnotat udarbejdet den 27. januar 2019 kl. 01.04 anfører Læge 4, at Appellant 1, tidligere Klager 1 var faldet i søvn, at vagten skulle kontakte hende, når Appellant 1, tidligere Klager 1 vågnede, og at bæltet efter konference med bagvagten ikke skulle løs-nes, mens Appellant 1, tidligere Klager 1 sov.

Det anføres i kontinuationsnotat af 27. januar 2019 kl. 03.00, der er udarbejdet af Læge 4, at Appellant 1, tidligere Klager 1 var vågen, og at han var fortsat truende over for personalet, idet han fremkom med voldsomme trusler og slog ud mod personalet. Man vurderede, at det ikke var forsvarligt at løsne bæltet.

Af vurderingsskemanotat af 27. januar 2019 kl. 03.12, der er udarbejdet af SOSU-assistent Person 8, fremgår bl.a.:

”Pt vågner vil gerne ud af bæltet, ut siger at det kan han ikke komme lige nu men at ut gerne vil ringe til en læge, Pt sætter sig op slå ud efter ut og ram-me ut på næsen siger at ut er en psykotisk kælling som bare skal skride. Rå-ber herefter at døren skal lukkes ut siger at døren skal forblive åben men at vi kan lukke lyset. Efter lidt tid falder pt til ro, da lyset bliver slukket.”

7

Af vurderingsskemanotat af 27. januar 2019 kl. 03.29, der ligeledes er udarbejdet af SOSU-assistent Person 8, fremgår, at Appellant 1, tidligere Klager 1 fortsat var me-get opkørt og truende, og at han bl.a. truede med at stikke en kniv i hjernen på en af medarbejderne. Det var ikke muligt at indgå aftale med Appellant 1, tidligere Klager 1 om, at han ikke måtte kaste mad efter personalet.

I vurderingsskemanotater fra den 27. januar 2019 kl. 06.05 og kl. 06.09 fremgår, at Appellant 1, tidligere Klager 1 efter at have spist kl. 03.48 faldt i søvn, og at han fik morgenmad om-kring kl. 06.00. Af vurderingsskemanotat af 27. januar 2019 kl. 07:40, der er ud-arbejdet af Læge 4, fremgår, at Appellant 1, tidligere Klager 1 var rolig og sam-arbejdsvillig, og at remme blev løsnet kl. 07.30 og bælte kl. 08.05.

Af skema 3 A om ”Fiksering” , der er udarbejdet af Læge 4, fremgår, at fiksering blev iværksat den 26. januar 2019 kl. 21.30 og ophørte den 27. januar 2019 kl. 08.05. Der er som begrundelse for fikseringen krydset af i rubrikken ”Farlighed” . Under afsnittet for kommentarer fremgår:

”Pt. er i affekt, raserer sit værelse, ødelægger og kaster med effekter. Politiet tilkaldes da pt. vurderes til fare for sig selv og personale. Pt. tilbydes PN medicin (p.o), tager dette frivilligt, men fortsætter den voldsomme udadrea-gerende adfærd. Pt. vurderes farlig og det vurderes nødvendigt med fixering. Konf. BV ”

Af skemaet fremgår videre, at der er ført lægeligt tilsyn og opfølgning af tvangsfiksering den 26. januar 2019 kl. 23.30 og den 27. januar 2019 kl. 07.30.

Forklaringer Appellant 2, tidligere Klager 2 og overlæge Vidne (tidligere Navn) har afgivet supplerende forklaring.

Appellant 2, tidligere Klager 2 har supplerende forklaret bl.a., at hun først besøgte Appellant 1, tidligere Klager 1 den 10. oktober 2017 efter, at han var blevet overflyttet til afdeling B 204. Der havde tidligere været planer om, at Appellant 1, tidligere Klager 1 skulle overflyttes til en åben afdeling på Bispebjerg Hospital.

Det havde imidlertid ikke været muligt at overbevise Appellant 1, tidligere Klager 1 om, at han skulle overflyttes til den åbne afdeling. I ugerne inden overflytningen til B 204 var Appellant 1, tidligere Klager 1 blevet tiltagende dårlig. Appellant 1, tidligere Klager 1 sag-de, at han ville blive på B 205, og han ville ikke ud fra sit værelse.

De fik at vide, at man ikke kunne holde pladsen på B 204 i mere end et døgn.

Hun husker ikke, at det blev nævnt, hvilken form for tvang der ville blive an-vendt. Når hun læser journalen, kan hun godt se, at det er noteret, at hun blev orienteret om, at der som det mindste middel kunne blive anvendt bæltefikse-ring over en kortere periode. Det kan derfor godt passe, at hun blev orienteret

8

om en ganske kortvarig bæltefiksering. Det blev nævnt, at personalet næppe kunne få Appellant 1, tidligere Klager 1 overflyttet frivilligt.

Hun kan godt huske, at hun talte med Overlæge 1 og blev taget med på råd en eller to dage før overflytningen den 10. oktober 2017. Hun blev ikke orienteret om, at det blev overvejet at anvende andre midler end kortvarig bæltefiksering. Det er ikke hendes opfattelse, at det ville have ændret på noget, hvis hun ikke havde samtykket. Hun hæftede sig mest ved de fordele, der ville være for Appellant 1, tidligere Klager 1 ved at blive overflyttet.

Det er rigtigt, at hun deltog i et netværksmøde den 4. oktober 2017, hvor Overlæge 1 også deltog. Hun havde en samtale alene med Overlæge 1 nogle dage efter.

Appellant 1, tidligere Klager 1 var på tidspunktet alderssvarende i højde, men han havde tabt sig me-get.

Hun var ikke til stede ved bæltefikseringen den 26. januar 2019.

Vidne (tidligere Navn) har supplerende forklaret bl.a., at hun er overlæge på Glostrup Hospital, Børne- og Ungecenter. Afdeling B 204 er en lukket ungdomspsykiatrisk afdeling, der er normeret med ekstra personale. Afdelingen har også en retspsykiatrisk funktion og er højt specialiseret inden for unge mennesker, der lider af skizofreni. På afdelingen er indlagt unge i al-deren 14-17 år med psykiske lidelser.

Selv om det er en sikret afdeling, er der løse genstande på værelserne, som de unge kan benytte ved uhensigtsmæssig adfærd. Appellant 1, tidligere Klager 1 har bl.a. haft anvendt en toiletbørste til at ødelægge et koøje i døren ind til sit værelse og til at rive puds ned fra væggene.

På Appellant 1's, tidligere Klager 1’ værelse var der også en plastbakke med mad, glas af hård plast, en iPad, en sæbedi-spenser og skraldespand mv. Appellant 1, tidligere Klager 1 havde generelt ikke så mange ting på sit værelse grundet sin udadreagerende adfærd.

Da hun ikke havde kontakt til Appellant 1, tidligere Klager 1 i oktober 2017, ved hun ikke, hvordan Appellant 1, tidligere Klager 1 så ud dengang. Appellant 1, tidligere Klager 1 har lidt af en spiseproblematik. Da han kom i bedre trivsel, fik han et uheldigt fødevarevalg og tog på i vægt. Appellant 1, tidligere Klager 1 er 175 cm høj og vejede i januar 2019 godt 80 kg.

Hun var ikke på arbejde den 26. januar 2019. Nogle situationer på afdelingen er så farlige, at de efter en konkret vurdering kan være nødt til at tilkalde politiet. Personalet har oplyst, at Appellant 1, tidligere Klager 1 havde overtisset hele værelset, og at der var glat over det hele, ligesom Appellant 1, tidligere Klager 1, der var nøgen, havde tisset på sig selv. Da hans krop var glat af tis, var han svær at fastholde. Dette og hans voldsomme adfærd gjorde, at politiet blev tilkaldt. Personalet kan se ind på værelset gen-nem et koøje. Døren var ikke låst. Personalet lukkede døren i håbet om, at

9

Appellant 1, tidligere Klager 1 kunne falde til ro af sig selv. Politiet kom ca. 35 minutter efter, at episoden var startet.

De vurderede, at Appellant 1, tidligere Klager 1 var i en stresset periode, da han stod overfor at skulle placeres på et bosted. Det var tydeligt, at han følte sig meget belastet. Appellant 1, tidligere Klager 1 er ikke særlig artikuleret og har grundet sin autisme grundlæggende vanskelighe-der ved at udtrykke sine følelser og har svært ved at forstå årsagssammen-hænge. Appellant 1, tidligere Klager 1 har generelt haft vanskeligt ved relationer til voksne og har ikke haft de kognitive forudsætninger for at forstå, hvad der skulle ske med ham. Det var medvirkende til hans voldsomme reaktion.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Appellant 1, tidligere Klager 1 har om tvangsfikseringen den 10. oktober 2017 yderligere anført bl.a., at der skulle ske overførsel til en anden afdeling, og at lægerne under samtalen med Appellant 2, tidligere Klager 2 forud for tvangsfikseringen ikke pegede på alternativer til bæltefiksering. Derved havde Appellant 2, tidligere Klager 2 ikke noget reelt valg. Tvangsfikseringen havde en varighed på 19 timer og 37 minutter. Såfremt landsretten finder, at betingelserne for tvangsfiksering med bælte var opfyldt, gøres det gældende, at tvangsfikseringen burde være ophørt langt tidligere.

Om tvangsfikseringen med bælte den 26. januar 2019 gøres det supplerende gældende bl.a., at det optrappede situationen, at politiet blev tilkaldt og deltog i fastholdelsen af Appellant 1, tidligere Klager 1.

Region Hovedstaden har heroverfor vedrørende tvangsfikseringen med bælte den 10. oktober 2017 anført bl.a., at der forelå samtykke fra Appellant 2, tidligere Klager 2 til selve iværksættelsen, og at betingelserne i psykiatrilovens § 14 for opretholdelse af tvangsfikseringen var opfyldt.

Det bestrides, at det optrappede situationen, at politiet blev tilkaldt og deltog i fastholdelsen af Appellant 1, tidligere Klager 1 i forbindelse med tvangsfikseringen med bælte den 26. januar 2019. Betingelserne for iværksættelse af tvangsfiksering var opfyldt. Der blev gennem aftenen og natten løbende ført tilsyn med Appellant 1, tidligere Klager 1, og det blev med rette vurderet, at der ikke var grundlag for at afslutte fikseringen tidligere end sket.

Retsgrundlaget

Grundlovens § 71, stk. 1, 2 og 6, har følgende ordlyd:

10

” § 71. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning un-derkastes nogen form for frihedsberøvelse.

Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.

…

Stk. 6. Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole el-ler anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fast-sættes ved lov.”

Psykiatrilovens § 1, 14 og 15 har følgende ordlyd:

”§ 1. Indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling sker på baggrund af informeret samtykke efter reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven, medmindre andet følger af denne lov. Stk. 2. Frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling må kun finde sted efter reglerne i denne lov. Stk. 3.

Ved tvang forstås i denne lov anvendelse af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke, jf. kapitel 5 i sundhedslo-ven. Stk. 4. Tvang foreligger ikke i de tilfælde, hvor 1) en patient er under 15 år og 2) der foreligger informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver. …

§ 14. Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og fod-remme samt handsker. Stk. 2. Tvangsfiksering må kun anvendes kortvarigt og i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient 1)udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,

2)forfølger eller på lignende måde groft forulemper medpatienter eller 3)øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Stk. 3. En patient kan tvangsfikseres i længere tid end nogle få timer, når hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsiger det-te.

§ 15. Beslutning om tvangsfiksering træffes af overlægen, efter at denne har tilset patienten. Stk. 2. Beslutning om, at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller fod-remme, skal dog træffes af overlægen.” …”

11

Bestemmelsen i psykiatrilovens § 1 er senest ændret ved lov nr. 579 af 4. maj 2015 om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien. Af lovforslagets generelle bemærkninger fremgår bl.a.:

”3.1.3. Den foreslåede ordning

I den gældende § 1 i psykiatriloven foreslås der indsat en ny § 1, stk. 1, der fastslår, at indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling sker på baggrund af informeret samtykke efter reglerne i sundhedslovens kapitel 5, med mindre andet følger af psykiatriloven.

På den måde bliver det understre-get, at udgangspunktet altid vil være, at indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling er et frivilligt tilbud til borgerne. Dette medfører, at 15-17 årige, som ikke giver samtykke til behandlingen, er omfattet af psykiatrilovens regler om anvendelse af tvang i psykiatrien og de deraf følgende retssikker-hedsgarantier.

Derudover foreslås det, at det i forlængelse af lovens tvangsdefinition bliver fastsat, at der ikke foreligger tvang i de tilfælde, hvor en patient er under 15 år, og der foreligger informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med sundhedslovens § 17, stk. 1, hvor-efter patienter, der er fyldt 15 år, selv kan give informeret samtykke til behand-ling, samt at forældremyndighedens indehaver tillige skal have information og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.

For så vidt angår patienter, der er under 15 år, foreligger der ikke tvang, hvis forældrene har givet informeret samtykke til behandlingen. I sådanne tilfælde vil forældremyndighedsindehaveren således kunne samtykke til behandlingen på den mindreåriges vegne uanset, at barnet protesterer.

Der vil således være tale om magtanvendelse i forhold til den mindreårige un-der 15 år, i de situationer hvor der foreligger informeret forældresamtykke til indgrebet, mens der er tale om tvang i de situationer, hvor forældrene ikke har givet informeret samtykke til behandlingen.

I modsætning til reglerne i sundhedslovens § 17, stk. 2, vil der med forslaget ikke skulle foretages en modenhedsvurdering af de 15-17-årige. Forslaget vil således medføre, at der vil foreligge tvang i alle tilfælde, hvor en 15-17-årig ik-ke vil give informeret samtykke til behandling m.v., eller hvor den pågældende modsætter sig behandling m.v. Der skal dermed ikke forsøges indhentet sam-tykke fra forældremyndighedens indehaver i forhold til 15-17-årige patienter.

Ud fra proportionalitetsprincippet skal der være et rimeligt forhold mellem den udøvede tvang og det, der søges opnået med tvangsanvendelsen, herunder set i forhold til alvoren af den tilstand, der søges behandlet, og de deraf afledte kon-sekvenser. Der skal også foretages vurdering i forhold til de konsekvenser, der kan være af at bruge konkrete tvangsindgreb.

Jo mere indgribende et tvangstil-tag er, og jo yngre den mindreårige patient er, jo mere vil tale for, at det vurde-res, om behandlingens formål kan opnås via alternative metoder. Fx bør et al-vorligt indgreb som tvangsfiksering i udgangspunktet ikke anvendes over for mindreårige.

12

Mindreårige under 15 år, hvor forældrene har givet samtykke til behandlingen, så vel som forældrene vil få tilbudt en opfølgende samtale efter ophør af ind-grebet.

Som reglerne er i dag fremgår det af Sundhedsstyrelsens vejledning om udfyl-delse af tvangsprotokoller (VEJ nr. 9713 af 20. december 2011), at styrelsen henstiller til, at det registreres i tvangsprotokollen, når der foretages foranstalt-ninger over for mindreårige med samtykke fra forældre-ne/forældremyndighedsindehaveren.

Med lovforslaget indføres der en pligt for overlægen på afdelingen til at indbe-rette indgrebet udført over for børn under 15 år til Statens Serum Institut uan-set, om indgrebet er sket med forældresamtykke.”

Landsrettens begrundelse og resultat

Tvangsfikseringen den 10. oktober 2017 Appellant 1, tidligere Klager 1 nedlagde for byretten påstand om, at behandlin-gen af klagen over bæltefikseringen den 10. oktober 2017 hjemvises til behand-ling ved Det Psykiatriske Patientklagenævn, således at nævnet behandler lov-ligheden af iværksættelsen, subsidiært at iværksættelsen kendes ulovlig. Appellant 1, tidligere Klager 1 har for landsretten gentaget påstanden om hjemvis-ning, subsidiært at iværksættelsen kendes ulovlig samt nedlagt en mere subsi-diær påstand om, at bæltefikseringen kendes ulovlig fra et senere tidspunkt.

Det fremgår af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 31. maj 2019, at nævnet lagde til grund, at iværksættelsen af tvangsfikseringen med bælte den 10. oktober 2017 var foretaget på forældreansvarsloven med samtykke fra Appellant 1's, tidligere Klager 1 mor, Appellant 2, tidligere Klager 2, hvorfor nævnet ikke kunne tage stilling til iværksæt-telsen af tvangsfikseringen.

Nævnet fandt, at den fortsatte tvangsfiksering efter overflytning til afdeling B 204 var sket med hjemmel i psykiatrilovens § 14, stk. 2, og at betingelserne herfor var opfyldt. Nævnet fandt videre, at kravet om mindst indgribende foranstaltning i forhold til den fortsatte tvangsfiksering var opfyldt.

Det lægges til grund, at den da 13-årige Appellant 1, tidligere Klager 1 den 10. oktober 2017 havde væ-ret indlagt på afdeling B 205 på Glostrup Hospital, Børne- og Ungecenter, siden den 8. september 2017, idet han var behandlingskrævende. Afdelingen er en akut modtageafdeling, og det blev besluttet, at Appellant 1, tidligere Klager 1 skulle overføres til na-boafdelingen B 204.

Appellant 1, tidligere Klager 1 ville imidlertid ikke medvirke til en overførsel.

Det lægges efter Appellant 2's, tidligere Klager 2 forklaring for landsretten og samtalenotat af 10. oktober 2017 kl. 10.28 til grund, at Appellant 2, tidligere Klager 2 derfor gav samtykke til, som den mindst indgribende foranstaltning, at Appellant 1, tidligere Klager 1, såfremt han ikke kunne overtales til at medvirke til overførslen, kortvarigt kunne bæltefikseres med henblik på at gennemføre overførslen.

13

Overførslen skete herefter fra kl. 13.46 til kl. 13.50, idet Appellant 1, tidligere Klager 1 blev bæltefikse-ret i en seng og kørt over på den anden afdeling. Da Appellant 1, tidligere Klager 1 ved ankomsten til B 204 efter tvangsnotatet var opkørt og i en affekttilstand, der kunne sidestilles med en psykose, mens han råbte, at han ville dø og slog ud efter personalet, besluttede overlægen, at Appellant 1, tidligere Klager 1 skulle forblive bæltefikseret. Han kom først ud af bæltet næste morgen kl. 09.12.

Landsretten finder, at bæltefikseringen af Appellant 1, tidligere Klager 1 under overførslen mellem afdeling B 205 og B 204 efter sit formål sammenholdt med indgrebets karakter og begrænsede varighed nærmere må anses for tvang i form af magtanvendelse frem for frihedsberøvelse, og at Appellant 2, tidligere Klager 2 havde samtykket i indgrebet. Det skærpede hjemmelskrav i grundlovens § 71, stk. 2, og reglerne om tvangs-indgreb i psykiatriloven finder derfor ikke anvendelse på beslutningen om at anvende bæltefiksering i forbindelse med selve overflytningen.

Landsretten finder imidlertid, at Appellant 1, tidligere Klager 1 har krav på, at der foretages en prøvel-se af bæltefikseringen den 10. og 11. oktober 2017 i sin helhed.

Som ovenfor anført finder landsretten, at Appellant 2, tidligere Klager 2 havde givet et til-strækkeligt samtykke til, at Appellant 1, tidligere Klager 1 bæltefikseredes under selve overførslen, ligesom landsretten af de grunde, der er anført af Det Psykiatriske Patientkla-genævn tiltræder, at betingelserne i psykiatriloven for den fortsatte bæltefikse-ring var opfyldt.

Region Hovedstaden frifindes for påstanden om, at iværksættelsen af bælte-fikseringen den 10. oktober 2017 var ulovlig. Påstanden om hjemvisning tages derfor ikke til følge. Landsretten tiltræder endvidere, at der ikke er grundlag for at kende bæltefikseringen ulovlig fra et senere tidspunkt.

Landsretten bemærker, at der alene blev udfyldt et skema om både iværksæt-telsen og opretholdelse af bæltefikseringen, og at skemaet med håndskrift var påført ”Forældreansvarsloven” . Det fremgår ikke udtrykkeligt af skemaet, at der ved opretholdelse af bæltefikseringen, som forældremyndighedsindehave-ren ikke havde givet samtykke til, blev taget stilling til, om betingelserne efter psykiatrilovens § 14 var opfyldt.

Da det fremgår af tvangsnotatet af 10. oktober 2017 kl. 13.52, at betingelserne for bæltefiksering var opfyldt, og da det må lægges til grund, at overlægen foretog en vurdering heraf, finder landsretten ikke grundlag for at kende den fortsatte bæltefiksering for ulovlig alene som følge heraf.

Tvangsfikseringen den 26. januar 2019 Af de grunde, der er anført af byretten, og da det for landsretten anførte ikke kan føre til en anden vurdering, tiltræder landsretten, at betingelserne for at iværksætte tvangsfiksering med bælte den 26. januar 2019 kl. 21.40 efter psyki-

14

atrilovens §§ 14 og 15 var opfyldt. Det tiltrædes videre, at betingelserne for at opretholde tvangsfikseringen med bælte i tidsrummet frem til den 27. januar 2019 kl. 08.05 undtagelsesvist var opfyldt, jf. psykiatrilovens § 14, stk. 3.

Byrettens stadfæstelse af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse vedrø-rende iværksættelsen og opretholdelsen af tvangsfikseringen med bælte den 26. januar 2019 tiltrædes derfor.

THI KENDES FOR RET:

Region Hovedstaden frifindes for påstanden om, at iværksættelsen af bælte-fikseringen den 10. oktober 2017 kendes ulovlig, og for påstanden om, at bælte-fikseringen kendes ulovlig fra et senere tidspunkt.

Påstanden om hjemvisning af behandlingen af Appellant 1's, tidligere Klager 1 klage over bæltefikseringen den 10. oktober 2017 til Det Psykiatriske Patient-klagenævn tages ikke til følge.

Byrettens dom stadfæstes i øvrigt i det omfang, den er påanket.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.