HR — Højesteret
104/2024
OL-2025-H-00105
AM2025.08.22H Københavns Byrets
DOM
Dato: 11. april 2024 Rettens sagsnr.: 4-2607/2024 Politiets sagsnr.: 0100-84111-00125-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1967 Sagens baggrund og parternes påstande Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskriftet er modtaget den 6. februar 2024.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B nr. 59, jf. straffelovens § 81 e, ved den 11. januar 2024 ca. kl. 13.45, i en målrettet skærpet strafzone, i hashbod … i Pusher Street og Green Light District på Christiania i København, som led i den organiserede hashhandel på Christiania, at have været i besiddelse af 177 gram hash, 1 gram skunk, 8 almindelige joints og 16 hashkager med henblik på videreoverdragelse.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, m. 1, konfiskeres 177 gram hash, 1 gram skunk, 8 almindelige joints, 16 hashkager, en grensaks og en digitalvægt.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand, om at tiltalte i medfør af straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., jf. stk. 2, meddeles forbud mod i et af retten fastsat tidsrum at færdes og opholde sig i et område i Københavns Kommune (Område omkring Christiania) afgrænset af Overgaden Oven Vandet-Bodenhoffs Plads-Prinsessegade (stykket mellem Bodenhoffs Plads og Refshalevej)-Refshalevej-Forlandet-Norddyssen-Midtdyssen-Syddyssen-Kløvermarksvej-Vermlandsgade-Christmas Møllers Plads -Torvegade, herunder alle de nævnte vejstykker.
Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom. Tiltalte har ikke protesteret mod konfiskationspåstanden, idet han har anført, at genstandene ikke tilhører ham. Tiltalte har påstået frifindelse for påstanden om opholdsforbud.
Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne politiassistent Vinde1 og politiassistent Vidne2. [FORKLARINGER UDELADT] Oplysningerne i sagen Af ransagningsrapporten fremgår, at politiet fandt 177 gram hash, 1 gram skunk, 8 stk. almindelige joints, 16 stk. hashkager, en grensaks og en digitalvægt i bod … .
Politiet ransagede samme dag på tiltaltes bopæl, Adresse., 2300 København S uden at finde noget af interesse. Af rapport om politiets besigtigelse af tiltalte efter anholdelsen fremgår, at han var uden synlige skader. Han var iført mørkjakke, sorte bukser, sort kasket og sorte sko. Der er dokumenteret fotos, som politiet optog af tiltalte efter anholdelsen, herunder et nærbillede af tiltaltes hænder.
Af oplysninger fra skattemyndighederne fremgår, at tiltalte var uden indtægt i 2021. I 2022 var registreret en indkomst på 149.509 kr. og i 2023 en indtægt på 11.849 kr. Der er dokumenteret uddrag af Københavns Politis afgørelse af 5. januar 2024 om udpegning af en målrettet skærpet strafzone på og omkring Christiania gældende fra den 10. januar 2024 kl. 12.00.
Under sagen har det været ubestridt, at området i Pusher Street den 11. januar 2024 var omfattet af den skærpede strafzone. Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han var fængslet fra den 13. februar til den 20. november 2023. Tiltalte er gift på 22. år og har boet samme sted med ægtefællen siden 2002. Han har ingen børn.
Tiltalte er tidligere straffet, senest ved Københavns Byrets dom af 25. juli 2014 for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, og straffelovens § 290, med fængsel i 10 måneder.
Prøveløsladt den 27. juli 2016 med en reststraf på 103 dage og en prøvetid på 2 år på nærmere angivne vilkår.
Ved dommen blev tiltalte kendt skyldig i som led i den organiserede hashhandel på Christiania ved til dels på sin bopæl at have været i besiddelse af hash. ved Københavns Byrets dom af 2. oktober 2018 for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3,jf. § 1,jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, straffelovens § 192a, stk. 1, nr. 1, lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 1 og § 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, jf. § 2 og § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 1 og nr. 3, samt liste B, nr. 16 og 43, våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 3, og fyrværkeribekendtgørelsens § 75, stk. 1, nr. 3, jf. § 13, stk. 1, jf. til dels straffelovens § 89, med fængsel i 4 år og 3 måneder.
Straffen var en fællesstraf omfattende reststraffen på 103 dage ved prøveløsladelsen den 27. juli 2016.
Dommen blev anket den 16. oktober 2018. ved Østre Landsrets ankedom af 14. mails 2019 for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, straffelovens § 192a, stk. 1, nr. 1, lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 1 og§ 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, jf. § 2 og § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 1 og nr. 3, samt liste B, nr. 16 og 43, våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 3, og fyrværkeribekendtgørelsens § 75, stk. 1, nr. 3, jf. § 13, stk. 1, jf. til dels straffelovens § 89, med fængsel i 4 år og 6 måneder.
Straffen var en fællesstraf omfattende reststraffen på 103 dage ved prøveløsladelsen den 27. juli 2016.
Tiltalte blev prøveløslade den 17. december 2021 med prøvetid 2 år og reststraf 208 dage. ved Københavns Byrets dom af 4. april 2019 for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, med en bøde på 6.000 kr. ved Retten i Koldings dom af 27. september 2019 for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, m. 1, med en bøde på 4.000 kr. ved Retten i Koldings dom af 9. august 2021 for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, m. 1, med en bøde på 4.000 kr. ved Retten i Koldings dom af 30. september 2021 for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, med en bøde på 4.000 kr. ved Københavns Byrets dom af 20. november 2023 for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer§ 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 59, med fængsel i 1 år og 3 måneder.
Straffen var en fællesstraf omfattende retsstraffen på 208 dage ved prøveløsladelsen den 17. december 2021. Ved dommen skete konfiskation af 305.200 kr. og diverse effekter. Ved dommen blev tiltalte kendt skyldig i besiddelse af beløbet, der blev konfiskeret, og som politiet havde fundet på tiltaltes bopæl, idet beløbet stammede fra handel med hash.
Det blev ikke fundet bevist, at forholdet var begået som led i den organiserede hashhandel på Christiania. Tiltalte har været frihedsberøvet fra den 11. januar 2024.
Rettens begrundelse
og afgørelse Efter Vinde1s forklaring lægger retten til grund, at tiltalte stod som sælger i hashbod …, da Vinde1 kom til stede i Pusher Street. Retten lægger herunder til grund, at tiltalte kommunikerede med en køber om hashprodukter, og at tiltalte henvendte sig til andre, der sad i nærheden, for at få en af dem til at hente skunk til køberen.
Retten finder det derfor bevist, at tiltalte deltog i den organiserede hashhandel på Christiania, og retten finder tiltalte skyldig efter anklageskriftet. Straffastsættelse To voterende har fundet, at straffen skal fastsættes til fængsel i 10 måneder. En voterende har fundet, at straffen skal fastsættes til fængsel i 8 måneder. Spørgsmålet afgøres efter stemmeflertallet.
Straffen fastsættes til fængsel i 10 måneder, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelsen om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, m. 59, jf. straffelovens§ 81 e. Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at tiltalte er kendt skyldig i et forhold af deltagelse i den organiserede hashhandel på Christiania.
Tiltalte er tidligere straffet flere gange for narkotikakriminalitet, herunder for deltagelse i den organiserede hashhandel på Christiania. Retten har i skærpende retning taget hensyn til det hurtige recidiv efter dommen af 20. november 2023. Retten har endelig lagt vægt på, at forholdet er begået i området, der fra den 10. januar 2024 var udpeget som skærpet strafzone.
Konfiskation Påstanden om konfiskation tages i medfør af den påberåbte bestemmelse til følge som nedenfor bestemt. Opholdsforbud Under hensyn til karakteren af tiltaltes kriminalitet sammenholdt med hans tidligere domme for ligeartet kriminalitet finder retten, at påstanden om opholdsforbud skal tages til følge i medfør af den påberåbte bestemmelse.
Det forhold, at hashboderne i Pusher Street i april 2024 er blevet fjernet, kan ikke nu føre til, at et opholdsforbud ikke skal meddeles. Retten bemærker herved, at det må anses som usikkert, om den organiserede hashhandel er afsluttet i det område, der er omfattet af forbuddet. Efter straffens længde finder retten, at varigheden skal fastsættes som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 10 måneder. Hos tiltalte konfiskeres 177 gram hash, 1 gram skunk, 8 almindelige joints, 16 hashkager, en grensaks og en digitalvægt.
Tiltalte meddeles i et tidsrum på 3 år 6 måneder fra endelig dom forbud mod at færdes og opholde sig i et område i Københavns Kommune (Område omkring Christiania) afgrænset af Overgaden Oven Vandet-Bodenhoffs Plads -Prinsessegade (stykket mellem Bodenhoffs Plads og Refshalevej) Refshalevej -Forlandet-Norddyssen-Midtdyssen-Syddyssen Kløvermarksvej-Vermlandsgade-Christmas Møllers Plads-Torvegade, herunder alle de nævnte vejstykker.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 22.430 kr.+ moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Hanne Reumert. Et tidligere udlagt salær på 1.675 kr.+ moms til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat Advokat, udredes endeligt af tiltalte. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 9. afdelings
DOM
(landsdommerne Ane Røddik Christensen, Gitte Rubæk Pedersen og Rasmus Linding (kst.)) med domsmænd).
Dato: 20. juni 2024 Rettens sagsnr.: S-1165-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1967, (advokat Hanne Reumert, beskikket) Dom afsagt af Københavns Byret den 11. april 2024 (SS 4-2607/2024) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, herunder frifindelse for påstanden om opholdsforbud, subsidiært formildelse af straffen. Anklagemyndigheden har endeligt påstået stadfæstelse.
Spørgsmålet om konfiskation er ikke omfattet af anken. Forklaringer Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne politiassistent Vidne1 og politiassistent Vinde2 (tidligere Vidne2). Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han den pågældende dag havde været på Christiania siden omkring klokken 13. Han drak kaffe i Biksen, mens han ventede på en ven.
Manden på cyklen spurgte efter noget ”grønt”, og tiltalte kiggede derfor ind i boden fra siden. Han svarede kun manden af høflighed. Gaden er to til tre meter bred på dette sted. Han henvendte sig til nogle personer, som han havde set betjene boden, og sagde, at der var en person, som efterspurgte skunk. Det var en gruppe på fire til fem personer, der sad rundt om et bål.
Han kendte ikke disse personer, men han kunne regne ud, at de var tilknyttet boden. Han kan genkende personerne, fordi han er kommet meget på Christiania. Han lagde ikke mærke til politimanden, før han blev anholdt. Betjenten var i civil. Der var flere civile betjente til stede. Han var ikke omme bag boden. Betjentens forklaring herom må skyldes, at betjenten så det fra en anden vinkel.
Betjenten stod ikke i kø til boden. Manden, der efterspurgte ”grønt”, stod heller ikke i kø. Han standsede bare på sin cykel. Han har nogle ar og pigmentpletter på hænderne. Han kan også have fået jord på hænderne, da han blev lagt ned i forbindelse med anholdelsen. Han kan umuligt have rørt ved hash. Han kommer meget sjældent i Pusherstreet.
Vidnet politiassistent Vidne1 har supplerende forklaret blandt andet, at tiltalte stod i boden bag stolpen længst ud mod Pusherstreet. Vidnet kom fra bunden af Pusherstreet og stillede sig lige ved bod …. Han ville stille sig om foran boden, men forinden kom manden på cyklen. Manden på cyklen kørte direkte hen til tiltalte, som stod i boden. Det er ikke vidnets opfattelse, at tiltalte bare kiggede ind i boden.
Han hørte manden spørge efter skunk. Tiltalte gik over til en gruppe personer. Manden på cyklen ventede tilsyneladende på, at tiltalte kom tilbage. En person i gruppen rejste sig, efter at tiltalte havde henvendt sig til gruppen. Det så for vidnet ud, som om personen rejste sig for at hente noget. Det var vidnets indtryk, at personerne ikke var overraskede over, at tiltalte henvendte sig og spurgte efter skunk.
Vidnet kender en anden person i gruppen som en del af den organiserede hashhandel på Christiania. Denne person er bodbestyrer. Herefter blev der råbt ”pak, pak”, og derefter gik det stærkt. Han har ikke set tiltalte stå i Biksen og drikke kaffe. Efter hans erfaring er der ikke ubemandede hashboder med hashprodukter liggende fremme. Han observerede tiltalte i ca. 30 sekunder.
Det var ham, der ransagede boden efter anholdelsen. Det undrede ham ikke, at der blev fundet skunk i boden, når manden på cyklen havde efterspurgt det. Han hørte ikke manden efterspørge en bestemt mængde. Der varetages mange forskellige roller i den organiserede hashhandel på Christiania. Der er blandt andet en sælger, som står i boden, og en person, der fylder op.
Der er også en pengemand, som håndterer penge, og en løber, som har ansvaret for at pakke sammen, hvis der kommer politi. Der kan også være en bestyrer og personer, der sørger for at hente mad eller sikre, at kunder står pænt i kø. Efter at Pusherstreet er blevet lukket, kommer politiet der ikke så ofte som tidligere.
Vidnet politiassistent Vinde2 har supplerende forklaret blandt andet, at det er tydeligt, at der fortsat er et kriminelt netværk på Christiania. Der er stadig territoriale områder omkring nogle bænke i Pusherstreet, hvor personer, der var tilknyttet den organiserede hashhandel, nu holder til. Udenforstående bliver bedt om at gå væk. Nogle af disse personer bor på Christiania, men de fleste bor der ikke.
Der er stadig narkotikahandel i Pusherstreet, og politiet er stadig massivt til stede. Der anholdes også stadig narkohandlere på Christiania, nogle gange flere på én dag. Der anholdes færre end før lukningen af Pusherstreet. Operativ Specialafdeling er lidt mindre til stede på Christiania med den konsekvens, at hashhandlen blusser op. Kunderne er der stadig og efterspørger hash, og dermed er pusherne der også.
Hashhandlen foregår i Pusherstreet og i det omkringliggende område. Han kan ikke sige noget om, hvor mange domfældelser der har været siden lukningen af Pusherstreet. Opholdsforhold forudsætter, at en person er taget på Christiania flere gange. Der skal være noget gentagelse. De har endnu ikke indstillet til meddelelse af opholdsforbud til en person, der ikke tidligere er taget for hashhandel på Christiania.
Man kan ikke sælge hash på Christiania uden at være en del af den organiserede hashhandel på Christiania. Hvis man opstiller en bod, hvilket kræver tilladelse, indgår man i organiseringen på flere måder, herunder i forhold til vagtværn. Sådan var det frem til lukningen af Pusherstreet. En person kan godt varetage flere roller i en bod.
Der afholdes ”fittermøder” i ejerkredsen omkring hashboderne om blandt andet fælles vagtværn og fælles udgifter. En sælger i en bod kan godt gå til disse møder, hvis personen har et nært forhold til ejeren af boden. I nogle tilfælde aflønnes en sælger i en bod. Personlige oplysninger Tiltalte har forklaret, at det godt kan passe, at hans indkomst i 2021, 2022 og 2023 var som anført i byrettens dom.
Han bor fortsat i Vej. Han bor med sin hustru gennem 22 år. Hans hustru forsørger ham.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet. Straffen nedsættes til fængsel i 8 måneder.
Landsretten har ved fastsættelse af straffen lagt vægt på mængden af hashprodukter, som tiltalte er fundet skyldig i at have besiddet, tiltaltes tidligere domme for ligeartet kriminalitet og det meget hurtige recidiv efter tiltaltes seneste dom af 20. november 2023.
Landsretten har endvidere lagt vægt på, at det i forarbejderne til straffelovens § 81 e (lovforslag nr. 80 af 14. november 2023 ændring af straffeloven, retsplejeloven og politiloven) er forudsat, at straffen for forhold begået i en målrettet skærpet strafzone som udgangspunkt skal fordobles sammenlignet med strafniveauet for tilsvarende overtrædelser begået uden for en målrettet skærpet strafzone, idet dette må forstås således, at der forudsættes en fordobling af straffen i forhold til tilsvarende overtrædelser begået som led i den organiserede hashhandel på Christiania på et tidspunkt, hvor området ikke er udpeget som målrettet skærpet strafzone.
Efter den stedfundne bevisførelse er der ikke et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at anse betingelserne i straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., for meddelelse af opholdsforbud for opfyldt. Tiltalte frifindes derfor for påstanden herom. Landsretten ændrer herefter dommen i overensstemmelse hermed.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom ændres således, at Tiltalte straffes med fængsel i 8 måneder. Tiltalte frifindes for påstanden om opholdsforbud. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten. ::::::::::::::::::::::::: Højesterets 2. afdelings
DOM
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Michael Rekling, Hanne Schmidt, Lars Apostoli, Rikke Foersom og Mohammad Ahsan. Dato: 22. august 2025 Rettens sagsnr.: 104/2024 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, (advokat Hanne Reumert, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 11. april 2024 (SS 4-2607/2024) og af Østre Landsrets 9. afdeling den 20. juni 2024 (S-1165-24).
Påstande
Dommen er anket af Tiltalte med påstand om formildelse af straffen. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse af landsrettens dom.
Supplerende sagsfremstilling
Københavns Politi besluttede den 5. januar 2024 i medfør af politilovens § 6 a, stk. 1, 2. pkt., jf. stk. 2, 2. pkt., at udpege et område på og omkring Christiania som en målrettet skærpet strafzone med virkning fra den 10. januar 2024 kl. 12.00 og frem til den 10. juli 2024 kl. 12.00.
Af beslutningen, der blev offentliggjort på politiets hjemmeside den 8. januar 2024, fremgår bl.a.: ”… Retsvirkning Den målrettede skærpede strafzone indebærer, at straffen for overtrædelse af straffelovens § 191, overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer eller for manglende efterkommelse af et af politiet i medfør af ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 5 meddelt zoneforbud, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen er begået inden for zonen jf. straffelovens § 81 e.
Begrundelse for udpegning af målrettet skærpet strafzone Udpegning af en målrettet skærpet strafzone jf. politilovens § 6 a, stk. 1, 2. pkt. kan jf. politilovens § 6 a, stk. 2, 2. pkt. ske, hvis der i et område foregår åbenlys og systematisk handel med euforiserende stoffer, og dette i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området.
Københavns Politi har ved beslutningen lagt vægt på, at der i området for den målrettede skærpede strafzone foregår åbenlys og systematisk handel med euforiserende stoffer.
Ved vurderingen af handlens karakter som åbenlys og systematisk har politiet lagt vægt på, at det i en lang række straffesager er lagt til grund, at handlen med euforiserende stoffer i området blandt andet sker fra salgsboder og lignende faste steder.
Det er tillige lagt til grund at handlen er organiseret med en række faste funktioner såsom sælgere, vagter i det nærliggende område og andre faste funktioner knyttet til den daglige håndtering af boderne.
Endvidere har politiet lagt vægt på omfanget af handlen, som er konstateret i forbindelse med den massive og omfattende operative indsats, som Københavns Politi gennem en lang årrække har gennemført i det pågældende område, herunder ved ugentlige rydninger af boderne, antallet af anholdelser i området og beslaglæggelse af betydelige mængder narkotika.
Der er således tale om et kriminalitetsbillede, som er vedvarende og rodfæstet i området på og omkring Christiania.
Det er politiets erfaring, at narkotikakriminaliteten helt eller delvist begås af personer med tilknytning til organiserede kriminelle rockerog bandegrupperinger, hvilket efter politiets vurdering skaber utryghed for personer, der bor eller færdes i området, og fremmer en generel forråelse af nærmiljøet.
Dette har blandt andet manifesteret sig i en række sager om alvorlig personfarlig kriminalitet, som efter politiets vurdering kan henføres til den åbenlyse og organiserede handel med euforiserende stoffer i området. I de seneste tre år er der i zonen begået tre drab og fire drabsforsøg og blandt andet anmeldt over tredive sager vedrørende legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter.
Dertil kommer, at der i mange tilfælde har været voldelige konfrontationer mod politiet og det er Københavns Politis vurdering, at i nogle tilfælde har disse konfrontationer været planlagt og organiseret. … Det er politiets vurdering, at den åbenlyse og systematiske handel med narkotika, som foregår i området på og omkring Christiania væsentligt overstiger omfanget af ligeartet kriminalitet i andre sammenlignelige områder, og i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området… … Oprettelse af zonen vurderes på baggrund af en samlet politifaglig vurdering at være et effektivt og målrettet værktøj i kampen mod den åbenlyse og systematiske handel med euforiserende stoffer og et egnet redskab til at genskabe trygheden i området på og omkring Christiania. …” Retsgrundlag I politilovens § 6 a er om en målrettet skærpet strafzone anført: ”… § 6 a… Politiet kan endvidere for en nærmere bestemt tidsperiode udpege et afgrænset geografisk område (målrettet skærpet strafzone), hvor straffelovens § 81 e finder anvendelse… Stk. 2… Udpegning af en målrettet skærpet strafzone efter stk. 1, 2. pkt., kan ske, hvis der i det pågældende område i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer foregår åbenlys og systematisk handel med euforiserende stoffer og dette i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området, og udpegning af en målrettet skærpet strafzone vurderes at være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området… Stk. 3.
En beslutning som nævnt i stk. 1 træffes af politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal offentliggøres og indeholde en begrundelse og en angivelse af det afgrænsede geografiske område og tidsrum, som beslutningen gælder for. …” Straffelovens § 81 e om straffastsættelse for forhold begået i en målrettet skærpet strafzone lyder: ”… § 81 e.
Den straf, der er foreskrevet i denne lovs § 191, i lovgivningen om euforiserende stoffer eller i lovgivningen om politiets virksomhed for manglende efterkommelse af et forbud meddelt af politiet til en person, der har udvist en særlig utryghedsskabende adfærd eller ved sin adfærd bidraget til at skabe særlig utryghed, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen er begået inden for en målrettet skærpet strafzone udpeget i medfør af § 6 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om politiets virksomhed. …” Politilovens § 6 a, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., samt straffelovens § 81 e blev indsat ved lov nr. 1786 af 28. december 2023, der trådte i kraft den 1. januar 2024.
I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 2023-24, tillæg A, lovforslag nr. L 80, s. 2-8) anføres det bl.a.: ”… 1. Indledning Regeringen ønsker et trygt Danmark. Derfor skal der også gøres op med områder som f.eks. Pusher Street på Christiania, der i årtier har været hjemsted for åbenlys organiseret narkotikakriminalitet.
Det er bl.a. organiserede kriminelle bandegrupperinger, der står bag kriminaliteten, som fører afstumpet vold og utryghed med sig. … 2.1. Målrettet skærpet strafzone 2.1.1. Gældende ret … Justitsministeriets overvejelser Der findes i Danmark områder, der er hjemsted for åbenlys organiseret narkotikakriminalitet.
Det er bl.a. organiserede kriminelle bandegrupperinger, der står bag kriminaliteten, som fører afstumpet vold og utryghed med sig.
Det ønsker regeringen at gøre op med. … Med henblik på at styrke politiets indsats mod den organiserede narkotikakriminalitet finder Justitsministeriet, at der er behov for at give politiet et nyt og fokuseret værktøj til at sætte ind over for områder, som er præget af åbenlys og systematisk handel med ulovlige euforiserende stoffer, og hvor der som følge deraf er et særligt behov for at komme denne kriminalitet til livs og genskabe trygheden i området.
Det er i den forbindelse Justitsministeriets opfattelse, at der er behov for at kunne sætte målrettet ind mod den kriminalitet, der vurderes at være roden til utryghed i det pågældende område, hvor der foregår åbenlys og systematisk handel med ulovlige euforiserende stoffer. 2.1.3. Den foreslåede ordning 2.1.3.1.
Generelt om målrettede skærpede strafzoner Det foreslås, at der indføres en ordning, hvorefter politiet kan beslutte at udpege en målrettet skærpet strafzone i et geografisk afgrænset område og for en nærmere bestemt tidsperiode, hvis der i området i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer foregår åbenlys og systematisk handel med euforiserende stoffer.
En målrettet skærpet strafzone vil indebære, at straffen for overtrædelse af straffelovens § 191 eller lovgivningen om euforiserende stoffer i det pågældende område kan forhøjes indtil det dobbelte i den periode, hvor der måtte være udpeget en målrettet skærpet strafzone… … 2.1.3.2.
Kriminalitetstyper … Forslaget er … målrettet lovovertrædelser, hvor det er forventningen, at en strafskærpelse vil kunne have en adfærdsregulerende effekt på potentielle gerningspersoners besiddelse og køb og salg af euforiserende stoffer i det pågældende område… 2.1.3.3.
Betingelser for at udpege en målrettet skærpet strafzone Det foreslås, at en målrettet skærpet strafzone kan udpeges, hvis politiet vurderer, at der i det pågældende område i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer foregår åbenlys og systematisk handel med euforiserende stoffer, der i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området, og at udpegning af en målrettet skærpet strafzone vurderes at være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området.
Ved åbenlys og systematisk handel med euforiserende stoffer forstås, at der i et afgrænset område foregår handel med euforiserende stoffer f.eks. i salgsboder eller lignende faste steder, og hvor handlen med euforiserende stoffer har en systematisk karakter, f.eks. på grund af dens omfang, eller fordi der som led i handlen udfyldes en række faste funktioner, såsom vagter, faste sælgere m.v.
Det skal være tydeligt for personer, der befinder sig i området, at der foregår handel med euforiserende stoffer. Herudover vil der skulle være tale om handel med euforiserende stoffer i en grad, der væsentligt overstiger omfanget af ligeartet kriminalitet i andre sammenlignelige områder.
Et sammenligneligt område vil f.eks. kunne være et område med samme geografiske størrelse med tilsvarende befolkningstæthed, eller et område med samme geografiske størrelse, der har en f.eks. lignende bymæssig placering eller karakter. I modsætning til de eksisterende skærpede strafzoner forudsættes det derimod ikke, at det aktuelle kriminalitetsbillede er usædvanligt for det pågældende område.
Herudover skal handlen med euforiserende stoffer i væsentlig grad være egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området… Det vil være op til politiet at foretage en samlet politifaglig vurdering af den konkrete situation i det pågældende område i forhold til, om betingelserne for at udpege en målrettet skærpet strafzone er opfyldt.
Det vil for eksempel kunne være relevant at udpege en målrettet skærpet strafzone i en situation, hvor der i et nærmere geografisk afgrænset område helt åbenlyst og systematisk foregår handel med euforiserende stoffer, og hvor kriminalitetsbilledet er vedvarende og rodfæstet i området, og politiet vurderer, at narkotikakriminaliteten helt eller delvist begås af personer med tilknytning til organiserede kriminelle, der typisk skaber utryghed hos omkringboende og fremmer en generel forråelse af nærmiljøet.
Det kan også være tilfældet, hvis narkotikakriminaliteten samtidig har relation til andre typer af kriminalitet, som skaber utryghed i området, f.eks. hærværk, trusler, vold, afpresning eller lignende. Som det også gælder for de eksisterende skærpede strafzoner vil politiet desuden skulle vurdere, om udpegning af en målrettet skærpet strafzone vil være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området.
Det vil sige, at politiet skal vurdere, om etableringen af en målrettet skærpet strafzone efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 e kan medvirke til at forebygge, at nogen begår strafbare handlinger omfattet af bestemmelsen, og til at genskabe tryghed for beboere og andre, der færdes i området.
I den forbindelse skal politiet vurdere, om der er andre redskaber, som vil være mere hensigtsmæssige til at opnå formålet, ligesom det forudsættes, at en almindelig politimæssig indsats ikke har vist sig tilstrækkelig til at komme den åbenlyse og systematiske handel med euforiserende stoffer til livs. … 2.1.3.7.
Strafskærpelse Som anført under pkt. 2.1.3.1 foreslås det, at der indsættes en ny bestemmelse i straffelovens § 81 e, hvorefter den straf, der sædvanligvis ville blive udmålt for overtrædelser af straffelovens § 191 og lovgivningen om euforiserende stoffer, kan forhøjes indtil det dobbelte… Det er en betingelse for, at bestemmelsen finder anvendelse, at forholdene er begået inden for en målrettet skærpet strafzone udpeget i medfør af den foreslåede § 6 a, stk. 1, 2. pkt. i politiloven. … Det forudsættes, at strafniveauet for de overtrædelser, der oplistes i den foreslåede § 81 e, i almindelighed fordobles sammenlignet med strafniveauet for tilsvarende overtrædelser begået uden for en målrettet skærpet strafzone.
Hvis et forhold i forvejen straffes med en lang fængselsstraf, og en fordobling af strafniveauet ikke vurderes at stå i rimeligt forhold til den begåede kriminalitet sammenholdt med tilsvarende forbrydelser begået uden for den målrettede skærpede strafzone, forudsættes det dog, at straffen som udgangspunkt vil skulle skærpes med en tredjedel.
Det vil som udgangspunkt alene kunne gælde for meget grove overtrædelser omfattet af straffelovens § 191. Endvidere forudsættes det, at overtrædelser, der uden for en målrettet skærpet strafzone straffes med bøde, fremover som udgangspunkt skal kunne straffes med fængsel, når der er tale om et gentagelsestilfælde begået i en målrettet skærpet strafzone i medfør af den foreslåede § 81 e.
Det vil f.eks. betyde, at besiddelse af mindre mængder euforiserende stoffer til eget forbrug i en målrettet skærpet strafzone allerede i andengangstilfælde vil kunne straffes med en ubetinget fængselsstraf. I førstegangstilfælde vil bøden skulle fordobles.
Fastsættelsen af straffen efter den foreslåede § 81 e vil forsat skulle bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, og straffelovens almindelige regler om straffens fastsættelse mv. vil fortsat finde anvendelse i sager omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Det gælder bl.a. § 81 om skærpende omstændigheder, § 82 om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under den angivne strafferamme eller strafbortfald. …”
Anbringender
Tiltalte har anført navnlig, at straffen, som lovgiver har ønsket forhøjet indtil det dobbelte efter straffelovens § 81 e, er normalstraffen for samme forbrydelse begået uden for en målrettet skærpet strafzone.
Hvis lovgiver havde ment, at det var den allerede forhøjede straf som følge af den organiserede hashhandel på Christiania, der skulle fordobles, ville der i forarbejderne til straffelovens § 81 e ikke have stået ”sammenlignet med strafniveauet for tilsvarende overtrædelser begået uden for en målrettet skærpet strafzone”.
Det har således ikke været lovgivers intention, at straffen først forhøjes, fordi der er tale om organiseret hashhandel på Christiania, og at straffen derefter af fuldstændig samme grund forhøjes med yderligere 100 % i medfør af straffelovens § 81 e.
Ved straffastsættelsen skal der tages udgangspunkt i, at han har besiddet 178 gram hash med henblik på videreoverdragelse, idet joints og hashkager, der er blandingsprodukter, i et tilfælde som det foreliggende ikke indgår i strafberegningen. Normalstraffen for salg af ca. 100-250 gram hash er fængsel i 10-14 dage, og det er således denne straf, der efter straffelovens § 81 e skal fordobles til fængsel i 20-28 dage.
En eventuel skærpelse af denne straf på grund af relevante forstraffe kan efter den almindelige strafskærpelsesregel i straffelovens § 81, nr. 1, ikke overstige 10 dage. Straffen skal derfor fastsættes til fængsel i maksimalt 40 dage.
Anklagemyndigheden har anført navnlig, at der ved straffastsættelsen skal tages udgangspunkt i den skærpede straf, der efter fast praksis gælder for organiseret hashhandel på Christiania, og at det er denne straf, der herefter skal forhøjes efter straffelovens § 81 e.
Der henvises herved til, at det følger af forarbejderne til straffelovens § 81 e, at bestemmelsen har til formål at gøre op med organiseret hashhandel i områder som Christiania.
Hertil kommer, at det følger af forarbejderne, at strafforhøjelsen skal ske i forhold til ”den straf, der sædvanligvis ville blive udmålt”, ligesom det forudsættes, at straffen efter § 81 e ”i almindelighed fordobles sammenlignet med strafniveauet for tilsvarende overtrædelser begået uden for en målrettet skærpet strafzone”.
Straffen i denne sag ville uden at anvende § 81 e formentlig blive fastsat til fængsel i 4 måneder under hensyn til bl.a. mængden af hashprodukter, at forholdet er begået som led i den organiserede hashhandel på Christiania, Tiltaltes tidligere domme for ligeartet kriminalitet og det hurtige recidiv efter hans seneste dom i november 2023.
Straffen på 8 måneders fængsel, jf. straffelovens § 81 e, er dermed fastsat korrekt, idet straffen er forhøjet indtil det dobbelte i forhold til den i forvejen skærpede straf på 4 måneders fængsel for organiseret hashhandel på Christiania.
For så vidt angår mængden af hashprodukter skal de 8 joints og 16 hashkager også medregnes, da det er den samlede mængde euforiserende stoffer, der skal indgå ved straffastsættelsen, jf. herved også Højesterets dom af 31. marts 2021 (UfR 2021.2947).
Højesterets begrundelse og resultat
Tiltalte er dømt for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer ved at have været i besiddelse af bl.a. ca. 175 gram hash med henblik på videreoverdragelse som led i den organiserede hashhandel på Christiania, der på gerningstidspunktet i medfør af straffelovens § 81 e var udpeget som en målrettet skærpet strafzone.
For Højesteret angår sagen straffastsættelsen, og hovedspørgsmålet er, om der ved fastsættelsen af den straf, der kan fordobles efter straffelovens § 81 e, kan lægges vægt på den skærpende omstændighed, at forholdet er begået som led i den organiserede hashhandel på Christiania, jf. straffelovens § 81, nr. 3, eller om der ved fastsættelsen af den straf, der kan fordobles, skal ses bort fra den nævnte skærpende omstændighed.
Efter politilovens § 6 a kan politiet for en nærmere bestemt tidsperiode udpege et afgrænset geografisk område som en målrettet skærpet strafzone, hvis der i det pågældende område i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer foregår åbenlys og systematisk handel med euforiserende stoffer, og dette i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området, og udpegning af en målrettet skærpet strafzone vurderes at være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området.
Af straffelovens § 81 e fremgår, at den straf, der er foreskrevet i bl.a. lovgivningen om euforiserende stoffer, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen er begået inden for en målrettet skærpet strafzone.
I bestemmelsens forarbejder anføres det, at § 81 e indebærer, at den straf, der sædvanligvis ville blive udmålt for overtrædelser af bl.a. lovgivningen om euforiserende stoffer, kan forhøjes indtil det dobbelte.
Endvidere anføres det, at det forudsættes, at strafniveauet for sådanne overtrædelser i almindelighed fordobles sammenlignet med strafniveauet for tilsvarende overtrædelser begået uden for en målrettet skærpet strafzone. Desuden følger det af forarbejderne, at formålet med en målrettet skærpet strafzone er at gøre op med områder som f.eks.
Pusher Street på Christiania, hvor bl.a. organiserede kriminelle bandegrupperinger står bag kriminaliteten, som fører afstumpet vold og utryghed med sig, og hvor der således er et behov for at genskabe trygheden i området.
På baggrund af forarbejderne til straffelovens § 81 e og bestemmelsens formål finder Højesteret, at det med bestemmelsen er forudsat, at der ved fastsættelsen af den straf, der kan fordobles efter § 81 e, kan lægges vægt på den skærpende omstændighed, at forholdet er begået som led i organiseret hashhandel – herunder på Christiania – jf. straffelovens § 81, nr. 3.
Højesteret bemærker herved, at det er hashhandlens organiserede karakter, der er den skærpende omstændighed, som begrunder en strafforhøjelse efter straffelovens § 81, nr. 3. Strafforhøjelsen efter straffelovens § 81 e er begrundet i, at det pågældende område er udpeget som en målrettet skærpet strafzone med henblik på at genskabe trygheden i området.
Herefter – og i øvrigt af de grunde, som landsretten har anført – tiltræder Højesteret, at Tiltalte er straffet med fængsel i 8 måneder.
Thi kendes for ret
: Landsrettens dom stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for Højesteret.
